Ytringsfrihed er ikke ytringspligt

Hvis jeg havde min egen avis, tror jeg, at jeg ville overveje, at have bragt omtalen af terrorangrebet som en mindre notits, sammen med en leder om hvorfor. Ytringsfriheden skal selvfølgeligt ikke knægtes, men som Lasse Jensen skriver, så går man terroristernes ærinde ved at publicere så voldsomt. Terror er, som flere har beskrevet i tilfældet Charlie Hebdo, et budskab. Budskabet er terroristernes, og det bliver nu spredt over hele verden. Det kan godt ske, at anslaget er brutalt, men bør medierne ikke overveje, hvem der egentligt får mest ud af at publicere det så voldsomt?

En anden pointe i den tankegang er også, at medierne, når de fokuserer så enøjet på en hændelse, går glip af en masse andre historier, som bliver sneget ud fra forskellige organisationer under ly af angrebet.

Da medierne er samfundets talerør på mange måder, så er der ikke noget forkert i at være subjektive i denne sag og (selvfølgelig) gøre modstand mod terror og islamistiske ekstremister. Indtil videre er det kun dem, som påstår at der skabes splid mellem muslimer og vesten, som rent faktisk skaber denne splid.

Der bliver i det mindste handlet og reageret.
Det eneste denne journalist opfordrer til, er apati og frygtsom tilbageståenhed.

Det er desuden en "ekstra chance" for, at markere Danmark som et land, der står stærkt når ytringsfrihed og demokrati trues - hvad medierne ikke formåede, heller ej resten af samfundet,mat gøre, under Muhammed-krisen.

Det kan ikke siges nok gange, at der frem for alt skal handles - det opfordrer artikler som denne ikke til, tværtimod.

Måske er det meget godt med det ytringsforbud vedrørende Muhammed, så kan det være vi får noget mere målrettet journalistik omkring korruptionen, undertrykkelsen, fattigdommen og den klassekamp der vitterligt foregår i de islamiske lande. Jeg venter med spænding.

Uden satire, så var demokratiet aldrig blevet en realitet. Satiretegningen beskriver med få eller ingen ord de absurditeter og den misbrug, som magtmisbrugere, fundamentalistiske religioner og totalitære styrer udøver. Folket har brug for dette hurtige og effektive våben til at opnå det nødvendige fællesskab og mod til at afvæbne magtens misbrugere. Derfor var det også et af de stærkeste våben i DK under besættelsen.

Derfor er satiretegninger så frygtede....

Som det siges i en gammel dansk sang: ...Da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast....!

Det grundlæggende problem er jo den sensationalisme, der kendetegner medierne i dag, hvor de i stedet burde beskæftige sig med det almene, der vedrører alle og drejer sig om vores egen samfundsudvikling.
Debatten om muslimer tjener magthaverne til at dække over det røveri mod den almindelige befolkning, de begyndte at begå i 90erne.

Det er åbenbat nærmest umulig at have en debat om ytringsfrihed kontra Islamisme som IKKE klamrer sig til pubertære floskler og reaktioner som reducerer ytringsfrihedens bare eksistens til et spørgsmål om at være forpligtet til at vise Islams helligste ikon som subjekt for anal penetration o.l.

Og gang på gang føler jeg trang til at skrive: Er vores satiretegnere virkelig så begrænset i deres fantasi at de ikke engang kan forestille sig at man kan kritisere, ja endda latterliggøre, Islam UDEN at latterliggøre netop dens helligste ikon på den groveste, pubertære måde?

Ytringsfrihed......Gud ved om boghandleren i Brønshøj også synes den er så glorværdig ☺

Lilly Wendt,
som du selv skriver: et våben mod magtens misbrugere.
Er fundamentalistisk Islam en misbrugende magt i Europa?

Og igen: Hvorfor latterliggøre profeten Muhammed i stedet for at latterliggøre de få tusinde fundamentalistiske mennesker som har og misbruger en magtposition og gøre alle de mange millioner muslimer hvis religion bliver misbrugt en tjeneste, i stedet for at fornærme dem?

Ingen fundamentalistiske religioner kan kræve ikke at blive kritiseret, når de er udemokratiske og magtmisbrugende. Et fredeligt våben er her satiretegninger. Visse islamiske lande bruger desværre langt værre våben - senest mod en fredelig blogger, der ønskede en smule demokrati...

Det er værd at bemærke, at det jo ikke er Gud eller profeterne, der er genstand for den historiske religiøse satire, så mange henviser til, men derimod kirkens koryfæer og præsteskabet i almindelighed. Helt bemærkelsesværdigt var angrebet også meget sjældent på de kristne værdier, men misbruget af dem til at efterleve sine laster, der jo altid er en større fristelse, når de er forbudte og kan/skal ske i det dunkle.

Det er i øvrigt bekymrende, at satire synes i den grad at have mistet sin brod i de vestlige samfund - man må vel konstatere, at den som våben ikke længere er anvendelig.

Islamist glider i bananskræl. hahaha, tihi, fnis!

Relevant at udforme satire over menneskets fortolkninger og misforståelser (sagt på en pæn måde) af religioner.
Vi kan ikke leve uden satire efter min mening, det er næsten som en form for kunst vedr. formidling.
Ejer 5 bind om 1. verdenskrig, der er rigtig mange satiretegninger mellem alle frontstillingerne og berømthederne.

Når vi alle i dag siger "Jeg er Charlie" er det jo ikke fordi vi pludselig er blevet ansat på bladet, men fordi vi forholder os empatiske overfor det tab terroristerne og deres kolde bagmænd har forvoldt. Altså en helt naturlig og forventelig reaktion, som vi vil mønstre igen og igen indtil den dag islamisterne adresserer det grundlæggende problem: nemlig at de ikke kan tegne. Det skulle de se at få lært, så bliver verden både et mere fredeligt og formentlig sjovere sted at være. Det kræver ikke engang alverden: en blyant og et stykke papir er alt hvad der skal til.

Peter Hansen:

"Det er værd at bemærke, at det jo ikke er Gud eller profeterne, der er genstand for den historiske religiøse satire, så mange henviser til, men derimod kirkens koryfæer og præsteskabet i almindelighed."

Ligesom det er tilfældet med langt størstedelen af Charlie Hebdos satire.

Nyttige idioter bliver politisk, ikke brugt til en forøget nødhjælpsindsats, eller focus på en fredsbevarende indsats.

Tegnerne er ikke skyldige i racisme eller noget strafbart overhoved, men budskabet af satiren bliver misbrugt politisk, til legitimering af krig og overvågningssamfund, mindre demokrati og mere racisme.

Var det et angreb på demokratiet, eller en undskyldning til, at begrænse demokratiet af politisk mørke kræfter?

Nu er ytringsfrihed og demokrati mere end blot at teste grænser overfor islamister. Den del af debatten står hele vesten sammen om, og får sendt et budskab. Det er jeg i store træk helt tryg ved, omend USA godt kunne have støttet marchen i Paris med en lidt mere relevant politiker.
Imidlertid synes jeg ytringsfriheden er ved at blive presset os danskere imellem. Medierne er blevet fortalt af politikere, hvordan de burde forholde sig til den franske tragedie, specielt JP blev eksponeret med en brandbulle fra Inger Støjberg og beskyldning om kujoneri. Det synes jeg er manglende respekt for pressefrihed, og ville egentlig anbefale, at hvis hun vil have handling, skal det være fra folketinget og ikke ved at skubbe ansvaret over på medierne.
En anden tendens, jeg har bemærket de sidste måneder, er specielt med rod i Pia Kjærdsgaards parti. Den retorik Pia Kjærdsgaard befatter sig i, bliver bestemt ikke pænere hos partiets vælgere. DF er ved at være suverænt de flittigste på avisernes debattråde og specielt på EB, hvor tonen er fri, bliver indlæg mere og mere hadske og personlige. Både overfor politikere, uønskede samfundsborgere og moddabatørerne, der ofte bliver "overfaldet" med en stribe uartige indlæg og på ingen tid op til 70-80 såkaldte pil ned symboler. langt de fleste fra rød blok orker ikke mere af den skuffe og bliver væk. Også borgerlige begynder at falde fra. Tonen og opfattelsen af, hvor groft man kan udtrykke sig bliver mere og mere anarkistisk.Men også på de store aviser kan man se, der er kommet et skred i debatten, hvor selve debatten bliver væk i holdningsløse floskler.
Jeg synes den undertrykkende adfærd er et problem for ytringsfriheden. Det kan ikke være rigtigt, at man bliver verbalt hånet og overfaldet, når man deltager i samfundsdebatten.
DF har selv syntes, at de blev undertrykt, hvad angår deres nationalisme og værdipolitik. De har gået så vidt, at beskylde DR for at fremstille dem "forkert" i dramaserier og foreslå nødret overfor muslimer, så måske er partiets grundholdning faktisk slet ikke understøtter grundloven og demokratiet.
Jeg synes det er en debat, der bør tages, for det er jo nok en naturlig fortsættelse af brugen af sociale medier. Jeg kan godt blive lidt bekymret over, hvornår den eskalerende direkte retorik går over til handling. Somme tider minder disse tråde som massepsykoser, men forhåbentlig er det anonymiteten, der skærper tonen.

Jeg vil lægge ud med at slå fast at jeg har stor respekt for Lasse Jensen som journalist og mediedebattør, jeg har med glæde læst hans klummer her i bladet, og det var en trist dag da han forlod Mennesker og Medier , for ingen kunne som han komme til kernen i vægtige problemer i den saglige journalistik, og han vidste at påpege hvor problemstillingerne var at finde, ikke mindst når udefrakommende interesser blandede sig i sagligheden.
Men med det er også sagt at det netop er den saglige og seriøse journalistik som er Lasse Jensens metier, og det er i den at han har sit udgangspunkt i bedømmelsen af Charlie Hebdo. En bedømmelse som han efter eget udsagn har det svært med. Det er ikke så underligt for i den generelle vestlige pressehistorie er det som regel den saglige undersøgende journalistik, der er hovedfokus, og den bliver, langtfra på et fejlagtigt grundlag, fremhævet som grundlaget for den vestlige magtkritik og dermed et vigtigt element i vores demokratihistorie. Men det er ikke den eneste journalistik vi har som arv fra denne udvikling. En anden journalistik har udviklet sig parallelt med den seriøse, ja den er på nogle områder faktisk ældre end denne, nemlig smudsjournalistikken. Man skal ikke lade sig afskrække af benævnelsen, det er den saglige journalistik der har døbt den, og selv om navnet i nogle tilfælde passer fint, så er der også en hel del brødnid involveret i navngivningen. Navnet signalerer også frækhed og oprørskhed, og jeg vil tro at mange medier som fik dette tilnavn har taget det til sig som et slags adelsmærke. Det er min overbevisning at denne smudsjournalistik har været mindst ligeså vigtig i udviklingen af vor vestlige ytringsfrihed og vor presse, som den saglige har været.
Hvor den saglige undersøgende journalistik bygger på grundig research, tilstræbt objektivitet og en dyb faglighed, så bygger smudsjournalistikken som oftest på simplicitet, humor og satire. Fælles for dem er at de begge i den ideelle form er baseret på magtkritik. Den saglige journalistik bedrives på magtens egne præmisser, her følges papirsporet og sagen bygges op på grundig viden om de involveredes gerninger. I smudsjournalistikken beskæftiger man sig ikke med alt dette, det lader man de seriøse journalister om, men man kan sagtens bruge deres resultater i sit eget arbejde til at kritisere magten. En anden vigtig skelnen er at den saglige journalistik, netop i kraft af sin saglighed, forudsætter en vis mængde saglighed og viden for læseren. Den kan således i værste fald være elitær og ekskluderende, i modsætning til smudsjournalistikken hvis kendemærke er folkelighed og letforståelighed, oftest med humoren og provokationen som redskab.
Det er denne modsætning som har skabt en vis fjendtlighed imellem de to journalistiske verdener igennem tiden. Den saglige journalistik er på sin vis en videreførsel af den udbredte holdning under Oplysningstiden, at ytringsfriheden er til for saglighed og seriøsitet, og at den uoplyste almue helst ikke bør deltage før den selv er blevet ligeså oplyst som de oplyste. Humor er også bandlyst, for det underminerer jo objektiviteten. Men ikke desto mindre blomstrede der smudslitteratur op, og i løbet af 1800-tallet gik det stærkt. Satiriske tidsskrifter opstod, også her i Danmark, hvor f.eks. Corsaren er et godt eksempel. En god del af smudsjournalistikken bestod også af blade, hvori debatten om alskens emner foregik temmelig frit, og som oftest udartede sig til personangreb og skældsord (i Danmark f.eks. Raketten og Sandhedsfaklen). Denne form for journalistik prøvede altid grænserne af, og redaktørerne, eller de stråmænd som redaktørerne havde hyret, måtte ofte en tur i fængsel som resultat. Selv i 1900-tallet kunne man opleve dette, hvor f.eks. Ekstrabladets chefredaktør Frejlif Olsen måtte i fængsel for at sige sandheden om en biskop. Men det vigtigste her er netop at denne form for journalistik gik til grænserne, og i mange tilfælde udvidede grænserne, ved at gøre hvad der førhen var uhørt og chokerende, f.eks. kritik af kirke og kongemagt, mere acceptabelt og ufarligt. Smudsjournalistikken kan derfor siges at være en slags banebryder for den saglige journalistik, som med sin seriøse tone og langt mere saglige tilgang, på den måde fik mere vægt.
Smudsjournalistikken har altid været der, og der findes rigtig mange dårlige eksempler på den, men den er også en vigtig forudsætning for den seriøse journalistik. Med sin provokatoriske afsøgning af grænser er den på nogle måder langt mere egnet end den saglige journalistik, til at finde vigtige samfundsmæssige problemstillinger.
Så ja, jeg kan sagtens forstå at der er mange mennesker der siger at de ikke er Charlie Hebdo, efter at alverdens statsledere, mange af temmelig anløben karakter, har hævdet at de var, er det vist også på tide at sige at man ikke er Charlie Hebdo, selv redaktionen på Charlie Hebdo har givet udtryk for dette. Men som saglig journalist skam man samtidig være påpasselig med at lægge sine egne regelsæt ned over et medie som er underlagt helt andre regler, og som på så mange måder er en vigtig del af den vestlige pressehistorie, og vedvarende vil være det.

Smudspresse og underlødige holdninger fra arbejderklassen, som undskyldning for afvikling af demokrati og ikke mindst personlig frihed, der nu er fortrængt, til fordel for den USA'ske DDR lignende overvågning, det nye politiske sort.

Underlødige holdninger fra arbejderklassen og dennes smudspresse, med tilhørende truende retorik, det er meget beskrivende for den marginaliserede underklasse og den truende og hadefulde virkelighed, der udspiller sig i det politiske liv på borgen, beslutningerne tager på baggrund, af den politiske reidkaliserede retorik, hvor man forsvare retten til polarisering, under påskud af rigets sikkerhed.

I forlængelse af mit ovenstående indlæg skal det påpeges at også kommentarfelterne på internetmedier er en videreførelse af den traditionelle smudsjournalistik, som i høj grad baserede sig på indsendte og helt eller delvist ucensurerede indlæg. Det var nemlig den nemmeste måde hvorpå ubemidlede og uoplyste kunne komme til orde i den trykte presses tidlige fase.

Så alle os her på kommentarsporene kan siges at videreføre en stolt tradition, der er i familie med Charlie Hebdo.

Lidt underligt - 3 millioner mennesker samlet på et sted med især ALLE islamisters og jihads ønske fjender No. 1 linet op på forreste række incl. Israels Nitanyaho dog excl. Obama - og ikke et skud udløst? Tankevækkende.

Torben Selch:

"Lidt underligt - 3 millioner mennesker samlet på et sted med især ALLE islamisters og jihads ønske fjender No. 1 linet op på forreste række incl. Israels Nitanyaho dog excl. Obama - og ikke et skud udløst? Tankevækkende."

Ikke spor.

Med til historien om den lødige presse og smudspressen, høre forholdet mellen middelklassen og den økonomiske stabilitet, der påstås udlagt af overklassen, igenne samfundsøkonomisk stabilitet, der holder hånden under privat gældsætning og middelklassens solvens.

Den politiske indflydelse overklassens rigdom har, på den førte politik og lovgivning, hvor underklassen ingen direkte indflydelse har, er skelsættende, for den politiske virkelighed landet lever med.

Denne politiske økonomiske styrede eller førte politik, er ikke ofte kritisk beskrevet, af den lødige presse, da det politiske korrekte i den lødige presse altid politisk er, ubetinget støtte til holdbarhed i økonomien, man kan påstå, at den lødige presse, har en underlødig struktur, den ikke bliver udfordret på, af samfundsøkonomiske og magt manipulerede årsager, hvilket er med til at holde hånden under, den stigende økonomiske ulighed og sociale polarisering.

Jeg forstår til fulde LJ's tvivl. Men det forekommer som om debatten foregår i to forskellige spor, som på en eller anden måde krydser hinanden og forplumrer hvad det er for nogle spørgsmål, vi bliver konfronteret med.
Jeg er heller ikke Charlie Hebdo i den forstand, at Charlie Hebdo forekommer mig, at være plat, dum og ikke særlig morsom satire.
Men jeg er i den grad Charlie Hebdo i den forstand, at jeg gerne vil solidarisere mig med den helt grundlæggende tanke, at tegnerne på Charlie Hebdo har ret til at være platte, dumme og umorsomme - uden at måtte lade livet for det.
Jeg er også Charlie Hebdo i den forstand, at det er vigtigt - altid - at udfordre magten, autoriteterne og ismerne - uanset om jeg, personligt, synes det er den rigtige måde at gøre det på.
Jeg er Charlie Hebdo fordi jeg tror på, at ytringsfrihed er en grundforudsætning for at opretholde et åbent, transparent og demokratisk retssamfund.
Og jeg er Charlie Hebdo fordi det er et skråplan at tale om særlige hensyn og ytringsfrihed i samme sætning. Ytringsfriheden har en pris. Og nogle gange kan den være urimelig høj. Desværre.

Der spores en mere nuanceret holdning efter maskespillet afslutning.
Eliten, politisk, økonomisk, og medierne har krampagtigt fastholdt Europas holdning.
Flere hundrede års imperialistiske- tak for jeres råstoffer- vi er de kloge- brug vores samfundssystem - vores gud er bedre end jeres- holdning er usvækket.
I Deadline for et par uger siden holdt en mand (?) en tale om Europas fremtid - profetisk.
Det var en uhyggelig vision om andre, der ville sætte dagsordenen og en parallel til Romerrigets fald.
Hebdo og eliten - Pak sammen. Forstå verden. Vi har selv skabt konflikterne.

Hvor det dog fantastisk, hvordan alle mulig kommentatorer , politikere og statsledere hylder ytdringsfriheden i højlydte toner.

Måske giver det en naturlig anledning til at filosofere lidt over ytringsfrihedens optimale betingelser i der vestlige demokratier.

For hvad med whistleblowerne, Edward Snowden, Manning og Frank Greve.

"Je suis Snowden, Je suis Manning , Je suis Frank Greve."

Og hvad med transperansen i grundlaget for vigtige beslutninger tages på højeste niveau.
Indsigt i den kommende handelsaftale mellem Eu og USA, eksempelvis
Hvorfor er aftalen ikke lagt åbent frem til diskusion ?
Ligesom dele af aftalen mellem staten og Dong blev delvis mørkelagt i procensen.

For hvis ytringsfriheden skal have optimale betingelser i vores samfund, som skal al vigtig og vedkommede information lægges åbent frem inden der tages vigtige beslutninger der berører os alle sammen, så borgere og interesseorganisationer på et oplyst grundlag kan give deres besyv med i debatten i ytringsfrihedens hellige navn.

Jeg synes, at den dimension i debatten i den grad mangler.

Netop, Peter Fonnesbech - han hedder Grevil, i øvrigt.
Hvad det muslimske mindretal måtte mene om deres gud, hvordan man lever bedst i overensstemmelse med hans bud etc. er altså hverken til fare eller interesse for majoritetssamfundet; men disse petitesser bruges til at dække for de store, afgørende spørgsmål, som vi burde diskutere og i høj grad også forhindre vore politikere i at gennemføre. Lad os blive Schweiz (minus flydende valuta).

Lilly Wendt,
det er hverken religionen eller profeten der har angrebet nogen i Paris, men en lille gruppe forstyrrede fundamentalistisk-religiøse unge mænd. Kritiser gerne religioner, gør grin med de folk der udlægger Islam på en pervers måde, men det behøver vel ikke ske ved at angribe religionens helligste symbol på et intellektuelt niveau af en analsex fikseret 14 årig.

Der er noget retarderet over ytringsfrihedsdebatten.
Når man iøvrigt fremsætter tvivl som denne herre skalman lige placerer sig så man ikke bliver misforstået: (Jeg er i syv sind. På den ene side er jeg ikke et splitsekund i tvivl om, at massakren på Charlie Hebdos redaktion i Paris skal fordømmes så stærkt som muligt.)
Hvis man i stedet for det fortærskede ytringsfrihed kalder det provokationsfrihed, så er der jo ingen ,der er i tvivl om at enhver provokation kan mødes med modprovokation, man får en på hatten eller det der er værre.
Vi forsvarer former for ytringsfrihed, vi ved er provokerende og så stille vi op i lange rækker når nogen har fået en på hatten!
Der er ingen der stiller op for en, der f.eks. af en provokeret fiskerdreng er slået til lirekassemand.
Der er ingen med til begravelsen af et trafikoffer, der har lyst på en beskidt overhaling, hvorefter den belyste bremser kraftigt op og tju bang.
Provokation og modreaktion blandes på en retarderet måde med ytringsfrihed.

Så længe "ytringsfrihed" ikke af "magtbegærdets" lukkethed accepteres og bare overses, er ytringsfriheds begrebet ikke andet som et værdiløst ord.

Således var alle de pæne mennesker enige om, at de grimme mennesker var dumme, når de sagde, der var problematikker med de brune mennesker. DF lyttede og sagde, at det var rigtigt, at der var problemer, og at det var de brune og ikke de grimme, der var de dumme. Og så stemte de grimme på DF og så sagde de pæne, at det var utroligt at der kom flere og flere af de grimme og dumme, og så sagde DF…...

Det er interessant at iagttage hvordan venstrefløjen var Charlie indtil han ikke kun langede ud efter den katolske kirke, og pludseligt ikke længere var Charlie da Islam fik samme tur.

Lige så ynkelig er iøvrigt højrefløjens tur i den modsatte retning.
De virkede lige ynkelige i deres fesne opportunisme, og mangel på principper.

Måske var det det man skulle reflektere over.

En kendt dansk skuespiller sagde en gang noget i retning af følgende:

Satire er hånende,
Ironi er drillende og
Humor er næstekærlighed.

En tanke værd?

Bente Simonsen
Du kan næppe finde mange tegninger, hvis nogen over hovedet i Charlie som svare til din ide om ders modbydelige primitivitet. Du har næppe studeret dette særlig grundigt

Er ytringsfriheden kun tilgængelig når ytringspligten overses?. Er "sandheden" kun tilgængelig når den underbygges af en halv løgn, eller løgnen kun tilgængelig, når den underbygges af en halv sandhed?.

Når vi ikke længere, på grund af traditioner gider finde sandheden kan den let lande som en løgn.
En gud i djævlens klæder eller en djævel i gudens klæder, når ondskab bliver til godhed, skyldes det bare ofte, misforståelse overfor hinanden, sprogligt/traditionelt, såkaldt kulturelt.

Når kun en del af helheden vendes på hovedet, hvor en del er "enkeltindividet" og helheden mangler enkeltindividet og viljen til forståelse ikke er tilstedeværende går det galt, og så er der brug for magtbegærlighedens "livs destruerende våben eller finansiering" . Så har ordet udspillet sin rolle. Før i tiden blev ordet bare overset ved at skære tungen af modstanderen, i dag bruges den samme metode stadig med trusler "hold kæft eller du ved hvad der sker", i grunden det samme, det virker bare ikke så BRUTALT.