Gennem min opvækst har der været mange af din slags, Inger Støjberg. Mennesker som forsøgte at tage modet fra mig. Som forsøgte at eliminere mine store drømme. Som forsøgte at få mig til at føle mig mindre værd. Som en slags andenrangsborger.
Selv de kultiverede forsøgte at kvæle den poesi og lidenskab, jeg stammer fra. Og når man vokser op i Amagers Urbanplan, har man mange odds imod sig. Der var der ikke plads til store drømme, og man fik tit at vide, at man skulle nøjes med små drømme og være dybt taknemmelig. En mørk og tung sky lå konstant over en. Men jeg er vokset op med den velsignelse, at jeg ikke er her for at tage noget fra dit Danmark, dine danske værdier eller din demokratifølelse. Skæbnen har ført mig hertil, og jeg er her for at give.
Jeg formåede aldrig at leve op til dine standarder om integration, Inger Støjberg. Jeg står ikke for den danskhed, du repræsenterer. Det kommer jeg aldrig til. Den danskhed, jeg kender, har intet med danskhed at gøre – jeg kalder den medmenneskelighed, medfølelse og åbenhed. Og jeg mødte de værdier, da jeg var 19.
Jeg var såret af krigen mellem Sovjet og Afghanistan. Min sjæl kunne ikke finde hvile, jeg havde konstant mareridt. Jeg var så bange, at jeg tissede i sengen, til jeg var 19 og et halvt. Jeg så russiske dæmoner overalt. Rigshospitalet gav mig et særligt lagen med elektroder i, som reagerede på væske og satte en alarm i gang. Det var psykisk terror, for når jeg tissede, blev hele min familie vækket af larmen. Det var usundt for mit selvværd.
Mit sind var i en enorm smerte over krigen og volden. Alt, hvad jeg greb ud efter, gik i stykker, for krigen fortsatte inde i mig. En masse skønhed gik forbi mig, mens jeg gravede i mig selv.
Så mødte jeg Jørgen
En dag løb jeg hjemmefra i gråd, sorg og afmagt. Det var vinter, og hvid sne lå tykt. Jeg løb og løb og løb fra Urbanplanen og hele vejen til Nyhavn. Jeg troede, at jeg skulle dø. Inderst inde ønskede jeg at dø. Da jeg stod der ved Nyhavn og ikke kunne mere, opdagede jeg, at jeg havde bare tæer og kun bukser og undertrøje på. Nu var jeg sikker på, at kulden ville dræbe mig. Så jeg ventede på, at døden skulle omfavne mig. Det gjorde fysisk ondt.
Fysisk smerte har jeg aldrig frygtet, for jeg ved, at den på et tidspunkt enten vil stoppe, eller også vil den tage livet af mig. Døden frygter jeg hellere ikke.
Mens jeg stod der og frøs, hørte jeg en stemme. Det var en ældre herre ved navn Jørgen. Jeg havde aldrig set ham før. Han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at drikke en varm kop kakao i hans husbåd.
»FUCK AF!« råbte jeg.
»Jeg har brug for selskab. Nu går jeg ind og sætter mig, og du er mere end velkommen – jeg bliver glad, hvis du kommer,« svarede han.
Så gik han ind. Jeg stod der og kiggede mod husbåden, stearinlyset, dampen fra kakaoen og begyndte at fryse endnu mere. Han gjorde tegn til, at jeg skulle komme ind, og på en eller anden mærkelig måde fik jeg tillid til ham. Dengang havde jeg svært ved at stole på folk. Jeg tænkte hele tiden, at de ville have noget af mig. At de ville fortære mig. Jeg gav mig og gik ind. Satte mig foran ham ved bordet og kiggede mistænksomt på ham. Jeg fik kakao, tæppe, tykke sokker og en hue på. Han satte sig foran mig og sagde ingenting. Han ventede på, at jeg skulle snakke. Og vi snakkede. Jeg græd. Jeg fortalte ham ting, som jeg ikke engang har delt med mine allernærmeste.
Han fortalte mig, at han havde været i Afghanistan – dengang der var fred, og folk var frie. Han var fascineret af det afghanske folk, og han gjorde mig stolt af at være afghaner.
»Du må aldrig glemme, hvilket fantastisk land du kommer fra – du er en gave til os andre,« sagde han.
