Kommentar

Gør en god gerning

Hvorfor satte Danmarks Indsamling ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor der er fattigdom og uretfærdighed i verden?
2. februar 2015

Forleden hang der en seddel på min søns plads i børnehaven. »Godhedsbevis« stod der på sedlen, der opfordrede til, at min dreng skulle gøre en god gerning. Gjorde han det, ville Lego Fonden give 25 kroner til Danmarks Indsamling, og han ville være med til at »hjælpe andre uden at skulle have en krone op af lommen«.

Danmarks Indsamling er en velgørenhedskampagne, der samler penge ind til humanitære indsatser for de 12 største nødhjælpsorganisationer i Danmark. Indsamlingen kulminerede i lørdags i et stort show på DR1. Igen i år blev der primært samlet ind til projekter, der støtter børn og unge, under overskriften »mod uretfærdighed«.

Det er en velmenende og sympatisk idé, at man på denne måde vil støtte børn i udviklingslandene og bekæmpe uretfærdighed. Men kan man skabe en generel og varig udvikling, der på sigt vil overflødiggøre nødhjælp ved at bygge skoler, vaccinere børn og styrke et lands sociale sikkerhedsnet – uden samtidigt at forsøge at skabe generelle samfundsændringer i både Nord og i Syd? Det tror jeg ikke.

Ramt af uretfærdighed

Kampagner som Danmark Indsamling satte ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor de mennesker, man forsøger at hjælpe er fattige. Dermed er de med til at tegne et billede af, at uretfærdigheden i verden ikke har nogen direkte årsag. »Når uretfærdighed rammer mennesker …«, skriver man neutralt på kampagnens hjemmeside.

Kampagnen er derfor også med til at antyde, at fattige mennesker i udviklingslandene ikke selv har nogen holdning, ikke handler selv, ikke kan selv. Måske er det ikke bevidst, men det er konsekvensen, når kampagnen kun fokuserer på børn (hvor er de voksne på billederne?), samtidig med at man kun citerer danske nødhjælpsmedarbejdere, ikke lokale, og undlader enhver henvisning til, at masser af mennesker i modtagerlandene selv handler for at forbedre deres vilkår.

Det fremgår også, når man skriver, at det er de danske nødhjælpsorganisationer, der gør en forskel, når »Mellemfolkeligt Samvirke har udbredt kendskabet til rettigheder« eller »BØRNEfonden har lært skoleledere, at vold ikke er vejen frem«.

Jeg er klar over, at den tidligere regering for 10-15 år siden skar i bevillingerne til de humanitære organisationer, og samtidig krævede, at de skulle finansiere en større del af deres drift via kampagner som Danmarks Indsamling. Og at den nuværende regering har skåret yderligere i bistanden.

Men mange danskere får deres informationer om forholdene i udviklingslandene fra disse kampagner. Så når op mod en million seere tænder for showet på lørdag, burde både de 12 deltagende nødhjælpsorganisationer og Danmarks Radio i højere grad leve op til deres public service- og folkeoplysningsforpligtelser.

For ellers underminerer organisationerne deres egne muligheder for at få goodwill i befolkningen, og dermed muligheden for at samle penge ind i fremtiden. For hvem har lyst til at blive ved med at støtte mennesker, der ifølge nødhjælpsorganisationernes egne kampagner tilsyneladende ikke selv handler for at forbedre deres egne vilkår, men år efter år må modtage almisser fra Danmark?

En god gerning

Jeg vil i hvert fald meget hellere lære min dreng en mere nuanceret sandhed end den, Danmarks Indsamlingen postulerer, nemlig at en god gerning over for fattige mennesker er mere end at få Lego til at give 25 kroner i en verden, hvor uligheden stiger på grund af uretfærdige handelsaftaler og firmaers skattesnyd. Hvor 20.000 mennesker dør af sult hver dag. Og hvor især den vestlige verdens CO2-udledning har skabt en global opvarmning, der truer os alle, men især de fattige.

Og jeg vil hellere lære ham, at de fattige lande ikke kun er befolket med tavse og passive børn og voksne med en tiggerskål i hånden, men også med masser af aktive mennesker, der er både kompetente nok, og har viljen og modet til at kæmpe mod uretfærdighed selv – gerne med os som ligeværdige partnere.

Både i deres eget land, og mod de globale strukturer og handelsvilkår, der er en ligeså væsentlig årsag til deres uretfærdige situation.

Peter Kenworthy er journalist og cand.scient.soc. i Internationale udviklingsstudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Ejvind Larsen
  • Viggo Helth
  • Grethe Preisler
Toke Andersen, Ejvind Larsen, Viggo Helth og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu