Kronik

Der er tid til en kvindelig revolution

Ligestillingskampen har givet kvinden mulighed for at udleve sine maskuline sider. Til gengæld er hendes naturlige impuls til at drage omsorg for børn og familie blevet undertrykt og tabuiseret. Skal vi videre i ligestillingskampen, skal vi værdsætte de vilkår, kvindens krop nu engang er underlagt
Ligestillingskampen har givet kvinden mulighed for at udleve sine maskuline sider. Til gengæld er hendes naturlige impuls til at drage omsorg for børn og familie blevet undertrykt og tabuiseret. Skal vi videre i ligestillingskampen, skal vi værdsætte de vilkår, kvindens krop nu engang er underlagt

Sofie Holm Larsen

9. januar 2015

KRONIK – Idealet om ligestilling er smukt og vigtigt, og det har tvunget os i nogle vigtige retninger. Først og fremmest har det tvunget os til at forholde os kritisk til de forventninger, vi har til kønnene. Hvis vi går 100 år tilbage, var Danmark fyldt med hjemmegående husmødre. Ikke frivillige husmødre, men kvinder, der var tvunget af normen og konventionen til at gå hjemme. Det blev forventet, og det blev ikke værdsat. Skyggesiden af fastlåste kønsrollemønstre er ufrihed. I begyndelsen af 1900-tallet, tog stærke feministiske kvinder livtag med ufriheden og banede vejen for, at kvinder kunne udfolde deres undertrykte sider.

Kvinderne blev frigjort fra børnene, og med ét blev der skabt et nyt marked: markedet for pasning af de børn, kvinderne var blevet frigjorte fra. Vuggestuerne og børnehaverne trådte til for at løse den opgave. Uden institutionerne havde vi aldrig gennemgået den nødvendige revolution. Det skal de anerkendes for.

Med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet blev deres økonomiske afhængighed annulleret. Kvinden var sat fuldstændig fri. Både fra mand og fra børn. Det var en nødvendig frisættelse. Men som alle andre revolutioner havde den også sine skyggesider. En af dem var, at de fleste kvinder måtte undertrykke deres naturlige behov for også at tage vare på deres børn. Det behov kan man ikke gøres fri fra. Kun undertrykke.

Kvindens impuls blev tilmed tabuiseret, fordi den vakte klamme erindringer fra en patriarkalsk fortid. Feministerne overtog så at sige mændenes nedvurdering af omsorgsarbejdet. Ikke blot omsorgsarbejde med pasning af børn, men omsorgsarbejde i det hele taget.

Selvrealisering kom på mode, og hvis der var ét sted, det var svært at realisere sig selv, var det i moderskabet. Intet økonomisk afkast. Ingen anerkendelse. No nothing. Moderskabet blev en regulær tabersag.

Altid tændt

Det er fuldstændig fantastisk, at kvinder har fået mulighed for at udleve deres maskuline sider, ligesom mænd i stigende grad får kontakt til deres kvindelige side. Jeg kan gå ned ad gaden med en barnevogn og gå hjemme med min 2-årige søn og have det dejligt med det.

Men kvinder skal også have mulighed for at være kvinder, og det har de ikke i dag. Kvindefrigørelsen åbnede for, at kvinden kunne udleve sin maskuline side, hvilket var nødvendigt. Men den kvindelige side blev der ikke taget hånd om. Den mindede de stærke feminister om svaghed og undertrykkelse, hvorfor den måtte undertrykkes og tabuiseres.

Det var alt det særligt kvindelige, der måtte tabuiseres. Vi fortæller hinanden, at en graviditet jo ikke er nogen sygdom, underforstået, at man derfor heller ikke bør lade sig begrænse af den. Amning bliver betragtet som noget seksuelt og bliver udskammet i offentligheden. Kunsten elsker tis og lort, men menstruation er stadig tabu. Alt det, der adskiller kvinden fra manden, bryder vi os ikke om.

Den eneste kvindelige kropsfunktion, som ikke er tabubelagt, er seksualfunktionen. Igen må vi takke kvindefrigørelsen. Det blev okay for kvinder at være seksuelt lystfulde væsner.

Men i samme åndedrag blev der skabt et nyt tabu: Kvindens seksuelle ulyst. Et af tidens allerstørste tabuer er seksuel ulyst. Dét kan vi ikke snakke om. Fra forskningen ved vi imidlertid, at særligt kvinders lyst i langvarige parforhold er dalende, hvor den for mænd er nogenlunde konstant. Hvor lærer vi, hvordan vi skal håndtere problemet? Primært i pornoindustrien, som er et massivt referencepunkt for hundreder af millioner af mennesker. Problemet er, at porno er lagt an på en maskulin lystopbygning: Pizzabudet ringer på døren. Kvinde åbner. Hun er liderlig med det samme. De knalder. Intet forspil. Ingenting. Sådan fungerer den biologiske maskuline lyst. Den er tændt fra begyndelsen. Oftest. Kvinden har derimod brug for at sige »nej«. Hun har brug for at afvise manden. For at teste ham. Fordi hun – biologisk set – investerer mere i et potentielt afkom, end han gør. Hvis han udstår afvisningerne, tænder hendes biologiske lystcenter. Groft sagt.

Desværre bliver de fleste mænd kede af en sådan afvisning. Det ved kvinderne, så de vælger enten at have ulystfuld sex eller at komme med 117 undskyldninger for, at de ikke har lyst. De føler sig skyldige over ikke at have lyst. Og manden føler sig ofte skyldig over at have lyst. Den onde cirkel er begyndt.

Alt dette, fordi vi ikke har interesseret os for den særligt kvindelige tænding. Den passer ikke til vores maskuline ideal: Du skal være tændt fra begyndelsen. Alt skal være instant. Nu.

Familiehaver

Moderskabet blev som sagt en tabersag. Derfor blev vi nødt til at dele den imellem kønnene. F.eks. igennem øremærket barsel. Det har man gjort i Norge, hvor kvinderne efterfølgende har vundet verdensrekorden i sygefravær. Er det kvindefrigørelse?

Måske er der mere kvindefrigørelse i at skubbe magtbalancen sådan, at kvinder ikke er tvunget til at være maskulint orienterede for at vinde indflydelse? Det kunne gøres ved at forbedre barselsforholdene betragteligt. Økonomisk, men bestemt også indholdsmæssigt: Tænk sig engang, hvis man havde ’familiehaver’ – en slags vuggestuer, bare med forældre – hvor kvinder (og mænd selvfølgelig) kunne få lov at afholde deres barsel i fællesskab med andre forældre. Hvor man kunne passe hinandens børn, hvor der var input udefra, foredrag, oplæg med mere? Noget at skrive på cv’et! Hvilke lederskabskompetencer ligger der ikke i et moderskab? På den måde ville man ikke blive sat af, fordi man valgte at være sammen med sit barn de første vigtige år. Moderskabet ville rent faktisk blive en arena for selvrealisering.

Hvordan ville det være at skubbe magtbalancen, så omsorg blev opprioriteret? At være SOSU-assistent er noget af det mest taberagtige, du kan være i dag. 95 procent af SOSU-assistenterne er kvinder. Kvinder, som ikke engang har tid til at give omsorg. Jeg har selv været blandt de 5 procent mandlige ansatte i hjemmeplejen, så jeg ved, hvad jeg snakker om. Det skal gå stærkt. Ligesådan med sygeplejere, folkeskolelærere og pædagoger, som også er fag domineret af kvinder.

Vær mand, kvinde!

Det er på tide, at vi indser, at vores lighedsideal har slået fejl. I Norge er der indført ligestillingstiltag, som også er foreslået indført herhjemme. Ét af dem er lige mange mænd og kvinder i bestyrelser.

Problemet er bare, at meget færre kvinder end mænd er interesserede i bestyrelsesposterne. Derfor findes den samme lille gruppe kvinder – med øgenavnet guldskørterne – i de store virksomhedsbestyrelser i Norge.

