På meget centrale områder er der ikke opbakning i befolkningen til den udvikling, vores samfund er inde i. Det viser en ny repræsentativ undersøgelse af danskernes holdninger og værdier, som Epinion har foretaget for Tænketanken Cura.
Undersøgelsen viser, at danskerne ønsker mere tid til nære relationer. De ønsker at arbejde mindre, og halvdelen ønsker at forbruge mindre. Syv ud af 10 mener, at det høje tempo i samfundet gør os syge. Otte ud af 10 foretrækker, at beslutninger træffes tættere på borgerne, og over halvdelen oplever, at ensomhed er et stort problem i samfundet.
Det er markante resultater, der vidner om, hvad der er vigtigt for danskerne. Men ikke meget af dette afspejles på Christiansborg, hvor budskabet om nødvendighedens politik bliver gentaget i det uendelige. Nødvendighedens politik er mere centralisering, mere kontrol – mindre menneske og mere system. Men befolkningen køber den ikke.
Den velfærd, danskerne ønsker, ser anderledes ud. Den handler om personlige relationer og om at være en del af et samfund, hvor man kerer sig om hinanden. Otte ud af 10 danskere oplever ifølge undersøgelsen, at de mere bliver behandlet som forbrugere end som borgere, og det ønsker de ikke. De ønsker et samfund med mere tillid og mindre kontrol. Opbakningen til hele værdisættet bag konkurrencestaten er meget svært at få øje på.
Engagementet bobler
Betyder det så, at borgerne er sunket hen i politisk apati? Slet ikke. Engagementet i foreninger og uformelle netværk har ændret form, siden de digitale medier blev allemandseje, men det er kun blevet stærkere.
Frivillige grupper og erhvervsdrivende går sammen i nye partnerskaber og løfter de opgaver, kommunerne ikke længere kan eller vil påtage sig. På Lolland og Falster vrimler det eksempelvis med stærke landsbylaug, der sammen med lokale entreprenører og foreninger bygger parkanlæg og sportsfaciliteter.
I byerne mødes mennesker og bytter tøj, deler biler og viser vej til et bæredygtigt samfund. Fødevarer, der har overskredet sidste salgsdato, bliver kørt ud til forskellige væresteder af frivillige. I de udsatte boligområder sidder pensionister og unge på fjumreår som lektiehjælpere.
De politisk orienterede går til Samtalesaloner om fremtiden og mødes i politiske laboratorier, mens de sociale medier bobler over af samskabelse, cocreation og crowdfunding. Danskerne har masser af opfindsomhed og vilje til det, de finder væsentligt: Relationer og engagement.
Blandt de unge har interessen for og viden om politik aldrig været større. Seks ud af 10 unge interesserer sig for politik, en stigning på 27 procent siden 1990. Antallet af unge, som er medlem af en politisk ungdomsorganisation, er steget med 51 procent siden 2004, viser Gallup-undersøgelser foretaget for Valgretskommissionen og DUF. Unge har i dag et politisk og samfundsmæssigt engagement, der af forskere sammenlignes med ’68-generationen.
Imens skraber tilliden til politikerne bunden. Den har ikke været ringere siden jordskredsvalget i 1973. Det er altså ikke befolkningens engagement, den er gal med. Men politikernes vilje til at respektere og lytte.
Politikerne lytter, men først og fremmest til teknokratiets embedsmænd.
I Epinion-undersøgelsen er der også spurgt til befolkningens oplevelse af værdighed i forhold til det offentlige. I svarene ligger måske en nøgle til forståelse af, hvordan danskerne kan være i så voldsom modstrid med den herskende styring af velfærdsstaten. Ifølge svarene oplever kun fem procent, at de bliver behandlet værdigt, når de er i kontakt med det offentlige.
