Klumme

Standup'eren Løkke

Når man som politiker, der gerne vil være landets næste statsminister, er bagud på stort set samtlige parametre i de personlige målinger, må man benytte alle tricks. Det gør Lars Løkke Rasmussen. Han er begyndt at flirte med en farlig faktor: selvironi
Debat
24. januar 2015

Enhver mand, der gennem tiden har forsøgt på at score en pige, ved det allerede. Men i 2008 kom der anerkendt forskning bag: Kvinder synes, selvironi er sexet.

I to år havde antropolog Gil Greengross fra University of New Mexico, USA, studeret, hvilken slags humor kvinder synes er mest tiltrækkende hos en mand. Konklusionen på forskningsprojektet blev, at kvinder ikke bare synes, at mænd, der kan få dem til at grine, er attraktive, men at det især er mænd, som gør grin med sig selv og bruger selvironi, som er de mest interessante.

»Masser af undersøgelser har vist, at humor er seksuelt attraktivt, men vi har opdaget, at det allermest tiltrækkende er at gøre grin med sig selv,« sagde Gil Greengross til Dailylobo.com, universitetsavisen på University of New Mexico, da undersøgelsen blev offentliggjort.

Hvad har det med dansk politik at gøre? Egentlig ikke noget som helst – og så alligevel. For når analyseinstitutterne spørger danskerne, hvilken af de to statsministerkandidater – Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) – der er bedst til dit og dat, scorer den nuværende statsminister højere end den tidligere statsminister.

Løkke har altså brug for at vende befolkningens billede af ham – og traditionelt er det mænd, der stemmer borgerligt, mens kvinder hælder mere til de røde partier. Derfor er Løkke begyndt at flirte med den farlige faktor: selvironien.

»Det hænder, at jeg bliver spurgt, om jeg er stolt over noget i mit politiske virke,« sagde Lars Løkke Rasmussen eksempelvis, da han i forrige uge var inviteret til kommunaløkonomisk topmøde af Kommunernes Landsforening (KL).

Efter en kunstpause fortsatte han:

»Det sidste år er der også nogle, der har spurgt, om der er noget, jeg ikke er stolt af,« sagde Løkke, mens forsamlingen af borgmestre og kommunale økonomiudvalgsmedlemmer begyndte at grine med tanken på Lars Løkke Rasmussens tumultariske seneste 12 måneder med GGGI-sag, tøjbilag og et hovedbestyrelsesmøde, hvor han med nød og næppe klarede den som formand for Venstre.

»Men altså, når jeg kigger tilbage på mit politiske liv, kan jeg godt finde et eller andet, som jeg kan være bekendt, og til det hører kommunalreformen,« sagde han, inden han videre i sit indlæg fyrede flere selvironiske jokes af om at være »klædt af til skindet« og »trække i arbejdstøjet«.

Når det er en farlig flirt, Løkke er ude i, er det på grund af to ting: Dels risikerer han, at nogle ganske enkelt ikke forstår hans ironi, som eksempelvis da han i folketingssalen forsøgte at gøre sig sjov omkring Thornings dyre vaner og sko til 2.000 kroner. Dels risikerer han at genopfriske vælgernes hukommelse angående hans uheldige sager. Men hvis Løkke lykkes med at bruge humor og ironi, kan det vende de dårlige, personlige målinger.

I hvert fald lykkedes det for SF’s tidligere formand, Villy Søvndal, dengang man talte om Søvndal-effekten at få sit parti helt op at snuse til 20 procent i meningsmålingerne. Det var dengang, Søvndal strøede om sig med jokes.

»Jeg var ikke engang klar over, at I fejrede Anders Foghs 10-års-jubilæum. Jeg troede blot, Venstre holdt sådan en fest hver gang, Anders var i landet,« jokede Villy Søvndal, da han i 2008 holdt tale ved Anders Fogh Rasmussens 10-års-jubilæumsfest, hvor hans 10 år som formand for Venstre blev fejret, og Fogh var uofficiel jobsøgende rundt om i verden. »Ved at bruge humor kommer politikere altid til at fremstå mere menneskelige, og det savner vælgerne. Man gider ikke længere have politikere, der lyder som en maskine,« forklarede Mette Møller, retoriker ved Københavns Universitet, hvor hun netop er i gang med en ph.d. om politisk humor, til Kristeligt Dagblad i november sidste år.

Søvndal sluttede i øvrigt sin tale til Foghs jubilæum med en spids bemærkning til Løkke:

»Venstre har altid har ry for at være gode til at holde fest. Måske er det, fordi man lader Lars Løkke stå for traktementet – og Anders Fogh for rengøringen.«

Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.

Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her