Kommentar

Terrorens onde cirkel

Med terror bliver hverdagen uhyggelig, skønt man ikke har mødt den. Derfor har mange interesse i at kalde den til live, så de kan arbejde på at lægge den død
Debat
22. januar 2015

En historisk statsfornuft dikterer, at krig altid er mulig, og at det er naivt at afvikle det militære beredskab. »I skyerne« lever enhver politiker, som »anser varig fred for mulig«, hævder en tysk historiker. Derfor bruges der verden over milliarder af kroner på militært beredskab og isenkram, som også er økonomisk interessant. Politik og økonomi blander sig uigennemsigtigt.

Mens krige stort set er ophørt i den rige verden, hærger de stadig i fattige og ustabile lande. Mest som borgerkrige, men også som rige landes interventioner. Her er terrorisme blevet en ny kilde til global uorden.

Små ekstremistiske grupper og ensomme ulve kan bevæge sig under det store militærs radarhøjde og gennemføre terroraktioner – lokale nålestik, som kommunikeres verden over og skaber universel foruroligelse. De kan kalde sig al-Qaeda, som ikke er en organisation, men en ideologisk portal, enhver kan skrive sig ind i. Med terror bliver hverdagen uhyggelig. Skønt man ikke har mødt den, og skønt der ikke er meget, man kan gøre, er den massivt til stede i massemedierne, som dagligt viser lig og ødelæggelse fra hele kloden. Rammer terroren de rige lande, går massemedierne i selvsving og leverer gratis reklame til nye terrorister.

Kunstigt åndedræt

Uanset om terroren begås af en lokal galning eller af globale netværker, er det statens opgave at bekæmpe den i samarbejde med andre stater. Politi og efterretningstjeneste sætter ind med infiltration, overvågning og sikkerhed, og befolkningen betaler resigneret prisen, som dels er usynlig overvågning, dels synlig spildtid: køer i lufthavne, blokeret transport, foruroligelse.

Her opstår terrorens cirkel. For terror ikke blot er et onde, som skal bekæmpes, men også en ressource, som skal plejes. Mange har interesse i at kalde den til live, så de kan arbejde på at lægge den død. Også her blander hensynet til terror sig med andre hensyn.

Det gælder massemedier, fordi terror er fabelagtigt egnet til tv – drama, synlige ofre, et globalt plot. I midten af januar gik Europa i selvsving over attentatet på Charlie Hebdo. Er man matematisk interesseret, kan man forsøge at regne ud, hvor meget blæk, der ofres på en død europæer eller amerikaner i forhold til en død araber eller afrikaner.

Det gælder sikkerhedsindustrien, som gerne overbetoner usikkerhed for at forstærke motivationen til at købe sikkerhed.

Og det gælder staten, som har sine egne grunde til at give terroren kunstigt åndedræt.

Jagten på terror kan legitimere krænkelser af retssikkerheden omkring privatliv og kommunikation – telefonsamtaler, internet, sociale medier. Sagen er vigtig, og mantraet lyder, at har du intet at skjule, har du intet at frygte. Med overvågning, kontrol og begrænsning af retssikkerhed lukkes det åbne samfund. En skræmt befolkning er lettere at styre end en tryg.

Juggernauthjulet drejer

Det kan være fristende at puste til den ild, man vil slukke, så politikere, der frembesværger terrorismens spøgelse og lover handling, ender som terrorismens nyttige lejesvende. Foruroligede vælgere er modtagelige for løfter. Men at de er foruroligede, er ingen simpel kendsgerning. Det kræver en indsats at omgive lufthavne, togstationer og hoteller med en sort aura af uhygge.

Statens politi og efterretningstjeneste, som ikke blot skal straffe, men også forhindre terror, får en interessant dobbeltstilling. De kan bruge truslen om terror til at udløse ressourcer. Ligesom læger ikke blot helbreder, men også skaber sygdomme, skaber statens ordensmagter ikke blot tryghed, men også utryghed.

Hver enkelt part afviser påstanden om, at de forstærker angsten for terror. Og de har ret. Ingen enkelt hånd drejer juggernauthjulet.

Men hjulet drejer, angsten hærger, og det blomstrer frem med teorier om, hvordan staten kan trænge helt ind i sjælen hos de mennesker, som fristes af Abrahams eksempel: at slå mennesker ihjel, fordi Gud byder det.

Ole Thyssen er filosof og professor på CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jespersen

I de sidste par ugers heftige debat efter terrorangrebet på 'Charlie Hebdo' viser det sig tydeligt, at de fleste kommentatorer i DK ,ikke har begreb skabt om a)satire som sådan og b) det franske ugeblad i særdeleshed. Jeg køber det (fordi og selvom jeg er venstreorienteret) hver gang, når jeg er i Frankrig (og det er jeg jævnligt), det er mine ugentlige vitaminer. Jeg er vokset op med Humor og satire i mit hjemland CH. Man kan som ignorant (så meget til Göran Rosenberg) ikke tillade sig at kalde avisen for anti-muslimsk. Jeg har opbevaret de sidste 9 stykker fra efteråret og ingen af dem behandler islam. Pavedømmet, Hollande og Familien Le Pen bliver til gengæld hele tiden heglet igennem. Kun på én forside sidder der tre snerrende, skæggede herrer, den ene har en tornekrone på hovedet og huller i hænderne, den næste har turban på og den tredje peilles og jødehat. Så vidt humoristiske 'provokationer' som man gerne skulle kunne tåle i vores samfund.
Så til 'Terrorens onde cirkel' af Ole Thyssen, som jeg synes rigtig godt om. Især det om det onde i hinduismens Jaganath-hjul under hvilket de troende kaster sig, eller Abraham der skal slå sin søn ihjel fordi Gud byder det, eller lægerne, der ikke kun helbreder, men også slår ihjel (med piller). Jeg kan slet ikke forstå, Ole, at du kan undervise i din vise filosofi på CBS, som jeg altid har anset som en liberalkapitalistisk børnehave (ret mig i mine fordomme, hvis jeg tager fejl).
Sidst men ikke mindst: beviser advokat Asger Thylstrup i et læserbrev, at ytringsfrihed ingen grænser har, idet han nævner vores Grundlovs paragraf 77 og den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 10, der begge frifandt Jyllandsposten i sin tid.
Jeg bliver nødt til at bringe den lange smøre (jeg kan ikke la' være) under kommentarer, fordi Information vil aldrig trykke mine læserbreve. Er jeg for anarkistisk???
venlig hilsen
Regula Maltry

Søren Jespersen

I de sidste par ugers heftige debat efter terrorangrebet på 'Charlie Hebdo' viser det sig tydeligt, at de fleste kommentatorer i DK ,ikke har begreb skabt om a)satire som sådan og b) det franske ugeblad i særdeleshed. Jeg køber det (fordi og selvom jeg er venstreorienteret) hver gang, når jeg er i Frankrig (og det er jeg jævnligt), det er mine ugentlige vitaminer. Jeg er vokset op med Humor og satire i mit hjemland CH. Man kan som ignorant (så meget til Göran Rosenberg) ikke tillade sig at kalde avisen for anti-muslimsk. Jeg har opbevaret de sidste 9 stykker fra efteråret og ingen af dem behandler islam. Pavedømmet, Hollande og Familien Le Pen bliver til gengæld hele tiden heglet igennem. Kun på én forside sidder der tre snerrende, skæggede herrer, den ene har en tornekrone på hovedet og huller i hænderne, den næste har turban på og den tredje peilles og jødehat. Så vidt humoristiske 'provokationer' som man gerne skulle kunne tåle i vores samfund.
Så til 'Terrorens onde cirkel' af Ole Thyssen, som jeg synes rigtig godt om. Især det om det onde i hinduismens Jaganath-hjul under hvilket de troende kaster sig, eller Abraham der skal slå sin søn ihjel fordi Gud byder det, eller lægerne, der ikke kun helbreder, men også slår ihjel (med piller). Jeg kan slet ikke forstå, Ole, at du kan undervise i din vise filosofi på CBS, som jeg altid har anset som en liberalkapitalistisk børnehave (ret mig i mine fordomme, hvis jeg tager fejl).
Sidst men ikke mindst: beviser advokat Asger Thylstrup i et læserbrev, at ytringsfrihed ingen grænser har, idet han nævner vores Grundlovs paragraf 77 og den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 10, der begge frifandt Jyllandsposten i sin tid.
Jeg bliver nødt til at bringe den lange smøre (jeg kan ikke la' være) under kommentarer, fordi Information vil aldrig trykke mine læserbreve. Er jeg for anarkistisk???
venlig hilsen
Regula Maltry