Værdigheden må tilbage
Jeg tolker tallene som en alvorlig advarsel til det teknokrati, som vil reducere relationer i et samfund til måltal og menneskelig omsorg til ydelser. Og til de politikere, der trods slogans om det modsatte er mere interesserede i vælgere end i mennesker, og mere interesserede i Christiansborg end i samfundet. Det er en advarsel til dem, som ikke forstår, at en skole på landet er mere end en skole, nemlig en livsnerve i et lokalsamfund. Og at en pedel ikke bare laver pedelarbejde, men også tager sig af de vilde drenge og sørger for, at andre personalegrupper er glade for at gå på arbejde.
Et system, der ikke kalkulerer med, hvad relationer – det personlige møde mellem mennesker – betyder i vores velfærd, må lide nederlag. Et system, der ikke ser borgerne som personer, men som forbrugere i en velfærdsbutik, fortjener en afklapsning.
Teknokratiet gør ikke bare samfundet mere upersonligt. Det ødelægger også de velfærdsprofessionelles arbejdsglæde, fordi den personlige handlekraft og frihed til at gøre, hvad der er fornuftigt i hver enkelt situation, tages ud af hænderne på den enkelte fagperson, når alting styres oppefra.
Vores samfund har med teknokratiets sejr lidt et voldsomt relationstab – det er ikke ’det Danmark, vi kender’.
Fagbevægelsens spor skræmmer
Fagbevægelsen og de politiske partier er som hele forenings-Danmark skabt på en idé om, at det fælles bedste skabes med rødderne intakte. At folkets demokratiske dannelse er vejen til velfærd. I dag bliver både fagforeninger og partierne reelt styret oppefra af professionelle strateger og teknokrater, der er ansat af den absolutte top. Det er nu op til dyre reklamekampagner på billboards at overbevise folket om, at de har brug for 3F og de andre fagforbund. Imens fortsætter medlemstallet med at rasle nedad. På samme måde prøver partierne i store kampagner at fortælle os, at mennesket kommer først, og at vi er mennesker, ikke vælgere. I stedet for at investere i dyre reklamer burde partitoppene spørge sig selv: Har vi egentlig lyttet til disse mennesker – ikke for at snakke dem efter munden, men for at lære hvad de ved?
Udover en veluddannet, oplyst og politisk interesseret befolkning, er Danmark karakteriseret ved en demokratisk tradition med dybe historiske rødder. Vi har endnu en enestående høj grad af tillid mellem mennesker og som udgangspunkt en høj grad af tillid til det offentlige. Den tillid er centraliseringen og teknokratiet ved at sætte over styr – og det kan blive ødelæggende dyrt for Danmark. Simpelthen fordi vores vigtigste ressource netop er denne tillid.
Også terrortruslen tærer på vores tillid. Men forholder vi os ikke til den skade, teknokratiet forvolder på danskernes tillid, misforstår vi en stor del af det jordskred, der om få måneder vil finde sted ved folketingsvalget.
Find ydmygheden frem
Det næste valg bliver en jordskredssejr til dem, der mere eller mindre velfortjent påberåber sig at ville lytte. Til de danskere, der alt andet lige står på skuldrene af Grundtvig, Hal Koch og arven efter dem. At lytte til danskerne er ikke nødvendigvis at lytte til frygt og nationalisme, men til demokratisk og politisk kompetente borgere, der er innovative og gerne går forrest, når vi skal udvikle det næste velfærdssamfund.
Vejen frem for politikerne må være at finde den ægte ydmyghed frem. Ikke den, rådgiverne anbefaler politikerne at lade, som om de har, men den ægte spørgen til danskernes visioner. Hvordan forestiller de mange forskellige fagligt dygtige danskere sig, at vi får værdigheden, relationerne og engagementet tilbage i højsædet i vores velfærdssamfund?
Vil politikerne ikke lytte, kan befolkningen fint klare sig uden politikerne – men politikerne kan ikke klare sig uden befolkningen.