Ser du Inger, det er medmenneskelighed. Han hedder Jørgen, er født i Jylland og vokset op i København. Han anser ikke sig selv for dansker. Han er et verdensmenneske, siger han. Han understreger, at hvis han kun var dansk, så ville han kede sig ihjel. Allerhelst vil han bare kaldes menneske.
Mange Jørgener
Jeg har mødt et par stykker af Jørgens slags på min rejse gennem livet. Jeg har haft hårde odds imod mig, når det gælder om at blive til noget, men disse mennesker og deres indsigt, tone, dannelse, visdom og enorme kærlighed har smittet af på mig.
De hjalp mig med at finde hjem til min mor, kære far og søstre. De hjalp med at se, hvad der gemte sig bag min mors øjne og i min fars sind. Alt, hvad jeg altid har haft brug for, lå gemt der lige foran mig – hos mine vise forældre. Al den kærlighed, jeg havde brug for, gemte sig der. Det mod, jeg manglede, fandt jeg der.
Hele mit dramatiske liv har fået luft under vingerne på grund af gode og empatiske mennesker. De har aldrig nogensinde sagt, at danskhed er roden til alt godt, og at alt andet er dårligt og uvelkomment. De kendte til livets op- og nedture. De kendte til menneskets komplekse væsen. Selv et udyr som mig kunne de i fællesskab med mine forældre tæmme. Selv om det tog dem lang tid. Deres urokkelige tro på, at jeg, Manyar Parwani, var et mirakelbarn, og hvad jeg end satte mig for, ville jeg få succes med. Det hviskede de hver dag, indtil jeg selv begyndte at tro på det. Tro på mig selv.
Og det var ikke nok for dem at få mig til at tro på mig selv. De ville rense min sjæl, så jeg ikke længere var offer for ondskaben. De lærte mig lidenskaben at kende. De lærte mig at blive forelsket. De lærte mig mod. De lærte mig at være social. De lærte mig at tale et sprog, som folk forstod. Og de lærte mig næsten at skrive. Grammatikken nåede de ikke, heller ikke alt det der med at stave. Men som de sagde: Bare skriv Manyar, folk forstår følelser.
Jeg bliver aldrig dansk
Inger, den chance ville jeg aldrig få af dig og dine ligesindede. Folk som dig har der været mange af i de årtier, jeg har boet i Danmark. I har løftet jeres næver og råbt: »Bliv dansk eller skrid!« I har taget patent på danskheden. I har gjort den til det gode – alt som er fremmed, ser I ned på, som om det repræsenterede noget ondt.
Men jeg blev aldrig dansk. Og jeg bliver aldrig dansk eller integreret. Jeg vil ikke ligge på knæ for dig, og jeg vil ikke frygte dig. Jeg er kun underlagt loven. Jeg er underlagt medmenneskeligheden. Alt det racistiske og det vulgære vil jeg ikke knæle for. Og uanset hvad du gør for at tale ned til mig og dem, som ligner mig, vil jeg altid drømme kæmpestort. At drømme er at leve, at elske, at føle og at være.
Du kan ikke tage det fra mig. Du må gerne kalde dig dansk, hvis det gør dig glad. Men du er ikke dansk på den gode måde, før du lærer at være menneske. Et menneske, som ønsker Danmark det bedste, og ikke kun tænker på sin politiske karriere.
Gode og anstændige værdier kommer ikke af din danskhed. De udspringer af medmenneskelighed, som er en universel følelse indpodet i mennesker fra hele verden i alle kulturer. Ingen har patent på hverken det gode eller det onde. Og takket være sådanne vidunderlige mennesker, kan jeg skrive filminstruktør/manuskriptforfatter og skabsdigter under mit navn i bunden af breve.
Poeten Mevlana Jelaludin Rumi sagde det smukt allerede i det 13. århundrede – det er der, hvor jeg vælger at bede, der mit hjerte og sind har fundet hvile, der hvor jeg kan se mennesker frem for nationaliteter:
»Hinsides ideerne om rigtigt og forkert er der en mark. Jeg vil møde dig der. Når sjælen hviler sig i markens græs, vil verden være for rig og fuld til at tale om. Ideer, sprog, selv udtrykket ’hinanden’ vil ikke længere give mening.«
Manyar Parwani er filminstruktør/manuskriptforfatter og skabsdigter. Han er født i 1978 i Kabul og kom til Danmark i 1986.
Jeg er dansker - født i Danmark. De fleste af mine oldeforældre var også danske, men jeg ved overhovedet ikke, hvad begrebet danskhed dækker, og jeg gider ikke beskæftige mig med det.
For omkring 20 år siden tænkte jeg på at flytte til Grækenland. Jeg gjorde det ikke, men selv om jeg var flyttet derned, havde jeg nok boet i Grækenland, men stadig været dansker. Det ville være fuldstændig tåbeligt at tro, jeg kunne blive græker, men jeg håber og tror, de havde taget imod mig og accepteret mig, som den jeg er.
Giv dog mennesker tid og rum til at finde ud af, hvem og hvad de er. Nationaliteten er en total ligegyldig ting
Ahmed Mannouti:
Jeg er fuldstændigt enig med dig i, at nogle etniske gruppers unge drenge synes at give større anledning til problemer end andres. Og deres forældre skal konfronteres med det - uden fløjlshandsker, uden misforståede hensyn (der findes f.eks. INGEN undskyldninger for at kalde en kvindelig lærer "luder") og forældre, der af ren bekvemmelighed trækker racismekortet, skal ALTID - uanset etnisk/religiøs/social baggrund stilles til "ansvar" for deres børns handlinger i den forstand, at
deres børns adfærd uheldige adfærd naturligvis - alt andet lige - reflekteres til dem. På nøjagtig samme måde som børns gode karakterer i skolen, gode præstationer i sport eller i fritidsjob altid knyttes sammen med deres forældres opdragelse af dem.
Så jo - nogen skal have modet til at sige: "din søn opfører sig uacceptabelt dårligt, og hvis du ikke kan lære ham at opføre sig ordentligt, så må andre tage over." Det har intet med racisme at gøre, det handler om dit svigt som forældre. Og guderne skal vide, det fører til eder, forbandelser og nogle gange trusler - nøjagtigt som det gør, når etnisk danske forældre får samme meddelelse. Men der står der ikke lige et hav af interesseorganisationer og debattører - der lever af at være forurettede - parate til undskylde den dårlige opførelse. Og det strejfer tilsyneladende aldrig "forsvarene" en tanke, at de fastholder dem, de vil forsvare, i en undertrykkende rolle som "ofre", der ikke skal tages alvorlige og som man ikke forventer noget af. Som evige, ansvarsløse babyer.
Børn og unge er jo ikke bare, som de er, de efterligner som regel nogen. Hvem man kommer til at efterligne, handler meget om, hvem man omgås - eller hvad man møder i medierne f.eks.
Hvis man vokser op i et råt kvarter, er det det, man lærer, selvom der altid vil være nogle, der reagerer stik modsat og aktivt opsøger andre rollemodeller.
Dårlig opførsel på denne måde er imidlertid ikke så meget klasse- som aldersmarkør - det handler om at gøre sig gældende som den, der tør overskride grænserne, sådan er teenagere; men pga. den danske udvikling i opdragelsen er det unødvendigt for flere og flere unge danskere at tage disse negative midler til at hævde sig i brug. Faren er, at de i stedet blot kommer til at reproducere det samfund, de er vokset op i, hvilket er et historisk nybrud og næppe særlig attraktivt i et udviklingsperspektiv.
Tryghed, glæde ved livet og respekt for hinanden, kommer gennem positiv kontakt mellem børn og voksne, der kan være flere årsager til børn ikke, lever sunde og lykkelige børne liv, at det er nemmest, hvis børn får en god start på livet, kan der ikke herskes tvivl om, men alle kan forandre sig, jo ældre des mindre, men det er aldrig for sent, at give hinanden positiv kontakt.
Der er ingen danskhed ud over påstanden om at det er der.
"Jeg bliver aldrig dansk." Nej, og det når indvandrerdrengene i biografen måske heller aldrig at blive - og hvad så? Men derfor skal de, ligesom alle andre, opføre sig ordentligt og hvis de vil undgå problemer i fremtiden skal de måske, netop pga. af deres hudfarve som skiller sig ud og tiltrækker opmærksomhed, opføre sig ekstra ordentligt. Det er sådan noget kloge forældre lærer deres børn, om de så er anderledes fordi de er rødhårede, handicappede, gammelkloge eller på anden måde skiller sig ud - en lektie som børn af mindre kloge/ressourcestærke forældre er nødt til at lære enten i skolen, på jobbet eller i fængslet. I biografen er vi alle Inger Støjberg. Jeg er i hvert fald.
