Klumme

En gang dobbelt-blasfemi

Danmarks har et primært medansvar for den globale opvarmning, men det er blasfemisk at påpege det
17. februar 2015

Når nu en langtidsledig, jødisk tømrersvend ved navn herre Jesus Kristensen for ca. to tusinde år siden har sagt, at det aldeles ikke er vores næste men vores fjender, vi skal elske, kan det nok lyde noget blasfemisk. For eksempel for medlemmer af den danske folkekirke, der jo bekender sig til pågældende jødiske håndværker som intet mindre end Vorherre Jesus Kristus, Guds søn. Er man imidlertid ramt af henvisningen til de kræfter i livet, som overvælder og overvinder alle indarbejdede skel mellem gode næster og onde fjender, kan det være nødvendigt at udtrykke sig blasfemisk. For at skrælle al mere eller mindre skinhellig fims af og få frem, hvad man mener at høre i de kristnes egen skrift, som virkelig er helligt:

»I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige« (Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 43 ff.).

Det er råt og brutalt – og blidt – den natur, som overgår al forstand, al beherskelse og dermed også alle moralske forskrifter. Fordi den er. Simpelt hen. Er for onde og for gode; for retfærdige såvel som for uretfærdige. På skandaløs vis tillader naturen at regne over hele banden. Og regner det ikke, lader den sin sol opgå over ikke blot de gode, men sandelig også de onde. Blasfemisk for enhver lovlydig moralist, der gerne vil holde sig de(t) forkerte på afstand og selv påberåbe sig til de(t) rigtige. Men regn og sol lige til at lovsynge for alle, der bare er lidt taknemmelige. For at leve den stund, den ellers også ubarmhjertige natur måtte forunde en.

Bliver det for blasfemisk, kan man måske finde trøst i den kendsgerning, at bemeldte Jesus da også udtrykkeligt blev henrettet for – blasfemi! Jævnfør Markusevangeliet kapitel 15, vers 29.

Klima-blasfemi

Alt dette som indledning til også herfra med påståede frie ord at yde et beskedent bidrag. Til den katedraliske, polyfone lovsyngelse af de danske, demokratiske, ytringsfrie, religionsfrie, menneskerettige værdier, der uophørligt har tonet – fra høj og lav, fra Hendes Majestæt Dronningen til Enhedslisten, fra venstre- som højreorienteret, fra på det ene eller det andet eller slet ikke på noget troende – siden weekendens attentater på retten til blasfemi og på retten til at være jøde.

Jeg er med andre ord ærligt og enfoldigt bare dybt taknemmelig over, at skønt ovennævnte langtidsledige har spillet så afgørende en rolle for mig i snart syv årtier, at jeg gang på gang – også i nærværende avis – har måttet forholde mig skandaløst blasfemisk til den kristenhed, kristendom og folkekirke, han efter sin henrettelse blev hægtet op på, har jeg aldrig været truet med korporlig straf og på livet for mine blasfemier. Takket være de danske værdier med både Margrethe Rex’s og Johanne Schmidt-Nielsens velsignelse.

Og så kommer det blasfemiske spørgsmål om disse demokratiske, ytringsfrie, religionsfrie og menneskerettige værdier nu også kan rumme den kendsgerning, som senest blev formuleret i gårsdagens mandagsavis: »Et overvældende flertal af forskere fra de relevante discipliner vurderer, at vi har kurs mod at nå det niveau for globale opvarmning, hvor feedback-mekanismer vil blive udløst, og klimaændringerne bliver ukontrollable med uforudsigelige og muligvis katastrofale konsekvenser. Det påpeges ofte, at de rige lande bærer det primære ansvar for at have forårsaget problemet på grund af deres højere emissioner af drivhusgasser gennem de seneste to århundreder. De fortsætter med at have de højeste emissionsniveauer pr. capita, og det vil også volde dem mindst smerte at nedbringe deres emissioner. Der er ingen tvivl om, at verdens udviklede lande har en moralsk forpligtelse til at tage føringen i reduktionen af de globale emissioner.« Denne gang formuleret af professor i bioetik ved Princeton University og Laureate Professor ved University of Melbourne Peter Singer i artiklen ’Klimakampen har brug for en pavelig bandbulle’.

De seneste to århundreder beretter om vores demokratiske, ytringsfrie, religionsfrie og menneskerettige danske værdiers tilblivelse. Men de fortæller også, hvordan vi som et af verdens rigeste lande bærer et primært medansvar for at have forårsaget menneskehedens nuværende kurs. Mod det niveau for global opvarmning, hvor feedback-mekanismer vil blive udløst, og klimaændringerne bliver ukontrollable med uforudsigelige konsekvenser …

Opbyder vi anden reaktion herpå end at afvise det som blasfemi? Med »den grimme smag af frygt og magtesløshed« – for at citere statsministerens weekend-formulering – afviser vi i praksis foreløbig denne naturhistoriske kendsgerning som blasfemi mod vore danske værdier. Skønt vi måles som et af verdens lande med højeste materielle naturforbrug pr. capita.

Om dette handlede i særdeles oplysende grad Peter Bjerregaards interview sidste onsdag (d. 11. februar) med nyudpegede formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen. For »klimaforandringerne er verdens største markedsfejl« bekræftede den tidligere økonomiske overvismand. Men det er jo blasfemi mod vor tids helligste og ukrænkeligste: Markedet!

Hvad gør vi så? Frie ord venter …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Philip B. Johnsen
  • Jan Weis
  • Ebbe Pedersen
  • Anne-Marie Blæhr
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Helge Rasmussen
  • lars abildgaard
  • Toke Andersen
  • John Fredsted
  • randi christiansen
  • Niels-Simon Larsen
Henrik Christensen, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen, Jan Weis, Ebbe Pedersen, Anne-Marie Blæhr, Michael Kongstad Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Helge Rasmussen, lars abildgaard, Toke Andersen, John Fredsted, randi christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Tak, Ejvind, for at sætte tingene ind i deres rette sammenhæng. Det varmede. Jeg er syg og kan ikke deltage i demonstrationerne her til aften, og det løser mig fra et problem, for jeg ved ikke, om jeg havde villet. Det har ikke været helt let, når hele den velmenende menighed tropper op. Mit ræsonnement er som følger:
For nogle får år siden var vi 50 til en klimademonstration, der udgik fra Christianshavns Torv. Halvtreds. For et års tid siden var vi 500 på Nytorv. Femhundrede til demonstration for menneskehedens overlevelse. I aften er de tusinder og atter tusinder, som kræver ret til at udstille noget, som jeg vil kalde for lokumstegninger (gå ind på Vilks hjemmeside). Denne skærende kontrast får mig til at krybe under dynen. Jeg fatter simpelthen ikke, at vore politikere kan lire den samme lektie af igen og igen, og at folk hopper på den. Jeg tror også, at Alternativet ville være tvunget til at følge trop. Det er jeg ikke i tvivl om. Det er nærmest som en folkestorm, der fejer alt væk. Ja, både EL og AL deltager. Der er jo ikke et eneste fornuftigt menneske, der forsvarer attentaterne, men i aften skal der holdes værdi- og ytringsfrihedsfest. I morgen fortsætter vi ufortrødent vores kurs mod afgrunden og bruger vores ytringsfrihed til at rive andre med i faldet.

Ejvind Larsen, Henrik Christensen, Philip B. Johnsen, Lise Lotte Rahbek, Helge Rasmussen, Anne Eriksen, Anne-Marie Blæhr, John Fredsted og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Måske er det bare mig, der har en skrue løs eller er ufølsom, men de mange (klister)sentimentale manifestationer efter skudattentaterne i weekenden, og den mediemæssige tæppedækning af begge ting, har for det meste bare fremkaldt lede hos mig. Selv skolebørn skulle på et tidspunkt holde et minuts stilhed til ære for de døde, i hvert fald på én skole, hvorfra der var et indslag i nyhederne. Det er i mine øjne helt overgearet. På linje med Niels-Simon kunne jeg ikke lade være med at sammenholde al denne handling med den massive mangel på samme, hvad den tilstundende, og af mennesket forvoldte, klimatiske destabilisering angår.

Jeg forestiller mig, at de mange mennesker i disse sentimentale manifestationer ikke først og fremmest er tilstede for at forsvare ytringsfriheden, eller for den sag skyld for at sørge over de døde (for kan man sådan virkelig for alvor sørge over nogen, man ikke personlig har kendt?), men for at forsøge at få etableret en form for tryghed, herunder ikke mindst få konfirmeret, at vi kan fortsætte akkurat, som vi plejer. Man rykker sammen med fakler og sange, kniber nogle tåre, osv. Og det i sig selv er såmænd ganske harmløst. Men jeg er bange for, at det er selvsamme mekanismer, der virker med noget nær modsat fortegn i forbindelse med klimaproblematikken, der netop fordrer forandring, der tilsyneladende udløser utryghed, der så skaber modstand.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Helge Rasmussen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

@Marianne: Jeg kan godt følge dig i dine tanker vedrørende det bare at forbruge løs.

For ethvert beskedent menneske er jo grundlæggende til grin i denne verden. Men så måske alligevel ikke: Måske er man til grin udadtil, men hvis man tror på, at man og livet er udspændt i noget større end det, der kan opleves nu og her med menneskets kropslige sanser, så er der en indre dimension, hvori man måske ikke er til grin. Og her taler jeg på ingen måde om noget (klassisk) religiøst.

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, randi christiansen, Anne-Marie Blæhr og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Marianne kommer med nogle dybtgående spørgsmål.

At se bort fra den virkelige fare (klimaet) og leve som om, den ikke eksisterer, efterlader et lille stik i hjertet på enhver. Nogle er ganske gode til at fortrænge faren, men den bliver til en orm, der gnaver. Derfor bliver festen en smule kunstig og skal hele tiden pumpes op (lad os nu få noget sjovt. Ud med de triste tanker). Af den gruppe mennesker, der er på festholdet, vil man ved nærmere eftersyn se, at ikke alle er lige gode til fortrængning. Der sker også det, at nogle af dem lige pludselig får et barn, og alt ændrer sig (hvordan beskytter jeg nu mit barn?). Andre bliver mere voksne efterhånden. Festgruppen smuldrer. I andre festgrupper sker det samme. Ydermere ser dette psykofarmaca- og botoxmiljø med skarpe konkurrerende øjne på hinanden - de ved godt, at festen er falsk.
Nogle få vågner op, men hvad vågner de op til? Ensomhed og kulde! Nogle af dem med teknisk kunnen kan måske finde ind i grønne tekniske miljøer. Grøn vækst er noget, og noget for dem. De andre er nærmest uhjælpelige. De kan ikke se sig selv i en lille, forhutlet grøn arbejdsgruppe i et ramponeret lokale. De er vant til luksuriøse omgivelser. At være mellem mennesker, der i bund og grund har ret uden at have en passende anseelse, er som at stirre ned i et sort hul. Dette sorte hul er det egentlige samlingspunkt og det, man skal holde sammen om. Det er at være tro over for tilværelsen, over for Jorden. Det kræver noget.

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, randi christiansen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Peter birch sørensen : "klimaforandringerne er verdens største markedsfejl«

Godt sagt. Men på trods af såkaldt ytringsfrihed er det meget vanskeligt at vinde gehør for en anden miljø-og socioøkonomisk agenda end ('fri')markedsfundamentalisternes. De er nemlig ikke blot blinde og døve, de er også dumme ifht at forstå planetens cirkulære økonomi, og de har betalt sig til mest taletid. Så det er op ad bakke for godtfolk - der kæmper for deres miljø-og socioøkonomiske selvstyre på et for ofte alt for uoplyst grundlag. Som fx mht den suverænitetsafgivelse - i form af opgivelse af retsforbeholdet - som visse ønsker gennemført efter en hurtig folkeafstemning og dermed uden den nødvendige og grundige redegørelse for alternative muligheder - hvilket rina ronja kari gør opmærksom på netop ikke har fundet sted, men som må siges at være en forudsætning for, at vælgerne kan foretage et kvalificeret valg. Den ansvarlige regering har ikke klarlagt dette område - fx I hvilket omfang opgivelse af retsforbeholdet yderligere vil integrere danmark i også miljø-og socioøkonomisk henseende, euro m.v. Unionen var åbenbart ikke stendød - kun skindød.

Den af politikere og andre aktører så højt besungne ytringsfrihed er derfor i dagens billede en langt mere relativ og kompleks størrelse end visse ytringsfrihedsfundamentalister gerne hævder. Money talks - very loud. Og forvaltningsretten har tydeligvis ikke formået at beskytte folkeretten, det universelle folkestyre.

Tiden er derfor inde til en dybtgående samtale vedr det miljø-og socioøkonomiske spektrum. Alt er forbundet, der er ikke noget, der hedder væk - et dysfunktionelt system må erstattes med eet, der respekterer livets og planetens iboende lovmæssigheder. Deeyah khan talte smukt, præcist og inspirerende om emnet forleden i 'krasnik og ytringsfriheden'.