Karen Lumholt er direktør for Tænketanken Cura, som har udgivet ’Det personlige samfund. Personalisme i praksis’, hvor 55 fagpersoner udfolder deres vision om et samfund med et mere relationelt syn på velfærd
Ja, som hun skriver: befolkningen kan klare sig fint uden politikerne – men politikerne kan ikke klare sig uden befolkningen. Det er tankevækkende - og skræmmende - at man netop føler, at politikerne er fuldstændig ligeglade med hvad befolkningen tænker og mener omkring samfundsudviklingen. Og jeg tænker ikke på de populistiske som slikker nogen et vist sted, for at få vælgere (tilbage) fra DF. Før dog en ordentlig demokratisk og social politik, så skal I nok få de vælgere I ønsker!
En lille rettelse fra min side:
Det nødvendige onde, som driver politikerne til at indføre flere regler, mere teknorati, mere økonomisk styring og mere kontrol med borgerne kaldes ikke længere 'nødvendighdens politik'.
Nu hedder det 'globaliseringen'.
Begge dele, både nødvendig politik og globalisering, er åbenbart naturkræfter som ingen politikere eller regnearks-ekvilibrist kan stoppe eller har nogen indflydelse på retningen af.
Sådan er det bare.
Konkurrencestat, teknokrati og nødvendighedens politik.
Danmark er på vej til demokratur, med nødvendighedens politik og den glidende overgang, til forsikringssamfundet der overtager velfærdssamfundet, ved konstant skattelettelser, der nedbringer økonomien i staten og grundlaget for danskernes velfærd og samtidig med politisk støtte, til skatteunddragelse (skattely) til de rigeste, hvilket skubber til underskudet af sammenhold/solidaritet i samfundet og lønningerne presses i bund, der mindsker indtægter til velfærd yderligere, samtidig med politisk krav til vækst, hjælper politikkerene fossilt brændstof sektoren frem i konkurrende 'ikke' afvikling, hvor sort energi forbruget, stjæler vores børnebørns eksistensgrundlag.
Konkurencestaten tåler ikke danskernes medmenneskelighed, der ønsker, at tage imod mennesker i nød, flygtninge og ældre er byrder, der koster og skal spares væk og så er der hele det tiltagende, politiske racistiske/fremmedfjendske etablissement, man helst ikke må tale højt om, der med hetz og stigmatisering, bevist stråler hån og had ud over dele af befolkningen, et menneskesyn der afspejles tydeligt i EU flygtninge ophobning i Grækenland, Italien og Spanien, der bare selv må finde en løsning, på verdens krigs og klimaproblemer i konkurrence med konkurencestaten Danmark.
Jeg kan kun bekæmpe udviklingen ved, at lade kreditkortet holde ferie, demokraturet har lagt linjen, direkte mod klimaforandringerne og egoist kulturen Danmark og EU 2015.
Ja..det kan svagt antydes nogle danskere, vil en anden fremtid og et andet menneske syn end konkurrencestaten, teknokratiet og nødvendighedens politik.
Jeg vil i denne tråds sammenhæng varmt anbefale en bog, som jeg netop læst og fremragende og kort redegør for de sidste 40 år politisk-økonomiske udvikling, jeg blev ihvertfald meget klogere.
Bogen hedder i den engelske udgave: Bying Time. The delayed Crisis of Democratic Capitalis og er skrevet af Wolfgang Streeck, direktør for Max Planck for Samfundsvidenskab i Köln og professor ved Kölns Universitet.
http://www.versobooks.com/books/1698-buying-time
Streeck beskriver udviklingen efter de gode år fra 1945 til 1970, hvor vækstens frugter blev nogenlunde retfærdigt delt i et ligeligt samarbejde mellem arbejde og kapital i socialdemokratiske stater, hvordan profitkravet fik kapitalen til at bryde denne sociale kontrakt efter 1970, og hvordan det neoliberale projekt herefter blev installeret gennem først en inflationsfase, så en fase hvor offentlig gæld erstattede skatteindtægter på grund af skattelettelser til de velstående, så en fase, hvor den offentlige gældsætning brutalt blev stoppet gennem offentlige nedskæringer og erstattet med privatisering og udvidet privat gældsætning muliggjort af deregulering af finanssektoren, så krisen, da de private heller ikke kunne betale gælden og bankerne kom i en krise, der igen nødvendiggjorde offentlig gældsætning men nu til fordel for finanssektoren. Det hele er historien om demokratiets trinvise afvikling til fordel for markedet og vælgernes vigende indflydelse til fordel for de internationale kreditorers.
Men læs bogen, man vil ikke fortryde det, eller kig på de her link:
http://newleftreview.org/II/71/wolfgang-streeck-the-crises-of-democratic...
http://newleftreview.org/II/87/wolfgang-streeck-how-will-capitalism-end
@Philip B. Johnsen:
Kan du ikke dokumentere:
"Konkurencestaten tåler ikke danskernes medmenneskelighed, der ønsker, at tage imod mennesker i nød, flygtninge".
Du må vel basere din udtalelse på et eller andet talmateriale, ellers er det ikke specielt troværdigt.
De her tal er fra 2013, men så vidt jeg husker er det endnu mere udtalt hvor mange flygtninge Danmark tager imod i 2014 i forhold til resten af Europa.
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/06/25/141045.htm
Det virker ærlig talt som om du ikke ved hvad du taler om.
Egon Maltzon
Italien har samlet over 100.000 bådflygtninge op i 2014, men det reelle tal for indvandringen for hele Sydeuropa, er meget svært at opgøre, den illegale indvandring vurderes af EU, til en stigning fra 2013 til 2014 med 138% til 276113, men tallet er sikkert langt større, flygtningestrømmen går gennem Sydeuropa, som illegal indvandring, hvor de ikke registers, men sendes videre igennem de åbne grænser i Europa, EU har ikke nogen plan om fordeling eller økonomisk hjælp til modtagerne af flygtninge, det opfattes som nationale problemer.
Man kunne næsten foranlediges til at tro, EU/Danmark ikke forstod, at denne udviklingen er en voksende økonomisk trussel, for hele samarbejdet i EU, flygtninge og generel fattigdom, er et EU problem 'ikke', som EU vil have det til, at se ud, et nationalt problem, ikke med den fart, der er i udviklingen i alt fald.
Sammenhold/Solidaritet, hvorfor findes det EU ikke i dag?
Link: http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/policies/immigration/irr...
"Når man spørger danskerne om deres værdier og holdninger, tegner der sig et meget klart billede, som slet ikke stemmer overens med det Danmark, politikerne og teknokraterne fremmer. Så måske er teknokratiet og nødvendighedens politik den største trussel mod det Danmark, vi kender?"
Står der i underrubrikken. "Teknokratiet og nødvendighedens politik"? Hvorfor mon denne moderering, i stedet for at skrive, som artiklens forfatter beskriver det: "Så måske er teknokratiet og politikerne den største trussel …"?
Politikerne opfører sig som despoter i forhold til befolkningen og skaber frygt og rådvildhed, men hvordan ændre en sådan adfærd i de fastlåste rigide regler i "folkestyret"?
"Ifølge svarene oplever kun fem procent, at de bliver behandlet værdigt, når de
er i kontakt med det offentlige." Hvis det er korrekt citeret. kunne jeg vældig
godt tænke mig at se, hvorledes spørgsmålene i øvrigt er formulerede????
Politikerne taler efterhånden kun deres egen sag og tager kun hensyn til kommissionsrapporter, højt råbende tænketanke, samt pengestærke interesseorganisationer og lobbyister. Befolkningen holdes imens hen med sort reklamesnak indtil valgåret, hvor der så udgydes nye løfter om alt det gode de vil for landets borgere. Når valget er overstået er det tilbage på taburetterne og den sorte snak.
Demokratiet skal ud til folket og ikke samle muk på 179 taburetter. Landet tilhører folket og skal ikke styres indirekte af en skjult pengestærk magt elites særinteresser, som kun vil berige sig selv mest muligt bag demokratiets gardiner. Demokratiet og folkestyret skal nytænkes og folket skal igen repræsenteres af folkevalgte politikere.
Jeg tror ikke og har aldrig troet på politikernes nødvendighedens politik og alt andet pessimistisk sort snak, som de har sprøjtet ud fra højre til venstre i snart et årti.
Politikerne er godt på vej til at smadre Danmark og vinder Løkke og Co valget går det først rigtig løs med en uholdbar smalsporet blå blok politik.
Vigtige relationer, menneskelig fornuft og behov er skiftet ud med DJØF statistik og "vi ved bedre" akademisering af det offentlige. Det offentlig er gået fra at være til for borgeren til at borgeren er til for dem. Fra hjælper til kontrollant, der følger hemmelige interne notater. Fra medspiller til modspiller. Som bankrådgiveren, der blev sælger.
At danskerne er verdens lykkeligste folk er det rene vrøvl og er et godt eksempel på den politiske afledning fra realiteterne der foregår.
"De ønsker et samfund med mere tillid og mindre kontrol" Med andre ord et Danmark fra før den tid, hvor Venstre anført af Anders Fogh Rasmussen med Claus Hjort Frederiksen som højre hånd satte i gang med en værdiændring af Danmark gennem nedbrydning af solidariteten og sammenhængskraften i det danske samfund. Det skulle være slut med rundkreds pædagogik og ind med magt eliten og konkurrencen.
For at kunne blive på statsministerposten og gennemføre sit foretagende sprøjtede Anders Fogh Rasmussen og Venstre uhæmmet penge ud over befolkning fuldkommen ansvarsløs og forårsagede boligboblen i Danmark gennem indførelsen af afdragsfrie lån i 2003, hvorefter boligpriserne eksploderede sammen med friværdien. Men det virkede og deres skjulte dagsorden fungerede som planlagt.
Et stærk eksempel på, hvor galt det kan gå og hvor enorm indflydelse pengestærke interesseorganisationer har på dansk politik ses tydeligt på skabelsen af Liberal Alliance, som udelukkende tjener magt elitens sag om at skrabe mest mulige værdier til sig på bekostning af den almindelige befolkning.
Helt uhørt og utilladelig.
Jeg er ét stort spørgsmålstegn! Og læsning af artiklen fører direkte til et paradoks. Hvis flertallet af danskerne virkeligt mener disse ting, hvordan kan det så være, at vi har teknokratiske politikere?
"Men befolkningen køber den ikke!" Det troede jeg ellers. Om ikke andet bliver det et politisk spændende år.
http://www.cura.dk/hvem-vi-er/
Årh! Nu er jeg med. Karen Lumholdt er FT kandidat for RV og det hele lugter af "det utilfredse radikale bagland."
"FT kandidat for RV og det hele lugter af "det utilfredse radikale bagland."
...eller, med tanke på hvordan man fører politik og valgkamp i dag - et postuleret "utilfredst bagland"?
Altså, for ligesom at give de tåbelige vælgere indtryk af at RV ikke er endnu et parti for de grådige velbjærgede der med fornøjelse tager fra de svageste for at give til sig selv?
Nødvendig ! Noget er nødvendigt, men hvad ?
Bortset fra det : "Det næste valg bliver en jordskredssejr til dem, der mere eller mindre velfortjent påberåber sig at ville lytte. Til de danskere, der alt andet lige står på skuldrene af Grundtvig, Hal Koch og arven efter dem. At lytte til danskerne er ikke nødvendigvis at lytte til frygt og nationalisme, men til demokratisk og politisk kompetente borgere, der er innovative og gerne går forrest, når vi skal udvikle det næste velfærdssamfund."
