Klumme

DR og TV 2 bør holde sig for gode til Håndbold-VM

Intet som direkte sportstransmissioner kan tiltrække seerne. Men sporten er blevet en bundkommerciel og dyr forretning, som de to danske public service-stationer ikke skal lade sig friste af. De bør i stedet koncentrere kræfterne om god journalistik og drama
4. februar 2015

Når DR og TV 2 i deres journalistik berettigede beskriver og kritiserer forholdene i Qatar, er der også tale om et uendeligt hykleri fra de to store public service-stationers side. Ja, selvfølgelig er der i princippet vandtætte skodder mellem det forretningsmæssige og det journalistiske, men når håndbold-VM ruller over skærmen, er hykleriet totalt.

På den ene side er store direkte sportstransmissioner (bortset fra dansk drama) det eneste, der kan mobilisere seertal over millionen. På den anden er de store sportsbegivenheder nu blevet så store politiske og kommercielle handelsvarer, at det bliver sværere og sværere at se dem i et ideelt lys. Ved festlige lejligheder er der politikere, der taler om nationale sportsbegivenheder, som om de havde en særlig positiv virkning, og gennem årene har der været politiske tiltag for at sikre, at de statslige public service-stationer af hensyn til nationens mentale sundhedstilstand kunne tvinge markedet til at agere anderledes, end markeder nu engang gør. Det var dengang, de såkaldte nationale sportsgrene – primært fodbold og håndbold – stadig havde et skær af idealisme og en sund sjæl i et sundt legeme over sig. Men håndbold-VM og det kommende fodbold-ditto i Qatar har en gang for alle revet maskerne af. Det er iskold forretning og benhård international politik på et nådesløst marked. Og de to public service-stationer er, hvad enten de vil det eller ej, en del af det.

Søndag aften på tv var en opvisning i, hvad det handler om. Verdens rigeste stat, Qatar, har hverken klima eller tradition for at spille fodbold eller håndbold. Den kvarte million stenrige borgere og deres slavearbejdere har stort set aldrig set en grønsvær eller en håndboldhal. Men de har milliarder af petrodollar til både at købe græs, bygge enorme sportsanlæg og dertil erhverve sig et helt håndboldlandshold.

Qatars købe-landshold nåede finalen. Heldigvis for Frankrig blev VM-skandalen ikke fuldbragt, selv om det på et tidspunkt var tæt på. Hvis man betragter den internationalt set lilleput-sportsgren (som håndbold reelt set er) som en generalprøve på den store fodbold milliard-test i 2022, er scenen sat for en ultimativ demonstration af sportens totale kommercialisering.

Den som public service-stationerne i virkeligheden burde holde sig helt udenfor. De skal – som de allerede nu gør udemærket – bruge deres nyhedsmuskler til kritisk at beskrive den kommercielle og politiske magt, som professionel sport i den internationale topklasse har udviklet sig til. Hvad enten det er i Qatar, i Den Internationale Olympiske Komité eller de to store internationale fodboldforbund. I stedet køber man så sport med den ene hånd for millioner og promoverer dermed et rent økonomisk cirkus, som man så med den anden hånd kan dække kritisk.

Sport er og bliver underholdning. Fremragende underholdning. Søndag aftens andet eksempel var den store, amerikanske fodboldfinale Super Bowl. »Verdens største tv-show« er det blevet kaldt, og det er måske det klareste eksempel på, hvordan direkte sportsbegivenheder på amerikansk tv helt har overtaget rollen som det store nationale tv-samlingspunkt. Sidste år så 111 millioner amerikanere med. Over halvdelen af amerikanske husstande. Man skal tilbage til 1983 for at finde tilsvarende seertal for en ikke-sportslig begivenhed (det var finaleafsnittet af serien M*A*S*H). Det er kun direkte sport, der i en tv-verden med hundreder af tilbud, kan samle så mange seere. I Danmark er undtagelsen dansk tv-drama.

Når sportsbegivenheder kan samle så stort et publikum, tilsiger markedet, at de bliver ren forretning. Derfor kostede et 30-sekunders reklamespot på Super Bowl i arenaen i Glendale, Arizona en bagatel af 4,5 millioner dollars, og derfor koster tv-rettighederne til professionel topsport en bondegård. Inklusive den danske superliga.

Derfor kan og bør de to danske public service-stationer stige af den kommercielle vogn og koncentrere kræfterne om endnu mere god journalistik og drama.

