Klumme

Mental klimatræning

Klimadebatten får mig til at træne: mindre kød og færre flyveture. Jeg træner til omstilling. Så jeg ved, at jeg er i stand til at ændre adfærd, når det bliver nødvendigt. Men reelt er det nok mere selvbedrag end en overlevelsesstrategi
Debat
24. februar 2015

Jeg så en vittighedstegning forleden. To planeter ude i rummet, begge tegnet med ansigter. Den ene er en slags doktor-planet, den har et stetoskop i panden. Den anden, patient-planeten, er planeten Jorden. »I’m afraid you have humans,« lyder diagnosen fra doktor-planeten. Mennesket er et skadedyr, en infektion, en bakterie.

Det trøster mig lidt. Jeg tænker: Okay, men det går over. Vi går over. Menneskeheden går over. Kloden består, universet består. Vi er ikke så vigtige. Balancen skal nok blive genoprettet.

Det er sådan noget, nogle buddhister kan. Se helt ubekymrede ud, mens de siger: Menneskeheden går over. Vi er så små, så ubetydelige. Et fingerknips i universets historie. Er det ikke fantastisk? Og så ser de lykkelige ud.

De første mange år, hvor folk talte om klimaforandringer, lykkedes det mig at skubbe det væk, ignorere det. Jeg holdt det på afstand for ikke at blive overvældet af frygt eller panik. For hvad skulle jeg stille op? Sparepærer? Zenbuddhisme?

Jeg har forsøgt med begge dele. Så nu sidder vi i underligt lys derhjemme i sofaen om aftenen og kniber øjnene sammen for kunne læse. Og jeg messer for mig selv: Vi betyder ingenting. Et fingerknips. Men det virker ikke rigtig – ængstelsen er kommet snigende de seneste år.

Jeg læste et helt avistillæg om ressourcer. Om hvordan vi kan udnytte dem bedre. Køb service frem for produkter, stod der. Så produceres der mindre. Køb økologisk i stedet for konventionelt. Ikke fordi det er særlig meget bedre i sig selv, men det er dyrere, og så bruger du ikke pengene på andet. Lad være med at gøre det selv, få en håndværker til det. Gå ud og spis.

Alle rådene handlede om at begrænse den skade, penge kan forvolde. Køb så dyrt som muligt, så du ikke kan købe så meget mere. Brug pengene på immaterielle goder. Begræns produktionen. Budskabet var akkurat det samme som på vittighedstegningen: Mennesket er et skadedyr.

Jørgen Steen Nielsen skrev for et par år siden, at vi står over for en omstilling, der i omfang svarer til skiftet fra jæger/samlerkultur til landbrugskultur, fra landbrugs- til industri – og fra industri- til informationssamfund.

Mange har vidst det længe. Nogle har vidst det altid. Jeg kender folk, der bygger deres huse, så man let kan komme op på taget i tilfælde af oversvømmelse. Jeg kender folk, som opbygger forrådskamre. Jeg kender folk, der tager den med ro, som ikke er bekymrede. Og jeg kender mig selv og min egen magelighed.

Jeg har ikke nogen strategi. Det er vel ikke mig, der skal løse det her? Og jeg vil ikke være overbekymret. Men jeg vil heller ikke være apatisk, handlingslammet. Og det er ikke helt rigtigt, at jeg ingen strategi har. Jeg har en strategi. Den går ud på, at jeg skal spise mindre kød og lade være med at flyve. Det går rigtig godt med det med flyvningen, eftersom vi aldrig rigtig har nogen penge. Det med kødet … går fremad. Jeg har én gang narret hele familien til at tro, at et besynderligt, elastisk soyaprodukt faktisk var kylling. Derudover kommer man langt i en småbørnsfamilie med pasta og piskefløde.

Jeg hørte om en indisk familie i Californien. De spiste ikke kød. For, som de sagde, det kan ikke nytte noget, at ALLE spiser kød. Så vi lader være.

Altså et slags demokratisk princip. Det er lige meget, hvad jeg stemmer. Men det er ikke lige meget, hvad alle stemmer. Det er lige meget, hvad jeg spiser, men det er ikke lige meget, hvad alle spiser.

Derudover betragter jeg det som en slags øvelse. Det kan godt være, at det ikke er mindre kød eller færre flyveture, der kommer til at redde vores røv. Men jeg tror, at vi kommer til at omstille os. Til et andet klima, et andet forbrug, et andet internationalt politisk billede eller noget helt fjerde. Og det med kødet og flyveturene er min måde at træne på at træne til omstillinger. Så jeg ved, at jeg faktisk er i stand til at ændre adfærd, når det en dag bliver nødvendigt. Jeg kan sige til mig selv: »Okay, nu er det tvingende nødvendigt at ændre adfærd. Jeg er i form til forandringer.

Det er en slags mental gymnastik. Det kan godt være, at jeg narrer mig selv, at jeg går i den anden grøft og bliver for optimistisk. Men hellere det end det modsatte.

Det er min strategi. Måske er det ikke en strategi for overlevelse, formentlig er det bare et smukt selvbedrag. Men så tager vi dét i mangel af bedre.

Julie Top-Nørgaard er pædagogstuderende og journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Derudover betragter jeg det som en slags øvelse. Det kan godt være, at det ikke er mindre kød eller færre flyveture, der kommer til at redde vores røv."

Måske udgår en lang række af vore begrænsninger og problemer fra dét forhold at vi konstant tænker os tilbage til redningen af egen røv? Det kan jo ikke lade sig gøre; enhver røv møder sit endeligt, sin opløsning og bortgang.