Klumme

Al den snak om nærhed

Vil man værne sine børn mod stress og depression, skal man tale med dem om deres følelsesliv, viser en ny undersøgelse. Hvorfor tror mange, at børn er helt pjattede med at dele deres private overvejelser med deres forældre? Min erfaring er den modsatte
Debat
9. februar 2015

Så skete det igen i sidste uge. Endnu en undersøgelse konkluderer, at danske unge har det ad Pommern til. De lider af »stress, ensomhed, søvnproblemer, depression og mobning.«

I undersøgelsen, som var gengivet i Politiken, gav en rådgiver fra foreningen Sex & Samfund sit bud på en løsning: »De unge savner nærvær med deres forældre. Et rum, hvor de kan tale om de ting, de går igennem. Om følelser, kroppens udvikling, deres grænser og generelle trivsel. Følelseslivet og tanker om identitet og ’hvem er jeg?’« sagde hun. Avisen supplerede med en tjekliste til, hvordan man kommer »tættere på sin teenager.«

Her må jeg blankt tilstå: Er der noget mine børn nægter at tale med mig om, er det den slags. Aldrig i livet. »Please don’t give me the talk,« siger de afvæbnende, hvis jeg forsøger mig i den boldgade.

Jeg kan også melde, at om end jeg er vokset op i et kærligt hjem og er overbevist om, at mine forældre ville gøre alt for mig i sin tid – ja og nu – ville og vil jeg gerne have mig frabedt at tale om min krops udvikling eller grænser for mit intime liv med dem. Sådan havde jeg det også i den grad som teenager.

Nå, i samme artikel siger børnepsykolog og forfatter til bogen Forstå din teenager, Gitte Haag, at »mange mennesker er ikke særligt meget sammen med deres børn. Familien sidder sammen ved middagsbordet, i bedste fald også ved morgenbordet. Men når måltidet er overstået, sidder man i mange hjem med hver sin skærm«.

Her vil jeg gerne overtrumfe. Her i huset sidder vi foran én skærm alle sammen det meste af tiden – vi læser magasiner, aviser og bøger, arbejder og laver lektier via en skærm. Mine tre drenge spiller PlayStation og hører musik, leger i timevis på Minecraft og Wii – ofte med venner, der er på besøg. De ser ud til at have det ret sjovt. Og når vi laver noget sammen som familie, sker det ofte, at vi netop ser tv-serier – ofte danske – eller går i biffen. Med andre ord: flere skærme. Vi spiser endvidere sjældent sammen – bortset fra at børnene indtager morgenmaden sammen. Tværtimod farer overtegnede rundt som en vild og serverer mad for alle mine børn om aftenen, mens de laver lektier.

Men de ved, jeg elsker dem. Det siger jeg hver dag. Og jeg krammer. Og taler gerne med dem om alt muligt andet end deres privatliv.

I min frustration lagde jeg hele problemstillingen ud på min Facebook-side. Mange talte med, og deres observationer beroligede mig lidt. Jeg er ikke helt alene om at tænke, at »både forældre og alle mulige andre i de unges omgivelser er overengagerede i de unges liv og gerninger. At de måske netop har brug for at blive voksne i fred og ro,« som en klog kvinde bemærkede, mens en anden konkluderede: »Skærm eller papir er fuldstændig underordnet. Nærvær, samhørighed, inklusion, kærlighed er muligheder, som ikke er afhængige af hvilke medier, der strømmer gennem hjemmet. Fællesmiddag er uden betydning. Lydhørhed er vigtig.«

Og her tror jeg, hunden ligger begravet. Det har nok altid været ret svært at være ung og finde sine ben. Identitetskriser og problemer med selvværdet er i hvert fald også noget, jeg husker klart fra min egen ungdom. Men det er næppe noget, forældre kan løse for unge, der også bliver voksne ved at bakse med den slags.

Og her taler jeg selvfølgelig ikke om unge i dyb krise eller med psykiske problemer, men om det store flertal af danske unge, der slår mig som værende forbløffende stærke, selvberoende og reflekterende – f.eks. i sammenligning med mange unge, jeg har mødt i både Frankrig og USA, hvor de bliver henholdsvis enten ignoreret eller pakket ind i vat.

Sluttelig er der mantraet om nærvær. Her læste jeg noget klogt fra en ven for nylig: »Jeg synes, at nærvær har fået klang af fysisk tilstedeværelse og blevet et begreb, man dunker forældre i hovedet med. Men bliver man mere nærværende af at være mere fysisk til stede? Jeg tror, at det, som unge mennesker savner mere end nærvær, er tryghed. Vished om, hvilke værdier familien står for, at familien altid vil støtte én, og at man som menneske og individ accepteres og elskes for den, man er. Har man den tryghed med sig, er man er rigtig godt rustet til ungdommens tvivl og usikkerhed.«

Lige mine ord – glem skærme og spisetider. Tryghed og kærlighed afbalanceret med plads og respekt er vejen frem.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Henriksen

Jeg ved ikke helt hvor du gerne vil hen med denne klumme, men for mig lyder det mest af alt som om du prøver at overbevise dig selv om at du gør det rigtige. Som det eneste konkrete, vil jeg disputere for at nærvær har meget lidt har med fysisk tilstedeværelse at gøre, hvilket måske også er det du argumenterer for - det står ikke helt klart. Nærvær for en anden er at være tilstede psykisk når der er brug for, og at den anden ved at denne slags nærvær er tilgængelig understøtter i høj grad trygheden.