Klumme

Udsigt til Vandland og Morten Østergaard i skjorteærmer

Hvem kan, om nogle år, huske Blåvand Strand uden de 40 luksuslejligheder, kommunen ønsker at bygge i vandkanten? Eller Søndervig Strand uden Nordeuropas største vandland? Om lidt er det bare en historie fra gamle dage. Det var bare naturen
Debat
30. januar 2015

Januar bliver snart til februar, og jeg savner naturen. Vi glemmer at komme derud om vinteren, dagene er for korte, himlen for mørk, børnene uvillige, og vi voksne for magelige. Jeg bevæger mig mellem kontorstolen og Netto ved Nørreport, færdes i computerens blå lys med kroppen dækket af så mange lag stof, at jeg har glemt, hvad der foregår derinde. Maden i supermarkedet er emballeret i plast, vi åbner æsken med de krydderier, vi købte sidste år i Marokko for at få lidt smag i gryden. Ellers er det en tid uden smag.

Det er en skade, vi kan komme ud for i vores del af verden, at glemme naturen. At den ligger derude og venter på den, der trænger til at slippe væk fra kværnende nyheder om valutakrig, radikalisering og kabeltyverier langs S-banenettet. Naturen trækker sjældent overskrifter. Slet ikke i øjeblikket, hvor omsorg for alt andet end vækstraterne delegitimeres som sentimentalitet, virkelighedsfjerne reminiscenser fra dengang, vi havde råd til at kere os om den slags. Sådan skaber man rum for en udhuling af værdierne.

Hvad der var utænkeligt for nogle år siden, hvor Danmark skulle markedsføres som nationen i den grønne førertrøje, er nu bare – udviklingen. Lige før jul foretog Folketinget i relativ ubemærkethed en epokegørende ændring af Planloven, som betyder, at kommunerne kan søge dispensation og få lov at bygge i vandkanten langs Danmarks ubebyggede kyster. Målet er, ja, I gætter det aldrig: vækst. Arbejdspladser og kroner, der ruller i det fattige Udkantsdanmark. Det virker som et kortsigtet og uhyre fantasiløst brandudsalg. Man berøver Udkantsdanmark det eneste, Udkantsdanmark har at tilbyde, som vi ikke kan få alle andre steder, nemlig uberørt natur.

I slutningen af 1990’erne skete der noget med København: Jeg lagde mærke til det en kold decemberaften på vej hjem med min daværende kæreste. Vi ventede på bussen et sted på Amager. Over for busstoppestedet stod en fem meter høj lysende søjle med et billede af Claudia Schiffer – iført bh og trusser. Jeg kiggede på min kæreste, der lod, som om hans blik ikke blev draget mod den tyske fotomodel. Vi havde aldrig set noget lignende. Denne gigantiske rumskibslysende reklamesøjle, midt på Amagerbrogade, uden anden funktion end … reklamesøjle. Reklamer, det var dengang noget, man så i aviser og ugeblade og i biografen. Aldrig havde vi forestillet os, hvilken kolossal forandring af det offentlige rum de næste 10 år ville byde på. At man i 2015 ikke ville kunne se ud ad vinduet, når man kører i visse busser eller tog, fordi DSB og Movia kan tjene lige så mange penge på at plastre det indvendige af transportmidlerne til med annoncer som på at transportere kunderne rundt i byen.

Dengang i 1990’erne var der ikke nogen diskussion af, hvorvidt det var en god idé at tillade, at fortove, gader, pladser, busstoppesteder og S-togsstationer blev gjort til steder, hvor firmaer kappedes om at tiltrække sig vores opmærksomhed. Det var en uskyldig tid. Københavns Kommune var stolte og glade, da de bekendtgjorde, at det franske firma JCDecaux havde tilbudt at betale for gadeinventar som læskure ved busstoppestederne og et par offentlige toiletter mod en beskeden ret til at opstille 500 oplyste reklamestandere og 65 reklamesøjler centralt placeret i bybilledet. Samt eneret på 20 meters radius omkring alle sine installationer – i 15 år. Da aftalen sidste år skulle genforhandles, koblede København fornuftigt nok al tænkelig juridisk rådgivning på forhandlingerne, så i fremtiden får kommunen en lidt bedre deal. Men byrummet er forandret for altid.

Og hvad så? Uha, uha, vi lever i et kapitalistisk samfund, og nogle vil sælge os noget. Det er latterligt at være imod reklamer. Hvad har vi mistet? Muligheden for at kigge ud ad vinduet i toget uden at se Claudia Schiffer i undertøj eller Morten Østergaard, der spiller macho med opsmøgede skjorteærmer. Muligheden for at blive fri. Det var en luksus, og vi lever næsten lige så godt uden. Næsten.

Vi lever vel også næsten lige så godt med en gennemhullet planlov. Det, vi mister undervejs, går i glemmebogen. Hvem kan huske middelalderbyens mørke gader uden en lysende reklamesøjle for enden af Snaregade? Hvem kan, om nogle år, huske Blåvand Strand ved Varde uden de 40 luksuslejligheder, kommunen ønsker at bygge i vandkanten? Eller Søndervig Strand uden Nordeuropas største vandland, som Ringkøbing-Skjern Kommune netop har ansøgt om tilladelse til? Om en generation eller to er det bare en historie fra gamle dage. Det var bare naturen.

Signe Løntoft er journalist og ph.d.-studerende

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Menneskeheden styrke og svaghed

Menneskenes fantastiske evne til at tilpasse sig til næsten hvad som helst, er også vores mere ubeviste svaghed, som formentlig har og vil bringe os ud i så store problemer med vores omgivelser, at det vil ændre jordens balancer i en ny retning, hvor mennesket får mindre plads.

Klummens ejerkvinder beskriver både direkte og og måske ubevidst indirekte, hvorfor bl.a. danskere bevæger sig i retning af ny balancer.

Bekvemlighed, ligegyldighed, uforstandighed og markedets stadig større omklamring og grådighed synes at være væsentlige årsager til at naturen og vores medskabninger er under stadigt stigende pres.

I en stor del af det samfund som menneskene har opbygget, er man kun optaget af at øge markedet. Disse mennesker har næppe megen fornemmelse af den natur, som de voldtager. I en anden del af samfundet sidder få velmenende og eftertænksomme mennesker, som har øje for ubalancerne. Nogle af disse mennesker har gennem tiderne prøvet at opstille lovgivningsmæssige værn. Planlove, naturbeskyttelseslove, vandmiljølove er blot nogle eksempler. Alle disse love er under voldsomt pres og nedbrydning af markedet og uforstandighed hos flertallet.

At forhindre den udvikling er blevet som at sætte en finger i et begyndende hul i en dæmning som på den opdæmmede sidde rummer markedet. Nedenfor ligger den tilbageværende natur med en biosfære, som er en uadskillelig del af bl.a. mennesket levegrundlag.

Må vi dog snart se os selv, som en del af en helhed.

Det er bedrøveligt, at de som skal varetage fremtiden, fuldstændig er underlagt de love, der med sikkerhed vil føre til, at vi ikke får nogen fremtid. Disse såkaldt nye væksttiltag er kun et element i en lang række af bedrøvelige - og i virkeligheden forbryderiske - beslutninger, der er ødelæggende for den biosfære, som vi som art er helt afhængige af. Tiden er åbenbart ikke inde til velgennemtænkte demokratiske og bæredygtige reguleringer i henseende til at sikre den smule natur, vi i Danmark har tilbage. Som om de danske kyster ikke er så rigeligt bebyggede i forvejen. Tag f.eks. strækningen mellem København og Helsingør. Mit hjerte græder ved denne tåbelige beslutning om at lave et hul i dæmningen - et hul, der med den herskende ideologi i sidste ende vil lukke af for den sidste udsigt og naturlige skønhed i de rester af relativt uberørt natur, der er tilbage. Men fremover vil du kunne købe det - for det er markedets logik, og reguleringen er alene et spørgsmål om sorte tal på nogens bundlinie - også selvom tallene er skrigende røde i den virkelige verdens bæredygtighedsregnskab.

Niels-Simon Larsen

Aldrig før har der været så mange rejsebureaureklamer. Det er klart, folk kan jo ikke holde ud at være hjemme.
Venstre vil have den såkaldte Hærværksmotorvej. Det er lokkemad her til valget.

Hvilket parti vil skåne naturen fra nu af?