Læsetid 5 min.

Identitetsonani

Jagten på identitet fordrer endeløse selvmanifestationer. Men de hjælper os ikke til at kaste anker i omverdenen; vi bumper bare ind i den i forsøget på at finde os selv. I længden bliver det tomt, og så tager længslen efter fællesskab til
Realityshows som ’X Factor’ er et passende symbol og en foreløbig kulmination på manifestationstrangens æra.

Realityshows som ’X Factor’ er et passende symbol og en foreløbig kulmination på manifestationstrangens æra.

Mike Gray
26. februar 2015

Er der noget, det moderne individ bruger tid på, er det at manifestere en identitet. At forsøge at finde sig selv i omverdenen og overbevise omverdenen – og ikke mindst sig selv – om, at det er en særlig en. Processen baseres ofte på endeløse valg:

Økologisk eller konventionelt? Naturbørnehave eller traditionel børnehave? Sommerhus eller Thailand? Matas Natur eller Neutral? Roesukker eller rørsukker? Atomkraft eller vedvarende energi? Kunstig befrugtning eller adoption? Lokalt eller globalt? Anti-fascist, anti-racist eller anti-islamist? Joachim B. Olsen eller Allan Simonsen? Mindfulness eller yoga? Liverpool eller Manchester United? Like? Del?

Problemet er bare, at de rammer, vi har skabt for vores selvmanifestation, kun tilbyder et øjebliks forløsning. Så er det på den igen. Der må endnu en manifestation til.

Hvornår denne krise indtraf, er ikke klart. Men den tog fart før de sociale mediers indtog, og den kan anskues som en kulmination på problematikker, som især efterkrigstidens eksistentialistiske tænkere beskæftigede sig med.

Det 20. århundrede blev kendt som århundredet, hvor de store kollektive, vejledende ideer faldt fra hinanden. Med en kopi af Sartre under armen måtte individet træde frem og selv sikre meningsfuldhed i sin tilværelse igennem såkaldt eksistentielle valg. Man kunne ikke længere læne sig tilbage i sikker forvisning om, at man var noget eller nogen i kraft af sin placering i en større, permanent meningsgivende struktur. I det hele taget var det nu farligt at læne sig tilbage.

Man kunne blive suget ind i en mørk angsttilstand. Og set ud igennem angstens distancerede osteklokke ville omverdenens planer, projekter og handlinger falde til jorden. Det ville bare blive til en masse genkendelige ting, som mennesker fes rundt og gjorde uden nogen dybere mening. Handlingerne ville blive fremmede. Det hele ville forekomme absurd. Man ville indse, at man var efterladt i ulidelig frihed. Konstant var man tvunget til at definere sig selv ud af den frit flyvende tilstand for derigennem at holde angsten og identitetsløsheden fra døren og insistere på stabilitet og mening i tilværelsen.

Så nu skulle der den onde fløjteme vælges, handles og manifesteres. Men selv om vi i dag synes at agere som aldrig før, er det ikke lykkedes de handleflittige individer at få rejst en ny favnende struktur, tværtimod.

Selvmanifestation i Bilka

Selv om valgene mellem økologisk eller konventionelt og sommerhus eller Thailand kan lyde som vigtige valg, der er afgørende for verdens fremtid og giver identitet med substans, er de det ikke. De er tidskarakteristiske valg, der indgår i det ekstremt selvmanifesterende menneskes daglige identitetsproces – en proces, der er gået i selvsving.

Illusionen om, at valgene er vigtige og manifestationen betydningsfuld er til gengæld intakt og afspejler sig i højt besungne institutionelle tiltag.

Manifestationstrangen – trangen til at lade sig høre og tage stilling – har blandet andet fået sig et markant emblem: evalueringsskemaet. I dag kan man ikke slå en prut på et Bilka-toilet uden at tage stilling til, om udsugningen bærer den godt nok ud. Alt skal evalueres: hotellet, sygehuset, undervisningen, kurset, betjeningen, campingpladsen, avisen, kaffemaskinen, badmintontræneren, håndsæbedispenseren … ja, selve evalueringsskemaet. Alle institutioner med respekt for sig selv må have evalueringsskemaer, så verden kan se, at man tager det verdensengagerede individ alvorligt.

Og på visse fronter har den generelle teknologiske og videnskabelige udvikling givet den individuelle manifestationstrang nye arenaer at boltre sig på. Lægevidenskabelige landvindinger har gjort store etiske problemstillinger til hverdag: Ud over donorstatus, muligheden for kunstig befrugtning og sygehusvalg er der muligheden for baby-scanninger, livsforlængende behandlinger m.m. Man skal tage stilling til stort og småt, det er en del af forsøget på at finde en identitet.

Kaster aldrig anker

Vi projicerer konstant os selv ud i verden – men ikke for at kaste anker i den. Vi bumper blot ind i den i forsøget på at finde os selv. Vi udviser noget, der et øjeblik kan minde om vigtigt engagement, men som forbliver flygtigt og uden bæredygtighed ud over de larmende bump.

Til formålet har vi møjsommeligt formet en arkitektur for vores eksistens, hvor den individuelle projicering faciliteres og tilfredsstilles i overmål. Her funkler især den daglige Facebook-opdatering med sin medaljerække af likes nedenunder.

Vi forholder os flygtigt, men med stor momentan alvor til alt mellem himmel og jord. Vi kan bumpe ind i forbrugsvalg, i børnehaven, i anti-jihadistiske fakkeloptog. Vi kan udøve ytringsfrihed for fulde gardiner. Og vi kan udvikle sociale medier, hvor vi med hver vores digitale megafon kan bumpe løs ud over hele the world wide web. Vi kan fortælle Naser Khader direkte, hvad vi synes om ham. Og vi kan kanonere selfies ind i hundredvis af news feeds. Vi kan like og hashtagge. Vi kan dele og blokere. Og vi kan drømme om, at alle de andre bumpere får øje på netop vores bumpen og manifesterer os for alvor på YouTube eller i Robinson, X Factor eller Big Brother.

Men når alt kommer til alt, er de problemstillinger, valg og holdninger, vi ellers forholder os til med stor alvor blot et kaotisk væld af ligegyldigheder. De forankrer os ikke. Og vi står tilbage med en slags identitets-onani: jævnlige anstrengelser, der udmønter sig i umiddelbar forløsning uden at forplante sig.

Paradise-bump

Apropos realityshows finder vi netop her et passende symbol for den foreløbige kulmination på denne æra. Reality-stjernerne er det bumpende menneske i sin ultimative form. Indholdet i bumpene er fuldstændigt ligegyldigt. Det er effekten i sig selv, der motiverer og tilskrives værdi. Så reality-stjerner sørger for at bumpe ind i verden med så meget larm som muligt og så lidt indhold som muligt. Det er det, der gør dem interessante. Vi fascineres af deres kompromisløse bumpen.

Med kombinationen af evalueringsmani, teknologiskabte valg, de nye medier som manifestationernes udstillingsvindue og mange andre af tidens populære tiltag har vi gjort os selv til ofre i den arkitektur for selvkanalisering, vi selv har skabt.

Men omkring selvsamme arkitektur bløder symptomet på selvmanifestationens frugteløshed: kollektiv-længsel. Vi længes efter at kaste sig ind i lindrende kollektiver og lade sig opsluge og bære af en større helhed. Kig på de sociale medier. Aldrig har nostalgien været mere svulstig. Aldrig har der været delt så mange gamle koncertvideoer, Matador-klip og andre minder fra dengang, man stod under kollektivets vinger. Aldrig har der været så meget storskærmsekstase, fakkeloptogslyst og Smukfest-fællessang. Vi trænger til at investere vores bump, så de kan finde vedvarende værdi i en understøttende, stabil eksistens. Vi trænger til at rive John Donne op af hatten igen og sammen med ham konstatere, at »intet menneske er en ø«, for uden et kollektiv vil en hver individuel betydning dø.