Gandhi : "the planet has enough ressources to satisfy every mans need - not every mans greed"

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Marianne : "Vi kommer nu engang til alle at undvære noget af vores materialitet, hvis vi vil redde miljøet - og hvis vi ikke kan argumentere for at mennesket får noget i stedet der er endnu bedre end det, det mister .. ja så kommer vi ingen vegne."

Som der står på min indkøbspose : 'recycle or die'

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Jeg tror problemet er, at danskerne ikke ser sig selv som en del af problemet! -På trods af, at vi ligger helt i toppen mht. udledning af CO2 og energiforbrug og at en dansker producerer over 100 X mere CO2 end en inder! Og ingen er villige til, at skære ned på noget som helst og da slet ikke "vores ret" til at tage på ferier i langtbortistan nogen gange om året. Desværre tror jeg ikke der bliver gjort noget ved problemet med CO2 fordi vores demokrati ikke kan håndtere så alvorlige globale problemer, så der sker ikke noget før det hele ramler sammen i kaos i vores børne- og oldebørns verden...

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

@Marianne: "... og hvis vi ikke kan argumentere for at mennesket får noget i stedet der er endnu bedre end det, det mister .. ja så kommer vi ingen vegne."

Du har ganske givet ret. Men hvor er det dog sørgeligt (altså ikke det, at du har ret i noget, men det, du har ret i): Hvorfor er det tilsyneladende så svært for det moderne menneske (eller har mennesket generelt altid været sådan?) bare at afstå noget, uden at få noget andet i stedet for, og måske derved frivilligt, fordi omstændighederne simpelthen fordrer det, påtage sig at bære en byrde eller en smerte fremover? Må livet ikke gøre ondt? Har man bildt sig selv forkert ind, at enhver form for smerte er udtryk for (en delvis) mislykket livsførelse?

PS: Bare retoriske spørgsmål, som du naturligvis ikke er forpligtiget til at besvare.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har det lidt svært med ordet "blasfemi" i klimasammenhæng. Skulle ytringer om, at de (vi) rige vesterlændinge har et hovedansvar for den globale opvarmning, være udtryk for blasfemi? Blasfemi har noget med gudsbespottende at gøre, og helt ærligt, så højrøvede er vi vel ikke blevet, at vores ansvar for opvarmningen er at sammenligne med guds værk.

Men ok., sandheden kan være ilde hørt, og selvom næsten alle godt ved det, vil man helst fortrænge det. Det er "spielverderberi" at minde om, at vores kurs er gal. Alle ved det, men magter ikke at gøre noget alvorligt ved det. Men afviser dog heller ikke muligheden. Men det må ske på et overordnet plan, og der sker jo også noget. Mon ikke Paris bliver et gennembrud?
http://www.dr.dk/Nyheder/Vejret/2015/02/13/094027.htm
http://europa.eu/rapid/press-release_IP-14-2232_da.htm

I øjeblikket tørster Brasilien helt vildt. Det kan give endnu et skub til at få gjort noget ved det.
I øvrigt er vind, vand og sol i stadig fremgang overalt, ikke bare i Vesten, men også i Kina og nærmeste omegn. Så op med humøret, det skader ikke.

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Anne-Marie Blæhr anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

"Den gyldne middelvej" har jeg altid opfattet som noget kedeligt noget, men har ved nærmere eftersyn fattet interesse:
fra Gyldendals Store:
"den gyldne middelvej, (lat. aurea mediocritas), formulering hos den romerske digter Horats (Oder 2,10) af en almen antik leveregel med rødder i traditionel græsk visdom, jf. udtrykket "Alt med måde". Filosofisk havde Aristoteles udarbejdet tanken om dyden som en "mellemting" (gr. mesotes) mellem for meget og for lidt, men det er Horats' digteriske formulering, der har givet udtrykket ordsprogsstatus i europæisk kultur. I middelalderen kaldte Thomas Aquinas "medium virtutis" for den rette vej mellem ekstreme standpunkter."

Derudover er begrebet vist velkendt i Buddhismen.

Torsten Jacobsen

Frihedens forbandelse er vel den frygt der opstår, når man indser at man muligvis går glip af noget. Hvis der er frit valg på snart sagt alle hylder, har man i en vis forstand tabt på forhånd. Mistanken melder sig allerede efter selv kort tids (for)brug af det frit valgte gode, det være sig partneren, karrieren, børnene, huset, bilen, eller citronpresseren.

Jvf. psykologen Barry Schwartz:

http://www.ted.com/talks/barry_schwartz_on_the_paradox_of_choice

Hvis vores egen tvivl om kvaliteten af vores valg og dets konsekvenser ikke var nok, så har vi jo en totalt og overalt tilstedeværende medie- (læs:markedsførings-) maskine, som nok forstår at minde os om alt det, vi 'gik glip af'. Kombineret med sociale medier som Facebook, hvor det primært er solskinssiden af 'de andres liv' som udstilles, ja så er det sgu ikke så underligt at de fleste af os til tider fortvivler over frihedens lyksaligheder.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til smerten er det gode ved den, at den går over (som regel). Smerte er alarm, pas på, gør noget. Kan også være forandring. Hvis skoen trykker, må man finde én, der passer bedre. Hvis smerte søges undgået konsekvent, kan en anden lidelsesfuld tilstand indræde: - tomhed. Tomheden kan bortjages med sødme, behag, vellyst, men denne tilstand er også kedelig i længden. Tilbage bliver ... den gyldne middelvej.

Vind eller Ej vind

Ordet ’blasfemi’ er helt rigtigt valgt af Ejvind Larsen – vi befinder os trods alt i det fundamentalistiske ’klimareligiøse univers’ … ;-)

Torsten Jacobsen

@ Marianne Bjerg,

Jeg taler vel om et eksistensvilkår for mennesker opvokset i et vestligt overflodssamfund?
Desuden er det ikke al den 'frihed' der er problemet, dvs. den er ikke 'undertrykkende' i sig selv, og 'den normaliserende magt' (som primært er et indre pres) følger ikke med nødvendighed. Men at forvalte så megen frihed kræver en form for indsigt og dannelse, som desværre er såre underprioriteret i vores samfund. Dannelsen ofres for effektiviteten, og resultatet bliver derefter: En u-dannet stræben efter mere.

Den grundlæggende fejlslutning er, at dannelsen som menneske forløber automatisk, ubevidst. At man ikke behøver at anstrenge sig i den henseende. Resultatet er en kultur af rethaveriske børn, i krig med sig selv og naturen.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

@Kongstad: "Mon ikke Paris bliver et gennembrud?"

