Kronik

Lille Viggo er ikke så god til at klippe …

Den præstationsorienterede logik er et omklamrende pædagogisk princip, der hele tiden finder nye domæner. Er vi i færd med at fremelske en syg managementkultur i daginstitutionerne, hvor alle aktiviteter er formålsrettede og præstationsfikserede?
Den daglige opmærksomhed på børnenes præstationer – ’farvelægger de mon inden for stregerne … ?’ – er skærpet, og der er også indført konkrete test. Men hvorfor?

Sofie Amalie Klougart

5. februar 2015

»Viggo er ikke så god til at klippe,« lød det alvorstungt fra en af pædagogerne. Der gik et øjeblik, før det stod klart for mig, at det var alvorligt ment.

Under klippe-klistre-aktiviteterne i børnehaven, havde pædagogerne konstateret, at min, dengang fire-årige, søn endnu ikke håndterede en saks med aldersvarende sikkerhed.

Mens den overvældende og lammende besked blev leveret, havde jeg ikke overskud til egentlig refleksion. Først efterfølgende kom jeg i tanke om, at jeg aldrig har mødt et voksent menneske med i øvrigt almindelig førlighed, der ikke kan klippe til husbehov.

Der er mange, mig selv inklusiv, der hverken har interesse eller evne for julepynt, frisørfaget eller papirkunst. Men alle kan sgu da – undskyld mit franske – klippe toppen af en pose kaffe og i øvrigt føre saks i et omfang, der dækker det almindelige behov. Det at kunne klippe er med andre ord en færdighed, som alle med tiden får tilegnet sig i fornøden grad, uden at vi som samfund behøver at ofre opmærksomhed på det.

Gå nu bare den tur

Det skal understeges, at dette ikke er en kritik af pædagogerne. Viggo har været heldig med engagerede og empatiske voksne under hele sin institutionskarriere, der snart ender, idet han skal begynde i skole.

Bemærkningen om klippeevnerne er isoleret set komisk, ubetydelig og utrolig banal, men desværre dækker udsagnet over en stærkt voksende tendens til at vurdere børns kunnen på et voksende antal områder. Noget så uproblematisk og hyggeligt som at klippe-klistre er blevet en lejlighed til alvorstung evaluering af børns finmotoriske evner.

»Når vi går tur, er der altid læring i det,« siger pædagogerne – en gåtur med en flok unger, der engang var en ganske ukompliceret affære, er nu gennemtænkt i forhold til, hvilken slags læring der kan være i processen.

»Gid I dog ville gå en hyggelig tur uden at forholde jer til læringspotentialet,« kan man tænke i sit stille sind.

Børn har altid høstet viden og erfaringer ved at foretage sig ting med voksne – det er kun positivt og jo på mange måde fundamentalt for vores samfund – men denne videns- og erfaringsoverførsel sker også uden, at de voksne har en bevidst strategi om det.

Det nye er, at læringspotentialet i snart alle afkroge af den menneskelige tilværelse bliver identificeret og italesat.

De yngstes verden er et felt, der med voldsom hast koloniseres af den nyttelogik, der fylder så meget i ungdoms- og voksenlivet.

Bevares, det har altid været en del af pædagogernes praksis at forholde sig til, om børn udvikler de nødvendige evner, også i de tidlige år. Det er naturligvis godt at identificere børn med behov for eksempelvis tale-støtte så tidligt som muligt.

Pædagogernes rolle i denne sammenhæng er velkendt, vigtig og positiv. Problemet er den institutionaliserede logik med systematiserede observationer og vurderinger, der efterhånden præger tilgangen til ganske almindelige foreteelser.

Det vurderende blik

I folkeskolen har den helt afgørende bevægelse over de seneste mange år været den øgede opmærksomhed på at måle elevernes kunnen. Forskellige former for testning af evner og færdigheder har fået stigende indflydelse på den måde undervisningen tilrettelægges på. Man kan tale både for og imod denne udvikling. Nogle siger, at udviklingen har været med til at løfte fagligheden i folkeskolen. Andre, at udviklingen stort set har været til skade, fordi den ensidige og klodsede måde at veje færdigheder på skaber et falsk grundlag for politiske beslutninger om indretningen af skolelivet.

Forskere med viden om pædagogik og børnelivet påpeger, at den dagsorden, som testkulturen har sat for børn i skolealderen, i øjeblikket er ved at indtage vuggestuer og børnehaver, hvor snart sagt alle elementer i børnenes tilværelse bliver gjort til genstand for et vurderende blik. Et stigende antal daginstitutioner har således opstillet læringsmål, indført test- og vurderingsmekanismer og noterer rutinemæssigt børnenes præstationer. Ifølge en undersøgelse (2014), som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har gennemført for BUPL, svarer 95 procent af daginstitutionslederne, at deres institutioner har forskellige praksisser til systematisk at vurdere børns personlige udvikling, trivsel, leg, læring, sociale kompetencer, sproglige udvikling, motoriske udvikling og parathed i forhold til overgang til børnehave eller skole.

Den vurderende og præstationsorienterede logik er et omklamrende pædagogisk princip, der aldrig bremser op, men hele tiden finder nye domæner. Igen, det er fint at dyrke børnenes interesse for at udforske deres omverden, men at gøre alle dele af deres tilværelse til præstationer, som mødes af et vurderende blik, er dybt problematisk.

Undersøgelser viser, at overraskende mange unge – i eksempelvis gymnasiet – føler sig stressede, og det er nærliggende at tænke, at det overvældende fokus på målbarhed og præstationer udgør en del af forklaringen. Ønsker vi virkelig at overføre dette voldsomme fokus på præstationer til de yngstes liv? Skal vuggestue- og børnehavebørn virkelig mødes med et konstant vurderende blik? Eller er vi i færd med at fremelske en syg managementkultur i daginstitutionerne, hvor alle aktiviteter er formålsrettede og præstationsfikserede?

Når man, som jeg, over seneste 17 år har fulgt fire børn gennem deres daginstitutionstilværelse, er udviklingen umiddelbar aflæselig.

Banaliteter måles og vejes

Ikke alene er den daglige opmærksomhed på børnenes præstationer – ’farvelægger de mon inden for stregerne … ’ – skærpet, der er også indført konkrete test, hvor børn eksempelvis på en iPad skal gennemføre en test af deres evner inden for dansk og matematik.

Der arrangeres skolelignende aktiviteter for de større børnehavebørn, der om ikke andet sikkert skaber bedre testresultater. Lad mig igen understrege, at det er fint at dyrke børnenes interesse for en forestående skolestart. Problemet er den institutionaliserede nyttelogik og målingsiver, der følger med. Vi risikerer, at de velmenende læringstiltag umærkeligt glider ind i hverdagsaktiviteterne og skaber en præstationskultur i daginstitutionerne, hvor fuldkommen banale aktiviteter bliver problematiseret.

Professor i udviklingspsykologi Dion Sommer konkluderer på baggrund af et større studie:

»Didaktisk, målstyret læring og instruktionspædagogik fører ikke til senere gevinst. Det er dybt ironisk, at den type tidlig indsats, som man tror, senere vil give bedre skolestart, fører til det helt modsatte resultat: Fremtidige kompetencer i matematik, natur- og sprogforståelse styrkes ikke, men forringes. Hertil kommer mere præstationsangst, forværret selv- og impulskontrol, mere hyperaktivitet, aggression og urolig adfærd«.

Det er unægtelig absurd, hvis det viser sig, at bestræbelserne faktisk har en negativ effekt. Imidlertid er det værste ved udviklingen det syn på tilværelsen, der er knyttet til testkulturen.

Risikoen er altså, både i forhold til skolefærdigheder og alle de banale aktiviteter, at børn kan blive så resultatorienterede og præstationsangste, at de lukker ned for den formålsløse kreativitet, der har et kæmpe potentiale for ukontrolleret læring og udvikling. Børns klipperier behøver ingen læringsmål eller systematiserede vurderingsmekanismer – lad os nu stole på, at ungerne nok skal lære at klippe, helt uden at vi bekymret registrerer udviklingen i et kompetenceudviklingsskema.

Søren Rud er far og adjunkt i historie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Carsten Mortensen
  • Anders Vang Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Peter Günther
  • Tommy Mortensen
  • Elisabeth Andersen
  • Jakob Silberbrandt
  • Flemming Hansen
  • Carina Cristina Haugaard
  • Inge Møller
  • Thomas Rasmussen
  • Peter Taitto
  • Torben Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
Henrik Christensen, Carsten Mortensen, Anders Vang Nielsen, Viggo Okholm, Peter Günther, Tommy Mortensen, Elisabeth Andersen, Jakob Silberbrandt, Flemming Hansen, Carina Cristina Haugaard, Inge Møller, Thomas Rasmussen, Peter Taitto, Torben Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Utrykhed udspringer ofte af "forkert, ikke god nok" og det er resultatet af nutidens målinger og sammenligninger. Det evige forsøg på at gøre os ens.

Rasmus Kongshøj, Henrik Christensen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen, Bodil Waldstrøm, Lise Lotte Rahbek og John Christensen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Dilemma- Et oprør imod ensretningen forudsætter at du går sammen med nogen der tænker ligesom dig!

God dag der ude

Mit barnebarn på fem har fået at vide, at han ikke holder rigtigt på en blyant - det er jo nok lidt værre end ikke at klippe sikkert, for han var derfor ikke moden til "storegruppen". Men til gengæld kan han sidde og studere Legos katalog, tænde for ipaden, og, uden at kunne læse, taste sig frem til youtube-videoer med mindstorm-robotter. Sidde og surfe frem og tilbage i udvalget - meget koncentreret. Og pludselig spørge: "Morfar kan robotter forstå sig selv?"

Spørgsmålet er om pædagogerne forstår børnenes forskellighed. Og jeg håber for knægtens skyld at problemet skubber en tidlig skolestart - så kan han altid springe en klasse over senere...

Pia Jefsen Munkholt, Christel Gruner-Olesen, Sanne Sandberg, Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Mette Petersen, Anne Eriksen, Jakob Silberbrandt, Flemming Hansen, Niels-Simon Larsen, Vibeke Rasmussen, Henrik Nielsen, Torben Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Min fulde anbefaling.
Hvad hedder den sygdom, der lides af her? Manglende tillid til barnet, og at det nok selv skal finde sin vej.
For 30 år siden fortalte en forhv. Tvind-elev mig, at han havde et vurderingsskema, hvor han var blevet afkrydset i, om han var god til at vaske op, tørre af, feje gulv, slå græs m.m. Jeg troede ikke, at tænkende lærere (men det var de så heller ikke) kunne få sig til den slags.

Der ligger i mange en pervers trang til at kontrollere andre (altid med den bedste hensigt). Det kaldes kontrolmødre, kontrolfædre og kontrollærere og -pædagoger. Det værste er, når denne stasimentalitet får lov at rulle uhæmmet, og det gør den i Konkurrencestaten. Man svigter ligefrem sit barn ved ikke at 'have det vurderede blik på det'. Helt perverst, og det vender selvfølgelig en dag. Man kan så glæde sig over, at man selv har reddet sig igennem alle de skiftende tendenser. Børn er på en måde seje, dog ikke alle uknækkelige.

Rasmus Kongshøj, Henrik Christensen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Viggo Okholm, Jakob Silberbrandt, Anne Eriksen, Henrik Nielsen, Bodil Waldstrøm, Erik Jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Nu er det jo ikke pædagogerne der har fundet på dette måle og vejtyrani. Det er en del af den nyliberalistiske politik at alt skal have en nytteværdi. Som gammel pædagog kan jeg sige at jeg og mine kolleger altid har 'holdt øje med børnenes udvikling', fordi det ER vigtigt at gribe ind i tide, hvis der er grund til det. MEN jeg er helt på linie med artiklens budskab om, at det er en forkert udvikling, når alt skal måles og vejes og have et tydeligt og dokumenterbart mål. Mennesker udvikler sig i de relationer de er en del af, og det er vigtigt! Nærværet og omsorgen, venskaberne, legen - DET er vigtigt. Så lad os få en anden politik, hvor det ikke er embedsmænd langt væk fra praksis, som definerer hvad der er godt og nyttigt for børn - de ved jo tydeligvis intet om små børns udvikling.

Pia Jefsen Munkholt, Rasmus Kongshøj, Mads Kjærgård, Henrik Christensen, Viggo Okholm, Olav Bo Hessellund, Maria Skov Pedersen, Elisabeth Andersen, Jakob Silberbrandt, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen, Henrik Nielsen, Bodil Waldstrøm og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det grundlæggende problem er ikke interessen for børnenes udvikling. En sådan interesse er bestemt nødvendig, som skribenten også er inde på, for at kunne sætte ind med passende støtte til de børn, som vitterligt har hjælp behov.

Problemet er at der tilsyneladende ofte ikke tages udgangspunkt i det enkelte barns individuelle udvikling, men at der snarere opstilles 'kvalitetsmål' for barnets tilpasningsevne til det eksisterende skolesystem. Der er ganske enkelt ikke plads til for megen 'slinger i valsen', hvis barnet skal kunne indpasses i de eksisterende rammer.

Men som bekendt er en organisk natur ikke præget af rette linjer. Normen er en konstrukrion, som ikke findes i virkeligheden, og dette forhold skaber grus i maskineriet - ikke mindst i daginstitutioner og skoler, hvor normeringer og evidensbaserede læringsformer har svært ved at bibringe den nødvendige rummelighed.

Det ved alle der beskæftiger sig med området. Denne omsiggribende trang til at teste børnene i alle ender og kanter, er febrilsk symptombehandling, et plaster på et gabende sår.

Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Jakob Silberbrandt, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen, Henrik Nielsen, Bodil Waldstrøm og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Den tiltagende overvågning af voksne borgere er en del af samme tendens.
"Alt hvad vi (myndighederne, pædagoger, magthavere) registrerer om dig,
kan og vil blive brugt imod dig i en efterfølgende bedømmelse af dine præstationer som samfundselement."

Gad vide om man måske kulle have beholdt en guddom af en slags.. der fandtes der da nåde og overbærenhed.

Rasmus Kongshøj, Mads Kjærgård, Henrik Christensen, Carsten Mortensen, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen, Henrik Nielsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvordan gør man med et barn, der ikke kan klippe rigtigt eller holde rigtigt på en blyant? Man viser dem, hvordan man gør! Hvis de er modne til det, er de nysgerrige nok, hvis ikke, vil de bare fortsætte på deres egen måde.

Rasmus Kongshøj, Niels-Simon Larsen, Henrik Nielsen, Erik Jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Da Einstein var dreng, var der mange, der syntes, at han var lidt speciel, og det havde de jo ganske ret i.

Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Viggo Helth og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det kan jo også være at Viggo bare har fået fat i en venstrehåndsaks?

Steffen Gliese, Viggo Helth og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Du kalder folkets repræsentanter for "magthaverne" Lise Lotte Rahbek. Det er vist ikke et udtryk som er et demokratisk samfund værdigt. Alment accepteres udtrykket, men det viser at der er noget fundamentalt galt.

Hov. Nu begynder jeg også....

Henrik Christensen, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Nielsen

"»Når vi går tur, er der altid læring i det,« siger pædagogerne".

Når man tænker på, hvilken lorteverden vi overlader dem, var der måske mere mening i at give ungerne et kærligt knus. Navnlig nu, hvor iPad & Co. har stjålet deres forældre.

Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen, Anne Eriksen, Torsten Jacobsen, Steffen Gliese og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Resultatet er et samfund fuld af superkloge og innovative idioter.

Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen, Olav Bo Hessellund, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Godt, man ikke er barn i dag, hvor forældrene gør hvad de kan for at slippe af med en, og pædagogerne ikke er rigtigt kloge.

Alt er næsten sagt af alle. Alligevel komme jer her med min synsvinkel.
Socialdemokratismens særlige retfærdighedsopfattelse i bedste mening har medført det kendte ligemageri bl.a i folkeskolen. Gennem enhedsskolen skal de kloge gøres dummere og de dumme skal gøres kloge - groft sagt.
Det er fra toppen meget af denne holdning forplantes ud i alle led.
Ikke noget nyt. Jante sagde jo, at man ikke skal tro at man er noget - osv videre i de 9 andre teser.
Resultatet er mistillid, mobning, nederlag, frustration og pædagogiske vildveje.

Oveni kommer så det udskældte NPM og griber, hvor andre slap. Politikerne prædiker jo vækst - og det gælder alt. Så, fremad danske drenge og piger - særlig jer "indvandrebørn og unge".
Hæng i med gode karakterer og se at komme i gymnasiet. Få en højere uni-uddannelse og deltag via et godt, vellønnnet job i den herskende klasses samfundsnassende styring af befolkningen.

Bagved står mange forældre og pisker med.
De negative symptomerne behøver ingen nærmere beskrivelse.
Hvordan vendes supertankeren.

Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Henrik Nielsen, Peter Taitto og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Dion Sommer konkluderer: Fremtidige kompetencer i matematik, natur- og sprogforståelse styrkes ikke, men forringes.
Ja, kontrollerende forældre får også trådsige børn.

Og det undre mig at vi, (Danmark) som har Europas størst brug af institutioner ikke har evalueret på selve brugen af institutioner.

jens peter hansen

Hvad nu hvis pædagogerne IKKE havde sagt noget om motorikken? Lige nu er der en tilbøjelighed til at bare der blev grebet ind i god tid såååå. Det er naturligvis den skræk pædagogerne også har fået jaget i livet. For det andet bliver pædagogerne hele tiden spurgt om HVORFOR de gør det ene eller det andet det betyder jo også at en gåtur skal forklares. Da jeg som militærnægter i 1973 var i en børnehave skete der ikke en skid. Fri leg og en lille gåtur, men ikke om vinteren. Det var så besværligt. Jeg arrangerede kælketure, men det var ugleset. Jeg læste op, at jeg gad. Jeg lavede drager, til hvilken nytte? Fri leg, det var der meget af, måske for lidt og for meget fordærver alt ?

Det er som børn, vi grundlægger vores færdigheder og sociale evner.
At hænge børnehaver/ pædagoger ud flytter intet - ej heller den tilbagevendende skønsang "om varme boller og kakao", når den hjemmegående forælder (læs mor) modtager de hjemvendte.
Det er et overstået kapitel, selvom vi har ledige uden jobs.
Samfundet er anderledes og selvom vi skal se tilbage, så er det mere for ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang.

Magthaverne (politikerne) sætter kommissioner, udvalg og konsulenter til at opfinde, mens de selv går videre i dagens slåskamp.
Hvorfor virker det? - og hvad gør man?
Det kunne man sikkert tjene penge på - men - det er vel frygt og angst, der holder alle på plads i rotteræset og de mere og mere umulige, overvågnings vilkår, vi tilbydes?

Den globale forurening, terror og morderiske slagterier bidrager også til billedet.
Der er så 2 valg - at modvirke eller underkaste sig?

He, læste for et kort øjeblik "domæner" for "dæmoner", men hvad er forskellen efterhånden...?!

Henrik Nielsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Samfundet består af et væld af forskellige kompetencer, som kan argumenteres afspejlet af tilsvarende mangfoldige mulige didaktiske tilgange.

Nu burde en kvalificeret refleksion om uddannelsespolitik, muligvis, som minimum, søge at afdække forskellen på elevdifferentiering og undervisningsdifferentiering. Forskellen på behaviorisme og socialkonstruktivisme. Forskellen på induktiv og deduktiv læring og forskellen på formativ eller summativ evaluering.

At forsøge kvalificeret at metareflektere over mulige didaktiske tilgange i et chat-kommentarfelt kan dog bedst sammenlignes med at forsøge at operere på en flue med boksehandsker på.

Vi dog lever i et samtale demokrati og jeg mener at det er essentielt at man udtrykker sine holdninger og følelser, også om uddannelsespolitik.

