Kronik

Ingen skal tvinge mig til at lytte til det biologiske urs tikken

Enten får man børn, eller også får man ikke børn. Men hvorfor skal man træffe valget hurtigt og indrette sit liv efter det? Måske skulle vi alle sammen bare vente og se
Enten får man børn, eller også får man ikke børn. Men hvorfor skal man træffe valget hurtigt og indrette sit liv efter det? Måske skulle vi alle sammen bare vente og se

iBureauet/Mia Mottelson

23. februar 2015

En eftermiddag i 2.g så min klassekammerat Kathrine forbløffet på mig og spurgte:

»Men hvis du nu ikke får børn, når du selv er enebarn – hvem skal så føre din familie videre?« Det var efter den obligatoriske fertilitetsopsang i biologitimen, hvor vores lærer i folkeoplysningens ånd havde mindet os om, at fertiliteten »nærmest kun går nedad fra nu af!«.

Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle svare Kathrine. Jeg havde ikke tænkt på, om jeg skulle have børn. Om min familie skulle føres videre. Det havde hverken været presserende eller oplagt, så det havde jeg ikke rigtig taget stilling til.

Det har jeg stadig ikke. Jeg er 25 år, og jeg ved det ikke. Imidlertid er det en position, jeg sjældent har genkendt hos andre, uvisheden, for der er ikke meget, der er så polariseret som debatten om børn. Der er to muligheder: med eller uden, for eller imod, og mulighederne ytres altid ufattelig skingert – og ofte med biologien som bagtæppe.

Biologien skal adlydes

Hvordan får man børn? lød et centralt spørgsmål i årets Uge Sex-kampagne på landets folkeskoler. Snak om kondomer var trængt i baggrunden til fordel for information om fertilitetens skranten. Når nu stadig flere ikke kan få de børn, de ønsker, på naturlig vis, er det med at tænde advarselslamperne for kommende generation af fødedygtige. Formér jer, før det er for sent!

Hvornår skal du have børn? spørger kvinder hinanden på damebladet Womans debatsider. Her opstilles kvindens biologiske ur som en uomgængelig forudsætning for et menneske med tilpas mange X-kromosomer. Forskningshold undersøger, hvad det betyder for børns sundhed og den demografiske udvikling, at førstegangsfødendes alder stiger. Forskellige fertilitetsforskere sætter forskellige grænser for, hvornår kvinders fertilitet styrtdykker (skynd dig, det går ned ad bakke efter de 18! 28! 30! 40! Nej, 18! Nej, 40!).

Grundantagelsen bag al denne forskning og alle disse råd er, at vi må følge naturen, at reproduktion antages at være et ønske hos alle – for det ligger jo i menneskets biologi. Denne idé om menneskets natur som en fast essens kunne man godt få galt i halsen, men det gør de ikke, dem der kæmper for at få børn. For det skulle jo nødig hedde sig, at man i 2014 ikke kan få det barn, man ønsker sig – og adoptionsprocesser og avancerede reproduktionsteknologier sørger for at mindske risikoen for den tilstand, jeg har læst beskrevet så trøstesløst som ’ufrivillig barnløshed’. Man vil have børn for alt i verden. I disse moderne tider bliver det altså muligt at adlyde det biologiske ur, uagtet at den naturlige biologi sætter sig imod.

Hvis man er den kvinde, der drømmer om og får børn, kan man vælge en myriade af roller. Fodboldmor, almindelig mor, karrieremor, hønemor, ravnemor. Hylden med roller, man kan påtage sig, er fyldt, og der findes en morudgave til de fleste kvindetyper.

Jeg ved ikke helt, om jeg er en særlig kvindetype, nu jeg tænker efter. Jeg ved heller ikke helt, om jeg ville blive en særlig mortype. Og jeg ved ikke helt, om jeg hører til i dette ringhjørne af børnedebatten.

Nej tak til børn

Biologien viser sig også som en fremragende stråmand for den fløj, der fravælger børnene. Ulla Holm udfoldede i Information den 11. december en pointe om, at opløsningen af kønsroller forvirrer nutidens mennesker (med alle dets moderne genvordigheder) så meget, at vi rekonstruerer dem i de biologiske forskelles billede – reduceret til evnen til at føde børn.

Kvinden henvises derfor ifølge Holm til en position »som fødemaskine«, og hun mener, at konsekvensen bliver, at fravalget af moderrollen gør det umuligt at være »en rigtig kvinde«. Biologien og dens strukturelle konsekvenser er Ulla Holms undertrykkere.