Jeg deler ikke din optimisme. De såkaldte forhandlinger, der er foregået i Geneve, hvor landene har fået lov til at tilføje alle de tekstforslag, de måtte ønske, så dokumentet er svulmet fra 40 til 100 sider (ifølge dit DR-link), svarer i mine øjne til at give børn i en slikbutik lov til frit at tage ned fra hylderne af. Så tro da pokker, at stemningen er god. Den stemning vil dog ganske givet fordampe som dug for solen, når man på COP21 i Paris skal til at stramme ballerne sammen. Jeg er ganske overbevist om, at også COP21 bliver en fiasko.

Ejvind Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Som jeg læser og har forstået Ejvind - ej blot til lyst - vind, så er det ikke de klimareligiøse, der føler sig bespottet og angrebet af blasfemi, det er alle de ikke-klimareligiøse, ignoranterne, benægterne, de ligeglade, de vækstorienterede materialister og alle de almindelige forbrugere, der føler sig angrebet.

Det er forbruget og materialismen, der er det "hellige" og urørlige, og påvisningen af dettes ansvar for den globale opvarmning på vej mod feedback-mekanismer, der er blasfemien. Sådan oplever de "hellige" markedsaktører det i hvert fald.

"Opbyder vi anden reaktion herpå (på påvisningen) end at afvise det som blasfemi?", skriver Ejvind. "Med »den grimme smag af frygt og magtesløshed« – for at citere statsministerens weekend-formulering – afviser vi i praksis foreløbig denne naturhistoriske kendsgerning som blasfemi mod vore danske værdier."

"Vi" er i dette tilfælde hovedparten af befolkningen, der støtter opbygningen af Danmarks værdier gennem forbrug, forbrug og atter forbrug, mens vi smiler overbærende til klimaaktivisterne, som var de bærere af korset. Det er naturens egen faktiske reaktion på vore forbrug og ubændige leben, vi opfatter som blasfemi. Naturen håner os, og taler bag om vores ryg. Selvom vi ikke må have andre guder end én, er det faktisk denne ene, vi anklager, mens vi gemmer de andre lidt af vejen.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, randi christiansen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

Vind eller Ej vind - that's the question

Niels-Simon sætter traditionen tro mange tanker i gang ...

Når den ’klimatiske destabilisering’ (John) når næste livstruende fase i den nedadgående miljøspiral mod umulige livsbetingelser for menneskene, vil vi på dette indtil nu fredelige område også komme til at opleve en ny form for ’radikalisering’ – dagens buzzword – af nogle fremsynede og eksistentielt bekymrede ildsjæle, der dog hurtigt vil blive eliminerede og gjort ukampdygtige med alt lige fra peberspray til gummi- eller blykugler og indespærring på livstid, men desværre også en endnu større passivitet og renoncering på at foretage sig noget som helst fra flertallet af folk, der lader sig true af den til den tid fascistiske stats forskellige magtmidler, og derfor ud over at prøve på at redde sit eget skind, forholder sig i en undertrykkende ro, hvor mange efterhånden dog er begyndt at bekymre sig om hvilken livstruende verden deres børn og børnebørn kommer til at leve i – sammen med alle de øvrige farer i et globaliseret konkurrencesamfund med hvem som helst rendende rundt bevæbnede med automatvåben, et pseudo-demokratisk samfund som efterhånden udvikler sig til et udemokratisk risikosamfund kun holdt sammen med totalovervågning og politistatsmetoder og kapitalens skyldige lejesvende og markedsfundamentalisterne med deres propaganda om ’markedsfejl’ - som om hele klimaprocessen skulle være reversibel …

Håber ordsalaten er læselig … ;-)

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Jan: Både læseligt og forståeligt. Mens jeg læste det, kom jeg til at tænke på Palle Nielsens tryk. Det er mange år siden, men de står alligevel klart for mig. Dengang vidste ingen, hvor visionær han var, når han skildrede flygtende mennesker i byer, der skred sammen. Det rene 11/9 mange år før, og nu Kobane og alle de andre byer. Jeg tror også, at det er ud fra en lignende forudfølelse, at mange af os skriver vores indlæg. Når jeg hører om kaos i Libyen, og at IS tvinger flygtninge i bådene for at belaste Europa, sker der både en eksplosion og en implosion (jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det) inde i mig. Først Gardaffi, så håbet om en bedre tilværelse og så kaos.
Man siger, at verden er blevet fredeligere. Det siges også, at Danmark er blevet renere. Sjældent hører man om målemetoderne. Vores ressourceforbrug gør i høj grad de fattigere dele af verden mindre fredelig og mere beskidt.
Når jeg så som lige før hører Helle (det pæne menneske) fortælle om alle de tiltag, der skal gøres for at gøre Danmark mere sikkert og nærmest har hele nationen bag sig, så rabler det for mig, og så tænker jeg igen på Palle Nielsens tryk, som ikke bare er sammenstyrtende byer, men sammenstyrtet politik, forståelse og ansvarsfølelse.
Hvordan holder jeg så alt det ud? Det undrer også mig, men det går mærkeligt nok godt. Det sker måske ud fra den enkle betragtning, at nogen må tænke klart og blive ved at gøre det. Og så er jeg ikke alene.

Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Hvad er meningen med vore liv? At vi er her. Tak til jer kloge mennesker som er med til at holde en dybere samtale i gang.

Philip B. Johnsen

Borgerne i EU medlemslandene støtter sig til, at der kommer "en håndtering" af det stærkt voksende flygtninge problem, ikke mindst fra de lande, hvor medlemslandene er krigsførende, men også hvor klimaforandringer nedbryder eksistensgrundlaget, forårsaget af kapitalistisk vækst på fossilt brændstof, de gamle rettroende i den politiske lære i medlemslandene, de venter på håndtering af problemerne, der i takt med ulighed og fremmed fjendtlighed stiger, som tiden går 'uden' handling på udfordringerne:

Klimaforandringer forårsaget af finanskapitalisme på traditionel kapitalistisk vækst på fossilt brændstof, en dereguleret finanssektor med casino økonomi.
Stigende ulighed og sociale problemer.
Flygtninge udpræget fra lande, hvor medlemslandene er krigsførende og i stigende grad forårsaget af klimaforandringer.
Stigende radikalisering til vold (terror) fra ofte stigmatiserede marginaliserede EU borgere gemt og glemt i ghettoen.

Kommer der en god løsning imorgen?

EU har ingen vision!
EU har ingen strategi!

Fra artikel:
"Hvad gør vi så? Frie ord venter …" tja..så venter jeg også og skriver lidt!

Niels-Simon Larsen

En mening?! (Randi spørger 19.57).

Set i lyset af klimaforandringerne og vores mulighed for at vågne op til dåd, får spørgsmålet om meningen med livet en ny drejning.
Noget af det mest interessante ved naturen er dens evne til at tilpasse sig. Der er ligesom en kontakt, der pludselig begynder at lyse og siger: "Nu bliver du nødt til at tilpasse dig, for ellers får du ikke mere at spise".

Stod og kiggede på en plakat med en hvalros med et flot overskæg og tænkte, hvorfor det ikke var større eller mindre. Nej, et hvalrosoverskæg har den størrelse, hvalrosoverskæg skal have, sagde jeg til mig selv. Det har nok ikke haft samme størrelse hele historien igennem. Det har sikkert bølget op og ned, dog altid passende til situationen.
Hele naturen er et stort tilpasningsdygtigt, vibrerende hjerte. Rigtigt eller forkert, smukt eller grimt - alt drejer sig om at tilpasse sig kravene, og det vil det levende gerne, meget gerne. Det er ligesom med babyer, der åh, så gerne vil op at stå og bruge benene.
I naturen er der ikke noget, der hedder: "Det gider jeg ikke". Straffen er hård, men lysten er pudsigt nok altid foran.

Når jeg så tænker på menneskeheden, er billedet anderledes. Vores lidelseshistorie kunne godt have frembragt mere medfølende mennesketyper. Det er jo ret dumt af os at negligere de mange lysende lamper. Hvad er forskellen på hvalrossens overskæg og vores parrathed til at møde de forhåndenværende farer? De vanskeligt registrerbare temperaturstigninger, må vores autonome nervesystem allerede have noteret sig. Så skal vi bare have en 100.000 år til at omstille os, men vi har kun nogle få. Heldigvis har vi en menneskehjerne til forskel fra hvalrossen, og det kunne kompensere for mangelen på tid.

Til forskel fra dyrene har vi bevidsthed.. Det er den, der lægger mærke til de blinkende lamper og selv stiller nogle op. Det er fint, men alligevel er der noget galt. Det er det, vi aldrig har fundet ud af, hvad er. Hvor ligger problemet? Der er opfundet både guder og djævle som skyldbærere, men alligevel smelter isen. Desuden har vi prøvet at udrydde folk med lange næser, og det hjalp heller ikke.
Nu står vi der, hvor det er os selv, der er nogle dumme svin, og den pille er svær at sluge. Vi har altid kunnet lægge ansvaret bort, men ikke mere nu. Den store 'spielverderber' som projektion må vi trække hjem - ellers får vi ikke mere at spise. Samtidig skal det ske med lyst - ih, hvor er det sjovt at sprælle med benene. Og nej, det er ikke sjovt mere at ryge, æde og drikke eller flyve i flyvemaskiner, have mere end naboen, vende ryggen til andres lidelse, tro sig selv hævet over andre, fornægte virkeligheden og se bort fra om børnene får en fremtid. Simpelthen overveje betimeligheden af at udvikle et større eller mindre overskæg. Det kunne der godt være mening i.

Philip B. Johnsen

Nix Niels-Simon Larsen jeg er kke enig.

Verden er ond, set i lyset af menneskets grådige intelligens, mennesket er et rovdyr, det eneste gode ved mennesket er, at jeg ved, det er ondt, det gode vinder ikke over det onde, det skal kunne betale sig for, at det skal lykkes.

Med venlig hilsen
Fredags nihilisten.

@Niels-Simon: Menneskets evne til selvrefleksion er i mine øjne det, hvormed vi mennesker for alvor kunne gøre en forskel i den biologiske eksistensform, der jo ellers er så massivt tynget af brutalitet. Men, som jeg har været inde på i andre tråde, så er der en åbenlys bagside af denne vores egenskab: den udløser (eksistentiel) angst. Hvor meget af de aktiviteter, vi mennesker fylder vore liv med, og desværre i den forbindelse alt for ofte belemrer hinanden med enten direkte eller ad omveje, har sit udgangspunkt i denne bagside?

Niels-Simon Larsen

For mig at se er der to ting, der står over for hinanden i spørgsmålet om en mening med livet. Den ene er den konstaterbare indsats, vi hver især udfolder hver dag for at for at få det hel til at hænge sammen lige fra det at snøre sine sko, så man ikke falder i dem til karriereplanlægning, som beskæftiger mange. Selv den mest deprimerede 'dykand' kommer op til overfladen af og til. Vi vil op og ikke ned.
Den anden er vores søgen efter, om der dog ikke skulle være en 'højere' mening med 'lortelivet'. Altså, der kunne jo være noget, man havde overset noget, og 'jeg' er vel ikke den klogeste, der har gået på Jorden. Der må vel være en og anden, der er klogere end mig (ellers ser det sort ud). Er det ikke der, vi står? Skulle der virkelig have været så stor ståhej for ingenting? Det lyder mærkeligt.

Mit personlige synspunkt er, at hvis der er en mening (højere), må den meget gerne træde frem. Det har den ikke gjort endnu, og det har jeg affundet mig med. Hvis jeg engang skulle møde den gamle, vil han få sig en skideballe, men det sker ikke - altså mødet.
Noget andet er den vedvarende undren over tilværelsen. Her tænker jeg på de store hop, Big Bang, livets opståen og det reflekterende menneskes fremkomst med det, vi kalder bevidsthed. Der er vel ikke noget i vejen for at bevidstheden kan udvikle sig, hvis vi lader være med at begå kollektivt selvmord. Det er fantasi, indrømmet. På den anden side er det som at se et evnerigt menneske gå i hundene. Det fylder en med sorg. Der findes vel også en stor sorg i os over at se verden forgå, og her vil jeg se bort fra alle festdeltagerne, der råber hurra.

Uden at kunne pege på en højere mening, synes jeg, det kunne se ud som et flot projekt. Jeg kan godt høre nogen i baggrunden, der taler om livets lidelse og alt det, men hvis vi nu ikke havde forfusket det hele, men gået jævnt i den retning, som mange kloge folk har givet anvisninger på, så kunne der godt have ligget/ligge en tilværelse foran os med udfoldning af alt det bedste mennesket besad, foruden det der ville komme til. Det er fantasi, ja, men sådan en er vi også i besiddelse af, og hvorfor skal det absolut være noget lort alt sammen. Det bliver den næste tankemæssige hurdle.

