Klumme

Verdensdramaet

... i tre replikker
Debat
20. januar 2015

Første replik: »Hvad Planetary Boundaries (forsknings-rapporten offentliggjort i seneste nummer af tidsskriftet Science og omtalt her i avisen i fredags og i går) handler om, er i virkeligheden ret og rimelighed. Vi har ikke nogen international konvention eller organisation, der anerkender den kendsgerning, at der er grænser for, hvor meget vi kan forbruge af Jordens system. Og en af grundene til, at vi ikke har det, er, at i samme øjeblik du accepterer denne kendsgerning, åbner du diskussionen om, på hvilken måde vi skal fordele, hvad vi har.«

Fremført over for Worldwatch Institute Europe af professor Katherine Richardson, leder af Sustainability Science Center på Københavns Universitet og del af holdet på 18 internationale forskere bag forsknings-rapporten.

Anden replik:

»Det, forskningen viser, er, at menneskelig aktivitet som for eksempel økonomisk vækst, teknologi og forbrug destabiliserer det globale miljø.«

Sagt af Planetary Boundaries’ hovedforfatter Will Steffen fra Australian National University i en udtalelse til Washington Post. (Refereret af Søren Bjørn-Hansen, DR)

Tredje replik:

»Det mest karakteristiske ved økonomisk vækst er ikke, at den forbruger ressourcer, men tværtimod at den skaber ressourcer. (…) Hvis der er en grænse for vækst, skyldes den ikke begrænsede mængder af olie eller landbrugsjord, men udelukkende begrænsninger i menneskets fantasi og skaberkraft.«

Konstateret i en artikel her i Information den 11. september 2004 af Martin Ågerup, stifter af og direktør for tænketanken CEPOS, toneangivende samfundsdebattør og erklæret ekspert i stort set samtlige danske medier. Forfatter til bl.a. bøgerne: Dommedag er aflyst – velstand og fremgang i det 21. århundrede og Den retfærdige ulighed.

CEPOS vandt

Dramaet mellem på den ene side Richardson-Steffen og på den anden Ågerup er afsluttet:

Ågerup vandt ...

Noget nær absolut. Da selv de fleste grønne politikere og mange ditto græsrodsbevægelser gang på gang argumenterer for omstilling til vedvarende vindmøller, solfangere osv. med henvisning til, at det i kraft af konkurrencefordele vil sikre – Den Økonomiske Vækst! Der åbenbart, som Ågerup påpegede, er uden grænser. At der naturvidenskabeligt set tværtimod i den grad ’er grænser for, hvor meget vi kan forbruge af Jordens system’, får lederen af Sustainability Science Center på Københavns Universitet selv lov at rode med. Indtil for ganske nylig har endda den nyudnævnte formand for selveste Klimarådet herhjemme, tidligere økonomisk overvismand Peter Birch Sørensen, heller ikke antydet, at han overhovedet tillægger det nogen betydning, at Planetary Boundaries’ hovedforfatter Will Steffen fra Australian National University mener at kunne påvise sammenhæng mellem ’destabilisering af det globale miljø’ og ’økonomisk vækst’. Så kan Katherine Richardson ellers nok så meget i interviewet med Worldwatch Institute Europe fremhæve den observation, at det berømte billede af Jorden, kaldet Pale Blue Dot og omtalt i gårsdagens leder, ingen navlestreng viser. »Then we must be limited in the resources and capacities we have within our closed system.«

Det kan moderne mennesker åbenbart ikke tro endsige leve med. Hvorfor ikke? Ja, hvorfor fortrænger vi som både højreorienterede, venstreorienterede, centrumorienterede og totalt desorienterede de naturvidenskabelige påvisninger af, at Jorden sætter materielle grænser for vores forbrug og opbrug? Fordi, »i samme øjeblik du accepterer den kendsgerning, åbner du diskussionen om, på hvilken måde vi skal fordele, hvad vi har,« lyder Richardsons bud. På en af grundene til modernitetens gigantiske virkelighedsfornægtelse. Som nu truer med at ødelægge vores eget naturgrundlag for elementær menneskelig civilisation. (Naturen og jordkloden som sådan overlever natur-ligvis).

Bud på fordeling

I fornægtelse af en gennemdiskuteret, bevidst og besluttet fordeling af, hvad vi har, overlades stadig flere afgørende fordelinger mere eller mindre godvilligt til Ågerups tilsyneladende så autoritetsløse pengedirigerede marked. Hvis vi da ikke søger tilflugt i fundamentalistiske religioner eller verdslige diktaturer.

Her vil såkaldte ’venstreorienterede’ nok protestere. Men endnu er det jo ikke lykkedes at komme med overbevisende bud på en gennemdiskuteret fordeling af, hvad vi har. En fordeling, der ikke virker fundamentalistisk, og som derfor for alvor kan true de ågerupske illusioner og hallucinationer. Sådanne bud på fordeling må der i overensstemmelse med Planetary Boundaries bydes ind på nu: Decentrale miljøcentre, der måler vores skalten og valten på den begrænsede Pale Blue Dot med reelle, materielle målestokke i stedet for med pengenes abstrakte terror er første skridt på vejen.

Men allerførste skridt, også for ’venstreorienterede’, er opgivelsen af den moderne forestilling om, at naturen er noget billigt skidt, vi i vores frihed og frisind ikke skal bøje os for. Jo, vi skal netop efterstræbe en international konvention eller organisation, der anerkender den kendsgerning, at der er grænser for, hvor meget vi kan forbruge af Jordens system.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Inden vi nu helt bryder ud i glædestårer over ingeniørkunstens velsignede potentiale, er det måske værd at fremhæve et citat fra Ejvinds klumme - Jeg synes Katherine Richardson rammer hovedet på sømmet:

» [..]Vi har ikke nogen international konvention eller organisation, der anerkender den kendsgerning, at der er grænser for, hvor meget vi kan forbruge af Jordens system. Og en af grundene til, at vi ikke har det, er, at i samme øjeblik du accepterer denne kendsgerning, åbner du diskussionen om, på hvilken måde vi skal fordele, hvad vi har.«

Det er med forestillingen om den uendeligt voksende 'kage', at kapitalismen først og fremmest tryllebinder så mange mennesker, og for dem antager form som et retfærdigt samfundssystem: Hvis der ikke er grænser for vækst, er der heller ingen grænser for hvad den enkelte kan tillade sig at kalde sit eget. Uanset hvor grådig man, er tager man jo ikke noget fra nogen, for kilden er uudtømmelig. De, der i et kapitalistisk samfund ikke evner at tage nok til sig selv, lider netop af mangel på evner, ikke mangel på muligheder. Og da vi alle er født lige, er mangel på evner måske i virkeligheden bare mangel på virkelyst og initiativ, dvs. en selvvalgt dovenskab, som selvfølgelig ikke skal præmieres gennem for voldsom omfordeling.

Troen på uendelig vækst, gennem magi eller ingeniørkunst, er en tilslutning til status quo. Den er samtidig den narresut, som Bill Gates et al. , indtil videre med held, har benyttet til at lukke kæften på masserne, mens den mest virkelystne og initiativrige ene procent rager til sig.

Det er idioterne på bunden, der med blår i øjnene faciliterer røvhullerne på toppen. Det burde de lade være med.

Niels Duus Nielsen, John Fredsted, randi christiansen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Handling eller snak

Fremsynede og derfor handlende ingeniører er, som så mange andre, på mange måder også kapitalismens skraldemænd, rydder op i produktionens værste vildskud og denne tendens til at producere mere affald end bæredygtigheden er i stand til at konsumere, og derfor ikke er tilhængere af ’uendelig’ vækst, inden den uomgængelige termodynamiks 2. hovedsætning uvilkårligt sætter en stopper for en tålelig eksistens her på planeten …

Så kan snakkende psykologer, som primært systembevarende produktionskraft og psykens skraldemænd, gerne tage sig af den voksende population af den kapitalistiske produktionsforms ringvrag uden udsigt til, at noget nogensinde skulle blive bedre i naturgrundlaget – f.eks. omskrive samfundets materielle naturhistorie …

Torsten Jacobsen

Jan Weis,

Nu taler du vist ikke for 'ingeniørerne', ligesom jeg ikke på nogen måde kan tale for 'psykologerne'. Det forekommer mig at begge grupper først og fremmest er optaget af hvor godt de kompenseres for at tilfredsstille befolkningens tilsyneladende umættelige behov for 'quick fixes', dvs. komfort.

Om der sælges bedre affaldskværne eller en bedre nattesøvn, kan i og for sig komme ud på ét, hvis trøst er alt hvad man har ambitioner om at levere.

randi christiansen

Grøn vækst kan vel også forstås som vækst af immaterielle goder og løsninger - som den bevidsthedsmæssige forandring, der er den psykologiske forudsætning for materielle forandringer. Vi vokser i erkendelse og vælger 'grønne løsninger', der netop respekterer de planetare grænser og fordeler ressourcerne efter principperne om det gode, sande, skønne og retfærdige, ik?

Men så har ingeniørerne travlt - de skal fx finde ud af, hvordan de klimabomber, som allerede er detonerede - 400 ppm co2 fx som, sidst indholdet var så højt, betød vandstande 15 m højere end nu (iflg johhns reference til james hansen) - og kan konverteres til 'grøn vækst'. Og hvad med methanbomben .... ? Nu tror jeg, at jeg måske alligevel godt ku tænke mig en tryllestav ... lad os be vores bønner om guddommelig indgriben, det er en stor og stadig ikke helt forstået kraft. Moar ....

Torsten Jacobsen

Som et tilfældigt eksempel på hvad nogle psykologer (de psykologer, som tilhører gruppen af psykologer, som Jan Weis med rette kalder systembevarende) bruger deres tid på, og hvad vi alle derfor er oppe imod i forbrugersamfundet, er her et 'abstract' fra en videnskabelig artikel jeg faldt over på nettet:

Wynn and Coolidge [2004] have hypothesized that one of the key reasons why the Homo Sapiens progressed to being modern man while the Neanderthal man didn’t, is that the former developed through innovation (from artefacts to advanced hunting methods) while the latter has left no trace of such evolution. Almost as if the Neanderthal man did not see the need to progress and accepted circumstances as fact. If this is true then the Homo Sapiens have not only developed psychological and objective needs but have progressively updated them as well. Maslow put it beautifully by saying “You will either step forward into growth, or you will step backward into safety”.

This paper is the first part of a two part series. Here we provide an overview of needs theories and discuss them in the context of consumerism, consumption and opportunities for enterprises. In part two, needs and opportunities are linked to markets, benefits and strategies through a specific 3D model based on Maslow’s pyramid. To pave the way for this approach we also promote a model (PIE-Persons, Institutions and Enterprises) with the intent to help enterprises view consumers, institutions and their organisation as one interweaved entity.

Needs theories are known to be crucial behind much of the understanding of human behaviour and in particular in the workplace and by the consumer. This paper examines the development of
hierarchical needs theory from Maslow to Gough with the intent to better identify consumer needs, provide examples of current and past business opportunities and macroscopically show the progression from red to blue ocean strategies .

The authors provide an overview of needs theories seeded through motivational theory also with the aim to uncover the differences in having (sometimes known as deficit needs) and being needs (sometimes known as growth needs) and then subsequently link them to enterprise strategies, improved consumer understanding and better market exploitation.

Er det helt i hegnet, at vove den hypotese, at (de fleste) psykologer er beskæftiget med at tilpasse mennesket til det kapitalistiske og kunstigt skabte ’naturgrundlag’ – medens (de fleste) ingeniører er mere beskæftiget med at tilpasse leveforholdene til mennesket, ved ikke kun at fortælle en mere human naturhistorie, men også handle – inden alt for mange af et samfunds medlemmer får knald i låget og bliver sendt til psykolog … ;-)

Læs gerne:
Jesper Hoffmeyer: Samfundets naturhistorie. Rosinante. 1982.

… fra denne fantastiske tid, hvor alle gode tanker blev tænkt, men siden glemte, den gang vi talte om ’naturkamp’ …

Torsten Jacobsen

Ikke helt i hegnet for psykologiens vedkommende, om end en præcisering er på sin plads:

Som jeg ser det, kan man anskue psykologiens opgaver på to forskellige måder:

Én position ser det som sin opgave at sikre størst mulig psykisk velbefindende for mennesket, under de vilkår som nu en gang gælder i det omgivende samfund, den omgivende kultur. Om end det ikke altid udtrykkes eksplicit, forstås kulturen her som et naturligt udtryk for, hvordan menneskedyret organiserer sig i sociale sammenhænge. Mennesker der gnidningsløst indgår i, og med kompetence kan navigere i sådanne sociale sammenhænge, betrages som 'normale', mens mennesker der udviser symptomer på psykisk mistrivsel betragtes som 'syge'. Det er så psykologiens (og psykiatriens) opgave at hjælpe de 'syge' mennesker til at blive 'raske', dvs til så gnidningsfrit så muligt at tilpasse sig den eksisterende kultur.