Det er en struktur, jeg har svært ved at genkende. Jeg skriver ganske vist fra et privilegeret udgangspunkt med en politisk korrekt omgangskreds, hvor de fleste livsstile rummes, men retter jeg blikket mod film, tv og debatfora, lader det til, at man sagtens kan blive »en rigtig kvinde« uden at føde børn. Jeg vil endda vove den påstand, at der er en række roller, man kan påtage sig: den ufrugtbare, den travle karrierekvinde, kvinden, som fravælger børn og tilvælger et barnløst liv fuldt af oplevelser, den ulykkelige kvinde, der aldrig fandt den rigtige at få børn med. Prædikater med svingende appel, bevares, men prædikater, som åbner for meget andet end kvinderollen reduceret til »en fødemaskine«.

Jeg ved bare ikke helt, om jeg er nogen af de kvindetyper. Jeg ved heller ikke helt, om jeg hører til i dette ringhjørne af børnedebatten. Jeg vil bare gerne være lidt i tvivl.

Enten eller

Måske er det meget naturligt, at debatten bliver skinger; det handler trods alt om et af livets eneste irreversible valg. Måske er det også meget naturligt, at diskanten er højere i mine ører – den er jo ilde hørt, sandheden. Sandheden om, at jeg uvægerligt bliver konfronteret med valget før eller siden. Og det er måske oplagt, at man i noget, der oprindeligt var struktureret som en velfærdsstat med blik for alle samfundsgrupper, har sit udgangspunkt i kernefamilien. Den har trods alt domineret de flestes privatliv i årtier og udgør et oplagt punkt, man kan definere sit livs udvikling i forhold til. Men hvorfor er børnevalget så presserende?

For nylig spiste jeg frokost med tre kolleger. Tre kvinder, som enten havde fået børn sent eller (endnu?) ikke fået dem – og de havde alle mødt biologiens intervenerende ansigt i omverdenens afventende blikke. Havde de besluttet sig for et liv uden børn?, havde velmenende familie og venner spurgt dem. Det måtte de jo have, deres aldre taget i betragtning. Gudskelov kunne ingen af dem passes ind i tilvalgs- eller fravalgskategorien. Gudskelov passede ingen af dem til nogle af de medfølgende, stereotype kvinderoller.

Men hvad nu, hvis de ikke havde truffet et bevidst valg? Måske kunne man moderere den skingre børnedebat, hvis man af og til huskede, at det faktisk er en mulig position at tvivle. Eller det endnu mere udramatiske: bare vente og se.

Naturligvis får hun lyst

Måske kender I typen. Jeg gør. Når hun er barn og hverken vil lege med dukker eller deltage i rollelege som ’far, mor og børn’, bortforklares det med, at hun er for lille til overhovedet at tænke over så voksne spørgsmål. Når hun bliver teenager og er rædselsslagen for graviditet, er hun ikke ligefrem sine forældres store sorg. Det bliver hun måske, når hun som ung kvinde stadig ikke har taget aktivt stilling til, om hun drømmer om børn. Og det er for alvor her, hun bliver svær at stille noget op med. Så tvivlen hos kvinden, som ikke har besluttet sig for, om hun drømmer om børn, rubriceres hyppigt som en midlertidig tilstand. Ofte på grund af det biologiske ur, som nok skal aftvinge hende en beslutning før eller siden, men også fordi hun sikkert bliver ældre, klogere, møder den rigtige partner eller bare af en eller anden ubegribelig årsag får lyst.

Læseren kan her notere sig, at tilstanden – tvivlen eller den intentionelle mangel på stillingtagen – bliver bortforklaret i sine forskellig stadier, endda med skiftende argumenter. Den, der tvivler, forsøges tvunget ind i et af debattens to ringhjørner, uanset hvor hyppigt hun siger: »Jeg ved det ikke.«

Jeg ved ikke, om jeg skal have børn. Måske. Måske ikke. Det vil jeg lade være op til omstændighederne, mit livs udvikling og alle mulige andre faktorer. Men jeg tror ikke, at hverken børn eller ingen børn bliver det, der definerer min fremtid og mit liv. Det kommer sikkert til at fylde – men det er der nok også meget andet, der gør.

Til gengæld ved jeg, at det for tvivleren er småt med kvinder at spejle sig i, fra Kathrine i klassen til medierne. Medmindre hun altså sætter sig ved et rigtig heldigt bord til frokost.