Ja, hvorfor er det nu, det ikke kan blive til noget med os? Det vil jeg gerne have svar på. Hvor var det kæden sprang af? Big Bang satte kæden på og cyklen kværnede deruda' og gør det stadig, men der er ikke noget ved det. Den kører elendigt, og går den snart i opløsning. Jeg vil tro, at flere af jer kan se Buddha sidde i baggrunden og smile. Det kan jeg, men gåden er ikke løst endnu. Hvorfor blev det hele sat i gang, for at vi skulle hoppe ud af det? Jeg synes stadig, der er et par uafklarede punkter.

(I øvrigt kender jeg ikke Ejvinds fremtid eller avisens dispositioner, men af og til har jeg da tænkt på, hvem der kunne udfylde Ejvinds sko, den dag han syntes, han havde gjort nok. Der burde jo allerede have været nogle. Jeg tror, at vi må indstille os på endnu et tab foruden alle de andre. Måske kan Redaktionen trække en kanin op af hatten...).

Niels-Simon – Og når du så med møje og besvær, og måske i bund og grund uden nævneværdig nysgerrighed og optimisme på menneskehedens vegne, er kommet op på din ’Big Bang Væltepeter’ så tænk på og blær dig med, at: Kosmologi er religion for intelligente ateister - Stephen Hawking.

Niels-Simon Larsen

Lige lidt mere om mening eller mangel på samme:
Det er meget svært at gøre et tomt punkt som ateismen til et samlingspunkt. Folk vil have en sutteklud ligemeget hvor hullet. Det samme med buddhismen som også dyrker tomheden, og taoismen. Her i vesten vil vi have noget for pengene. At man skal løfte en finder uden en form for profik er utænkeligt. Derfor alle disse religioner, at hvis du gør sådan og ikke sådan kommer du op at sidde på fars knæ.
Vi havde slentret omkring i skove og på sletter i henved en hundredetusinde år, og så pludselig kom alt det der med, at jeg skal komme efter dig, kan du lige tro min fine ven. Krige og kætterbål og forsuring af almindelige menneskers liv. Vi sidder i suppedasen endnu. Også her i Danmark.

Somme tider tænker jeg på, om der er en fælles tendens hos os, der skriver her i trådene. Det er svært at sige. Selv mener jeg, at det er bedst at samles om tomheden i ydmyghed og omsorg for hinanden ligemeget hvor. Det kunne se ud som at samles omkring et tomt lagkagefad, og man skal jo have noget at spise, men hvem kan sætte noget op på det, der smager af noget? Det skal man kunne gøre, hver gang man er sammen. Der er ingen vej udenom. Alt er til diskussion. Kan man gå under det åg, kan man komme frem, men det er vist det, det kniber med i dag.

Niels-Simon Larsen

Vi kunne jo også bare kvitte alt det med religion og ideologi og sætte os i en rundkreds og tale sammen. Det er nu heller ikke så let, for først tager man en runde, hvem er jeg? Det viser jeg så (efter min erfaring), at en er kommunikationschef, en anden projektansvarlig, en tredje produktudvikler, endnu et par chefer for udvikling og PR samt en, der lige er blevet færdig med retorik og så mig, der ikke er noget særligt. Problemet med det er sproget. Det er ikke mit. Hvis en skovl skal kaldes en skovl, er det nok, fordi det er mig, der er en skovl. Sproget udvikler sig, og for mig udvikler det sig 'væk'.
Hvor ligger de sproglige giftfabrikker så i dag? De ligger i spindoktormiljøet, religionshusene, reklamesøjlegangene, og alle der lever af at tækkes andre.
Er der antigiftfabrikker? Ja, enkeltpersoner, hvis man leder efter dem. Er der samlingssteder? Ja, et her, så længe det varer.

Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen
Årsagen til alt går den vej, det det går, er lige for, den økonomiske magt holder omstilling væk, den økonomiske magt har et alternativ, til demokratiets hårde vej til en fremtid, den økonomiske magt kan love forbrug og vækst, demokratisk underskud kan du kalde det, hvis demokrati menneskerettigheder og retsstatsprincipper skal vinde, må demokratiet tage, økonomien og magten.

Krig, forurening, klimaforandringer, hele balladen udløber af vækst, vend det til livskvalitet, men kun med magten, byder muligheden sig.

Kurt Nielsen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Tomhed

Måske er tiden kommet til omsider at få læst Upanishaderne – og måske komme i bedre humør -

Brahman is life. Brahman is joy. Brahman is the Void …
Joy, verily, that is the same as the Void.
The Void, verily that is the same as joy.
-

Chandogya Upanisnad, 3.14.1. Citeret efter: Fritjof Capra: The Tao of Physics. Modern physics and eastern mysticism.

Det er måske forståeligt, hvis det en gang imellem bliver for meget for nogen med denne evige vestlige dans om guldkalven – så lad os i stedet kaste os over ’tomheden’ som vejen til livsglæde – som altså også er ’tomhed’ - gosh … ;-)

Kurt Nielsen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Beklager, at jeg ikke har fået læst alle indlæg, men jeg kan forstå, at der på baggrund af Randis strøtanke fra i går 19.57 er pustet liv i en ellers blandt voksne for længst udslukt debat om, hvad meningen med livet skulle være. Som min kloge farbror engang sagde: - det skal du ikke spekulere over, bare lev!

Ej(- blot til lyst -)vind har ofte peget på, at livet er interessant allerede i kraft af dets eksistens. Det overgår al forstand, men det er.

Ejvind skriver, at Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige (Matthæus kap. 5, vers 43 ff.), og at det er råt og brutalt – og blidt – "den natur, som overgår al forstand, al beherskelse og dermed også alle moralske forskrifter. Fordi den er. Simpelt hen."

Det behøver der efter min mening ikke at være nogen mening med. Sådan er det bare. Skønt, mangfoldigt og vidunderligt.

Man kunne få lyst til at udvide spørgsmålet for de spørgelystne:
Fredsted bruger ofte vendingen "den biologiske eksistensform", for at adskille livet fra hele den fysiske eksistens, må jeg gå ud fra. Men er det ikke-biologiske ikke også liv? Er jorden, kloden, månen, solen, mælkevejen, universet - ikke også liv? En del af skaberværket? I så fald - hvad er så meningen med det?

Kurt Nielsen, randi christiansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Michael: Jeg har lyst til at stoppe dig ved min kontrolpost. Dit indlæg er mig lidt for knudret. Jeg vil gerne se nogle rene linjer. For mig må du gerne have en gudstro, og det er der vist ingen tvivl om, at du har, men så bliver du også stoppet af mig for en stund.
Den eneste nåde og barmhjertighed, der findes i universet, er den, der findes i os mennesker. At den er der, skyldes udviklingen, og hvis udviklingen fik lov at udvikle sig, kunne der sikkert blive mere nåde og barmhjertighed. Hvem ved?
Jeg vil ikke blande mig i, om det uorganiske har liv. Det er et definitionsspørgsmål, hvis ikke vi ligefrem bliver animister igen som i fortiden.
Det, jeg undrer mig over, er, hvordan du forener troen på en kærlig Gud med det forestående klimakaos? Guden bliver vel skyllet ud med sit eget badevand, ikk'?
Det, jeg heller ikke kan forstå, er, at så mange bl.a. dig har så svært ved at få ham Gud smidt ud. Det er som om, Gud skulle være garant for det gode liv. Det modsatte er jo tilfældet. Med al den religion, der eksisterer, skulle verden være det rene paradis...
Alle guder er husguder og har intet at gøre i det offentlige rum. De laver nemlig altid ballade.

Kurt Nielsen, Ejvind Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

Niels-Simon - filistre kender ikke forskel på den levende og døde natur - så bær over med de skabsreligiøse ...

@Kongstad: Jeg er bange for, at jeg ikke er i stand til at forstå dit verdensbillede. Dit forrige indlæg får dig til at fremstå som én, der ligesom har accept af det hele, herunder den biologiske eksistensform "Fordi den er. Simpelt hen", "Skønt, mangfoldigt og vidunderligt." Men hvorfor tager du så på vej over, at der er noget - mennesket - i dette, der bare er, der er i færd med at destruere grundlaget for dele af selvsamme dette, der bare er? Hvorfor accepterer du ikke også menneskets destruktion af biosfæren, når nu vi og denne del af vores adfærd selvsagt også er en del af dette, der bare er?

Vi må heller ikke glemme at sende en venlig tanke til kulissevæsenet med slettelaksflasken, som igen ser ud til at have været beskæftiget i en uforståelig mission i disse fredelige intellektuelle spalter - en stor gevinst for dagbladet takket være bl.a. Ejvind Larsen ...

Kurt Nielsen, Maria Francisca Torrezão og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

John Fredsted,

At 'acceptere det hele' er ikke i modstrid med at 'kæmpe for noget.' For selve den kamp er jo også en del af 'det hele', og endda en uundværlig del af samme. Ellers ville 'det hele' jo være 'noget andet' end det, det er.

Nietzsche, hvis jeg husker rigtigt, talte om den 'bagtalelse af livet', som enhver afvisning af blot ét aspekt af eksistensen medfører. 'Amor fati!'. Men kun for den dovne ånd betyder en sådan ubetinget hyldest af alt liv, at man med sindsro kan læne sig tilbage i passivitet eller apati.

randi christiansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

...eller sagt med andre ord: der er ikke noget der bare 'er', evigt, uforanderligt. For det der var, er nu borte, og noget nyt har taget dets sted. Væren er en kontinuerlig opståen, som jeg før har plæderet for. En vedvarende sang, hvor både de smukkeste harmonier og de værste mislyde tæller med.

At spørge til meningen med livet i dette perspektiv, er meningsløst. hvilken personlig mening man kan finde, derimod, se det er et interessant spørgsmål. Især fordi man kan diskutere om vi selv skal finde meningen, eller om den uophørligt finder os?

Niels-Simon Larsen

Uanset slettelak og hvad der ellers findes af sten på vejen for frie ord, så må jeg set i bakspejlet gælde mig over, at vi de senere år har formået at holde liv i kludene. Ofte hele ugen som nu denne gang.
Vi har holdt selvjustits. Typen der altid skal læse op af deres samlede værker, er trådt et skridt tilbage. Talmagikere har fået andet end tal at tænke på. Kæphesteriddere har fundet stalden. Sidst men ikke mindst har mange kigget ind i kredsen - ganske diskret.
Ejvinds tråde er noget ganske særligt, og det selvom hverken klummen eller indlæggene er særligt opløftende at læse. Hvordan kan vi dog holde ud at læse og skrive, at det ikke går særlig godt? Enhver analytiker ville hurtigt komme til det resultat, at den slags hører op af sig selv. Hvorfor gør det så ikke det?

Man kunne forestille sig, at vi havde en hemmelig glæde i at snyde analytikerne, hvem det så end måtte være. Tænk, at noget kører lang tid efter, at det burde være hørt op. Der er ingen penge i det, ingen fremtid, kun et yderst tvivlsomt håb.
Men der er noget andet, og det vil jeg ikke sige noget om. Lad det endelig blive genstand for gætterier, men der er noget andet, som jeg ikke synes, vi skal lade os glide af hænde: Selve det at vi bliver ved! I de kommende og sandsynligvis omskiftelige tider må der vel blive en niche til os. Et tålt hjørne, der ikke belaster avisens ellers optimistiske opråb om at flyve derhen og derhen.
Det er ikke let at være pessimist og slet ikke med manér. Det er let nok at skælde ud og synke ned i et sort hul. Skal det gøres rigtigt, skal man ofre tid på at slette og skrive igen. Denne proces kan ikke være andet end positiv, og før man får set sig om, er man i færd med at skabe balance i tingene. Det sorte hul udvider sig, får møbler, og hylder på væggene. Folk kigger ind. Hvor hyggeligt du kom forbi!

@Torsten Jacobsen: Det er sikkert mig, der ikke er begavet nok, men jeg synes, at dine argumenter tager alle redskaberne ud af hænderne på mig, så at sige. Jeg synes, det hele ender op i noget 'klappen med en hånd'. Jeg kan ikke finde ud af at navigere i en sådan begrebsverden (hvor alt er lige godt, og så alligevel ikke), idet jeg ikke kan finde nogle pejlemærker i det.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Simon (9.29): således stoppet ved din kontrolpost må jeg oplyse, at jeg har det sådan med Gud, at han må godt være der, hvis han er der, og hvis han ikke er der, gør det ikke noget. Solen står op over de onde såvel som de gode. Og når det monsterregner, monsterregner det over de retfærdige såvel som over de uretfærdige. Det var det Ejvind erindrede os om, at Matthæus havde skrevet. Og det er jo såre sandt, hvad enten det er Gud, der står bag, eller naturen og mennesket klarer det helt selv.