Lasse Jensen er mediejournalist

Klummen er udtryk for skribentens egne synspunkter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
  • Steffen Gliese
  • Jack Køhler
  • Hans Larsen
  • Jeppe Petersen
  • Anker Nielsen
  • Arne Hornborg
  • Per Dørup Jensen
  • Kurt Nielsen
Peter Taitto, Steffen Gliese, Jack Køhler, Hans Larsen, Jeppe Petersen, Anker Nielsen, Arne Hornborg, Per Dørup Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så var Lasse Jensen altså den sidste, der havde bevaret den olympiske ånd!
- Og nu er det også slut!
Problemet med håndbold er , at det er et fejlkonstrueret spil, der er degenereret til en form for fribrydning.
Men salget kører fint med et par effektive journalistiske medarbejdere.

Anders Sørensen

Haha. Som om "drama" ikke var underholdning.

Som om det bare er SÅ meget mere pissekulturelt at se de samme folkekære danske skuespillere igen-igen end at se de folkekære danske håndboldspillere igen-igen.

Den største forskel er, at der sker en hyppigere udskiftning af de kendte ansigter på håndboldlandsholdet.

Vibeke Rasmussen

Om Super Bowl:

"Sidste år så 111 millioner amerikanere med. Over halvdelen af amerikanske husstande."

Jamen, det er da fantastisk! Noget der kan samle en stor del af nationen – ovenikøbet i en så stor nation – hvor familie og venner opsøger hinanden, som var det Thanksgiving eller juleaften for sammen at følge kampen. Hvor reklamerne, showet i halvlegen, afsyngning af nationalhymnen, holdene og deres individuelle spillere bliver diskuteret og bedømt uendeligt i den virkelige såvel som i den virtuelle verden både før, under og efter kampen. Godt nok er spændingen omkring reklamerne gået lidt fløjten, da man nu kan se dem på nettet inden kampen, men så har der til gengæld i år været den forudgående skandale og debat om de 'deflated' bolde. Masser af drama og masser af entusiasme. Hvem kan have noget imod det? Er det i virkeligheden ikke, hvad der i skåltaler bliver talt nostalgisk om hertillands: Det fællesskab der fandtes, dengang der kun var én tv-kanal, og vi derfor alle så det samme og dagen efter kunne diskutere det sete med hinanden? Og et ønske om – en længsel efter – et eller andet, der stadig, bare engang imellem, kan samle os som nation?

Hvad angår det netop overståede håndbold-VM, må jeg indrømme, at det største hykleri efter min mening har været, hvor lidt medierne – og de sportsansvarlige bl.a. Ulrik Wilbek! – har beskæftiget sig med de slavelignende forhold for de importerede arbejdere, de mange dødsfald under bygningen af stadions, Qatars indkøbte internationale(!) nationalhold, billetter der blev annuleret osv, osv, alt sammen noget der først for alvor blev fokuseret på hen mod slutningen af turneringen, og først efter at det danske hold var ude af medaljekampen.

Hvad angår Public Service-forpligtelsen, synes jeg desuden, at det er en skandale at medaljeoverrækkelsen kun kunne ses på betalingskanalen TV2 Sport. Hvilket ramaskrig, hvis man gjorde det samme i forbindelse med fejringen af vinderne af X Faktor, Melodi Grand Prix el. lign.!

Jeg er ikke specielt vidende om eller interesseret i håndbold, men har stor respekt for de mange fantastiske sportsmænd. Og der var faktisk kampe, som jeg fandt både dybt engagerende og spændende. Som fx Spanien-Frankrig. Nervepirrende! Men sport skal åbenbart partout, og af en grund jeg ikke helt kan gennemskue, nedgøres her på den efter sigende mindst ringe. Hvilket så i hvert fald i dén forbindelse kan diskuteres.

John Thorup Jensen

Artiklen rører ved noget centralt. Når vinter OL i Sotchi efter sigende kostede flere hundrede milliarder, ja så er internationale sportsbegivenheder rykket op i en prisklasse, som kun kan finansieres af diktaturer, hvis høvdinge bruger dem til at kaste glans på deres guddommelige styrer. Ingen ansvarlig finansminister i et demokrati ville overleve den forestilling, som fx Putin arrangerede i Sotchi.
De tyske public service kanaler transmitterede ikke VM i Håndbold i Qatar. Hermed følger de en linje, som startede med deres beslutning om ikke længere at transmittere Tour de France pga dopinghalløjet.
Lakmusprøven bliver dog, om dette fodboldgale land også vil boykotte VM i fodbold i Qatar i 2022.