Simone Sefland studerer idéhistorie

Serie

Seneste artikler

  • Den ambivalente familiedrøm

    6. februar 2015
    Den øgede individualiserings uafviselige skygge er trangen til at høre til i et fællesskab. Derfor forsøger de fleste af os at skabe en kernefamilie. Og når individualismen får forholdet til at bryde sammen, går der ikke længe, før vi kaster os ud i endnu et
  • Familien klistrer

    19. januar 2015
    Jeg brugte hele min ungdom på at gøre op med familien. Nu er jeg en del af en. Det er smart, for det giver tryghed, en ramme, hvorfra man på alle mulige måder kan sprænge alle de andre rammer, som omgiver os. For man bliver modig af kærlighed
  • 21 minutter tog det at bortadoptere min datter

    12. januar 2015
    Når man som jeg får sig en datter uden for de statsautoriserede kategorier, skal man forholde sig til ting og sager af en kaliber et sted mellem Aftenshowet og meningen med livet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Pedersen
Brian Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hm. Jeg opfatter nok polariseringen lidt anderledes,
idet frivillig barnløshed en konsekvens af mangel på tilvalg (Tak til videnskabsjournalist Lone Franck for udtrykket) .

For bare 100 år siden, i 1915, fik kvinder stemme- og valgret i Danmark.
Der var ikke noget aktivt valg om børn eller ej, medmindre altså at de forblev kyske.
Det er kun 100 år siden, at der ikke var noget valg, hverken tilvalg eller fravalg, sikker prævention eller fri abort. Der var ikke noget. Kom der børn, så kom der børn. Kom der ikke børn, så måtte menneskene leve med det og arrangere sig, som de nu kunne.

I nutiden hvor menneskene hver dag skal trægge valg om ALT muligt lige fra økologi eller ej, varer produceret i brandfarlige sweatshops i Bangladesh eller timevis af research efter andre muligheder på internettet, android-telefon eller iphone, kæreste eller singleliv, tvpakker eller netflix, erhvervsuddannelse eller universitetskarriere, hund eller kat, lån eller opsparing, bøger eller elæser, frivilligt arbejde eller extremsport.. bliv selv ved. ALT er på valg og vi får at vide, at når vi har valgt, så er det helt og aldeles vores eget ansvar og ingen vil høre noget klynk fra dem, som ikke havde overskuet alle konsekvenserne af deres individuelle (hæ) valg.

Det er sgu altså noget af en udvikling på bare 100 år.
Rollemodeller holder ikke længe i denne verden af valg, tilvalg, fravalg og valg-angst.

Jeg må simpelthen anbefale alle små prinsesser som er ligesindede med forfatteren til denne artikel at holde sig langt fra at få børn. Hvis ordet 'mor' i sig selv ikke klinger som den ypperste status i verden, så lad vær! Det er et kæmpearbejde (og også en kæmpe samfundstjeneste) at få børn. Hvis instinktet er væk til parforhold og børn, så forlad for guds skyld ikke det nemme café latte-liv, hvor man redder verden med endeløse diskussioner om eksempelvis mødreproblematik..

Magen til selvfikseret generation finder man ikke, og kvinderne står virkelig i forreste række. Tillykke med plejen af eget ego, singel-/egokulturen er bare lykkeligere, ingen tvivl. Det er et kæmpejob at blive mor, det giver bekymringer, langt mindre tid til sig selv og hele ens frihed bliver berøvet af børn. Gad vide hvorfor nogen mor overhovedet satte sin frihed over styr og vinkede farvel til det lykkelige egocentriske liv og fødte datteren til denne artikel og hendes generation. Begå ikke vores fejl. Men husk at takke din mor for dit liv. Det gør jeg, uanset hvilken form for kategori man sætter hende i.

Personligt har det at skabe liv omkring mig i form af kone (mor), egocentrerede café latte-børn, hunde, heste, får, katte, geder, høns, bier, duer, undulater og en ko med kalve været et enormt arbejde med mange ulykkelige stunder, såsom skader, aflivninger, økonomiske udfordringer, BEKYMRINGER, formålsløst arbejde med at pleje andre eksistenser end mig selv osv osv. Altså et kæmpe spild. Hvor er jeg ulykkelig over, jeg som ung bare sprang ubetænksomt udi livet og tog ansvar og gav og delte mit liv med en masse andre. Alt det her har nok kostet mig millioner. SUK..