En anden position stiller spørgsmålstegn ved det 'naturlige' i kulturens udformning. I dette perspektiv er kun menneskedyrets behov naturlige, mens kulturen må forstås som blot ét muligt udtryk for en social organisation, hvis formål er opfyldelse af disse behov. Den konkrete sociale organisation her og nu forstås i dette perspektiv som resultatet af kulturhistoriske 'tilfældigheder', snarere end som et naturligt udkomme, som ikke kan være anderledes. Denne forståelse opstår på baggrund af en erkendelse af, at individets psyke og kulturen (omverdenen) ikke er to adskilte enheder, men kun kan forstås som en enhed. Eller sagt på en anden måde: De naturlige, menneskelige behov, kan ikke nødvendigvis umiddelbart aflæses i kulturen. I dette perspektiv findes der ikke et klart skel mellem 'syge' og 'raske' mennesker. Psykologiens opgave her er, ud over et fokus på det enkelte individs psykiske velbefindende, at facilitere og vedligeholde en kultur og samfundsindretning, der bedst imødekommer menneskedyrets grundlæggende, naturlige behov.

randi christiansen

Menneskedyret? - er i evolutionær proces, som, vi må gøre vort yderste for, ikke bliver helt selvødelæggende. Til det formål må ses åbent, kreativt og fordomsfrit på ophav og foreløbige udkomme.

Michael Kongstad Nielsen

Tor Nørretranders vil bruge solenergi og genbrug af de stoffer, vi henter fra jorden og naturen, i sin fremtidsvision. Det lyder også godt, men der er vi som bekendt ikke endnu.
Derfor er det lige lovlig nonchalant at kalde det reaktionært og perspektivløst at ville begrænse forbruget. Samtidig modsiger han sig selv ved at bemærke, at forbruget af de fossile brændsler netop er skadelige og bør begrænses.

Her kunne han have fortsat med en lang række andre stoffer vi henter fra jorden og naturen, som overforbruges, bringer ubalancer eller skader. Fx fosfor- nitrat balancen, som nævnes i artiklen, hvor kemisk fremstillet gødning under højt energiforbrug bringer uro i hele klodens balance. Vi skal gøre ligesom naturen, siger Tor. Ja, ved at opretholde alsidig balance, ikke etablere monokultur, men bevare diversitet. Naturen gør det, der tjener den bedst, det kan vi sagtens tage lære af.

Tor har ikke den store fornemmelse for politik. Det er nok naivt at tro, at virksomhederne og forretningsmændene alene kan bestyre omstillingen. Man kommer ikke uden om demokratiet, parlamenterne, COP dit og dat samt ikke mindst græsrødderne, bevægelserne.

John Fredsted

"... befolkningens tilsyneladende umættelige behov for 'quick fixes', dvs. komfort," skriver Torsten.

Jeg er enig, idet det forekommer mig, at vi lever i en kultur, der insisterer på, at livet ikke må gøre ondt. "Gør det ondt, så må du have misforstået noget!", er ligesom parolen, som så reklameindustrien ikke er sen til at omforme til "Gør det ondt, så må du mangle noget!", hvor 'noget' naturligvis altid påstås at være af ren materiel natur, altså ting. Det er min overbevisning, at så længe vores kultur hænger fast i den forestilling, så er vore muligheder for at gøre noget grundlæggende ved den destruktion, der foregår, begrænsede. I stedet for at forsøge at uddrive alt det, der gør ondt, via 'quick fixes', ville det i mine øjne være meget mere konstruktivt at finde og opøve modet til at turde sørge. Ikke for at fortabe sig heri, men for at blive mere autentisk først indadtil og dernæst udadtil, og for, ad denne vej, at forsøge at sætte sig selv fri af at lade sig blive drevet rundt i manegen.

ulrik mortensen

Ingeniørsnak,
folk gider ikke at begrænse deres forbrug og leve på en sten. At ændre folkepsykologien er håbløst. "Ingeniørvejen" med bedre, sundere og mindre forurenede varer, nye energiformer (fusionsenergi ser lovende ud - nærmest uendelig energi) osv. er den mest lovende vej at gå. Og så er der mere fra Tor her:
http://ing.dk/artikel/ingenioren-vender-tilbage-som-samfundets-superhelt...

Michael Kongstad Nielsen

Ulrik Mortensen (18:15)

Inden du sender os på flere Tor-odysseer vil jeg lige opholde mig ved et par ting i dit indlæg.
Du siger:
"folk gider ikke at begrænse deres forbrug og leve på en sten. At ændre folkepsykologien er håbløst."
Udtrykket "gider ikke" handler om et besvær, man giver sig selv fri til at undlade at deltage i. Men at forbruge er i sig selv et besvær, og at overforbruge er ekstra besvær, så hvordan kan det at undlade denne aktivitet, herunder trængsel, fejlkøb, skadesforsikring, affaldsproblem, driftsudgifter, pladsmangel etc., være et besvær? Hvordan kan en begrænsning af egen overflødig energiudfoldelse være noget, man ikke gider?

Med hensyn til "folkepsykologien" er det nok snarere "tidsånden", vi taler om. Hvordan kommer man ud af tidsånden? Det gider man måske ikke. Men noget tyder på et opbrud også der, jf. Tors forklaringer. Man kunne også jævnføre med filosoffen Kants berømte sætning om at oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.

"Ingeniørvejen" med bedre, sundere og mindre forurenede varer, nye energiformer (fusionsenergi ser lovende ud - nærmest uendelig energi) osv. er den mest lovende vej at gå. Og så er der mere fra Tor her:

Lasse Damgaard

Kommentar til Ingeniørvejen;

-" Hvor meget viden skal der til, før man laver noget man ved er forkert om ?

Michael Kongstad Nielsen

Sidste afsnit er trukket med fra Ulriks indlæg ved en fejl, beklager.

Michael Kongstad Nielsen

Men ingeniørvejen da, hvad er der med den?
Ja ordet kommer jo af latin 'maskine', og maskiner har typisk ikke meget ånd eller moral at gøre godt med. De skal bare arbejde og udføre en opgave. Opgaven er defineret af samfundet. Og samfundet består af mange andre end ingeniører. Det er ikke "Ingeniørvejen" der siger, at varer skal være bedre, sundere og mindre forurenede, eller som kræver nye energiformer "(fusionsenergi ser lovende ud - nærmest uendelig energi) osv.", det er samfundet, der definerer vores fremtid med kloden. Ingeniøren har ingen politik, ingen etik, ingen bestemmelse for sin kunst, blot udføres opgaver for bygherren. Og bygherren er ikke altid demokratiet og de gode hensigter, men også dem, der ikke gider dem.

randi christiansen

Pas på Michael, at Jan ikke blir stødt på regnestokken - ingeniørfaget, hedder det - ellers svært enig med dig

Filistre ... ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Nåh..., stakkels ingeniør.

Niels-Simon Larsen

Sikken masse indlæg. Jeg har travlt og kan ikke følge med.

ulrik mortensen

Ingeniørsnak 2,
om få år vil milliarder af kinesere, indere og afrikanere (7 ud af de 10 hurtigst voksende økonomier i verden ligger i Afrika) rykke op i middelklassen: "Den globale middelklasse forventes at vokse fra knap to til næsten fem milliarder i løbet af de kommende 20 år, viser nye beregninger fra OECD":
http://www.ugebreveta4.dk/ny-global-middelklasse-vil-aendre-verden_19181...
Nye energiformer (f.eks fusion som nævnt ovenfor) er derfor yderst påkrævende ...

Fusionskraft? Hvem skal udvikle det. Da ikke markedet, og statskasserne, de udsultes mere og mere.

ulrik mortensen

Atkins, der er i fuld gang: ITER med en budget på 50 milliarder ...
http://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2012/dansk-topforsker-skal-styre...

ulrik mortensen

*Atkins, det er i fuld gang ...
også interessant debat om emnet her: http://www.information.dk/238457

Sider