Kronik

Forældreskab er noget du tager

Hvis fædre skal gøre sig forhåbning om at have deres børn boende efter en skilsmisse, skal de tage sig sammen og være noget for dem allerede fra fødslen. Det er alt for sent at begynde at spille engageret far, når skilsmissepapirerne er skrevet under
Forældreskabet er noget man tager gennem svære valg og nærvær. For med rette at kunne kalde sig forælder og kræve sin ret til børnene i en skilsmisse, må manden derfor tage et opgør med den fraværende faderrolle. Arkiv

Olaf Kjeldstrup

9. februar 2015

Hvis lidt under halvdelen af alle par går fra hinanden, og omkring 90 procent af alle børn får bopæl hos deres moder, så skulle det gerne sætte nogle tanker i gang hos mænd, især kommende fædre. Sandsynligheden for, at du som far ikke vil have dine børn boende er omkring 40 procent!

Da mine børns mor og jeg gik fra hinanden, sov jeg ikke i flere dage på grund af angsten for at miste mine børn. Jeg gennemtrawlede det meste af det danske internet for alle reglerne om bopælsforældre og samværsforældre og designede worst case-scenarier.

Når man panikker på den måde er det ikke udelukkende egoisme men selve forældreskabet, der blusser op. Det potentielle tab af børnene føles som indre blødninger.

Panikken er udtryk for noget godt. Den er udtryk for den nære relation til børnene og handler ikke om at betragte børnene som indbo, der skal deles. Det var en god ting, at jeg lå der i den nu alt for store lejlighed med udspilede øjne og bankende hjerte med børnene ved siden af mig i sengen, fordi jeg var bange for, at de ville forsvinde i løbet af natten. Det var udtryk for nærheden til dem.

Vi kan ikke bare skilles

Forældre, der har været nær deres børn rent fysisk igennem dets levetid, vil have de følelser uanset køn.

Jeg tænker på alle de nætter, jeg har sovet på gulvet i min datters værelse, fordi hun altid vågnede, når vi gik seng. Vi fandt først senere ud af, at det var, fordi der var noget galt med vores el, så lyset på hendes værelse tændte en smule, når vi tændte i soveværelset. Efter en times med »Jeg ved en lærkerede« faldt jeg i søvn på gulvet med min hånd på hendes mave.

Hver anden nat, hvor jeg havde nattetjansen med modermælkserstatningen og stod op og vaskede flasker og blandede pulver i tempereret vand og hang i sengen eller i den store stol i stuen og vågnede med blanding af savl og gylp fra os begge på uventede steder.

Alle de gange, hvor fyret var gået ud om vinteren, og børnene havde blå læber, mens jeg som fyransvarlig bandede over det gamle lort og forsøgte at sætte ild til et eller andet, mens de spiste havregryn med flyverdragt på i køkkenet, og vi endte med at gå i seng igen og få varmen der, indtil der kom varme på radiatoren, i stedet for at tage på arbejde og i institution.

Alle de dage jeg har været hjemme, hvor de har været syge, alle de almindelige dage, hvor tingene bare skulle fungere, og alle de ualmindelige dage, hvor de også skulle køre som smurt, selv om indkørslen var sneet til, og børnene måtte vente i bilen i 45 minutter, til vi kunne komme ind i huset, og radiatoren sprang læk lige over pigens seng, og skoldhedt vand fossede ud over hende.

Alle de dage, hvor jeg havde en plan, men opgav den og gjorde noget andet. Selv om jeg kunne være rasende over det, så er det lige nøjagtig de dage, der har været de vigtigste for mig – og for dem.

Det er bare brudstykker, bare noget af det jeg lå og tænkte på i sengen, og som gør, at jeg føler, som jeg gør, at børnene og jeg ikke bare kan skilles ad. Jeg håber og tror, at de føler det samme, selv om de ikke kan huske det meste, andet end fra de historier, jeg fortæller dem om det, og som de så fortæller tilbage til mig med nye drejninger og vinkler.

Far, træf det svære valg

Som mand kan jeg blive glad for, at der er opmærksomhed på, at der sker en skævvridning, når børnene skal have tildelt bopæl efter et brud mellem deres forældre. Jeg er absolut tilhænger af at ændre på strukturer, sådan at der rettes op på det. Der har jeg ikke noget forbehold, og jeg mener, det skal være sådan. Men det er ikke nok.

Ligestillingen mellem forældre handler ikke om en kunstig strukturændring, som kun vil polere facaden. Det er godt nok, at der gribes fat i det strukturelle. Det ændrer dog ikke på det, der ligger nedenunder. Ligestillingen mellem parterne kommer af, at begge tager den.

Forældreskabet er noget, man tager. Man får det ikke. Statsforvaltningen kan ikke gøre dig til en nærværende forælder, og visse ting kan man ikke gøre om. Det er jeg ked af at sige. De første år af et barns liv er vigtige for barnet og for dig og for jeres relation.

Hvis du vil være en forælder for dit barn, har du nogle valg, du skal træffe, lige fra barnet bliver undfanget. Det er ofte svære valg, hvis du skal vælge barnet til, valg, der koster dig noget.

Det går bedre med engagementet fra fædrenes side. Men når man ser på barselsstatistikkerne, går det altså ikke godt nok. Der bliver ikke truffet nok svære valg. At træffe de svære valg er det, der skaber ligestillingen mellem forældrene, og måske er det arnestedet for ligestilling alle andre steder i samfundet.

Det er muligt, at en lovgivning kan gennemtvinge en statistisk ligestilling, men det er nødvendigt, at livsverdenen følger med.

Ligestillingen som forældre afhænger af, at fædre bliver bedre til helhjertet at tage forældreskabet med alt det indebærer af valg og fravalg. I dag er det oftest mødrene, der er bopælsforældre for børnene, men det er også ofte faderen, der får karrieren med i bruddet. Der er sket nogle valg tidligt i den ny familie, og det er blevet en glidebane.

Tro ikke, at børnene ikke oplever, hvem der udfører omsorgshandlingerne i deres liv. Hvem der vasker deres tøj, laver pandekagerne om søndagen, smører madpakken, vasker gulvet, sørger for, at de har de ting med, de skal bruge, er med til deres fritidsaktiviteter, også når man fryser røven af til skøjteløb. Pludselig siger en af dem: Ja, for I er jo sådan nogle, der hjælper hinanden!

Fædrefravær

Uanset hvilke forældre børn har, vil de deres forældre rigtig meget. Generationer af børn, der nu er voksne, har oplevet savnet af deres fædre. De er hurtigt vokset fra dem, nærheden er forsvundet, og den gensidige forståelse er røget samme vej.

Kvalitetstid er en løgn af samme slags, som den jeg fortalte mig selv, da jeg var barn og havde læst Hitchcock til midt på natten og satte søvnen på fast forward, så jeg kunne nå at sove dobbelt så længe, inden jeg skulle op.

I litteraturen ser vi det ene opgør med fædre efter det andet. Læs bare Karl Ove Knausgaard, Yahya Hassan, Anne-Cathrine Riebnitzsky. Blandt venner og bekendte fortælles historier om fraværende fædre. Der fortælles med vrede og med savn.

I dag er min far så dement, at han ikke kan kende mig længere, og det er måske hårdt sagt, men det gør ikke den store forskel. Vi er ikke kommet signifikant længere fra hinanden, end vi var. Nu oplever jeg min datters savn af sin farfar, og jeg kender det kun alt for godt.

Da mine børns mor oplevede den panik og frygt, skilsmissestatistikkerne udløste hos mig. Da jeg sad bleg over for hende og forsøgte at redegøre for reglerne om bopæl og samvær, som jeg mente at have forstået dem, var det hendes forslag, at vi blot skulle beslutte, at jeg var bopælsforældren, og børnene havde samvær med hende hver anden uge. Jeg er klar over, at konfliktniveauet i mange skilsmisser vil forhindre en sådan løsning, men jeg er samtidig også sikker på, at den kun kom på tale, fordi hun oplevede mig som en essentiel del af børnenes liv på alle måder.

Det med nærværet og valgene gælder for alle slags forældre, men jeg vil alligevel fremhæve, at hvis du er mand, og du snart skal være far, så er det nu, det gælder.

Det handler ikke om at gøre noget for en abstrakt sag kaldet ligestilling, men om at være noget for dine børn, at tage forældreskabet på dig og vælge dem. Lad vær med at udsætte det og kæmp for det, hvis moderen eller andre gør modstand. Hvis ikke du vil det, så vil jeg råde dig til at lade være med at få børn, både for din, men især for deres skyld.

Joachim Lykke er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Anne Schøtt
  • Peter Günther
  • Tom Paamand
  • Anne Eriksen
  • June Beltoft
  • Ingrid Uma
Maiken Guttorm, Anne Schøtt, Peter Günther, Tom Paamand, Anne Eriksen, June Beltoft og Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når jeg færdes i byen, ser jeg over alt engagerede fædre og når jeg åbner information ser jeg disse engagerede fædre forsøgt reduceret til fraværende.
Og jeg ser agendagen barsel, blive introduceret som var det en handelsvare.

Forældre behøver ikke at 'være noget' for deres børn; de ér allerede noget - tilmed en hel del - for børnene. Og det er denne faktiske væren, som der skal skabes tid og plads til, på tværs af kønnene ... som begge er under pres fra det moderne forældreskabs teatertorden og projektorientering.

lars abildgaard, Liliane Murray, Tino Rozzo og Nille Torsen anbefalede denne kommentar

Peter Jensen
Efter at have læst din kommentar, kom jeg til at tænke på forskellen på at gøre noget for og at være noget for.

Der findes langt sværere situationer end disse. Hvordan skal man vælge at være far, når man får besked fra statsamtet, om at man skal være far, men ikke er ønsket af kvinden?

Jeg synes det er en god artikel. Med en meget relevant pointe at forældreskab er ikke noget man VÆLGER - sådan har det aldrig været (og er stadig ikke for de millioner af kvinder der bliver uplanlagt gravide - og derved mødre, ikke af valg men fordi der kom sgu et barn)... der kommer et barn til et/to mennesker, og derfor skal der håndteres forskellige opgaver... sådan har piger måtte blive til mødre - og bare gjort det..... jeg synes det er super fedt, når manden også tager det helt naturlige faderskab på sig. Der HAR været tendens igennem historien til, at barnet - det er kvindens opgave (og ansvar...) Det er en helt ny, måske en evolutionær fremskridt, når manden også tager det helt naturlige omsorg for børnene. Ligesom det bliver, og er, når kvinden tager ansvar for at vise vej...... gå forrest med mod!! Spændende.

Carina Cristina Haugaard

"Tro ikke, at børnene ikke oplever, hvem der udfører omsorgshandlingerne i deres liv." Nailed it. Jeg savnede min far hele min barndom og hele mit ungdomsliv. Da mine forældre gik fra hinanden, blev jeg hos min mor.

Jacob Schou, Peter Günther og June Beltoft anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Smukt og godt skrevet.

Jeg ville dertil føje;- barnets ret til at have en far der er tilstede i deres liv, kun børn der er vokset op enten med en lidet present far, eller helt uden far kan forstå hvad dette indebære for barnet. Alle børn, uden undtagelse, har et lige så stort et behov for faren som for moren, og til de mødre, der helst så at faren slet ikke har kontakt med barnet, i skader jert barn mere end i gavner det. Og sådan en beslutning er ikke i barnets interesse.

"men det er også ofte faderen, der får karrieren med i bruddet. Der er sket nogle valg tidligt i den ny familie, og det er blevet en glidebane"

Vi har IKKE ligestilling i Danmark - kun på overfladen, specielt Kvinfo har ikke fattet det. F.eks tror de bare at man kan indføre kvoter, så flere kvinder ansættes i karrierejobs og forskerstillinger. De fatter ikke at det er et stort arbejde at have små børn, det er ikke noget man bare lige gør med venstre hånd ved siden af karrieren. De bryder sig heller ikke om deltidsjobs til kvinder, hvilket er bedre end slet ingen job eller familiers stress over to fuldtidsjobs. Der skal grundlæggende ændringer til - ellers har vi hverken ligestilling eller børnefamilietrivsel.

Morten Merstrand

Dårlig artikel skrevet af en forfatter som arbejder hjemmefra og baserer sin holdning på barsel statistikken.. Dine børn har en dårlig mor som ikke vil have dem boende fast, det er min meget oldnordiske holdning til det..