Læsetid 6 min.

Hvordan skal Finn score, når han skal konkurrere med Emil?

Jeg hedder Finn. Finn har gjort mig hjemløs og klodset. Som et tungt egetræsmøbel, der ikke passer ind, men ingen alligevel nænner at smide ud. Skulle jeg score i min ungdom, var jeg nødt til at kalde mig Emil
Da kronikøren var 29 oplevede han Finn som et gammelmandsnavn, der hæmmede hans sociale relationer. Derfor opfandt han alter egoet Emil

Da kronikøren var 29 oplevede han Finn som et gammelmandsnavn, der hæmmede hans sociale relationer. Derfor opfandt han alter egoet Emil

7. februar 2015

»Finn, er du vågen,« siger min mor på den måde, som får mig til at føle mig som én Finn, men ikke som Finn.

»Finn,« gentager hun. Igen på den måde, der gør det tydeligt, at jeg er al for ung til mit navn. Det er ikke længere på mode. Finn er en efternøler. Retro på en direkte ufed måde. En måde, der ikke holder her i 2003, hvor mit ungdomsliv skulle være på sit højdepunkt. Det har noget at gøre med min mors begejstring for genbrug. Det er hendes fortjeneste. Der er intet hastværk i mit navn.

I et kort øjeblik, mens mine øjne stadigvæk er lukkede bag solbrillernes mørke glas, ser jeg mig selv igennem hendes øjne. Tilhører jeg en anden tid? Det er ikke første gang, at jeg føler mig placeret et sted, hvor tiden ikke tæller. I et randområde af noget uhåndgribeligt. Det er, som om mit navn ikke kan finde ro på grund af denne manglende fornemmelse af tiden, der bare flyder. Finn har gjort mig hjemløs og klodset. Som et tungt egetræsmøbel, der ikke passer ind, men ingen alligevel nænner at smide ud.

Finn er et stykke arvegods.

Outsideren. Det lyder sikkert cool, men jeg har aldrig følt mig sådan: cool.

Min mor sagde engang, at de valgte det navn, fordi min far havde en god ven, der hed Finn. De ser ham ikke mere. Jeg har aldrig mødt denne Finn. For mig er den oprindelige Finn ren fiktion. En anden gang sagde min mor, at det var på grund af Mark Twains roman Huckleberry Finn. Jeg har aldrig set bogen på reolerne derhjemme, men jeg har læst den. Jeg kunne sagtens forstå drengens trang til at stikke af. Forsvinde. Blive væk. Det ligger og ulmer i navnet. Det er nærmest nomadisk. Hver gang jeg siger mit navn, kan jeg mærke, at jorden forsvinder under mine fødder. Jeg oplever det tit. Den anden dag købte jeg en ny mobiltelefon, og her gentog ekspedienten tre gange spørgsmålet: »Dit navn er Finn? Dit navn er Finn? Dit navn er Finn, med et eller to n’er?«

Døve idiot, tænkte jeg. Jeg følte, han forsøgte at fortælle mig noget; noget omkring, hvor fedt det er ikke at hedde Finn. Selv hed han Danny et eller andet. Det havde han ingen problemer med.

Er du døv, Danny et eller andet?

Find fem fejl for Finn, tænkte jeg. Finn fandt fidusen, fordi Finn finder frem. Jeg har lavet mange af sådanne sørgelige remser. Alligevel er det svært for alvor at gøre grin med sig selv. Især med sit navn. Det er som at have en kugle om foden. Det følger med én.

Er du måske 50?

Jeg sidder ved siden af min mor, som har hentet mig på Frederikssund Station. Selv om strækningen er kort, falder jeg hen i bilen. Jeg var i byen i går. Kom sent i seng. Jeg var på diskotek. Sikkert Rust eller Vega. Her talte jeg med en pige, som jeg egentlig ret godt kunne lide, indtil hun sagde: »Det er løgn, hvad hedder du rigtigt?«

Jeg gentog: »Jeg hedder Finn.«

Og hun sagde: »Er du seriøs? Ingen hedder sgu da Finn i din alder.«

»Nej,« svarede jeg forsonende. »Det var naturligvis en joke,« sagde jeg. »Rent faktisk hedder jeg Emil.«

»Tænkte det nok,« svarede hun, og sagde: »Du ligner heller ikke en Finn.«

Hvordan ser en rigtig Finn ud? tænkte jeg. Jeg turde ikke engang spørge hende. Hendes svar ville bare gøre det hele endnu mere smerteligt.

»Det gav ingen mening, at du skulle hedde Finn,« sagde hun og slog mig på låret. »Er du måske 50?«

»Nej, 29 år,« svarede jeg.

Det irriterede mig lidt, at hun havde behov for at tilføje det sidste: Finn = ingen mening. Finn er meningsløs. Så læs dog Mark Twains roman, skulle jeg have sagt. Nej, jeg er 29 år, gentog jeg i stedet for.

Trekant med Emil

Resten af aftenen gennemførte jeg som Emil. Jeg tog med hende hjem, hvor vi havde sex i hendes store seng. Uden at prale, så sagde hun et par gange: »Åh Emil.«

Andre ville nok være blevet en smule fornærmede, men jeg fortsatte Emils arbejde. Grundigt, som skulle jeg leve op til Emils standarder. Den følgende morgen sagde hun:

»Ringer du til mig Emil?«

»Ja, selvfølgelig,« svarede jeg.

Ja? Hvem? Emil eller Finn?

Mens jeg cyklede hjem for at tage et hurtigt bad, tænkte jeg over mit navn. Hun sagde, at Finn ikke gav nogen mening. Det refererede i hendes verden ikke til mig, men til en eller anden, som hun ikke kunne forestille sig at have sex med to gange – og så uden kondom. Ville hun have slikket Finn? Så hellere en Emil.

»Åh Emil, jeg tror, vi kan blive lykkelige sammen,« havde hun sagt. Selvfølgelig var hun småberuset, men hun ville gerne have, at Emil ringede til hende. Og de kunne sikkert blive lykkelige sammen. Men jeg kunne ikke få mig selv til at ringe. Hvad fanden skulle jeg sige? »Hej, det er Emil. Tak for i går. Nu skal du høre. Mit navn er ikke Emil. Det er Finn. Jeg hedder Finn.« Det ville slet ikke give nogen mening. »Det er løgn,« ville hun sige. Hun ville føle sig røvrendt. Totalbollet af en fremmed mand.

Emil, den skiderik

Sandheden er dog, at Finn ville have ringet. Det er jeg sikker på. Han er trofast.

»Jeg er vågen,« svarer jeg.

»Har du købt gave til far,« spørger min mor.

»Ja, den bog, han ønskede sig.«

»Det bliver han glad for.«

Da hun drejer ind ad den lille vej, hvor de bor, spørger jeg hende: »Mor, hvorfor døbte I mig Finn?«

»Din far og jeg syntes, det er et pænt navn. Det passede til dig,« siger hun.

Finn er passende. Det passer til mig. Det er en kendsgerning. Ligesom det er en kendsgerning, at jeg faldt for en pige i går. Der hed jeg Emil, hvilket ikke passer. Det er nærmest upassende. Jeg løj mig til sex. Finn ville så gerne have hende, men hun vil have Emil. Emil er en drøm. En skiderik. Det er klart, at Finn havde svært ved at score, når han hele tiden skulle konkurrere med Emil.

Verden består af kendsgerninger. Jeg hedder Finn. Det er ikke til diskussion. Det er en kendsgerning, at jeg havde sex i går med en pige, men dengang hed jeg Emil. Han eksisterer ikke. Det var hendes idé. Hun lokkede. Forførte. Kunne hun mærke Finn i Emils drilske stød? Vrøvlede hun om lykke på grund af den våde plets mulige forvandling? Hvem ville faderen være: Emil eller Finn?

Jeg kunne ikke ringe til hende og sige: »Jeg hed Emil i går, nu hedder jeg Finn.« Hvor skulle et sådant forhold ende? På en smilende grøn måne.

Det er også for sent. Emil er allerede blevet til en kendsgerning i den historie, som hun har fortalt til sin veninde, da hun ringede til hende, lige efter jeg var taget af sted.

»Emil knepper som en drøm,« ville hun sige, med fugtige øjne. Hun ville beskrive Emil for sin veninde. Hans øjne, hans hænder, hans måde at kysse på. Hun ville indrømme at være forelsket i Emil. Drømme om Emil. Emil er bare ikke en del af denne verden. Tilfældet er, at jeg hedder Finn, og pigen fra i går enten vrøvler eller digter. Åh Emil.

Tilbage til nutiden.

Lykken er at blive en anden. Lykken er ikke at kneppe som Emil, men at hedde Finn.

Lykke handler ikke om identitet, titler, status, vægt og udseende. Heller ikke om rynker og evig ungdom. End ikke ens navn. Lykken opstår i små øjeblikke, hvor alt ændrer sig. Løgnen forandrede ingenting, det var en ussel genvej, hvorved jeg lærte, at et navn blot er et navn. Finn er potentielt en anden.

Lykken sker, når livet kommer bag på en selv. Hvor kom Emil fra? Emil lærte mig noget om andres syn på et navn, min egen usikkerhed. Emil sparkede mig i skridtet, fordi han var sammen med den pige, som Finn var faldet for.

Lykken er at blive en anden, hvilket kun sker, når du er helt ærlig. Når du kun vil det, du kan, og ikke det, du forføres til.

Så helt kort: Lykken er ikke at lyve.

Finn Janning er forfatter og filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Jesper Brink
    Jesper Brink
  • Brugerbillede for Jakob Silberbrandt
    Jakob Silberbrandt
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
Steffen Gliese, Jesper Brink, Jakob Silberbrandt, Jens Thaarup Nyberg og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Martin Madsen

Finn da på et andet navn, og tag navneforandring!
Sry, kunne ikke lade være at finne på den lille joke.
Martin var heller ikke sjovt da jeg var ung..

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Glæde er, at føle sig accepteret.
Både af sig selv og af andre.
Især af sig selv.

Brugerbillede for Morten Kjeldgaard
Morten Kjeldgaard

Hvad er der med det? Finn er et fint, gammelt nordisk navn; jætten Finn står forstenet i krypten under Lund Domkirke. En af mine bedste venner fra barndommen hed Finn, et navn der i 2015 deles af 17.174 mænd.

Det glæder mig, at Finn til sidst vandt over Emil.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

God humor anvendt på et egentligt alvorligt emne. Det at et navn sender signaler. Om tiden, om moden, om herkomsten - den sociale, den etniske etc. Et navn kan såvel gøre tilværelsen lettere som gøre den sværere. Nogle kommer let til det ene og det andet pga. et navn, andre lægges der hindringer i vejen for pga. et navn.

Hos Shakespeare lyder det i 'Romeo og Julie': "What's in a name?" Det at navnet intet skulle betyde, er dog ikke sandt.

Finn og Emil! Jamen, der er da en verden til forskel - eller i det mindste generationer.

Ak, ja. Og så kan nogle navne staves på 28 måder, hvoraf kun én stavemåde er korrekt - ifølge indehaveren: Mig.