Kronik

Frygtens kædereaktion

Når fremtidsløse unge går amok, bortforklarer vi det som et problem, der har rødder uden for vores samfund. Oprør i Frankrig kaldes amerikanske tilstande, oprør i Danmark kaldes franske tilstande, mens oprør i Sverige kaldes danske tilstande. Men modborgeren er et fælleseuropæisk problem, der ikke kan løses, så længe politikerne reagerer med moralsk panik
I 2008 bredte uroen i de udsatte boligområder sig over hele landet og udviklede sig i løbet af en uge til danmarkshistoriens største gadeoptøjer. Der blev antændt omkring 700 brande rundt om i landets udsatte boligområder, og overskriften ’franske tilstande’ gik igen i mediernes dækning af optøjerne.

I 2008 bredte uroen i de udsatte boligområder sig over hele landet og udviklede sig i løbet af en uge til danmarkshistoriens største gadeoptøjer. Der blev antændt omkring 700 brande rundt om i landets udsatte boligområder, og overskriften ’franske tilstande’ gik igen i mediernes dækning af optøjerne.

Mogens Flindt

28. februar 2015

Da roen havde sænket sig i 2005 efter flere dages gadekampe mellem politi og unge i Frankrigs forstæder, fik politikerne travlt med at lancere tiltag, der skulle sikre franskmændenes tryghed. For en ung indbygger i en af de uroplagede områder var analysen klar:

»De kunne ikke finde en løsning på arbejdsløshed i 20 år, men de har fundet løsningen på utryghed på 20 minutter,« konstaterede han.

Hvis vi skal bekæmpe vreden og oplevelsen af modborgerskab, der bidrager til kriminelle bander og radikaliserede unges selvfortælling i landets udsatte boligområder, kræver det andet og mere end politikudspil baseret på moralsk panik. Første skridt er, at vi vedkender os, at disse mænds handlinger ikke alene kan afskrives som hændelser, der hænger sammen med forhold uden for landets grænser. Hvis man kigger på historien for optøjer og ophobningen af kriminalitet i områder, der jævnligt rubriceres som ghettoer i Europa, viser der sig et mønster: Vi fraskriver os vores eget ansvar for tilstandene i disse områder, hvorfor vi risikerer at overse, hvordan vi lokalt og nationalt kan bekæmpe oplevelsen af modborgerskab.

Danske tilstande

Da optøjer i løbet af 1980’erne begyndte at blive en del af virkeligheden i de udsatte franske forstæder, blev det i offentligheden kaldt for »amerikanske tilstande« og sammenlignet med britisk hooliganisme.

Da en gruppe unge med indvandrerbaggrund for første gang i sommeren 1997 fulgte traditionen fra bz’ere og autonome med ildspåsættelser og optøjer i Blågårdsgadekvarteret på Nørrebro, blev det af danske medier rubriceret som »amerikanske tilstande« med henvisning til, at uromagerne var brune i huden.

Historien gentog sig en søndag i februar 2008. Her tændte en gruppe unge i Blågårdsgadekvarteret igen ild i gaderne. Denne gang spredte ilden sig imidlertid for første gang herhjemme fra bydel til bydel og landsdel til landsdel og udviklede sig i løbet af en uge til danmarkshistoriens største gadeoptøjer. Der blev antændt omkring 700 brande rundt om i landets udsatte boligområder, og overskriften »franske tilstande« gik igen i mediernes dækning af optøjerne med henvisning til, at Frankrig i efteråret 2005 havde lagt asfalt til tre uger med ildspåsættelser og uroligheder, der havde spredt sig fra den ene udsatte forstad til den næste og udviklet til de sig værste gadeoptøjer, vi har set i Europa siden ungdomsoprøret i 1968.

Et halvt år senere udbrød der optøjer i Malmø, og ikke overraskende blev de benævnt »danske tilstande« i de svenske medier.

Måske vi burde droppe automatreaktionerne, hvor vi distancerer os fra udfordringerne i de udsatte boligområder ved at indikere, at problembørnene er en art fremmedelementer, hver gang de ter sig ustyrligt, asocialt og brutalt.

På bunden af hierarkiet

Optøjer, bandekriminalitet og radikalisering udgør blot toppen af isbjerget, når det handler om problemer i udsatte boligområder. Det er her, man i stadig højere grad finder symbolet på den måske største udfordring for den europæiske velfærdsstat: den store gruppe af unge mænd uden eksamensbeviser, der er i overhængende fare for at havne på bunden af samfundshierarkiet. De voldelige reaktioner er undtagelsen – den apatiske tilstand, hvor unge giver op, ryger hash og passer sig selv, er langt mere udbredt. Men den adfærd tiltrækker sig sjældent den store bekymring og udløser ikke den samme frygt som den udadreagerende. Begge grupper af mænd repræsenterer imidlertid den samme historie.

Mens det langt hen ad vejen er lykkedes ufaglærte kvinder at fastholde deres job inden for især servicesektoren, er de uuddannede mænd blevet de store tabere i den globale udvikling på arbejdsmarkedet, hvor de ufaglærte mandejob er forsvundet sammen med industrisamfundet. Samtidig har den sociale mobilitet blandt unge mænd i Danmark – og i det meste af Europa – nærmest stået stille siden 1970’erne. I såvel Danmark som i andre europæiske lande bliver det stadig mere tydeligt, at bopæl og valget af folkeskole spiller en endog meget stor rolle, når det handler om ulighed i forhold til børn og unges chancer i livet.

Opdelt folkeskole

Det er især bekymrende, at den stadig mere socialt og etnisk opdelte folkeskole i Danmark betyder, at vi ligger sidst i Norden, når det gælder skolens evne til at føre elever op ad den sociale rangstige. Jo mere opdelt en folkeskole, desto større risiko for en negativ skolekultur, hvor især drengene tager afstand fra lærerne og skolens boglige værdier. De uundgåelige sociale forskelle mellem børn, der følger af familiernes ressourcer, forstærkes med andre ord af den delte folkeskole og af negativ påvirkning fra vennerne i såvel klasselokalet som på gaden.

I den hidtil største undersøgelse af sin art fulgte SFI alle drenge født i 1980 frem til udgangen af 2003 for at finde ud af, hvilke faktorer der betød mest, når det handlede om, hvem der røg ud i kriminalitet. Det viste sig her, at uddannelse udgjorde den altoverskyggende skillelinje for, hvem der er i risikozonen for at begå kriminaliteten. Det afgørende er at slutte folkeskoletiden med læsekundskaber, der muliggør, at man efterfølgende kan tage en kompetencegivende uddannelse.

Set i det lys skriger det til himlen, at omkring 40 procent af alle tosprogede drenge slutter folkeskoletiden uden såkaldte funktionelle læsekompetencer. SFI peger på, at vi som samfund kan reducere kriminalitet ved at »sikre barnets udviklingschancer – bl.a. gennem støtte til svage familier, kvalitetsbørnehaver, et ordentligt skolesystem, der har ressourcer til at støtte de svage elever, uddannelsesmuligheder og et arbejde til de unge.«

Undersøgelsen konkluderer ligeledes, at unge i udsatte boligområder har markant højere risiko for at havne i kriminalitet, og at det ikke alene skyldes det lavere uddannelses- og indkomstniveau i disse områder. Selv når man renser for socio-økonomiske forskelle, er sandsynligheden for, at Ali eller Dennis fra ’ghettoen’ begår kriminalitet, stadig 50 procent højere end risikoen for, at Niels fra Kartoffelrækkerne bevæger sig ud i en kriminel løbebane. SFI har ikke undersøgt årsagen, men såvel mine egne som andre studier af unge mænd, der har opbygget en fortælling om modborgerskab og det rå ’ghettoliv’, viser, at subkulturerne i disse områder ofte er domineret af nogle opskruede machoidealer med et mere lemfældigt forhold til vold og kriminalitet end det, der gør sig gældende blandt de fleste borgere.