Steffen Gliese

Sport er SÅ uinteressant, bl.a. for det baserer sig på det modsatte af, hvad vi ellers hylder: dygtighed. Sport er held og lykke og ren tilfældighed. Intet er dummere at høre på end sportskommentatorer - det skulle lige være, når sportsfolkene selv ytrer sig uforgribelige mening om "kampen". Men disse tumper betaler man hundredvis af millioner, mens man vånder sig over Det Kgl. Teater, der i et hvilket som helst år spiller for flere end samtlige danske stationer tilsammen på årsbasis.

Jeg synes, at der er et par synspunkter, der kan diskuteres:
!) ...anser Lasse Jensen og ligesindede det håndboldinteresserede publikum for åndsamøber? Mener han i fuld alvor, at Qatars anseelse er vokset p.g.a. det afholdte verdensmesterskab i håndbold?
Jeg mener, at de har skudt sig selv i foden ved at få fokus på f. eks. deres behandling af slavearbejderne og "købelandsholdet" - anseelsen kan ligge på et meget lille sted.
At de er hovedrige, behøvede de ikke at udstille, det vidste vi i forvejen, men måden de forvalter oliemilliarderne pynter ikke...
2) Skulle public servicestationerne boycotte de store, merkantile stævner er vist ikke specielt gennemtænkt.
Hvad ville udfaldet blive?
Da der er penge, mange penge i skidtet, ville betalingskanalerne øjeblikkelig tage over.
Er det det du ønsker Lasse Jensen?

Fodbold-VM i Brasilien afspejlede også hvilke enorme afsavn, almenvældet må lide for at der i den moderne verden kan laves storskala-forretninger på menneskers lyst til fysisk udfoldelse og leg.

Slettet Bruger

Var engang halvvejs sportsidiot, men efterhånden rager det mig en høstblomst om Danmark vinder eller taber i en sportsbegivenhed. Jeg har dog observeret, at på næsten alle kanaler i det tv, jeg efterhånden sjældent tænder, der er man manisk besat af konkurrencer. Ikke bare sport, men gætte en boligs pris, synge en sang, bage en kage, stemme ud og hjem, tabe nogle kilo etc. Listen er meget længere. Men med hensyn til boykot af sport, så er der vist ikke mange lande i verden, som moralsk set har særligt rene hænder, og som ’vi’ ikke kunne finde grunde til at boykotte. Og omvendt selvfølgelig, og den vej er ikke lutter lagkage. Men kunne programlæggerne dog bare skære lidt ned på nogle af tidens mange åndsforladte konkurrence programmer, så det var værd at åbne for tv indimellem.

Vibeke Rasmussen

Sportschefen for 'Dansk Håndbold Forbund' Ulrik Wilbek har som svar på spørgsmålet om det moralsk forsvarlige i at afholde Håndbold-VM i Qatar, givet nogle ret arrogante svar – og det skulle ikke undre mig, om han også på et tidspunkt har smidt Jantelovs-'kortet' på bordet! – som eksempelvis: At danskere har en tendens til at komme til at lyde 'frelste'. At der sikkert også er meget, som andre nationer har svært ved at acceptere hos os. Og at:

"… så er det jo altid set fra søde lille Danmarks side, som jo er et fremragende land, der bestemt ikke laver satiretegninger og provokerer nogen som helst."

Han har også – som et slags forsvar – nævnt, at nu er der jo kun 8 nationer, der kan løfte den opgave at være vært for et VM. Det kunne jeg godt ha' tænkt mig at få uddybet: "Hvilke nationer er der tale om?", "Hvorfor kun 8?", "Hvorfor er netop de, og kun de, kvalificerede?", og "Hvilke kvalifikationer har de, som alverdens andre nationer ikke har?"

For det kan vel ikke kun være et spørgsmål om at have råd?

Niels Engelsted

Quatar har ikke vundet respekt, men bare bekræftiget at penge åbenbart kan købe alt i denne verden.

Problemet er et andet, nemlig at Quatar er med til at vænne os til at acceptere, at "sådan er det jo", ligesom vi er blevet vænnet til, at tortur, dronemord, organiserede statskup, permanent krig, og en total aflytning af vores mobiler og mails, som vi ikke kan værge os imod, er blevet en accepteret del af dagens orden.