Klumme

Thulesen Dahl som statsministerkandidat

Når Socialdemokraterne forsøger at gøre det kommende folketingsvalg til et valg mellem Thorning og Løkke, svækker det demokratiet og gør det meget nemmere at være Kristian Thulesen Dahl
10. januar 2015

Nogle gange kan man jo godt have lyst til at ønske sig et andet sted hen. Sådan havde en taxichauffør, som jeg var ude af køre med tidligere på ugen, det. Som altid i disse valgkampstider faldt snakken på dansk politik, da han spurgte, hvad jeg lavede til dagligt.

Han var i midten af 40’erne og lige bortset fra tre gange, hvor han først havde stemt to gange på Preben Møller Hansens Fælles Kurs i slutningen af 80’erne og Anders Fogh Rasmussen og Venstre i 2001, havde han ved alle de valg, han havde deltaget i, stemt på Dansk Folkeparti. Han gad ikke have hverken Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, og derfor ønskede han sig et sted hen, hvor der var nogle andre politikere end dem, Danmark p.t. kunne levere.

»Hvad så med et tankeeksperiment,« forsøgte jeg. »Hvad nu hvis Kristian Thulesen Dahl var statsministerkandidat?« Tanken lå taxachaufføren fjernt.

Men tankeeksperimentet er alligevel interessant. For hvordan ville dansk politik og en valgkamp egentlig se ud, hvis Kristian Thulesen Dahl (DF) var et reelt statsminister-alternativ til de eneste to, der vil være det: Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen?

Selv gør Kristian Thulesen Dahl alt for at mane dens slags tanker i jorden. Han ynder at bruge et eksempel: SF’s regeringsdeltagelse. Men han skeler helt sikkert også mod nord: I Norge var regeringstanken nemlig ikke så fjern for Dansk Folkepartis søsterparti, Fremskrittspartiet.

Til Altinget.dk fortalte Anders Ravik Jupskås, ph.d. fra Oslo Universitet, der har studeret det norske Fremskrittspartis udvikling og forsket i højrepopulistiske partier i Skandinavien, hvordan Fremskrittpartiet i 00’erne oprettede et internt udvalg – ’projekt regering’. Ved valget i 2009 var den nuværende formand Siv Jensen partiets statsministerkandidat – og her fik partiet sit bedste valg til Stortinget. Dengang blev det ikke til ministerposter, men det gjorde det efter valget i 2013. Ved det valg fik Fremskrittspartiet 16,6 pct. af stemmerne, men i enkelte målinger fra slutningen af 2014 er partiet nu nede på 10 pct.

Da Kristian Thulesen Dahl naturligvis ikke ønsker, at den samme skæbne – hverken SF’s eller Fremskrittpartiets – skal overgå Dansk Folkeparti, giver de erfaringer helt sikkert ikke næring til hans eventuelle statsministerambitioner. Men med op mod 20-25 pct. af stemmerne, må han have tænkt: »Hvad nu hvis?«

Efter Helle Thorning-Schmidts nytårstale – og den efterfølgende »Det Danmark du kender«-kampagne – er det tydeligt at se, at Socialdemokraterne forsøger at vende det til deres fordel, at Thorning i vælgernes øjne slår Løkke på stort set alle parametre, når de to statsministerkandidater bliver sat over for hinanden. Samtidig er det lige så tydeligt, at Venstre med partiets »Venstre i front«-kampagne, som ligeledes blev skudt i gang i den forgangne uge, forsøger at gøre Lars Løkke Rasmussen til »den hemmelige Venstre-mand«, mens kollektivet i form af partiets mange folketingskandidater skal promoveres. Socialdemokraterne vil altså gerne have en såkaldt præsidentvalgkamp, mens Venstre vægrer sig ved et stort personfokus.

Fordi der igen kun er to partiledere, som er parate til at stå i spidsen for landet, vil den kommende valgkamp formentlig blive den mest personfokuserede nogensinde. Men var Kristian Thulesen Dahl klar til at gå efter nøglerne til Statsministeriet, ville tingene se helt anderledes ud. Så ville det ikke længere handle om for eller imod Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen. Så ville politik i højere grad handle om politik – om langt mere end, hvem der har begået færrest løftebrød eller er bedst til at holde styr på bilagene. Så ville både Thorning og Løkke blive nødt til at forholde sig Thulesen Dahl, og han ville ikke længere kunne »sejle under bekvemmelighedens flag«, som Thorning forleden formulerede det i BT. Sejrherren ville blive demokratiet.

Efter lidt betænkningstid var taxachaufføren nået frem til sin konklusion:

Selv om Kristian Thulesen Dahl ifølge ham havde stået i lære hos den bedste og ærligste politiker – Pia Kjærsgaard – ønskede han heller ikke ham som statsminister. For som han sagde: »Så kan de jo ikke stå ude på sidelinjen og brokke sig.«

Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.

Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu