Kronik

Den ambivalente familiedrøm

Den øgede individualiserings uafviselige skygge er trangen til at høre til i et fællesskab. Derfor forsøger de fleste af os at skabe en kernefamilie. Og når individualismen får forholdet til at bryde sammen, går der ikke længe, før vi kaster os ud i endnu et
Ud fra et spredt felt af individer med forskellige individuelle oplevelser forsøger man at skabe en fornemmelse af fællesskab. Og det lykkes jo også for mange, når de giver sig tid til at samle familien om middagsbordet og aktivt sætter sig ind i hinandens liv og erfaringer.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

6. februar 2015

Aldrig før har mennesker levet et så intenst, rigt og varieret et socialt liv som i dag. Og aldrig før har vi været så eksistentielt ensomme. Aldrig før har vi levet så individuelle liv, det vil sige afkoblet tilhørsforhold i form af race, køn, slægt og familie. I dag møder vi i højere grad hinanden som enkeltindivider end tidligere. Mens vi i tidligere epoker oplevede et fællesskab, fordi vi var rundet af klasser, klaner og de geografiske lokaliteter, vi levede i, tilbyder den slags markører os i stadig ringere grad en oplevelse af fællesskab. Selv om vi deler visse erfaringer med andre mennesker, oplever vi sjældent, at alle vores erfaringer overlapper med et andet menneskes. Hver enkelt af os har i højere grad end nogensinde sin egen temmelig specifikke sammensætning af oplevelser, sociale kontakter og erfaringer.

Til daglig er vi individer i vores egne professionelle og sociale netværk – i børnehave, skole, arbejdspladser og fritidsaktiviteter. Her opbygger vi hver især vores egen specifikke erfaringsmosaik. Det betyder, at vi er henvist til at dele vores liv med mennesker, vi ikke deler erfaring med, og derfor er forudsætningerne for at opleve fællesskab i familie og samfund mere sårbare end nogensinde.

Men som den øgede individualiserings uafviselige skygge følger en lige så tiltagende trang til at opleve, at man hører til i et fællesskab. Vi ser det i populærkulturens drømmeagtige gentagelser af passionsfantasier om at smelte sammen med et andet menneske. Men vi finder det også i de nye politiske og religiøse ekstremistbevægelser og fundamentalismens utopiske forestillinger om et ægte, sandt og uopløseligt fællesskab i et kalifat, en etnisk homogen nation eller et klasseløst samfund.

Der er i bund og grund tale om en reaktion mod den tiltagende individuelle og sociale ambivalens, som den fortløbende og mere og mere radikaliserede modernisering medfører.

Attrået og frustrerende

Spændingen mellem individualisering og fællesskab viser sig konkret og tydeligt i vores ambivalens over for den moderne familie – både som institution og som levet praksis. På den ene side er den attrået, de fleste lokkes til at prøve den. På den anden side er den frustrerende. Mange oplever gentagne gange, at fællesskabet braser sammen, at de ikke kan nå partneren, at drømmen forbliver en drøm.

Og hvad så? Jo, så prøver man igen – og igen. Så stærk er familiefællesskabets attraktionskraft, at mange efter et samlivsbrud igen lokkes til at prøve at etablere fællesskab i form af et nyt familieliv. Bare med den forskel, at der nu er endnu større indbygget sandsynlighed for, at det kommer til at havarere.

Så selv om mange bliver skilt og er single – for en periode – er det en myte, at voksne mennesker i dag foretrækker singlelivet. Det er primært rent demografiske faktorer, der skaber denne statistiske illusion – unge mennesker uddanner sig oftere og længere end før og udsætter derved deres familiedannelse. Samtidig lever vi længere end før, hvorfor flere på et tidspunkt bliver enker eller enkemænd, hvorfor de også tæller med i singlestatistikken.