Anders Hougaard er lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Malthe Majgård Nørbjerg
    Malthe Majgård Nørbjerg
Benno Hansen og Malthe Majgård Nørbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Lidt for meget 'vi' uden at definere hvem 'vi' er.
Er det mon skribentens omgangskreds og familie, hans samfundsklasse eller 'vi' hans sproglige udtryk for et bredt fællesskabs forsøg på at menifestere sig som individer.. ?

Vi ved det ikke. ;-)

Brugerbillede for Bent Ravn

...jeg synes, at skribenten skulle læse Søren Kierkegaard (frit citeret): "Et menneske der ikke foretager et valg, er som et strå i rendestenen, der kastes hid og did af regnvandet".

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Jeg har efterhånden afkodet denne type klummer, hvor et forpligtende 'Jeg' gøres til et altinkluderende 'Vi'. Formålet med øvelsen er at camouflere det fordømmende 'I', som forfatteren ikke har mod til at sige højt: Man må gerne tro man er bedre end andre, men man skal sgu ikke sige det alt for højt.

Derfor bliver denne klumme så slesk og træls at læse. Forfatteren hævder at være lige så 'blind' som os andre, men det er han jo ikke: Han har gennemskuet hele menageriet, og hæver sig med denne indsigt op over det leflende 'vi'. Han er med andre ord ikke ærlig.

Pånær da hvis han, ramt af indsigten som han jo er, alligevel fortsætter med at leve som 'vi' plejer, i en håbløs jagt på individualisering, og i forglemmelse af fællesskabets frelse. I så fald er hans 'vi' ikke uærligt. Men han selv, til gengæld, må så betegnes som en klartseende idiot.

Bodil Waldstrøm, Jakob Silberbrandt, Carsten Mortensen, Per Jongberg, Hans Ditlev Nissen, Niels Nielsen, Bill Atkins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Fjord Larsen
Ole Fjord Larsen

ALT hvad mennesket har er barnets medfødte livslyst
Alt hvad der får denne flamme til at lyse op er kærlighed
ALT hvad der får flammen til at dø ned er mangel på kærlighed,
især i de første tre leveår.

www.elskbarnet.dk
e-bog DIAGNOSEN for *verdens lykkeligste folk* om SELVVÆRDSHUNGER

Brugerbillede for Christian Meyer Nielsen
Christian Meyer Nielsen

Torsten Jacobsen, er vi ret beset ikke alle sammen klartseende idioter? Det er min opfattelse at de fleste mennesker er udmærket i stand til at konstatere uhensigtsmæssigheder i egen adfærd, uden at det medfører en adfærdsændring. Du skriver: "[p]ånær da hvis han, ramt af indsigten som han jo er, alligevel fortsætter med at leve som 'vi' plejer...". Det er vel ikke meget anderledes end når man d. 1. januar går til diætist og melder sig ind i fitnessdk, blot for d. 1. juli at konstatere at man stadig vejer 10 kg for meget.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Christian Nielsen
Njoh.. men det skriver "vi" så heller ikke en klumme i avisen om, vel.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Christian Nielsen,

For mit eget vedkommende bestræber jeg mig nu på at lade mine indsigter vejlede min adfærd. Det betyder dog ikke, at jeg ikke til tider opfører mig idiotisk. Jeg er jo kun et menneske.

Anders Hougaard kunne efter min mening med fordel have ladet sin menneskelighed skinne gennem teksten, ved så at sige at tage sig selv alvorligt, og skrive 'jeg', hvor han nu skriver 'vi'. Det tror jeg der var kommet en anden tekst ud af. En bedre tekst. En tekst som for alvor var værd at læse.

Bodil Waldstrøm, Jakob Silberbrandt, Carsten Mortensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

"Aldrig har der været så meget storskærmsekstase, fakkeloptogslyst og Smukfest-fællessang."

Der var show efter de to mord. Netop de to mord. Anført af politikere og andre med mediernes velvillige forstærkning.

"Reality-stjernerne er det bumpende menneske i sin ultimative form. Indholdet i bumpene er fuldstændigt ligegyldigt. Det er effekten i sig selv, der motiverer og tilskrives værdi."