Gad vide hvem den åbenbart Radikale tænker på her. Eller er hun afhopper ?
Leo - "det næste velfærdssamfund" - det kommer vist til at holde hårdt!
Til alle jer, som er enige med store dele af dette debatindlæg kan jeg kun sige sæt kryds ved Alternativet ved det kommende valg. Det er den eneste chance der er for at påvirke udviklingen tilbage til et samfund for mennesker på nuværende tidspunkt.
Ikke fordi jeg er så naiv og tror det vil ændre hele verden til det bedre uden videre i en ruf hvis Alternativet kommer i folketinget. Men det er en lille begyndelse på nytænkning i maskinrummet, hvor folkestyret udøves og linjerne for fremtidens Danmark tegnes.
Der skal lægges en ny linje for folkestyret, demokratiets udøvelse og kapitalens indflydelse og her kan Alternativet i folketinget være en god start.
Det kan jo blive den nødvendige politik, Herman. Næste valg bliver for mig et taktisk og strategisk valg. Men måske vil sofaen være den bedste taktik ;o/
Om du skal vælge sofaen afhænger fra mit synspunkt, hvor du sætter dit kryds. Tænker du på, at sætte det på De Radikale Venstre eller derfra mod højre, så blev endelig på sofaen. Jeg køber gerne cola og popkorn til dig til lejligheden, hvis det kan fremme sagen. Men sætter du krydset til venstre for De Radikale Venstre kommer jeg med et 10 Kw tågehorn for at blæse dig til valgurnerne :-)
Vi har de politikere vi fortjener - og dét er en ret skræmmende tanke...
Carsten Pedersen
Hvem 'vi'?
Jeg og en hel masse andre, har sgutte fortjent dem.
Vi ved bare ikke hvad vi skal sætte istedet. Det er ikke det samme som at fortjene det vi har.
Det er nærmere mangel på fantasi og organisering. ;-)
Jamen Herman. En stemme på EL og SF er jo carte blanche til S og RV. Og dem støtter Alternativet jo også.
Hvis en stemme på venstre betyder socialistisk revolution om 20 år. Bør jeg så ikke stemme venstre?
Vi der bor i høje træer og rumskibe, kan jo heller ikke rejse i tiden endnu. Ej heller forudsige fremtiden.
Vel også mangel på magt, dvs. folkelig opbakning, til at erstatte 'dem vi har'. Lise Lotte.
Måske LSD i drikkevandet kan hjælpe ;o)
Nej, den med at 'vi har de politikere, vi har fortjent', køber jeg heller ikke.
Men hvis jeg skulle prøve at nævne nogle personer, jeg hellere så 'på tinge' end de nuværende, kommer jeg til kort. Simpelthen fordi de potentielle kandidater enten med garanti ikke ville drømme om at stille op, eller også fordi jeg indser, at de ikke ville have en chance for at overleve i miljøet, hvis de opførte sig, som de gør uden for politik.
Og mens jeg ikke kan komme i tanke om et eneste menneske, jeg har syntes bedre om, efter at vedkommende er gået ind i politik, er der eksempler på det modsatte.
Er der i øvrigt ikke også noget om, at ingen politiker er så populær eller tillidsvækkende som en forhenværende politiker?
"det modsatte" = mennesker jeg har syntes bedre om, efter at de er gået ud af politik.
I mange år havde vi politikere, der havde rod i folkelige bevægelser og derfor var gennemskuelige i deres politiske mål - hvilke de også loyalt levede op til.
Nu er det ikke fra det folkelige Danmark, men derimod fra et par overnationale institutioner, politikken formuleres, og så går det galt på denne måde, som vi nu ser. Vi skal tilbage til nærheden - vi er mig bekendt det eneste land, der har valgt at bruge den moderne teknologi til at mindske nærheden mellem borgere og folkevalgte ved at indskrænke de administrative niveauer - hellere 300 kommuner end de 98, og hellere 20 regioner end 5.