Dårlige odds

Det er ikke så mærkeligt, at familiedrømmene har svært ved at blomstre. Forudsætningerne for familieliv er i dag ganske anderledes end bare for en forældregeneration siden. Tænk blot på, hvad der sker klokken cirka 8 om morgenen i næsten alle familier: Han kører på arbejde, hvor han møder sine kollegaer, har sine møder og sine daglige oplevelser. Hun gør det samme, bare med andre kollegaer, andre møder og får sin dag fyldt med andre oplevelser. Det samme gælder ungerne, den ene i børnehave, den anden i skole. Alle har deres egne oplevelser og egne sociale erfaringer.

Så bliver klokken 16.30, og ud fra det spredte felt af individer med forskellige individuelle oplevelser skal der pludselig opstå en varm fornemmelse af fællesskab. Oddsene for det er bestemt ikke gode. Skal det lykkes, kræves der særlige indsatser.

Fællesskab kommer ikke af sig selv. Der er ingen automatik, som forbinder den momentane erotiske attraktion eller den selvsmiskende passionsillusion med den oplevelse af følelsernes gensidige resonans, som opstår af langvarige og kontinuerlige oplevelsesfællesskaber.

Naturligvis kan et sådant etableres. Og det sker jo også for mange mennesker, når de giver sig tid til at samle familien om middagsbordet og aktivt sætter sig ind i hinandens liv og erfaringer. Når man ikke kun dyrker sin individuelle interesse, men fejrer fællesskabet som sådan.

Uberettiget kritik

Få ting i vores samtid omtales i den offentlige debat med så stor virkelighedsfjernhed som kernefamilien. På den ene side er den stadig den absolut foretrukne livsform – de fleste mennesker i dag både længes efter og prøver at realisere det ideale samliv i den form, kernefamilien tilbyder.

På den anden side bliver kernefamilien af de mest højtråbende debattører ofte tilskrevet alle mulige nedværdigende karaktertræk: undertrykkende og ekskluderende. Den gør os passive og magelige, hedder det sig.

Selvfølgelig passer karakteristikken i nogle tilfælde. Men mere generelt er det moderne familieliv i de skandinaviske lande ikke længere den patriarkalske under- og indordningsinstitution, det engang var. Tværtimod er de unge, som i dag af fri vilje og med åbne øjne etablerer en kernefamilie, ofte pinligt bevidste om sig selv som frie og uafhængige individer og om samlivet som noget, der skal udspille sig mellem ligeværdige parter. Og netop deri ligger både mulighederne for et rigt, og risikoen for et falleret, moderne kernefamilieliv.

Den insisterende kritik af kernefamilien som institution, som man oftest hører fra kvinder, der ikke længere selv lever i et sådant forhold, kan givetvis stamme fra kritikernes personlige nederlag på familieområdet. Og mon ikke der også er en snert af misundelse over for dem, der har haft succes med deres familiesamvær, samt et gran af foragt over for dem, som påstår at være tilfreds med familielivet?

Det er i hvert fald svært at finde forskningsbaserede belæg for påstande om, at familielivet skulle være ekskluderende, eller at familien lukker sig om sig selv. Som sagt er næsten alle voksne engageret uden for hjemmet på en arbejdsplads sammen med andre voksne, og desuden deltager rigtig mange flittigt i fritidsaktiviteter uden for hjemmet. De, som oftere end andre isolerer sig og lever socialt afskåret, er reelt de enlige. Dem uden egen familie og børn.

Ofte bygger de ideologiske og politisk farvede myter om den moderne familie på endnu mere fordrejede forestillinger om, hvordan familier og børn levede i gamle dage. Myter om, at man tidligere kom hinanden mere ved ud over familie- og slægtsbånd. Myter om, at andres børn var del af ens husstand, at børn havde nær kontakt til flere generationer, fordi de levede under samme tag osv. Forskningen på området viser nærmest det modsatte. Den viser, at familielivet i dag mere end nogensinde er en ambivalent foreteelse – på den ene side nærmest magnetisk tiltrækkende, på den anden side nærmest uundgåeligt frustrerende.

Lars Dencik er professor i socialpsykologi med fokus på barndoms- og familieforskning ved Roskilde Universitet

Serie

Seneste artikler

  • Ingen skal tvinge mig til at lytte til det biologiske urs tikken

    23. februar 2015
    Enten får man børn, eller også får man ikke børn. Men hvorfor skal man træffe valget hurtigt og indrette sit liv efter det? Måske skulle vi alle sammen bare vente og se
  • Familien klistrer

    19. januar 2015
    Jeg brugte hele min ungdom på at gøre op med familien. Nu er jeg en del af en. Det er smart, for det giver tryghed, en ramme, hvorfra man på alle mulige måder kan sprænge alle de andre rammer, som omgiver os. For man bliver modig af kærlighed
  • 21 minutter tog det at bortadoptere min datter

    12. januar 2015
    Når man som jeg får sig en datter uden for de statsautoriserede kategorier, skal man forholde sig til ting og sager af en kaliber et sted mellem Aftenshowet og meningen med livet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Græd ikke. Isbjørne har det værre. De skille straks efter brudenatten.
Men de har også løsningen. Hunnen opfostrer ungerne.
Tænk hvis den overdrevne feminisme havde angrebet dyreverdenen.

Lise Lotte Rahbek

Indledningspåstand:
"Aldrig før har mennesker levet et så intenst, rigt og varieret et socialt liv som i dag. Og aldrig før har vi været så eksistentielt ensomme. "

Og hvilke argumenter er der så for den påstand?
For mig at se lever mennesker mere end nogendinde i klaner og fællesskaber både på arejdsmarkedet og i boligområder, i deres børns skoler og sloleintranet-kvaler og i deres respektive motionsformer.
Jeg har temmelig svært ved at gennemskue hvad der definerer den form for inividualisme, der her bruges om udgangspunkt.

Jens Thaarup Nyberg, Ib Hansen og Britha Bunk anbefalede denne kommentar
Christian Holm

Jeg er helt enig med Lise Lotte
Hvordan hulen måler man hvor eksistentielt ensom personer er?
Og har disse målinger været foretaget jævnligt så længe mennesker har levet?

Temmelig spøjs udgangspunkt.

"Og mon ikke der også er en snert af misundelse over for dem, der har haft succes med deres familiesamvær, samt et gran af foragt over for dem, som påstår at være tilfreds med familielivet?"

Det tror jeg bestemt er rigtigt og jeg tror også at mange forsøger at fremstille deres ”fejlslagne” kernefamilie(alene mor med børn) som det nye hot.

Derudover oplever jeg, at den fælles referenceramme er blevet voldsomt fragmenteret over tid.
Når jeg skriver ”Ingrid og lille bror” er der en stor befolkningsgruppe, som helt klart deler denne referenceramme, men sådanne store fælles referencerammer ses ikke i vore dage.

"På den anden side bliver kernefamilien af de mest højtråbende debattører ofte tilskrevet alle mulige nedværdigende karaktertræk: undertrykkende og ekskluderende. Den gør os passive og magelige, hedder det sig."
- Hvilke debattører? Hvem siger dette?

"Den insisterende kritik af kernefamilien som institution, som man oftest hører fra kvinder, der ikke længere selv lever i et sådant forhold, kan givetvis stamme fra kritikernes personlige nederlag på familieområdet. Og mon ikke der også er en snert af misundelse over for dem, der har haft succes med deres familiesamvær, samt et gran af foragt over for dem, som påstår at være tilfreds med familielivet?"
- Åh ja, det er KVINDERNE der kritiserer kernefamilien hæmningsløst og mens de er i deres følelsers vold, følelser som de de ikke engang kan se igennem og have nok selvindsigt til at fatte, at de kommer fra deres egne misundelse og utilstrækkelighed. Vis mig venligst evidensen for dine syrede udtalelser. Og lad os et øjeblik godtage din påstånd om, at der er flest kvinder der udtaler sig kritisk om kernefamilien, hvad er så deres baggrund for at gøre det? Er det deres arbejdsfelt? At du helt åbenlyst skriver, at kritikken af kernefamilien må stamme fra kvinder der er styret af følelser fra egne nederlag, er ufattelig nedladende og devaluerende, for ikke mindst at tale om at det fremstår som dine egne private holdninger og hvad skal jeg egentlig bruge dem til? Især når de maskeres som fakta fra en professor.

Desuden mener jeg du mangler at berøre hvorfor vi søger den kernefamilie, handler det ikke om at kernefamilien er diskursivt skabt i en kultur hvor de storylines der tilbydes individet, tvinger den enkelte ind i en familieform, som ikke nødvendigvis stemmer overens med hvad man som menneske kan/ønsker at være en del af? Men hvis ikke man indgår i en kernefamilie, er man ikke en del af det gode selskab. Og du som professor har en stemme med mere gennemslagskraft end i fleste, du er en dels af det Foucault beskrev som en kulturs sandhedsregime, du har magt til at være medskabende af de storylines vi tilbydes - så istedet for at forsøge at skabe snævre diskurser som vi alle skal passe ind i, kunne det klæde dig og dine ligemænd og -kvinder, at forsøge at skabe flere og mere alsidige storylines med plads til forskellighed.

Tak Anja Vinsten!

Næsten chokerende læsning fra en person med rang af professor. Kære Lars: Hvor blev videnskaben lige af, særligt i dette afsnit?:
"Den insisterende kritik af kernefamilien som institution, som man oftest hører fra kvinder, der ikke længere selv lever i et sådant forhold, kan givetvis stamme fra kritikernes personlige nederlag på familieområdet. Og mon ikke der også er en snert af misundelse over for dem, der har haft succes med deres familiesamvær, samt et gran af foragt over for dem, som påstår at være tilfreds med familielivet?"
Jeg tror - gætter på - at der må være personlige og private motivationer bag indholdet af det citerede afsnit. Det faglige og videnskabelige indhold virker på mig umådeligt fattigt. Nu er jeg så - for tiden - selv en af de "misundelige" efter professorens antagelse - d.v.s. single efter et par pænt langvarige ægteskaber. Derfor gør mine kommentarer næppe indtryk på professoren :-) Prøver dog alligevel.

Meget enig med Anja. Ja - det er undertrykkende og nedladende det citerede afsnit. Det er ikke nogen skribent værdig i almindelighed - og slet ikke en professor i særdeleshed. Jeg håber det bedste for alle gode kernefamilier - og der findes mange af disse heldigvis - ligeså mange gode "single-familier" finders der formenligt. Vi gør alle vores bedste. Det tror jeg egentlig også professoren gør - men det kan blive bedre! Håbet har man lov at have. Særligt der hvor videnskaben slipper op. God lørdag!

Karsten Aaen, Anja Vinsten og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Da jeg havde læst det halve af det her her main-stream bavl, måtte jeg lige se, hvem producenten var, nå, en professor, det forklarede det hele. Specialist i stræber-fordomme, aldrig har jeg læst så fjoget en sammenblanding af individualisme, kernefamilie og fællesskab, afsluttende en banal konklusion.

I denne forbindelse kan nævnes, at de sociale ydelser - hvilket jo har stor betydning for en stor del af befolkningen - inspirerer til enlighed og ensomhed. Der er penge i det.
Følgerne heraf er mangeartede, fra bedrageri til overvågning og angiveri.
Hvis ydelserne var individuelle, forsvandt alle de ubehagelige, uværdige bivirkninger - herunder en del af årsagerne til splittelse, som beskrevet i artiklen.
Lidt paradoksalt, at den individualisering, der beskrives, skulle modvirkes af individuel økonomi i denne befolkningsgruppe.
Løsningen hedder Basisindkomst, som vil medføre mange andre positive ting i hele samfundslivet på den sociale front.