DF er stadig ikke stuerene

I Sverige tør statsminister Stefan Löfven kalde Sverigedemokraterna for fascistiske, i Danmark forsøger Helle Thorning-Schmidt at bekæmpe Sverigedemokraternas danske søsterparti, Dansk Folkeparti, ved at overtage dets politik, bl.a. med stadige stramninger af udlændingepolitikken. Nu fører hun endda valgkamp under et DF-slogan: ’Det Danmark, du kender.’ Samtidig lægger hun afstand til sin forgænger Poul Nyrup Rasmussens ord om, at »stuerene bliver I aldrig«. Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Men lad os undersøge DF’s værdier nu, da partiet ser ud til at blive Danmarks største og for alvor er ved at komme ind i varmen.

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera. Adskillige arabiske diktatorer ser også gerne tv-kanalen lukket i deres områder, fordi den stod på oprørernes side under Det Arabiske Forår. Pia Kjærsgaard er på det punkt helt enig med de arabiske diktaturer.

Breiviks rationale

Da dramatikeren Christian Lollike lavede en forestilling om Anders Breivik, behøvede Pia Kjærsgaard end ikke se forestillingen, før hun tog afstand fra den. Allerede før premieren udtalte hun:

»Det er forkasteligt, det er usmageligt, jeg har faktisk ikke ord nok til at beskrive min foragt.«

Nu kan man jo sagtens lave teater om Breivik – og om Hitler og Stalin – uden at have den mindste sympati for dem. Men en præst, der står Dansk Folkeparti nær, Sørine Gotfredsen, har faktisk prist Breiviks intellektuelle potentiale i en kronik i Berlingske. Naturligvis tog også hun afstand fra hans massakre, men hun fremhævede, at hans »rationale står lysende tilbage« (29. juni, 2011). Breivik mener nemlig i lighed med Gotfredsen, at man må forlade sig på det »tidløse instinkt«, som siger os, at »volden vil bryde ud, når islam og kristendommen støder sammen«. Nu er det altid farligt at forlade sig på instinkter, som er den direkte vej til fascisme. Men derudover er dette verdensbillede en konstruktion: Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Når DF-borgmester Carl Christian Ebbesen er modstander af moskeen i Rovsinggade, skyldes det, at han opfatter den som »et monument for holdninger, som at homoseksualitet er en sygdom«. Men dette er jo også den almindelige holdning i DF. Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Langballe siger, at det næste vel bliver, at tre personer forlanger at blive gift i kirken, hvilket han mener strider mod Martin Luthers opfattelse af ægteskabet. Men sjovt nok gik Luther faktisk ind for ægteskab mellem tre! Han tillod landgreve Phillip at gifte sig med sin nye kæreste uden først at blive skilt fra sin kone. Luther mente nemlig, at problemerne i forbindelse med en skilsmisse kan være langt alvorligere end bigami. Det burde nok mane til eftertanke i DF, at deres husgud Luther på det punkt var skabsmuslim.

Det man siger …

Inden for psykologien kaldes det projektiv identifikation, når man deler sine modstanderes synspunkter, og det er ikke mere indviklet, end at det kendes i enhver børnehave under slagordet: »Det man si’r, er man selv.«

Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’. Det forsvarer Søren Krarup i Den Danske Dagligdag i anledning af en aktuel drabssag: En kvinde har fortalt sin mand, at hun er blevet forelsket i en anden og ønsker skilsmisse. Han trygler hende om at blive, men hun står fast på sine følelser, hvorefter han dræber hende. Krarup anfører, at morderen naturligvis fortjener sin straf, men tilføjer så:

»Men samtidig fortjener han respekt for det tiltrængte notabene, han satte ved nutidens mondæne og forløjede snak om ægteskabet. For ham var tingene ikke pjat. For ham havde de mening og form. Af omstændighederne blev han derfor drevet ind i en tragedie, men langt hellere en konflikt og konsekvens end den kvalmende snak om ’tolerance’, der anvendt på denne måde blot er et andet ord for menneskelig opløsthed og ligegladhed.«

De fleste vil ellers mene, at æresdrab netop er »kvalmende« og tegn på »menneskelig opløsthed«.

I sit hyldestskrift til antisemitten Harald Nielsen skriver Søren Krarup om deres fælles hovedfjende Georg Brandes:

»På grund af sit jødiske blod var han uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

På det punkt er Mogens Camre som sædvanlig tydeligere, idet han mener, at Europas muslimer »fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen«. Denne udtalelse er selve indbegrebet af projektiv identifikation: Camres dybe modvilje mod muslimer fører til, at han projektivt sammenligner dem med Hitler, hvorefter han anbefaler, at de bliver behandlet som Hitler, det vil sige udryddes.

Krarup udelukker desuden alle, som ikke er kristne, fra at være danske. Han har indført et sensationelt nyt kriterium for danskhed: Hvis vi ikke tror på Guds ord om, at vi er skrøbelige og syndige mennesker, så »er vi i grunden ikke danskere« (Politiken, den 1. september, 2001). Dermed lægger han op til en sindelagskontrol, som man i dag kun finder magen til i islamistiske diktaturer. For nylig har folketingsmedlem Martin Henriksen bekræftet Krarups ord: »Ortodokse muslimer kan ikke blive danske« (Politiken, den 6. januar 2015).

Johanne og Pol Pot

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Men også denne sammenligning er en projektiv identifikation. Når Nyrup Rasmussen erklærede DF for ikke stuerent, skyldtes det nemlig, at Pia Kjærsgaard fremsatte et forslag om, at ikke blot kriminelle udlændinge skulle udvises, men det skulle deres familiemedlemmer også, uanset at de havde lovligt ophold i landet. Og hvor er det nu, vi før har set, at hele familier straffes for, hvad enkelte familiemedlemmer gør? Rigtigt, i Pol Pots Kampuchea!

Pia Kjærsgaard kan ikke finde et eneste eksempel på, at Enhedslisten skulle være enig med Pol Pot. Men det, hun si’r, er hun selv.

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter