Den Europæiske Centralbank (ECB) vil skabe økonomisk vækst og beskæftigelse ved at få banker og andre investorer til at udskifte nogle af deres statsobligationer med nye euro, som de kan låne ud til virksomheder, huskøb og forbrug.
»ECB får trykt mindst 500 milliarder euro i friske penge,« står der på dr.dk, og TV-Avisen viser billeder af den rullende seddelpresse, der skal forsyne investorerne med nye penge. Men ECB får ikke trykt en eneste ekstra euro. Banken laver bare 500 milliarder euro ved at indtaste beløbet på en elektronisk konto, som euro-landenes nationalbanker kan trække på. Nationalbankerne kan så ved overførsler fra denne ECB-konto til egne konti få penge til at købe statsobligationer af private banker og andre investorer. Ad denne vej overføres de nye ECB-skabte penge til konti, der tilhører finansindustriens private aktører – i bytte for de statsobligationer, landenes nationalbanker overtager som en gave fra ECB. Dette finansielle kunststykke kaldes ’kvantitativ lempelse’ quantitative easing (QE). Der er rigelige mængder af statsobligationer på markedet. De sydeuropæiske lande tegner sig for national gæld på i alt 4.300 milliarder euro.
Private banker og andre investorer vil kun spille med, hvis de kan tjene på det. Det vil sige, at de kurser, som nationalbankerne tilbyder dem for deres statsobligationer, skal være højere end markedskurserne, og/eller at de ved udlån af de nye kontanter, de indkasserer ved obligationssalgene, kan opnå renter, der er højere end obligationsrenterne.
Spørgsmålet er, hvor mange af de nye penge, der vil blive udlånt til produktive virksomheder og forbrug, og hvor mange, der vil blive brugt til finansiering af spekulative forretninger, der tjener de riges aftapning af store formuer fra pengekredsløbene.
Al magt til investorerne
Der er frygtelige sociale og ressourceøkonomiske problemer i Europa. Frygtelig ungdomsarbejdsløshed i mange lande, især i Sydeuropa – samtidig med, at nødvendige projekter venter på at blive sat i gang. Der skal foretages enorme investeringer i virksomheder og infrastrukturer, hvis Europa skal udvikle en socialt og miljømæssigt bæredygtig økonomi og nedbringe forbruget af fossile brændsler. ECB har nu vist os, at det ikke er pengemangel, der forhindrer, at disse nødvendige investeringer bliver sat i gang. Penge laver man efter behov.
Men vi er i investorernes vold. Den demokratiske styring af de europæiske økonomier er sat ud af kraft. Grækerne lider under en gældsbyrde, som blandt andre Goldman Sachs og Deutsche Bank i ledtog med korrupte politikere og finansmænd har tjent store penge på at påføre dem. Nu overlader ECB det til disse og andre storbanker og investorer at bestemme, hvordan de hundreder af milliarder euroer, centralbanken laver, skal forvaltes.
Fra at være nyttige formidlere af opsparet kapital til produktiv virksomhed har banker og sparekasser udviklet sig til en finansiel industri, der fremstiller sære ’produkter’ som derivater og credit default swaps og betjener hedgefonde i en finansverden, som kun dens store investorer forstår. Derved har de skabt en ulighed mellem det lille stenrige mindretal og de store under- og middelklasser, som man – som Thomas Piketty har påvist – skal mere end 100 år tilbage for at finde mage til. Hvorfor lader vi disse banker og andre investorer begrænse samfundenes udviklingsmuligheder?
Keynes er glemt
Der er en overflod af penge i den globaliserede økonomi. Penge, som også de private banker har lavet ud af ingenting. Investorerne, som har tilegnet sig denne overflod, har svært ved at finde sikre, rentable anbringelser. De har ikke brug for flere penge. Men det har statskasserne. Hvis de 500 milliarder euro, som ECB nu laver, i stedet for at tilgå investorerne var blevet reserveret EU-landenes statskasser til finansiering af de kollektive energi-, miljø- og transportprojekter, som skal gennemføres for at skabe bæredygtige økonomier i Europa, ville pengene have skabt nyttig beskæftigelse for mange millioner mennesker.
Som Keynes foreskrev, skabte Franklin D. Roosevelts administration under 1930’ernes enorme arbejdsløshed nyttig beskæftigelse ved blandt andet at finansiere bygningen af interstate highways og Tennessee Valley-projektet med statslån. Det var ikke projekter, som private investorer skulle tjene penge på.
I vore dages Europa overlades det til investorerne bestemme, hvad der er muligt.
Klaus Illum er docent emeritus i energiplanlægning og energisystemanalyse
Tak til Klaus Illum. Endnu et led i elitens afmontering af hårdt tilkæmpede demokratiske beslutningsprocesser. Hvis denne artikel står til troende, og hvis denne enorme pengeskabelse ud af det tomme rum ikke tilbageføres til produktiv og velfærdsskabende anvendelse for samfundets borgere i stedet for til berigelse for de få ved uproduktiv finansiel spekulation, så må dem, der beslutter den slags stå frem og sige, hvorledes det så hænger sammen og hvad hensigten egentlig var. Forklaring udbedes.