Klumme

Findes mit Danmark fortsat?

Fædrelandet er under forvandling. Og ingen har automatisk patent på historien om ’det ægte danske.’ Det er klogt at pudse de mentale briller
2. februar 2015

Da jeg var i 20’erne, boede jeg på Fælledvej på Nørrebro. Jeg var just begyndt som journalist på nærværende avis som europamedarbejder. Ingen i Europa var dengang synderligt interesseret i Danmark. Der var ikke noget ’jordens lykkeligste land’ eller Nyt Nordisk Køkken. Men i juni 1992 drejede danskernes nej til Europa verdens øjne hen på de stædige danskere.

Lige siden har jeg brugt tid på at forklare mit fædreland til udenlandske kolleger. Nej til Maastricht og ØMU, Muhammedtegninger, verdens fedeste velfærdsstat, Noma og grødcafeer – og ifølge tidsskriftet Monocle verdens mest cool by; København.

I USA taler jeg også tit om SU, barselsorlov, trækprocent, dagpengesystem, det samarbejdende folkestyre, ligestilling, frisind og højskoler.

Dog er tvivlen unægtelig begyndt at gnave på det seneste. Findes mit Danmark fortsat? Eller padler jeg bare rundt med farvede briller for at finde min version?

I sidste uge blev jeg bekræftet i min version af Danmark, da jeg lo ad et satirisk indslag på DR2, hvor DR-journalist Abdel Aziz Mahmoud tager afstand til massakren i Paris.

Abdel tager afstand hedder filmen, man nemt kan finde på nettet. Hans afstandtagen (som muslim) over for forskellige etnisk hvide danskere, bliver mødt med en pæn omgang befippelse og venlighed. Til slut møder han et par ældre damer, der sidder og drikker kaffe.

»Nej, men det behøver du da ikke at sige undskyld for,« smiler de, mens han insisterer.

Sikke en lettelse. Her kender jeg Danmark. Fyldt med afslappede, rummelige mennesker og flinke ældre damer, der drikker kaffe.

Imidlertid kræver det blot et enkelt klik med musen, før jeg i den grad bliver udfordret af et radikalt anderledes billede af Danmark. Præget af overfald, utryghed, vold, æresdrab og ’udlændinge’ af enhver slags – især muslimer – som er i gang med at forvandle de store danske byer til en afart af de golde franske forstæder. Jeg kan se det i medierne konstant – især de sociale – og det skriver jeg ikke for at gøre grin med de mennesker, der advarer.

Jeg har også selv bekymrede venner, folk, som jeg respekterer – også en del politikere – der selv er blevet overfaldet eller har børn, som er. Statistikkerne er – alt efter hvad man måler – både opmuntrende og nedslående. På plussiden går det f.eks. nedad med den generelle kriminalitet, og indvandrerpiger uddanner sig som aldrig før. Men andre tal peger den forkerte vej. Tyvebander her, radikaliserede unge der.

Og så er vi tilbage ved Nørrebro. Da jeg boede på Fælledvej, tørnede politiet og vrede demonstranter sammen lige der efter danskernes ja til Edinburgh-aftalen i 1993. De værste uroligheder siden besættelsen. CNN fløj reportere ind, der blev råbt »skyd efter benene«, og Nørrebro mindede om Beirut. Lidt tid efter ringede min bedstefar fra Lolland og spurgte, om jeg ville på et ferieophold nede hos ham, indtil »Nørrebro bliver sikkert igen.« Han havde selv set kampene på tv. Jeg forklarede ham, at Fælledvej var et dejligt fredeligt sted. Hvilket jeg tænker over, når jeg i dag må forklare visse amerikanere, at Danmark ikke vrimler med jihadister i svøb på vej mod Syrien.

For det ér en udfordring at rumme det hele – kaffedrikkende bedstemødre og glade kvinder på barsel med unge hipster-fædre, der skubber barnevognen over for ekstremister og »sorte pletter af lovløshed«, som en debattør i sidste uge beskrev dele af Danmark i Berlingske Tidende.

Hvor er Danmark mon henne? tænker jeg af og til lidt fortvivlet fra min udkigspost. Men sagen er selvfølgelig, at billederne ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Alle lande forandrer sig – det modsatte kan i øvrigt ikke anbefales. Og der er næppe ét Danmarksbillede, som har patent på sandheden. Måske er blikket for forandringen det vigtigste at bevare, hvis man ikke skal ende som reaktionær eller hændervridende nostalgiker.

Hvad der til gengæld er endnu mere vigtigt i opbrudstider er at gå ud argumentere for det, man tror på. Som f.eks. ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed. For alle. Også dem, hvis synspunkter man ikke bryder sig specielt om. Hvilket der er rig lejlighed til at minde sig selv og andre om i disse tider.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Pørtner Jensen

Det er ikke den enkelte episode, vi ser og hører om i medierne eller den enkelte muslim, som er et problem i dette lille land - ej heller at der er 100 eller 1000 ja 10.000, men når vi er nået op til et antal på flere hundrede tusinde (!), der vel at mærke alle har en helt anden kultur og andre traditioner end den danske stiger bekymringen

Når store grupper af disse muslimsk troende mennesker kan leve afsondret i parallelsamfund og at tendensen breder sig og forstærkes, er det måske ikke det mest smarte fortsat lukke flere af denne gruppe ind - eller er det måske den muslimske tro, vi skal acceptere og forstå som et multikulturel samfund, der vil at mærke blev lovet os, at skulle berige os alle og skabe vækst og velstand...

Med muslimske parallelsamfund og muslimske ghettoer og skoler med flertal af muslimske er grænsen for det multikulturele i Danmark klart overskredet og bekymringen er derfor reel - men så trækkes racisme, naziste, fascist eller højrefløjskortet eller det bagateliseres med, at der jo det meste af tiden er fredeligt på Nørrebro.

Muslimindvandringen, der i praksis har vist sig - modsat, hvad vi har fået fortalt af meningsdannere og af det politiske etablissement de sidste 30 år, at give vanskeligheder med en egentlig integration i det eksisterende samfund, kan vel ikke bare fortsætte som hidtil, så problemerne, eller med den nysproglige vinkel "udfordringerne", blot eskalerer yderligere?

Vores nærmeste 30 års historie herhjemme (og i udlandet) , erfaringerne og konsekvenserne ved muslimsk indvandring taler for sig selv, og derfor begynder JEG nu at sige fra.

Jeg er socialist, men det betyder ikke, at jeg også skal kalde mig selv naiv.

Men jeg er virkeligt blevet ekstremt bekymret for ANTALLET - (ikke for den enkelte muslim) og det burde vi alle være, hvis vi ellers har lært lidt af vores indhøstet erfaringer.

”All Along the Watchtower”

Et velhaverkvarter i Washington er næppe den bedste udsigtspost for et formodet medlem af borgerligheden til at vurdere udviklingen i Danmark de seneste 20-30 år, og et par enkelte nedslag i historien næppe repræsentative for analysen af de reelle forhold over tid …

For de vågne af os, der har boet her i mindst 60+ år, er der ingen tvivl om, at samfundet er drevet i retning, som ikke ubetinget tåler at blive betegnet fremskridt, hverken demografisk eller politisk, men muligvis økonomisk for et mindretal, men garanteret ikke for et flertal …

Men nu ser det langsomt ud til, at selv de klogest analyserende og sjældne borgerlige intellektuelle efterhånden vågner op og øjner alvorlige samfundsproblemer i fremtiden, problemer vi stadig ikke må sætte korrekte ord på for disse RV-buddinger og løjerlige opkomlinge for ikke at blive stigmatiserede eller kan og tør for ikke at blive slået i hartkorn med skiderikkerne i DF …

En del af venstrefløjen har været og er stadig påfaldende usynlige og konfliktsky i debatterne, selv om de burde være de første til at gå imod de værste udskejelser og manglende humanisme inden for bemeldte importerede personalegrupper i et ikke forsvindende antal med tendens til vækst og med en monoteistisk dræbende lovreligion og mellemøstlige antikke og inkompatible kultur i vores oplyste samfund, der er bygget op over generationer og hvor vi lige pludselig skal tvinges til at undskylde for hvad som helst, selv en tegning af Oehlenschlägers Aladdin med en appelsin i turbanen og forne tiders slavehandel som jaget vildt for dette nye bizarre fænomen – at nogen tiltager sig den intolerante attitude at føle sig krænket …

Socialisternes traditionelle ideologiske kamp mod totalitarisme og overtro af enhver slags er endnu ikke aktiveret, i stedet optræder mange på fløjen som rene ’nyttige idioter’ i deres totalt misforståede omsorg for tilflyttere ud fra den forældede devise, at et undertykt folk altid har ret, men hvor det i dag drejer sig om folk, der aldrig vil blive en del af deres samfund, og i stedet mener de skal undskylde og relativere vores fælles kulturarv og tilpasse deres kultur til en, som udgangspunkt, totalt fremmed …

Her vil ironisk nok den marxistiske analyse vedrørende begrebet ’fremmedgørelse’ af ’masserne’ være aldeles rammende på en morsom bagvendt måde … ;-)

“There must be some kind of way out of here” …

Karsten Olesen

Man må forholde sig til, at alle kulturer sydøst for Europa er slægtscentrerede.

Alle problemer, økonomiske og moralske, bedømmes udfra slægtens synsvinkel.

Slægten er samtidig samfundsnormernes bærer - og dermed forvalter af normernes kontinuitet.

Den enkelte har derfor ikke frihed til at melde sig ud af normsystemet - for den udvidede familie er stadig forsørgelsesinstans.

Dette gør normsystemet meget mere sammenhængende - og konservativt - og det rendes derfor ikke over ende af vestlig forbrugerkultur.

Denne slægtscentrering er noget der ikke kan "forsvinde" ved "integration.

Man forventer ikke, at muslimer opgiver deres religion - men man skal heller ikke forvente, at slægtcentreringen vil forsvinde.

En af virkningerne er, at der opstår et moralsk tomrum, fordi samfundet udenom den muslimske slægt normalt fastsætter reglerne.

Det danske samfund bør derfor kunne angive nogle hovedretningslinier for omgangsreglerne i samfundet udenfor familien.

Det nødvendiggør, at samfundet finder sine egne ben med hensyn til, hvordan den enkeltes adgang til arbejdspladser og - lønnen herfor - skal sikres.

Det danske samfund bør derfor kunne fastsætte nogle gennemførlige regler herfor.

Karsten,
Det skal du ikke udenfor Europa for.
Denne slægtstanke finder du i hele den europæiske adel, både blod og finans.

Annegrethe Rasmussen

Det der "Et velhaverkvarter i Washington er næppe den bedste udsigtspost for et formodet medlem af borgerligheden til at vurdere udviklingen i Danmark" kan du godt glemme Jan Weis. Forhold dig til indholdet frem for at forsøge dig med et trist lille karaktermord.

Ellers: mange tak til alle for øvrige kommentarer. Jeg ser frem til flere og er altid glad for at gå i dialog med avisens læsere her.

Alt godt,

Annegrethe Rasmussen

Steffen Gliese

Den slægtstanke finder man overalt, jeg sætter ved Gud da også familie, venner og kolleger før "samfundet" - og når følger debatten i øvrigt, er det klart, at det gælder universelt iblandt os, både bygningsarbejderen, socialrådgiveren og kontanthjælpsmodtageren.
Der er det store og det lille samfund - og det er jo ikke, fordi danskerne involverer sig enormt i det store samfund i disse år. Problemet er nok, at vore politikere har udvidet det store samfund, så det ikke længere kan håndteres af folk, der ikke er professionelt engagerede i det.