Nu er sådan, at en del mennesker i al deres tankeløshed og umyndighed har kastet naturen og klimaet ud i et alvorligt pres, der truer på en ukendt alvorlig måde. Når Gud ikke har kunnet forhindre det, kan det skyldes dårlig kommunikation mellem ham og de mennesker, der tror på ham, eller at menneskene helt på egen hånd er i stand til fralægge sig ansvaret for trivslen her på jorden sammen med nateren og atmosfæren. Mennesket har undladt at bruge sin tanke og fornuft til at bringe sig i harmoni med naturen (sammenligner gerne med Kants udtryk: - "menneskets ... selvforskyldte umyndighed), Og jeg henviser gerne til Ejvind igen: "den natur, som overgår al forstand, al beherskelse og dermed også alle moralske forskrifter...".

- Forstand = vores forstand.
- Beherskelse = vores beherskelse (gøren sig den underdanig), vi kan ikke gøre hvad som helst med den.
- Moralske forskrifter = naturen opfører sig ikke efter menneskelig moral.

Torsten Jacobsen

John Fredsted

Det er bestemt ikke min mening at tage noget fra dig. Tværtimod tilbyder jeg dig et perspektiv, et af mine, som du kan føje til dine egne eller som du kan ignorere. Der går intet af mig af uanset, ej heller af dig, for den sags skyld. Alt er helt som det skal være ;)

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted ( 23. februar, kl. 13:47),
-til opklaring: - du skriver "dit forrige indlæg". I min sprogfornemmelse betyder det forrige det, der var før det sidste. Det vil her sige 18. februar, 14.28. Men jeg tror du tænkte på det sidste, dvs. i går 21.40. Der ud fra svarer jeg.

Jeg er meget enig med Ejvind i, at livet er interessant allerede i kraft af dets eksistens. Det overgår al forstand, som han siger. Jeg har ikke "accept" af det hele, men agtelse, respekt, forundring, forbavselse, forfærdelse, og overordnet set anerkendelse.

Det bedste og mest progressive ord om forholdet til naturen henter jeg fra dr. theol. Ole Jensens bog "På kant med naturen": -agtelse.
Vores brutale natursyn har mistet agtelsen, siger han.
http://www.klimadebat.dk/ole-jensen-paa-kant-med-klodens-klima-b117.php
Men al denne brutalitet, dette snæversyn, tankeløshed og manglende ansvarsfølelse, får ikke mig til at miste betagelsen og glæden ved naturen, selv om de grumme mennesker er en del af den. Heldigvis kun en del af dem.

Philip B. Johnsen

Hvem gør noget ved det?

Kortsigtet investeringer med hurtigt afkast, er det eneste der sælger i en, hurtigt omskiftende og uforudsigelig verden kun, hvis det betaler sig, er der vilje (økonomi) til forandring.

randi christiansen

Lyt til 'Holger og Gud i anførselstegn' på YouTube - hvor han taler om muligheden for tilstedeværelsen af en udlignende faktor i kosmos, som han kalder "gud", og som fx kunne være forklaringen på forhindringerne med at finde higgs artiklen. En kosmologisk lovmæssighed som også Lovelock taler om i sin Gaia teori.

Når hertil lægges kvantefysikkens opdagelser : Niels Bohr 'vi er ikke betragtere, vi er medskabere' -begynder der at tegne sig et billede af et univers, hvis indre og ydre grænser vi ikke kender, som vi er i gang med at lære at kende, at udvide vores bevidsthed i, som vi er en interagerende del af, og hvor det derfor ikke kan udelukkes, at vi på et tidspunkt finder det ubekendte x, hvis natur det er i en eksponentiel kurve at muliggøre en udligning af fejltagelserne, så vi endelig kan gøre det rette ifht til livets opretholdelse og udvikling. Tanker og følelser er udtryk for energi - lad os derfor fokusere denne vores bevidsthedsenergi i en fastholdelse af de positive scenarier, vi ønsker fremmet.

Og hvis vi taler om meningen, må det vel også for kollektivet på nuværende tidspunkt handle om at lede efter den mening, der som nævnt er befordrende for livet, og som vi kan enes om.

Det er en meget spændende rumrejse, vi er på.

Jesus Krisensen kan du selv være. Han hed nu Davidsen. 'Kristus' er en stillingsbetegnelse.
Men ellers ok... ;-)

@Kongstad: "... al denne brutalitet, dette snæversyn, tankeløshed og manglende ansvarsfølelse ...": Disse begreber gælder i for sig også for så mange andre arter end mennesket. Brutaliteten i naturen overgår så langt menneskelig brutalitet. Der er for eksempel ingen dyreart, der end tænker på ting som naturreservater og naturbeskyttelse, altså beskyttelse af andre arter. Enhver art ekspanderer og ekspanderer, som en kopimaskine, hvor kopiknappen har sat sig fast, indtil det møder modstand fra enten andre arter eller udtømmer sit eget naturgrundlag. Det er snæversynet og tankeløst og i for sig uden ansvarsfølelse. Standardanken imod denne min påstand er sikkert, at dyrene er uskyldige grundet deres lavere begavelse og det, at de primært er styret af instinkter. Som altid synes jeg, at det er udtryk for arrogant antropocentrisme. Mennesket er ikke fundamentalt anderledes end dyrene. Der er en glidende overgang.

PS: Du har naturligvis ret. Min brug af 'forrige' var forkert.

Michael Kongstad Nielsen

Fredsted - mange mennesker har heldigvis ikke et brutalt natursyn, hvor det bare gælder om at få mest mulig udbytte og profit ud af den, uanset hvilken skade, den lider derved, men nogle få systembærende har, og de sidder desværre på magten, ejendommen og kapitalen. De gør sig "Jorden underdanig" , de vil herske over naturen, de bruger ikke deres følelser og moral i forholdet til naturen. Deraf fremgår deres brutalitet.

Naturen kan også være brutal, men slet ikke på en så organiseret, iscenesat og gennemtænkt måde, som nogle mennesker, hvor man som Monsanto fx forsker i brutaliteten.

Men naturen er også nænsom og blid, samarbejdende og selvvedligeholdende (bæredygtig). Vi har diskuteret det her før, Fredsted, så for ikke bare at gentage vil jeg prøve at nævne et nyt eksempel.
For det første: - naturen har ikke behov for at lave naturparker, reservater og fredninger, for ville klare sig ganske udmærket uden, bare mennesket ikke ødelagde betingelserne for den. Så naturparkerne er velmenende menneskers zoologiske haver og biologiske museer.

For det andet:
Naturen kopierer ikke sig selv i et væk. Den producerer bare et vældigt overskud af forplantnings materiale, da en stor del af det erfaringsmæssigt går tabt. Kun få nye bøgetræer kommer der ud af bøgens tusinder af bog, resten bliver til føde for dyr, eller falder på "klippegrund".

Sider