Flere virksomheder har desuden måttet afstå fra at være børsnoterede, fordi de måtte sige farvel til mange dygtigere medarbejdere.

Også i Danmark er tendensen tydelig. Danske universiteter må indstille kvinder til professorater, fordi de ikke har råd til at sige nej – de får udbetalt bonus for at foretrække kvinder til forskerstillinger. Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor må virksomheden ikke få det bestyrelsesmedlem, der kan gøre det bedst for bestyrelsen? Og hvorfor må barnet under forældreorlov ikke være sammen den person, der er den bedste for det? Hvorfor skal vi ikke lade det tilknytningsmæssige forspring, kvinden har, komme barnet til gode og så ellers glæde os over, at far kommer mere og mere på banen?

Svaret er simpelt: Fordi kvinden kun må have fordel af sin maskuline side. Ikke sin kvindelige. Den bliver hun pænt bedt om at undertrykke.

Hvis det er endemålet for kvindefrigørelsen, må vi konstatere, at barnet blev smidt ud med badevandet. Både i bogstavelig og overført betydning. Dét skal vi lave om på. Ikke bare ved en aftabuisering, men ved at værdsætte de vilkår, kvindens krop er underlagt.

Frej Prahl er stud.psych. halvtidsdagplejer for sin søn Harald og Myrna på 2 år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Leo Nygaard
  • Anne Schøtt
  • Katrine Visby
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Henrik Christensen, Leo Nygaard, Anne Schøtt, Katrine Visby og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I alle guder.

Anne Eriksen, Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen, lars abildgaard, Nille Torsen, Ingrid Uma, Lise Lotte Rahbek og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg vogter mig for mennesker, som vil fortælle mig, hvad der er 'naturligt' for mig.
Ellers tak.

Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen, Nike Forsander Lorentsen, Janus Agerbo, Torben Kjeldsen, lars abildgaard, Nille Torsen og Ingrid Uma anbefalede denne kommentar
Katrine Visby

Jeg er helt enig.
Kvindefrigørelsen var en nødvendig kamp. Men det var ikke meningen at kvinderne skulle kopiere mændene. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og fik lige vilkår som mændene.

Nu skal kvindeligheden frigøres. Det feminine princip skal have respekt og ære.
Omsorg og pleje har lav status i vores samfund, det kan man se på lønningerne. Hvorimod magt, konkurrence og vækst har høj status.
Pga. profitmaksimering, grådighed, brug-og smid-væk, og rovdrift på naturen har vi fået ubalance og miljøproblemer.

Cirkulær økonomi ville være det feminine princip. Balance, mådehold og bæredygtighed.
Moderskab og omsorg bliver negligeret i vores samfund. Hvorimod vi hylder forbrugerismen og erhvervslivet.
Men vores samfund ville ikke kunne fungere uden omsorg og pleje.
Yin-Yang.

Estermarie Mandelquist, Henrik Christensen, Niels Duus Nielsen, Niels Engelsted, Leo Nygaard, Morten Pedersen, Anne Schøtt, randi christiansen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Asta Holm-Petersen

Jeg forstår ikke definitionen af "maskulinitet" og "feminitet". At beskrive det, at en kvinde gerne vil have en karriere som "maskulint", er da et kæmpe tilbageskridt for ligestilling. Jeg er enig i, at det at få børn og stifte familie, ikke skal tabuiseres, men det skal heller ikke difineres som "feminint", og fravalget af familie bør heller ikke difineres som "maskulint".

Josefine Dahl Hansen, Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jeg citerer feministen Janni Hansen:
" I min optik er vi ikke mere frie i dag, end vi var tilbage i 50'erne. Kvinder har altid været underlagt en norm om, hvad der er det mest acceptable at gøre. Dengang at stå ved kødgryderne i hjemmet, i dag at gøre komet-karriere i erhvervslivet".

Det er ikke ligestillingskampen der har sat kvinder "fri", det er økonomi og kapitalisme generelt.
Økonomi, karriere, kapitalisme er maskulint, og det er noget som både kvinder og mænd er underlagt. Så kan man så bilde sig ind, at man er fri og stærk, mens de store selskaber griner deres røv i laser.
Det er ikke kun vuggestuer og børnehaver der har børnene i deres favn, det gælder også bedsteforældre, som må være disponibel, så kvinder og mænd kan være "frie og uafhængige".......... Og de store virksomheder griner stadig deres røv i laser:-)

Rikke Grønbæk, Katrine Visby, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

"halvtidsdagplejer for sin søn Harald og Myrna på 2 år"

Det er selvfølgelig også en fortolkning af, at være mor... I disse kvindefrigørelses tider, som ingen grænser kender.

- "jeg" vil have løn for at være mor synes at være debatørens endelige mål.

"Kvinden har derimod brug for at sige »nej«. Hun har brug for at afvise manden. For at teste ham. Fordi hun – biologisk set – investerer mere i et potentielt afkom, end han gør. Hvis han udstår afvisningerne, tænder hendes biologiske lystcenter. Groft sagt." citat!

Og således blev kvindens seksualitet endnu en gang reduceret til at være en fødemaskine for kapitalen! Og således blev kvindens seksualitet endnu en gang reduceret til udelukkende at være et spørgsmål om hun kan føde børn! Og Frej Prahl bærer herved, med netop dette citat, ved til den gamle sang om, at din mund siger nej nej, men dine øjne siger ja. (se her: http://www.festabc.dk/A/Din%20mund%20siger%20nej?dbid=bd35c77a-e11f-47f8... )

Anne Eriksen, Ingrid Uma og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Kjeld Hansen 10. januar, 2015 - 19:44

læs hvad skribenten skriver:
" .... Jeg har selv været blandt de 5 procent mandlige ansatte i hjemmeplejen, så jeg ved, hvad jeg snakker om. .... "

Josefine Dahl Hansen

Det er netop problematisk at omtale karriere og magt som maskulint og børnepasning som feminint. Det er netop den indstilling der skal gøres op med.
Jeg er enig i, at man skal opprioritere de "bløde" områder på arbejdsmarkedet og lade være med at ned-rangere de stillinger, hvor omsorgsarbejdet er afgørende.
Samtidig forstår jeg klart trangen til at kunne italesætte forskellen mellem det, Frej kalder kvindeligt og det, Frej kalder maskulint, hvorfor jeg kommer til at tænke på habermas' koloniseringstese, der bygger på, at samfundet er bygget på ”systemet” og på ”livsverden”, hvor systemet bygger på magt og penge, og livsverdenen bygger på samtalen og den fælles forståelse. Når koloniseringen sker, er det fordi succeskriteriet bliver den økonomiske vinding i alle sammenhænge, frem for den sociale og humanistiske vinding. Systemet træder ind på områder, hvor vi bør være kommunikative og fleksible.
Lad og tale om system og livsverden. Lad os finde en måde at italesætte forskellen uden altid at bruge kønnene til det.

Rikke Grønbæk

Når kvinden siger nej til manden for at teste ham og nogen tilfælde dybest inde ønsker at han udstår afvisningerne, så bunder det i det dybtfølte instinkt om at få børn med en god mand, som vil stå alle trængsler igennem. Det handler om kærlighed, det har intet med fødemaskiner og storkapital at gøre.

Rikke Grønbæk

Det er en meget smuk ide med familiehaver, jeg er sikker på at de er en del af fremtiden. De kombinerer jo netop behovet for mødre (og fædre) at være sammen med deres børn og dermed skabe trygge børn. Ikke børn, som konstant lever i frygt for hvornår mor nu forsvinder på arbejde igen. Børn som reagerer med gråd, ofte når bedsteforældre kommer - fordi de tror at nu skal mor igen af sted på arbejde.

Som eksempel kan nævnes debatten om barsel for mænd, hvor nogen vil ha´ samfundet til at blande sig i private forhold med ligestilling som motiv.
Accepterer man, at alle er forskellige og at generaliseringer er nonsens, går man selvfølgelig ind for en samlet barsel, som mor og far selv kan fordele mellem sig.
Dette gav anledning til den sædvanlige køn- og ligestillingsdebat.