Lise Lotte Rahbek

Brian Rosberg
Hahahaha, ja for du virker jo næsten ikke glad for dig selv og dine valg.
Så overlad du bare til andre mennesker, hvad der giver mening for dem at beskæftige sig med. Det ender jo i den skinbarlige tolerance og mangfoldighed, hvis man accepterer at andre gør som det passer dem, og det skulle jo nødig danne præcedens. ikk.

Ultrafeministerne har sejret af helvede til.
De "kloges" antal stiger - de naturliges falder.
De sent fødendes antal stiger - de naturliges falder.
De børne- og børnebørnsløses antal stiger - de naturliges falder.
Fortsætter udviklingen i samme spor, kan vi hjælpe med til samfundets videreførelse og adoptere børn fra overbefolkede egne, opfostre dem i institutioner og forberede dem til nødvendige samfundsfunktioner. Slå to fluer med èt smæk.

Nå - mon ikke udviklingen vender og de "kloge" bliver klogere.

Vi træffer ALLE valg her i livet, som vi senere fortryder... inklusiv, at vælge at få børn eller at fravælge at få børn.

Hvor om alting er, så kræver dét at få børn meget, meget meget, end bare "lysten". Det findes der jo milliarder af bøger, der handler om hele børne begrebet fra A til Z.

Lise Lotte Rahbek forstår vist ikke ironien i Brian Rosberg's kommentar ..

Og så til forfatteren : "Men jeg tror ikke, at hverken børn eller ingen børn bliver det, der definerer min fremtid og mit liv. Det kommer sikkert til at fylde – men det er der nok også meget andet, der gør." Det er noget af det mest egocentrerede jeg har læst længe.

Lad dem med børn dog definere deres eget liv. Er så træt af at høre barnløses navlepillende ævl om at de selv vil bestemme hvad og hvornår og fortælle alle os med børn hvor ulykkelige vi er. Børn er det mest fantastisk lykkegivende der findes, hvor det er fantastisk at alt egenkontrol skal slippes. Hvis i vil realisere jer selv på andre måder så værsgo.

Man kan ikke "definere" sit liv med børn på forhånd man skal bare kaste sig ud i det uden at være så forudsigende, definerende og kontrollerende, for det kan man ikke og det skal man ikke.

Børn er det der fylder mest i ens liv. Alt andet er småting inklusiv maraton løb og phd afhandlinger. Hvis man ikke vil at det sker, skal man bare lade være og lade alle os med børn være lykkelige for vores sølle skæbne.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Ikke for at afspore det hele, men jeg har hørt fra mange kvinder i min omgangskreds, hvordan de oplever et biologisk ur som en manifest virkelighed et stykke inde i 30'erne. Der er vel ikke noget mærkeligt ved, at hun ikke føler det fysisk aktuelt som 25-årig?

Grethe Preisler

Skyd ikke på pianisten (forfatteren af ovenstående debatindlæg)

Det er ikke Simone Sefland, men redaktøren, der har besluttet, at emnet er så vitalt, at den unge dames bidrag til 'kønsrolledebatten i den mindst ringe' skulle bringes som kronik i mandagens papirudgave af samme (og behandles med behørig respekt og seriøsitet af såvel mandlige som kvindelige bidragydere til 'læserdebatten' i nærværende tråd med links til facebook og twitter).

olivier goulin

Ingen skal tvinge mig til at lytte til det biologiske urs tikken

Det er der heller ingen, der gør.

/O

@Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

En skefuld logisk stringens i din argumentation ville måske hjälpe.
Men det kolliderer måske med den adfärdsstereotypi der partout får en kvinde til at forsvare en anden kvinde hvis en mand er uenig.

PS
1) I Skåne blev en bager nödt til at omdöbe en 'tjejsemla' til en 'minisemla'. Forargelsen og det politiske pres fra feminister blev simpelt hen for stort.
2) I dag dör 30 000 mennesker af sult eller kurerbare sygdomme. De er simpelt hen for fattige til at leve.

Proportioner eller navlepilleri?

Brian Pedersen

det er skide godt, bare der var mange flere kvinder der ikke fik børn, så er der en chance for der er fugle og fisk når jeg børn bliver voksne.

Hvis lyden af tidens selvrealisering: mange bekendte, stigende gage, og tilsvarende luksusforbrug, overdøver det biologiske ur, så tænk på barnløshed som en god gerning...

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Det biologiske ur tvinger ingen til at lytte til sig. Det tager bare ganske uskabagtigt livet af enhver efter et stykke - tid.