Manyar Parwani, tak for et godt indlæg.
Jeg læser budskabet, at det er den gamle dansker, der har ansvaret for at give den nye dansker lov til at integrere sig: Det er den gamle dansker, der skal vælge at bo i samme boligkvarterer og lade børnene gå i de samme skoler som den nye dansker. At tale om, at nye danskere ikke vil integrere sig er noget vrøvl, så længe de gamle danskere gør alt for at undgå at have noget med dem at gøre.
Fundamentet til apartheid er lagt, hvor nye danskere bliver sendt ud i bestemte boligområder, hvorefter de selv får skylden for at samle sig i ghettoer. Nu mangler vi bare at apartheid bliver statsligt styret efter næste valg.
Hvis det kan trøste dig, tror jeg ikke Inger Støjberg har noget imod indvandrere, hun har ikke følelser i den forstand: Hun er en kynisk politiker, en manipulator, der udelukkende er ude for at score stemmer med sine udtalelser, og V vil gerne score så mange stemmer som muligt fra DF til næste valg.
Godt indlæg! Det viser tydeligt at de der har taget patent på danskheden helt har glemt, hvad den egentligt består af og ladet svinehunden tage dens plads.
Og når man vokser op i Amagers Urbanplan, har man mange odds imod sig. Skrives der.
Ja uha da hvor slemt. Lige nøjagtig den årgang Parwani tilhører nemlig 1978-årgangen havde jeg i 10 år på Amager med masser af børn fra Urbanplanen. Dengang mest beboet af danske arbejderfamilier, som var på TUBORG, B&W og selvfølgelig lufthavnen. 10 år senere i 90'erne kom der mange indvandrere til planen og beboersammensætningen skiftede. Nåh men den årgang som jeg altså startede i 1985 er nu 36/37 år og de er alt fra anæstesilæger ( far og mor bor i Urbanplanen endnu) til blikkenslagere, fra it-medarbejdere på Novo, farmaceuter, børnehavepædagoger, sygeplejersker og fitnesscenterbestyrere, kosmotologer og cand.politer. At de skulle være begrænsede i Urbanplanen tror jeg ikke de vidste. Jeg har jævnlig kontakt med dem, ligesom med det næste hold der startede i 1995 og hvor nogle af beboerne nu mente at nu skulle der brændes biler af og at det derfor fra slutningen af 90'erne blev noget hårdt miljø i Planen. Den årgang Parwani tilhørte var ikke bare glade for de moderne lejligheder, som mange havde skiftet ud med noget råddent, iskoldt lort på Nørrebro. De var begejstrede for de muligheder der var i byggeriet. Der var vuggestuer og børnehaver, fritidshjem og ungdomsklubbet, Der var bondegården og byggelegepladsen og der var Sundby Boldklub, Fremad Amager, B 1908, der var håndboldklubberne knyttet til skolerne og der var selvfølgelig også fælleden, hvor man kunne bygge huler, kælke og leve sit eget liv. Synd at Parwani mener at dette miljø begrænsede hans muligheder. Andre tog dem til sig .
Hvorfor taler I alle om fremmede? Det er vel totalt ligegyldigt om det er gamle, unge, hvide, sorte eller hvad helvede hudfarve de har eller hvad??? Facebook nævner en tidligere som den globale landsby - vorherre bevares. Jeg bor i en rigtig landsby på landet - så langt ude at udkants Danmark ligger tættere på København end vi gør.
Spørgsmålet er, må mennesker opføre sig som de gjorde eller må de ikke? SLUT FINALE.
Hvad hvem skriver på facebook er totalt ligegyldigt - luk lortet og få nogle rigtige venner og skriv en mail til dem hvis du har noget du skal af med som ikke kan gøre sig fortjent til en artikkel eller kommentar som her på denne eller andre aviser.
Hvis du vil sætte støjberg på plads så gør det sammen med os andre, der heller ikke bryder os om hende og hendes slæng af racister.
Ellers nap en tudekiks.
Nu er det jo sådan, at omtalte kvindemenneske tilsyneladende ikke har en særlig udviklet empati - det demonstrerer hun nærmest dagligt - hvorfor forudsætning for intelligens er særdeles forringet i hendes tilfælde. Det må vi andre nok lære at bære over med og så behøver man såmænd ikke tage hende så alvorligt.
Istedet kan man jo så grine lidt af hvor komisk hun fører sig frem. :-)
Manyar's indlæg er utrolig gribende, og ligger godt i tråd med den afmagt jeg selv føler, når danskere taler om flygtninge. I min optik ligger det retoriske ansvar specielt hos DF og Venstre, men medierne har heller ikke forsømt mange muligheder for at bære ved til bålet. Som det første er debatten blevet helt umulig. I en og samme sætning optræder asylansøgere, indvandrere og danske muslimer i en unuanceret pærevælling. At mine gamle klassekammerater, der kom hertil som gæstearbejdere i 60 og 70'erne fra pakistan, skal gå på listefødder og kraftigt overveje deres udtalelser, for at undgå samme usle måde vi behandler flygtninge på, at deres børn kunne have været dem, der fik at vide, at de skal være taknemmelige for at bo her, eller bare kan flytte "hjem", hvis de kaster popcorn efter Inger Støjberg, hører ingen steder hjemme. Pæne lyshudede drenge har udført samme formastelige gerning rundt omkring, uden at komme i alle landets aviser dagen efter. Jeg finder det udansk, og jeg tager i den grad afstand til vores opførsel. Faktisk synes jeg det læner sig op mod herredømmets arrorgance. "Vi nærmest siger, at danskhed er en helt speciel og meget vigtig ting, som står hævet over mangfoldighed og fremmede religioner. Naturligvis skal vi beskytte vores demokrati, men mig bekendt er det kun DF der truer det med forslag om nødret, ret til indblanding i Grønlands selvstyre samt det meningstyrani der bliver lagt rigeligt medieplatforme til.
Netop DF slår sig an på danskhed. Det vil jeg gerne modargumentere. Jeg så i tv en udsendelse om Irland, hvor netop det irske særpræg var emnet. Hvorfor var de et stolt folkefærd? Hvad var irskhed?
Stolte var de, fordi de der boede der stod sammen og fordi de dyrkede fællesskabet med G.F. Day.
En religiøs fest, der bringer alle på gaden i sjove udklædninger en gang om året, hvor de minder hinanden om historien.
Hvad gør vi. Vi kopierer karnevallet fra Brasilien på en hundekold årstid. Hvor er danskheden og den fælles reference i det. Vi har ikke engang en ægte dansk musikstil vi er kendt for, selvom vi har dygtige musikere i mængder.
I irland er de stolte af deres whiskyfremstilling, flotte bygningsværker, pubber og ikke mindst Irsk musik, der er meget genkendeligt. var jeg blevet spurgt om, hvad der var Irskhed, var det lige de ting, jeg havde nævnt.
Hvad vil en amerikaner eller japaner sige, er ægte dansk? Ikke frikadelleservering i børnehaver, eller Morten Korck romantik med hvide hegn om villaen og kun dansk vejledning på informationstavler. De vil nok sige vores utrolige frisind af forskellighed. Homoægteskaber, barsel til fædre, de kendte behøver ikke livvagter (næsten alle sammen), og så vores pussenuttede og friserede natur, det iøvrigt er en af Verdens reneste. De vil sige Den Kgl. Ballet og vores imødekommendehed over for andre. Alt den goodwill vi har i udlandet for vores helt unikke åbenhed og engagement rundt om i verden, kan hurtigt blive sat over styr, hvis liberale krafter bliver ved med at bruge tiden på at skabe uro mellem etniske grupper, i stedet for at inkludere dem. Inklussion og integration er ikke kun fine ord i debatten, og det er den originale befolkning der har ansvaret for succes. Det er den indstilling jeg altid har opfattet som danskhed, ikke om hotdoggen blev fortrængt af pitabrød eller det der er værre.
