Læsetid 3 min.

Gråzoneprostitution skal ikke negligeres

Når mennesker sælger sig til sex på sugardates eller for en burger, giver det voldsomme ar på krop og sjæl. Det er på tide, at vi tør tale om fænomenet i stedet for at idyllisere eller forklejne det
16. februar 2015

Gråzoneprostitution. Hvorfor er det nødvendigt, at vi beskæftiger os med dette fænomen og bruger ordet prostitution, som for mange dækker over noget, der er marginaliserende og ubehageligt? Det er det, fordi salg af seksuelle ydelser i det små er en risikofaktor for psykisk og social usundhed parallelt med mange andre risikofaktorer, vi kender i samfundet.

Information tager fænomenet op i en artikel den 9. februar og i kronikken den 13. februar. Det fremgår, at debatten om emnet »raser«. Men der er ikke tale om en kamp. Der er ikke noget, der raser. Det handler om nødvendig information om et problem, der synes at blive større, når man ser på den succes, som de forskellige databaser om sugardates har.

Nogle eksempler fra mit arbejde: En kvinde fik penge for sex med en mand, hun kendte, men som hun kun havde sex med, fordi hun skulle have penge til sit barns stofmisbrug. Forholdet medførte stor skamfølelse, psykisk sygdom og udvidelse af kundekredsen, da barnet kom ud i tiltagende problemer.

En kvinde i en god stilling lod sig under studiet lokke til samleje for en endda meget stor sum. Hun har siden haft flash backs med lugthallucinationer og forpinthed, på trods af at det kun var én enkelt erfaring. Den har kostet dyrt.

Unge kvinder og mænd, som blev hjulpet med ophold og problemer i øvrigt, mens de var under 18 år. Deres lommepenge slog ikke til, så en del af dem fandt andre indtægtskilder ved at sælge sex. Mine kolleger og jeg møder dem som prostituerede i dag. En del af dem, fordi de kæmper for at komme ud af prostitution. For det ophørte ikke, da de var unge, og det smittede, så andre også så det som en mulighed – og ofte endte i prostitution.

Uligeværdige parter

Disse alvorlige iagttagelser fra en hverdag, hvor kvinder (og mænd) i svær nød søger hjælp, kan ikke bare affærdiges med, at der er tale om transaktioner mellem to parter. Det er netop ikke ligeværdige magtforhold, og i øvrigt er de unge ikke så sjældent mindreårige, som slet ikke kan overskue den adfærd, de snart er fanget af.

Det er nødvendigt at skelne mellem gråzoneprostitutionen og det, som kan kaldes transaktioner og foregår i en form for samhørighed. Det er rystende at finde ud af, at pædagoger på tilbudssteder opfatter grænserne for gråzoneprostitution forskelligt, alt efter om det er klienterne eller deres egne børn, der lægger krop til.

Vi er nødt til som forskere og befolkning at se mere på disse fænomener. Derfor er det vigtigt med mere forskning, der stiller sig åbent i forhold til fænomenerne, får dem defineret ordentligt og sørger for, at der er overensstemmelse mellem det, vi spørger om og den unges forståelse af spørgsmålet. Og at vi tør tage nogle spadeskridt dybere i menneskers liv end bare at spørge, om de synes, et fænomen er ok. For mange af de unge, jeg har talt, med siger ja til, at det er ok, men får man lidt tættere kontakt til dem, vælter det ud med følelser og dilemmaer.

Se ind i skyggerne

Der er stor forskel på at eksperimentere seksuelt, når der er tale om ligestillede individer, og køb af sex. Det var ikke uden grund, at vi var mange, der i 1970’erne og frem talte om den prostitution, der fandtes i mange parforhold, for der var ulige forhold. Det var ikke leg, men økonomisk nødvendighed, når man underkastede sig seksuelt.

Denne indsigt førte til en meget større økonomisk ligestilling og mindre destruktiv magt gennem parforholdet.

Men vi er slet ikke ude over problemet. I ikke så få tilfælde i f.eks. rockermiljøerne tvinges kvinderne til prostitution, selv om de vil ud af det. De er ofte lige så fastlåste som mange af de prostituerede, der ønsker at stoppe, men ikke kan, fordi de ikke kan få underhold, eller fordi nogen har dem i fælden, fordi de skylder dem penge.

Det er disse forhold, vi må forholde os til, i stedet for at gå med på en idealisering af nødvendigheden. Vi skal åbne øjnene for livets skyggesider, det er på tide, at vi tør det.

Birgit Petersson er psykiater og lektor på Københavns Universitet. Hun har i mange år arbejdet i sociale institutioner bl.a. Døgnkontakten for børn og unge i København samt LivaRehab

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu