De slette karakterer

Danske ledende politikere er åbenbart først tilfredse, når alle unge i skole, gymnasium og højere læreanstalter – blåstemplet oprørsresistent forandringsparathedsgaranti – får tatoveret varedeklarationer på maven med gennemsnitskarakter for deres præstationer fra vuggestue til kandidateksamen.

De unge er gennem alt for mange år tvangsudviklet til at blive hjernevaskede højkarakterstræbere og besvimer på stedet, hvis de ikke får mindst 12, hver gang de afleverer en opgave eller åbner munden. Succesen ligger i talstørrelserne på en mangelfuld, misvisende skala, ikke i fordybelse, erkendelse og indsigt. Målet er ikke fag, men færdiggørelse. Det hele skal ske på rekordtid for at få en toppost i det offentlige eller private. Fra eksamensbord til departementschef eller overbetalt direktør i et teleselskab. Forskningsminister Helge Sanders berygtede motto ’Fra forskning til faktura’ er ikke mere en dårlig vittighed, men rettesnor i uddannelsessystemet i bredere forstand. Den, der kan håndtere spillet og dets regler, har vundet.

Uddannelsesstederne tildeles bevilling er efter synlige resultater og kvik ekspedition af de studerende med indlysende risici for mingelerende manipulation og i tilgift ringere kandidater, end landet og de unge selv fortjener.

Den truende konkurrence

Alt dette er mildt sagt ikke blevet mindre grotesk under den nuværende regering, hvis ambition ovenikøbet er at nedlægge fag, der ikke gesvindt indløses i hård valuta. Højere uddannelse går allerede i gymnasiet mod stadig mere ensrettet standardisering og vakkelvorn dannelse.

Det hele drives frem af en forældregeneration, der er nervøs for at tabe deres dyrebare børn, som de i øvrigt ikke ser så tit i travlheden. Næste hold afrettes til det ubønhørlige ræs, som de ældre selv er ved at segne under. Oven over alle truer skiftende (hurtigtuddannede meget unge) ministre de uddannelsessøgende med den altopædende konkurrence fra det fjerne Østen. Hvis ikke I gør, som vi siger, kommer kineserne og tager os!

Hvad andet skal man så stille op end at efterligne de truende konkurrenter og få hevet årgangene endnu hurtigere gennem den formelt kompetencegivende mølle, hvor de ude på den anden side overraskende nok viser sig at være ikke særligt dygtige.

Ellers ville det hele jo allerede gå forrygende meget bedre, hvad det ikke gør. Udskiftningen af ledende folk foregår i stadig vildere taktarter, hvilket antyder at uddannelse af nye ledere i huj og hast og med kæft, trit og retning ikke er så effektfuld endda.

Ikke alle unge lader sig kue

Når man i en alder af begyndende hønisse overhovedet orker at blande sig i den slags og ikke holder sig til Martin Henriksen og hans fortvivlende komiske reaktion på et arabisksproget skilt i Føtex eller til regeringens talentløse knæfald for en kreperet saudisk tyran eller andet i døgnets rejsestald, skyldes det, hvad der foregår blandt de unge selv. Nogle af dem er tilsyneladende ved at have fået nok og skriver i avisen. De siger fra og skildrer modent og indigneret karakterjageriet, henviser til antallet af ugentlige selvmord blandt unge under uddannelse i Sydkorea, et system, som danske politikere beundrer, og trygler om mere faglig fordybelse frem for tomt karakterjageri og forlorne kundskaber.

Det er værd at bemærke: Der er et eller andet her, som alligevel ikke lader sig kue, og som man fuld af uvant optimisme skal se i sammenhæng med, hvad de unge også selv siger: De vil ikke uafladeligt befinde sig i konkurrence med alle andre, men have mulighed i systemet for at hjælpe og bistå andre – ikke uafladeligt træde på sidemanden for selv at komme frem, samarbejde frem for at modarbejde. Opløftende at høre de begyndende protester mod en kultur, der er blevet synonym med egen undergang.

Mens alle forstandige pædagogiske talsfolk advarer mod kundskabsindterpning rettet mod karakterer, fortsætter bestræbelsen på at skabe det gennemevaluerede samfund uanfægtet.

Fremavler uselvstændige kræ

Politikernes svar er blot at fylde endnu mere evaluering på dunken frem for at tage hele tankegangen op til alvorlig revision og erkende, at vi faktisk har været ude ad den vej før, og at den ender blindt og i et fantasiløst goldt land, der nok fostrer en højesteretsdommer i ny og næ, nok også en teledirektør og en departementschef eller to og formentlig endnu flere ministre med ambitioner om at nedlægge overflødige fag. Men det skaber ikke den innovation og originale foretagsomhed, fortalerne for mekanikken i valgtalerne forestiller sig.

Karakterjageriet eller karakterforstyrrelsen, som en af de unge har udtrykt det – som selvsagt skal associere til spiseforstyrrelse – er udtryk for en farlig tilbageskuende dum tankegang, hvor man som tidligere i historien kun garanterer fastholdelse af velafprøvede sikre ideer og forestillinger. Er man ude efter at score disse (nødvendige) topkarakterer eksempelvis for at få adgang til at studere statskundskab, fordi man gerne vil være minister i en hvilken som helst regering, eksperimenterer man ikke, løber ingen svinkeærinder og underlægger sig nyt land, men vælger det sikre, hvor græsset kun gror i takt. Det er trist at tænke på, hvor mange unge friske mennesker med krudt i knolden, der tvinges ind i karakterernes trædemølle, hvor de tramper de obligate omgange og får fine karakterer uden at have risikeret noget som helst.

Sådan bliver deres tilværelse, hvis de ikke passer gevaldigt på – hvad de ikke gør, da de fleste jo ikke ved, hvad de skal passe på.

Længe leve det forhåbentligt levedygtige oprør, der lader til at spire og gro.

De (vi) ældre har pligt til at støtte en sund reaktion mod et system, som er ved at æde mennesker op. De (vi) ældre kan gøre det, for de (vi) er selv delvis tugtet op i et sådant system. Det duede ikke. Det er SLET.