Det hænger blandt andet sammen med, at der er markant flere unge i disse områder, der aldrig kommer videre efter folkeskolen; som har pletter på straffeattesten; er uden for arbejdsmarkedet; og som derfor søger identitet og subkulturel anerkendelse på gaden, hvor kulturen forstærker de sociale forskelle, der i forvejen gør disse unge udsatte i forhold til at ende i en kriminel løbebane.

Moralsk panik

Desværre reagerer politikerne i såvel Danmark som i andre lande med moralsk panik og politik, der ikke løser de grundlæggende problemer i de udsatte boligområder. Jeg frygter, at den historie er ved at gentage sig oven på den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Husseins nylige angreb på et debatarrangement på Østerbro og den jødiske synagoge i Krystalgade. Regeringen har reageret med en ny terrorpakke til næsten 1 milliard kroner. Den vil desværre næppe have nogen som helst virkning på unge mænd som Omar.

Moralsk panik er den kollektive nationale panik, der opstår ved begivenheder og tendenser, som opfattes som en trussel mod samfundets sociale orden. I nyere tid har større gadeoptøjer, bandekonflikt og 80’ernes aids-epidemi udløst fænomenet, som sociologen Kenneth Thompson beskriver som en frygtens kædereaktion. Den består af fem elementer:

En særlig gruppe af mennesker defineres som trussel mod samfundets værdier eller interesser.

Denne trussel afbildes af medierne i en let genkendelig og utvetydig form.

Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted.

Myndigheder, beslutningstagere og offentlige meningsdannere kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro, og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen.

Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling over for den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Politisk er det afgørende ved udbruddet af moralsk panik, at magthaverne overbeviser os borgere om, at de foretager konkrete handlinger for at genoprette den sociale ro. Politiske udspil, som ikke nødvendigvis løser de konkrete problemer bag optøjer, bandeproblematikker og radikalisering, kan i denne henseende godt mildne befolkningens frygt, hvis folk føler sig overbevist af politikernes forsikringer.

Typisk har de politiske tiltag, som fremkommer under moralsk panik, til formål at tilfredsstille og berolige de store vælgergrupper frem for dem, som de politiske tiltag reelt skal forestille at ramme. Risikoen er, at tiltagene fremkommer på baggrund af forsimplede diagnoser og derfor ingen virkning har.

På forkert kurs

Jeg har i årevis skrevet og holdt foredrag om emnet, ligesom jeg har interviewet et utal af unge og deres forældre i disse boligområder. Jeg ville inderligt ønske, at vi for en gangs skyld lavede politik på området ud fra en målsætning om, at alle børn og unge skal have værktøjerne til at skabe et godt liv for sig selv i stedet for at lave lovgivning, der skal tilfredsstille alle dem, der bor uden for områderne. Tænk, hvad man ville kunne få for 1 milliard kroner i disse områder. Initiativer, der bidrager til børn og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og de områder, de bor i, udgør i det samlede regnestykke blot et greb i lommen.

Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, ligesom den slags fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu befinder vi os imidlertid på en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.

Aydin Soei er sociolog, foredragsforholder og forfatter til bøgerne ’Skyld’ og ’Vrede unge mænd’, der handler om unge mænd i udsatte boligområder.

Indlægget bliver også bragt i magasinet Kommunen i den kommende uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Peter Günther
  • Regsa Nesneffets
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels Engelsted
  • Kasper Kjær
  • Lise Lotte Rahbek
  • Aferdita Muja
  • Dorte Sørensen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Torsten Jacobsen
  • Steffen Gliese
  • Jakob Silberbrandt
  • Henrik Søgård Jørgensen
  • Troels Ken Pedersen
peter fonnesbech, Peter Günther, Regsa Nesneffets, Niels Duus Nielsen, Niels Engelsted, Kasper Kjær, Lise Lotte Rahbek, Aferdita Muja, Dorte Sørensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Torsten Jacobsen, Steffen Gliese, Jakob Silberbrandt, Henrik Søgård Jørgensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Kongshøj

