Kommentar

Syriza kan vise vejen i kampen mod nyliberalismen

For første gang siden 2008, da finanskapitalen kastede Europa ud i krisen, er der nu en reel mulighed for et brud med nedskæringspolitikken. Nemlig hvis Syriza vinder det græske valg
Debat
16. januar 2015

Det græske venstrefløjs-parti Syriza’s politik har to sider.

Indenrigs vil man et opgør med de lånebetingelser Trojkaen (eurolandene, ECB og IMF) har opstillet, nemlig fyring af offentligt ansatte, drastisk forringede vilkår for pensionister, lavere løn, svækkelse af fagbevægelsen, privatiseringer og meget andet.

Mere konkret vil Syriza iværksætte offentlige projekter for at bekæmpe den tårnhøje arbejdsløshed, garantere forsyning med elektricitet (mange har fået deres forsyning afbrudt), fødevaresikkerhed (madkuponer), huslejehjælp (mange kan ikke betale huslejen), skattelettelser for dem i bunden (og effektiv ligning for dem i toppen), og først og fremmest en minimumsløn på 750 euro pr. måned, hvilket svarer til niveauet før krisen.

Kort sagt en klassisk socialdemokratisk-keynesiansk krisepolitik, der sætter gang i økonomien, friholder krisens ofre og strammer skruen på de formuende.

En sådan politik kræver udenrigsøkonomisk råderum.

Syriza ønsker at forblive i Euroen, men partiet kræver en genforhandling af lånene fra Trojkaen. Der har været talt om at få eftergivet halvdelen af gælden og/eller et moratorium på betaling af renter og afkast.

Det afgørende er, at vilkårene lettes, så der bliver luft til en social genopretning i Grækenland.

Problematiske principper

Spørgsmålet er, om en sådan politik kan lykkes. Fra efteråret af skal der betales store beløb til kreditorerne, men det menes, at diverse fonde etc. vil gøre det muligt for Syriza at klare skærene indtil da, således at partiet vil have knap et halvt års tid til at gennemføre sin politik.

Det afgørende, især på lidt længere sigt, bliver naturligvis, hvordan Trojkaen stiller sig til de græske krav.

Her må vi skelne mellem to ’vanskeligheder’.

Den første er, at Syrizas indenrigsøkonomiske politik er i klar modstrid med Trojkaens lånevilkår. Programmet er billigt; det koster kun småpenge i forhold til Grækenlands gældsbetalinger. Men accepteres denne politik, accepteres det, at midlerne går til befolkningen, snarere end til kreditorene, altså et klart brud med nyliberalismen.

Den anden vanskelighed er Syrizas krav om en gældssanering, i en eller anden form. Det vil koste penge for Trojkaen, men det er nok ikke afgørende, for dels er Grækenlands økonomi en lille post i eurozonelandenes økonomi, dels er muligheden for at få alle pengene tilbage under alle omstændigheder ringe. Problemet for Trojkaen er, at gældssanering vil bryde et princip, hvilket kan give andre gældsplagede lande ideer.

Alt i alt er det ikke pengene, men principperne, der er problemet.

Inspirerer til oprør

Det er usandsynligt, at et opgør med nyliberalismen kan lykkes i kun ét land i Europa, men Syrizas Grækenland kan tjene som eksempel og inspiration.

I Spanien har Podemos en opbakning svarende til Syrizas, og der må være et enormt potentiale hos franskmænd og italienere for et oprør. Når det store flertal af Europas befolkninger stemmer på nyliberale partier, er det næppe fordi nedskæringer, privatiseringer osv. opleves som ønskværdige, men fordi politikken ’sælges’ som nødvendig og som den eneste ansvarlige. Hvis Grækenland i praksis demonstrerer, at der er et alternativ til en politik, der øger uligheden ved at fattiggøre det store flertal og berige en lille minoritet, kan det rive tæppet væk under støtten til nyliberalismen.

Det er ikke Syriza, men nyliberalismen, der er ekstrem.

Partiet er socialistisk og anti-kapitalistisk, men det er på det lange sigt. Dog kan det lange sigt blive kort, hvis kapitalen søger at vetoe den sociale genopretning ved at trække pengene ud af bankerne og sende dem til udlandet. Selv om Syriza søger at gardere sig imod det ved udtrykkeligt at frede de private kreditorer, ligesom partiet har garanteret indestående i banker.

Foreløbig har der ikke været større tegn på kapitalflugt, men sker det, bliver Syriza nødt til at indføre kontrol med kapitalen. Det vil være et brud med det Indre Marked, der som bekendt indskrev kapitalens frihed som EU’s fundament, altså omdefinerede EU til et entydigt kapitalistisk projekt.

Sidste gang man i Europa forsøgte en socialdemokratisk- keynesiansk politik var i begyndelsen af 1980’erne i Mitterands Frankrig. Kapitalen flygtede, og Mitterand omlagde politikken 180 grader, fordi han ikke turde skride ind over for kapitalen. Det tror jeg godt, at Syriza tør, men partiet kan ikke klare det alene. Vor solidaritet er nødvendig.

Anders Lundkvist er politisk økonom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Så er fronterne trukket op, og mediernes realityshow: 'Kampen om nøglerne til maskinrummet på Borgen' er skudt i gang.

Hvem kontrollerer massemedierne i DK, og hvem har det største reklamebudget og de smarteste spindoktorer på 'Borgen'?

Og hvem betaler regningen for ophængning og nedtagning af plakater med portrætter af massemediernes foretrukne Reality-babes i de kommunale lygtepæle langs med motorvejen til Bruxelles på Lars Tyndskids lille pantsatte (Dan)mark.

Snart flytter en berygtet vitsfigur med snavset biografi ind med sin medbragte rygekabine med installeret fadølsanlæg og voksenvideomaskine på ’Borgen’ – neoliberalismens værste danske knopskydning inden for ekstrempolitik – helt tryg ved denne blakkede kreative petitprokurator bør man nok ikke være – det kunne sagtens være en sådan marodør, i hvert fald hans meningsfæller, der videreformidler EU hjælpepakker fra EZB via Deutsche Bank til Grækenland mens renten stiger til mindst det tredobbelte undervejs – overvåget af Trojkaens totalitære regimente – så forhåbentlig breder røgen sig i mandens lukkede kabine, fordi der er gået ild i hele neoprojektet …

" Kapitalen flygtede, og Mitterand omlagde politikken 180 grader, fordi han ikke turde skride ind over for kapitalen. Det tror jeg godt, at Syriza tør, men partiet kan ikke klare det alene. Vor solidaritet er nødvendig."

Og hvordan gør vi så dét, yder solidaritet til et græske demokrati's kamp mod kapitalen?

Niels-Simon Larsen

Tak til A.L.
Syriza 'skal' vinde.

Steffen Gliese

Det vil være fantastisk usikkert for eurolandene at lade Grækenland forsvinde ud af den fælles valuta og blive fri til at lade drakmen flyde. Så vil man se det modsatte af Schweiz, og Tysklands fordel ved at euroen kan blive holdt nede i værdi vil forsvinde.