Når man hører lærere udtrykke følgende kan det muligvis lyde som en kliche, men ofte er det i virkeligheden baseret på en fordybelse i ovenstående problematikker: Udvikling af kompetencer kræver mere end blot forståelse, det kræver erkendelse, og erkendelse kommer sig af at en elev danner sig et personligt forhold til sin egen læring.

Daniel Rodio - Dyreunger bliver til voksne dyr uden indblanding fra kloge eksperter.
Vi andre skabninger opdrager børn uden at kende så mange fremmedord som dig og uden at læse samfundets mange brusanvisninger til livet. Tag en slapper, unge mand.

Steffen Gliese

Nej, Leo Nygaard, det gør de ikke - de bliver undervist i verdens beskaffenhed af deres forældre.
Jeg kan godt være enig i, at Daniel Rodio forivrer sig lidt sprogligt, men vi har alle været unge engang med stor lyst til at fyre kanonen af. Det fortager sig med alderen.

Jamen, Peter. Det var s`gu da osse det jeg mente. Bjørneunger bliver ikke opfostret af kloge ugler :-)

Peter Günther

Skal vi ikke lige blive klar på at forældrene har hovedansvaret for børnene, og derfor forventes at hjælpe de samme med grundlæggende motoriske og sociale færdigheder... I skolen kan man videreføre øvelsen indtil den sidder. Man blive ikke trænet i sociale færdigheder ved at sidde med en iPad.

Skrevet på en iPad

Martin B. Vestergaard

"Forskere med viden om pædagogik og børnelivet påpeger, at den dagsorden, som testkulturen har sat for børn i skolealderen, i øjeblikket er ved at indtage vuggestuer og børnehaver, hvor snart sagt alle elementer i børnenes tilværelse bliver gjort til genstand for et vurderende blik. Et stigende antal daginstitutioner har således opstillet læringsmål, indført test- og vurderingsmekanismer og noterer rutinemæssigt børnenes præstationer. Ifølge en undersøgelse (2014), som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har gennemført for BUPL, svarer 95 procent af daginstitutionslederne, at deres institutioner har forskellige praksisser til systematisk at vurdere børns personlige udvikling, trivsel, leg, læring, sociale kompetencer, sproglige udvikling, motoriske udvikling og parathed i forhold til overgang til børnehave eller skole."

Der er to ting i dette citat fra artiklen, for det første er der ikke noget der "i øjeblikket er ved at indtage vuggestuer og børnehaver", det har for længst indtaget vuggestuer og børnehaver, jeg plejer at sige at vi i Danmark har en af verdens tidligste skolestarter, de fleste af vores børn starter i skole inden de er ét år.

Det andet er at den undersøgelse Søren Rud henviser til, viser at 5% af daginstitutionerne ikke lever op til lovens krav.
Hvis der er nogen der ikke er enig i dette, vil jeg bede dem gennemlæse dagtilbudslovens §8, https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=158274

Så ja, mål og kontrol, er en stor del af børns hverdag. Og nej, vi kan ikke bare gå en hyggetur uden at tænke over læringspotentialet, for så ville vi ikke opfylde vore forpligtelser i dagtilbudsloven.

Rasmus Kongshøj, Henrik Christensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er jo bare en forskel på, hvad en institution må gøre, og hvad far og mor kan gøre, når de foretager sig noget med den opvoksende generation. Den samme tur i zoologisk have udfolder sig under forskellige former, men har formodentlig samme resultat.

Tja: Som pensioneret pædagog kan man nu trække på skulderen, mit ansvar er væk.
Men uanset dårlige normeringer, skiftende pædagogiske retninger dårlige lønninger, hele tiden skiftende strukturer og nu lærerplaner m.v. så har institutionerne samfundets interesse.
Motorik er da en god ting, så hvordan bemærkningen om manglende klippeevner er faldet kan man jo gisne om. Men selve problematikken i artiklen er relevant. Kunne pædagogerne dog bare få en smule arbejdsro og en nogenlunde stabil økonomi og struktur så er og bliver tiden i en børnehave en god tid for de fleste. Men selvfølgelig kræver arbejdet med børn udvikling og nærvær fra personalets side.

Pia Jefsen Munkholt, Rasmus Kongshøj, Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen, Bill Atkins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar