Kronik

Et barn er ikke en ting

Når konfliktfyldte skilsmissesager ender i fogedretten, går det hårdt ud over barnet. Retten har ikke forstand på komplekse børnesager, og dens beslutninger støtter sig oftere op ad følelser og umiddelbar sympati for den ene af forældrene end på indsigt i barnets bedste
Det kræver et blik for bløde værdier, nutidig børnepsykologi og tværfaglige beslutninger, når børnenes bedste skal vurderes i skilsmissesager. Det kræver en familiedomstol, mener dagens kronikør.

Det kræver et blik for bløde værdier, nutidig børnepsykologi og tværfaglige beslutninger, når børnenes bedste skal vurderes i skilsmissesager. Det kræver en familiedomstol, mener dagens kronikør.

Sara Gangsted

18. februar 2015

KRONIK – Når mor og far går fra hinanden og ikke kan blive enige om, hvor meget de hver især skal se deres fælles børn, stifter de bekendtskab med et juridisk system, hvor myndigheder og retsinstanser ofte underkender hinandens beslutninger. Et system, som belønner selvtægt, og gør det muligt for forældre at bruge instanserne som strategiske brikker i kampen om barnet. Statsforvaltningen får berettiget kritik, men fokus bør også rettes mod fogedretterne, der er en juridisk enhed, som sidder med magten, når det handler om at sikre de mange skilsmissebørns mulighed for at have kontakt til begge forældre. Den barske realitet er, at fogedrettens indblanding ofte skader de involverede børn mere, end den gavner.

I første omgang er det Statsforvaltningen, der bestemmer, hvor meget kontakt (’samvær’) den forælder, som barnet ikke har primær bopæl hos, skal have. Herefter er det fogedrettens opgave at »behandle sager om tvangsgennemførelse af krav. Det kan for eksempel være (…) krav om at få en ting udleveret«. Det er altså fogedrettens funktion at beslutte, om et barn skal udleveres til eller tilbageleveres efter endt samvær. De spørgsmål behandles groft sagt på samme måde, som hvis en debitor skyldte en kreditor penge.

Juraen dominerer

Fogedretten er en rent juridisk enhed med et juridisk fokus. Den er på ingen måde gearet til at tage sig af de familieretlige sager og mangler børnepsykologisk perspektiv. Alligevel anser mange fogedretsdommere sig tilstrækkeligt børnepsykologisk kompetente til at afholde børnesamtaler med meget klemte børn alene.

Grundlæggende er der ikke prestige i de familieretlige sager – i særdeleshed ikke udleveringssagerne. De anses for enkle, da der alene skal tages stilling til, om et krav kan gennemføres eller ej ud fra et skøn baseret på, hvorvidt udlevering er til fare for barnets »legemlige eller sjælelige sundhed« – en vurdering, der i øvrigt aldrig burde foretages af en jurist alene.

I praksis bliver sikringen af barnet meget vilkårlig, da det afhænger af den enkelte dommer, hvornår noget vurderes til skade for barnet. Samtidig er sagerne meget følelsesladede, hvilket langt fra er alle dommeres kop te. Derfor behandles mange familieretlige sager, som om en af de involverede ikke er et lille, levende væsen, hvis fremtidige udvikling og trivsel afhænger af sagen og ikke mindst de involverede fagpersoners faglige kompetencer, herunder forståelse for de komplekse børnepsykologiske aspekter. Dommerfejl har voldsomme konsekvenser for de involverede børn.

Fogedrettens dommergruppe er ofte unge dommerfuldmægtige (jurister under oplæring, som kun er i fogedretten i en kortere periode). De har sjældent overblik over sagernes tværfaglige kompleksitet og samspillet mellem myndighederne, og det åbner for deciderede fejl. Vores erfaring fra rådgivning af skilsmisseforældre er, at en siddende dommerfuldmægtig ofte lader sig gribe af sine følelser (eller af afmagt) og i et forsøg på at hjælpe forældrene og/eller barnet begynder at tage stilling til sagen i stedet for at sende den tilbage til rette myndighed.

Det er problematisk, både fordi fogedretten dermed overskrider sin kompetence, men også fordi Statsforvaltningen – på trods af dens mange mangler – er den myndighed, der afgør disse sager.

Konsekvensen er, at fogedretten i mange tilfælde underkender Statsforvaltningens afgørelser. Vi har for eksempel oplevet en samværsberettiget far anmode fogedretten om hjælp til at få barnet udleveret til samvær intet mindre end 69 gange. Statsforvaltningen fastholdt gennem hele perioden, at samværet var bedst for barnet, men fogedretten afviste hver gang at hjælpe. Selv om denne far altså havde ret til at se sit barn – og det var vurderet at kontakten var til barnets bedste – ville ingen hjælpe ham.

En anden type fejl sker, hvor den unge dommerfuldmægtige ikke kender de praktiske spilleregler på familieretsområdet. Vi har oplevet en dommerfuldmægtig flere gange afvise en sag, fordi han ikke anså bopælsforælderens bevis for bopæl som tilstrækkelig, uagtet at en bopælsattest er bopælsforældres eneste bevismulighed. Selv om bopælsforælderen altså havde ret til at få barnet hjem, var der ingen hjælp at hente trods gentagne henvendelser til fogedretten. Det sker ofte, at Statsforvaltningen henviser forældre til at henvende sig i fogedretten, mens fogedretten afviser at hjælpe. På den måde kan en forælder, der udelukkes fra sit barns liv af den anden forælder, blive skubbet frem og tilbage mellem de to instanser i længere tid, mens barnet i den mellemliggende periode typisk forælderfremmedgøres i en grad, så den udleveringsanmodende forælder ender med meget lidt eller ingen kontakt til barnet.

Der kunne gives utallige andre eksempler på, hvordan processen kører af sporet, men det grundlæggende problem er, at fogedretten hverken har en passende forståelse af sin rolle i familiesagerne eller kompetencerne til at håndtere sagerne. Det burde ikke handle om, hvilken forælder der sælger sin side af sagen bedst, men om hvad der børnepsykologisk set er det bedste for barnet. Der er derfor behov for dommere, som har specialiseret sig i de familieretlige sager, og som har et reelt engagement, når det kommer til de børnepsykologiske mekanismer og familiedynamikker, der præger sagerne.

Opret en familiedomstol

At være barn i en opbrudt familie er i sig selv et svært livsvilkår. Som samfund bør vi derfor sørge for, at der både er en langt højere grad af tværfaglig sagshåndtering mellem jurister og børnesagkyndige (børnepsykologer med erfaring i familiedynamikker samt forståelse for at afkode og tale med børn), at beslutninger ikke kan trækkes i langdrag, og at børn i højkonfliktsager sikres løbende børnepsykologisk hjælp under sagens behandling. Det vil sikre børnene et frirum og give dem konkrete redskaber til at håndtere det svære livsvilkår, som forældres samlivsophør er. Samtidig vil det være en hjælp til at håndtere den forældrefremmedgørelse, barnet typisk underlægges. Der er mange mangler i hele systemet, men den største fadæse er den måde, vi behandler børnene på.

For at sikre børnene bedst muligt, bør alle aspekter af familiesager samles i ét organ: en familiedomstol.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er behov for endnu en domstol med rent juridisk fokus. En familiedomstol giver kun mening, hvis man tænker ud af boksen og opretter den som et organ, der kombinerer det administrative system med domstolstilgangen. Et organ, der har fokus på de bløde værdier, nutidig børnepsykologi, tværfaglige beslutninger og ikke mindst på en intensiv forebyggende indsats.

Et organ, som tilgodeser den individuelle opbrudte families behov – frem for at prøve at presse behovene ned i en prædefineret juridisk kasse. Et organ, hvis indledende fokus er at yde hjælp, ikke at svinge pisken. Et organ, som ikke kun kan fastsætte den samværsberettigedes forhold, men begge forældres forhold – og som gennem forældreevneundersøgelser automatisk sikrer, at bopælsforælderen er den med de bedste forældreevner. Det er den bærende præmis for at sikre barnets trivsel og udvikling. Endelig bør det være et organ, der under sagens behandling har fokus på at give børnene konkret hjælp.

Uanset om politikerne mod forventning skulle vælge at tænke ud af boksen, når de skal løse de familieretlige problematikker, er ét klart: Fogedretten er i sin nuværende udformning ganske enkelt ikke i stand til at tage sig af vores børn, når først de lander der. Børn er ikke ting.

Nanna Bolund er juridisk konsulent hos Hvert 3. barn, der rådgiver forældre i skilsmissesager

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I den liberalistiske verden er alle "ting". Og særligt i finansdiktaturet USA er rigtig mange mennesker meget mindre værd end ting. En de fattigste personer i USA er mindre værd end ting og har deres højeste værdi, som kanonføde. Deres næst højeste værdi opnår disse "patroter" når de er døde. God bless Amerika. For mennesket har ingen værdi der i Guds ejet land. Det aller værste er så, at flertallet af USA's værdiløse sjæle er hjernevasket til at tro på "the american dream" uanset, at de selv aldrig bare så meget som kommer i nærheden af den. Og det bliver bare være og være for disse mennesker år efter år.