Hvis folk føler samfundet pisser på dem, så får de et incitament til at pisse tilbage. Det kan næppe komme som nogen overraskelse. Vil man begrænse pisseriet, er der flere forskellige ting, man kan gøre:

- Sørge for at folkeskolen har de nødvendige ressourcer til at tage hånd om elever med problemer.
- Støtte udsatte familier til at fungere bedre som familier
- Holde op med at behandle de fattige som menneskeligt affald.
- Give mulighed for at man kan få et kvalitetsjob, der giver mulighed for at forsørge en familie og leve et normalt liv, også selvom man ikke er bogligt begavet.
- Bekæmp racistiske stereotyper inden for politiet.
- Bekæmp fattigdom, dels gennem adgang til kvalitetsjobs, dels gennem sociale ydelser af realistisk størrelse. Fattigdomsbekæmpelse er vigtigst af alt; fattigdom er noget af det værste, man kan udsætte andre mennesker for, og det medfører et hav af afledte problemer, herunder kriminalitet og radikalisering.

Jakob Silberbrandt, peter fonnesbech, Peter Hansen, Janus Agerbo, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Birgit Horn og Aferdita Muja anbefalede denne kommentar

En flok hashomtågede hængerøve med ligeglade, ansvarsløse forældre. Og igen, igen er det folkeskolen, der skal løse problemet. Den er en undervisningsinstitution og ikke en opdragelsesanstalt for folks vanartede unger, og hvorfor er det mon pigerne, der klarer sig bedst? Stil disse familier stolen for døren fx ved at fratage dem alle sociale bidrag, ind til de lever op til deres ansvar Om det så skyldes det ene eller det andet i Frankrig eller Sverige, er helt ligegyldigt - de kan jo heller ikke løse problemet.

@OA: Ja; skolen har i vid udstrækning overtaget den opdragende rolle. De færreste kan i dag forestille sig en familie som i St. St.-Blichers dage.
Nettets indflydelse er endnu en faktor, som man ikke bør undervurdere. De 'gamle' aner ikke, hvad der foregår.

@OA: Ja; skolen har i vid udstrækning overtaget den opdragende rolle. De færreste kan i dag forestille sig en familie som i St. St.-Blichers dage.
Nettets indflydelse er endnu en faktor, som man ikke bør undervurdere. De 'gamle' aner ikke, hvad der foregår.

Martin Skriver

Jeg er enig i artiklens postulat om, at den ene milliard til terrorbekæmpelse formentlig ikke får nogen betydning og alene er symbolsk. Jeg så også gerne at den milliard i stedet blev givet til fattigdomsbekæmpelse. Hvorledes man bedst gør det ved jeg ikke. Men jeg ser desværre heller ikke forfatteren angive nogen brugbar løsning, når det hævdes, at det er boligområderne og de unges respekt fort disse, der skal styrkes.
De såkaldte ghettoer er jo for de flestes vedkommende oprindeligt bygget som mønster byggeri med alle muligheder for at leve en god tilværelse (eller i hvert lige så god som alle mulige andre områder i vores samfund) og alligevel har beboerne kørt disse kvarterer ned, så de i dag. Så hvad er det forfatteren vil have, at samfundet skal gøre anderledes denne gang?

randi christiansen

Problematikken bunder i miljø-og socioøkonomisk ubalance - som igen er forårsaget af katastrofalt omfattende dyb uvidenhed vedr hensigtsmæssig administration af fællesskabets overlevelsesressourcer. Den 1% fejlforvalter i uhyggeligt omfang deres økonomiske og uretmæssige mandat. Sålænge denne livsfarlige kultur er operativ, er vi alle - også den % - på alle parametre på dødssejlads ... og vi nærmer os det bratte vandfald med eksponentiel hast.