Karnevallet i Brasilien som vi har kopieret bliver holdt til pinse, som normalt ligger i maj eller juni. Derimod er fastelavn, 40 dage før påske, ikke en kopi fra Sydamerika, altid i en kold tid og hvad så ? Er tøndeslagningen også nu også forbudt. Irland har meget at være stolte af fx forbud mod abort, og uhyggelige seksuelle overgreb mod børn og meget andet godt. Hvis man vil finde det grimme så finder man det. At fx Parwani er stolt af at være afghaner, forhindrer vel ikke andre i at synes kvinders forhold i lige det land er rædselsfuldt, at korruption, mord, vold og undertrykkelse tilsyneladende er særdeles udbredt, men det er naturligvis smartere at falde i svime over at en politiker i DK synes at nogle unge skvadderhoveder opfører sig kvajet i en biograf. Hvor lidt skal der til før racismekortet trækkes ?
Karnevallet i Brasilien som vi har kopieret bliver holdt til pinse, som normalt ligger i maj eller juni. Derimod er fastelavn, 40 dage før påske, ikke en kopi fra Sydamerika, altid i en kold tid og hvad så ? Er tøndeslagningen også nu også forbudt. Irland har meget at være stolte af fx forbud mod abort, og uhyggelige seksuelle overgreb mod børn og meget andet godt. Hvis man vil finde det grimme så finder man det. At fx Parwani er stolt af at være afghaner, forhindrer vel ikke andre i at synes kvinders forhold i lige det land er rædselsfuldt, at korruption, mord, vold og undertrykkelse tilsyneladende er særdeles udbredt, men det er naturligvis smartere at falde i svime over at en politiker i DK synes at nogle unge skvadderhoveder opfører sig kvajet i en biograf. Hvor lidt skal der til før racismekortet trækkes ?
Manyar's indlæg er utrolig gribende, og ligger godt i tråd med den afmagt jeg selv føler, når danskere taler om flygtninge og indvandrere. I min optik ligger det retoriske ansvar specielt hos DF og Venstre, men medierne har heller ikke forsømt mange muligheder for at bære ved til bålet. Som det første er debatten blevet helt umulig. I en og samme sætning optræder asylansøgere, indvandrere og danske muslimer i en unuanceret pærevælling. At mine gamle klassekammerater, der kom hertil som gæstearbejdere i 60 og 70'erne fra pakistan, skal gå på listefødder og kraftigt overveje deres udtalelser, for at undgå samme usle måde vi behandler flygtninge på, at deres børn kunne have været dem, der fik at vide, at de skal være taknemmelige for at bo her, eller bare kan flytte "hjem", hvis de kaster popcorn efter Inger Støjberg, hører ingen steder hjemme. Pæne lyshudede drenge har udført samme formastelige gerning rundt omkring, uden at komme i alle landets aviser dagen efter. Jeg finder det udansk, og jeg tager i den grad afstand til vores opførsel. Faktisk synes jeg det læner sig op mod herredømmets arrorgance. "Vi nærmest siger, at danskhed er en helt speciel og meget vigtig ting, som står hævet over mangfoldighed og fremmede religioner. Naturligvis skal vi beskytte vores demokrati, men mig bekendt er det kun DF der truer det med forslag om nødret, ret til indblanding i Grønlands selvstyre samt det meningstyrani der bliver lagt rigeligt medieplatforme til.
Netop DF slår sig an på danskhed. Det vil jeg gerne modargumentere. Jeg så i tv en udsendelse om Irland, hvor netop det irske særpræg var emnet. Hvorfor var de et stolt folkefærd? Hvad var irskhed?
Stolte var de, fordi de der boede der stod sammen og fordi de dyrkede fællesskabet med G.F. Day.
En religiøs fest, der bringer alle på gaden i sjove udklædninger en gang om året, hvor de minder hinanden om historien.
Hvad gør vi. Vi kopierer karnevallet fra Brasilien på en hundekold årstid. Hvor er danskheden og den fælles reference i det. Vi har ikke engang en ægte dansk musikstil vi er kendt for, selvom vi har dygtige musikere i mængder.
I irland er de stolte af deres whiskyfremstilling, flotte bygningsværker, pubber og ikke mindst Irsk musik, der er meget genkendeligt. - den grønne ø, kaldes de. var jeg blevet spurgt om, hvad der var Irskhed, var det lige de ting, jeg havde nævnt.
Hvad vil en amerikaner eller japaner sige, er ægte dansk? Ikke frikadelleservering i børnehaver, eller Morten Korck romantik med hvide hegn om villaen og kun dansk vejledning på informationstavler. De vil nok sige vores utrolige frisind af forskellighed. Homoægteskaber, barsel til fædre, de kendte behøver ikke livvagter (næsten alle sammen), og så vores pussenuttede og friserede natur, der iøvrigt er en af Verdens reneste. De vil sige Den Kgl. Ballet og vores imødekommendehed over for andre. Alt den goodwill vi har i udlandet for vores helt unikke åbenhed og engagement rundt om i verden, kan hurtigt blive sat over styr, hvis liberale krafter bliver ved med at bruge tiden på at skabe uro mellem etniske fremmede eller danske, i stedet for at inkludere dem. Inklussion og integration er ikke kun fine ord til brug i debatten, og det er den originale befolkning der har ansvaret for succes. Det er den indstilling jeg altid har opfattet som danskhed, ikke om hotdoggen blev fortrængt af pitabrød eller det der er værre.
Jens Peter Hansen. Lad nu være med at angribe detaljerne i min fremstilling. Jeg promoverer ikke Irland, det var bare den udsendelse, der fik mig til at formulere danskhed, som jeg forstår den.
Og det er vel det, der er essensen i mit indlæg. Specielt fordi jeg påstår, at det Danmark Manyar har mødt, og den manglende evne vi har haft til som indfødte, at få hende - og utallige andre til at føle sig danske på er en faliterklæring i forhold til mit dansk syn. Hvad mener du, en udefra ville beskrive som ærkedansk, eller mener du at danskhed kun er begrænset til urbefolkningen og bag lukkede grænser. - altså en danskhed, der ikke skal vises frem?
Jeg synes,
at jeg har hørt eller læst,
at uro-magerne har været ude at undskylde deres opførsel i biografen,
hvilket vel betyder, at de har forstået irettesættelsen og vil forbedre sig.
Hvis dette er sandt, har ovenstående personlige angreb på Inger S.
egentlig
ikke meget med sagen og politikeren at gøre...
At fx Parwani er stolt af at være afghaner, forhindrer vel ikke andre i at synes kvinders forhold i lige det land er rædselsfuldt, at korruption, mord, vold og undertrykkelse tilsyneladende er særdeles udbredt
Det betyder ikke noget,
når man ikke selv skal bo i landet, og når man ikke er kvinde...
Vibeke Hansen
Hvorfor skal man føle sig "dansk"? Jeg sætter enorm stor pris på de år jeg boede i Danmark og de muligheder jeg fik - og min danske kone :) - men "dansk" blev jeg aldrig. og søgte det heller ikke. Jeg synes der er fantastisk meget dansk der er godt - kultur, de sociale og politiske normer og modenhed (tro mig, selvom i tit brokker jer over dem er i lysår foran de fleste andre) og så videre, men det er også mange "danske" ting, traditioner, vaner og kultur jeg slet ikke kunne med. Og hvorfor skulle man også det? De færreste kommer til Danmark for at blive danskere - de kommer for at have et sted de kan være og udvikle deres eget liv og egen identitet som så måske/måske ikke konvergerer med "danskhed". Som jeg fortalte i en anden tråd så "opdagede" jeg da jeg flyttede til Sønderjylland det tyske mindretal i Danmark, som jo stadigt fastholder en tysk identitet og kultur selv efter 10-20-30 generationer i Danmark. Jeg synes det er et positivt bidrag til landet som helhed - altså at de vælger ikke at være "danskere".
Iøvrigt synes jeg faktisk frikadeller i børnehaverne er en væsenlig del af dansk kultur. At man fjerner dem er et af de misforståede hensyn der skader langt mere end det gavner, selvom det sikkert er gjort af god vilje. Jeg kender ikke en eneste muslim der insisterer på at der ikke må være svinekød i børnehavnerne - de fleste kan jo med lidt omhu godt finde plads til både svin og andet.
Den overbevisning at det at være "dansk" betyder at være bedre end andre nationaliteter sidder godt nok dybt forankret i danskernes u-bevidsthed. Selv de smaddersympatiske krammenisser der deler kropskontakt ud til venstre og højre falder i fælden - mand er mere dansk end mand tror - fordi mand udviser ganske almindelige, universelle sociale træk, som i de fleste andre lande simpelthen kaldes for "menneskelighed" uden national tilhørighed af den ene eller anden art.
Manyar Parwani, en gribende personlig historie, som intet har at gøre med den biograftur som er grunden til din historie. Det handler ikke om dig, din historie og den måde du er i stand til at beskrive dine oplevelser på eller for den sags skyld Støjberg. Det handler om en gruppe mennesker som ikke er i stand til at opfatte de er i gang med noget forkert. Der er to grunde til at du kommenterer på hændelsen. Ordet indvandrerdrenge og det faktum at det skrevet af en politiker. De fakta er med til at fjerne fokus på hvad det virkelig drejer sig om, nemlig at det skal være muligt for mennesker at bevæge sig i det offentlige rum uden at blive forulempet af andre. Dette er ikke noget dansk fænomen. Kære Mansour, din historie er gribende, jeg havde dog gerne læst den i en anden forbindelse. Jeg kan kun opfordre dig til at diskutere det biografoplevelsen virkelig handler om det er en gruppe indvandrerdrenge, fodboldtilhængere eller spejdere.
Claus Winter
Jeg har næsten lyst til, at anbefale din kommentar, men det er for det faktum, at de støjende drenge, intet har af gøre med fremmedfjendske politikkere, der i modsætning til biograf drengene, er et problem.
Hej Phillip, dette handler om flere personers oplevelse i en biograf, ikke om fremmedfjendske politikere, hvilket er en helt anden sag.
@ Ellen Nielsen: At skære kvinders liv i Afghanistan over én kam kan give bagslag: I Afghanistan har de general Khatol Mohammadzai. Sådan én kvindelig general er der mig bekendt ikke i det danske krigsvæsen. (Sandt og sigende om virkelighedens mangfoldighed, og vores vanskeligheder ved at begribe den, så vi kan rekelktere den med, når vi kommunikerer.)
Og hr. Winter: Min mor er nu død og borte, men hun var lærer, og fulgte med i børn og unges sprog. Så hun var knap så nærtagende, som hendes veninde, der grædende forlod biografen, da nogle uartige drenge råbte 'klap-i-bessemor' efter de to dengang 50-årige. Det må så have været i 1969. Jeg har læst i historiebøgerne, at også de gamle grækere klagede over ungdommens dårlige manerer.
Det vi har fat i er altså ikke en situation i en biograf, hvor nogen er frække og højrøstede; men en situation, hvor en kynisk politiker anvender en hverdagsoplevelse som traktor for et fremmedfjendsk budskab. Den slags hedder her i landet 'at hetze' oder aufzuhetzen. Føj for helvede - er det der bedst beskriver mine tanker om Inger Støjbergs svineri.
"Alle ved" - det er sjældent, at den slags fordomme holder i virkeligheden.
Kære, fantastiske menneske.
Dine ord rammer alt det, jeg længe har rendt rundt og følt, uden at kunne sætte de helt rigtige ord på.
Der er en masse regler om hvornår man er "rigtig dansker", men de regler er lavet af mennesker, der ikke har forstået hvad det i grunden går ud på.
Alt i hele verden handler om gensidig respekt.
Som jeg siger til mine unger - Verden er et spejl. Og hvis du møder et spejl, der forvrænger det, det skal spejle, så gå videre til et andet spejl.
Måske synes de kunstige normer for danskhed ikke, at du er dansker. Men det synes jeg.
Det handler om at acceptere det sted, man er kommet til og om at søge og se de positive ting.
Når man i stedet forsøger, at lave om på tingene og kun søger og ser de negative ting, så er det man burde finde et andet sted at være.
Ligesom når man besøger folk - så begynder man jo heller ikke at omorganisere deres hjem eller at pege og sige 'det er grimt, det der'.
Jeg tissede selv i sengen til jeg var omkring 19. Ikke fordi jeg har oplevet krig som du.. Mine traumer kommer andre steder fra.
Men så mødte jeg en mand, der evnede, at give mig troen på mig selv og verden tilbage.
Jeg har født hans børn og elsket ham i over 13 år.
Det vigtigste - det eneste vigtige - er, at du kan se på dig selv med god samvittighed.
Så længe du kan det, så er resten i orden.
Sider