Klumme

Døden sidder lårene af mig

Jeg vænner mig aldrig til kræft. Jeg er virkelig, virkelig bange. Bange for, at min mor skal dø. At hun skal kigge på mig og sige, at hun ikke er sikker på, at hun klarer den. Og jeg ikke vil vide, om jeg skal affeje hende med et ’selvfølgelig gør du det
19. februar 2015

På min barndoms sommerferier ved Vestkysten lod jeg mig år efter år betage af de træer, der står langs kysten og på heden. Små, sammenknudrede og vejrbidte. Vokset op krybende langs jorden. Kuet af evig vestenvind.

Vi var tit på ferie i Danmark. Først fordi det var smukt, og fordi Vestkystens brede strande og Bornholms klippelandskaber rummer deres egen magi. Senere fordi Mammi fik kræft. Ferie i Danmark blev det, kræfterne rakte til. Og det forsikringen tillod.

Min mor fik konstateret knoglemarvskræft i 2001. Knoglemarvskræft kan ikke kureres, men det kan tøjles med kemoterapi og i min mors tilfælde også stamcellebehandling. I kølvandet på kemoterapi kommer et bølgehav af følgesygdomme, infektioner afstedkommet af nedsat immunforsvar, bivirkninger af medicin og frygten for tilbagefald.

Her 14 år efter hendes diagnose er Mammi et imponerende medicinsk lappeprojekt; Når en skavank er afhjulpet, behandlet eller smertestillet, står en ny klar til skyde op som ukrudt på genstridig mark. Hun er dog også et imponerende menneskeligt livsstykke. Hun er ukuelig, og hun er enestående. Hun er min mor. Jeg elsker hende.

De 14 år har jeg brugt på at blive voksen med en kræftramt mor. Jeg tænker stadig på træerne ved Vestkysten. Når jeg ser mig selv, og når jeg møder andre, hvis situation ligner min. For vi er lidt som træerne. Der var intet galt med den muld, vi blev plantet i, så vi voksede og blomstrede, men kulingen var stiv og fortsatte i mange lange år, så nu står vi lidt anderledes. Lidt skævvredne.

Sådan ser det i hvert fald ud i tilbageblik. Alt, der er mig, er præget af min mors kræftsygdom. På måder, der nok kan være svære at forstå for en udefrakommende. Alt er bøjet, klemt og formet af den – og efter den. Sygdommen altså.

Derfor vægrer man sig også. Især da jeg var yngre, brød jeg mig ikke om, at folk skulle vide, min mor var syg. Jeg tror, jeg både higede efter og afskyede medfølelse, men at min barnlige junglelovsstolthed altid vandt: Jeg ville ikke være svag. Og jeg ville ikke forfalde til selvmedlidenhed. Desuden var det for følsomt og for tårebetonet. Det var som at få blotlagt sit indre.

Sådan har jeg det stadig lidt. Man vægrer sig stadig. Der er stadig en umiskendelig følelse af at skulle pakke hele sig selv ud for tidligt og en lidt uforklarlig frygt for at blive gennemskuet. Uden at jeg helt kan forklare, hvad der skulle være at gennemskue. Andet end at jeg står lidt vindblæst.

Så jeg gemmer det gerne. Også selv om jeg har lært, at folk bliver sårede, hvis jeg fortæller dem om min mor for sent. De føler sig bedraget, og jeg føler mig som en bedragerske. For jeg har fremsat en version af mig selv, der er renset for det tunge, det svære og det menneskelige. Hvilket jo ikke er fair over for dem, der virkelig kerer sig.

På grund af min egen forkvaklethed er jeg blevet en habil undviger. Fordi jeg snart har haft min mor flere år med kræft end uden, fremhæver jeg tit, at det er blevet lidt hverdag. Det er ikke helt løgn, men det er langt fra helt sandt. Det er i bedste fald en statistisk observation.

Det samme gælder, når min mor bliver hasteindlagt med sine lungebetændelser, som hendes ikkeeksisterende immunforsvar bekæmper så ineffektivt. Jeg siger, at vi jo har prøvet det før, og jeg er okay.

Jeg siger ikke, at jeg er bange. At jeg er virkelig, virkelig bange. Bange for, at min mor skal dø. Bange for, at hendes feber skal stige, så hun bliver fjern og bange og opgivende. At hun skal kigge på mig og sige, at hun ikke er sikker på, at hun klarer den. Og jeg ikke vil vide, om jeg skal affeje hende med et »selvfølgelig gør du det«, eller om jeg berolige hende med et »Det er også okay«.

Jeg siger ikke, at jeg har haft masser af år til at forberede mig på det værste, men at jeg altid vil være en datter, der ikke er parat til at miste sin mor. Men det er sandheden. Sandheden er også, at man aldrig vænner sig til kræft. Eller at jeg i hvert fald aldrig har vænnet mig til det. Jeg er bare blevet træt og sammenbidt. Træt af at have døden som klangbund.

Forfærdeligt indædt træt, men ikke og aldrig; klar. Parat. Død.

Amalie Langballe er journaliststuderende

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Hansen

Mange af dine andre personlige og skæve indlæg har mange kommentarer, da du berører lidt mere spetakulærer emner end et af de helt svære: Døden.

Jeg er blev lidt fan af at læse de andre, og selvom det er noget tid siden synes jeg det følgende er på plads: Tak for et personligt indlæg, om et svært emne, ingen af os finder sexet, men alle skal forholde os til.

Troels