Klumme

Mistilliden til sundhedsvæsnet fødes på motorvejen

De kaotiske forhold på hovedstadens fødeafdelinger kan sætte grimme mærker på opbakningen til det offentlige sundhedssystem. For mange er graviditetsundersøgelser og fødsel nemlig første bekendtskab med sundhedsvæsnet. Og er oplevelsen kaotisk og utryg, svækkes tilliden
Debat
26. februar 2015

Der var ikke meget lyserød romantik eller mægtiggjort urkvinde over mig, da min søn kom til verden for et par år siden. Slet ikke, da en af de hvidkitlede i rummet kiggede spørgende på jordmoderen og sagde:

»Jeg finder kun en meget lav puls – måske er det moderens? Hvor er barnets?«

»Er han død?« brølede jeg.

Det var han heldigvis ikke, men det vil være en underdrivelse at hævde, at jeg var utryg. Heldigvis var jeg i kompetente hænder. Den unge jordemoder var knusende rolig og kommanderede sikkert rundt med sine tropper. For heldigvis fandt episoden til på fødestue ni på Hvidovre Hospital.

Så heldig var Heidi Christensen ikke. I weekendens udgave af Moderne Tider fortalte hun, hvordan hun midt i sin fødsel blev bedt om at køre fra Hvidovre Hospital til Hillerød Hospital. Hendes mand kæmpede med sneglatte veje, mens hun kæmpede for at holde pressetrangen tilbage. Turen endte i svingdøren på Hillerød Hospital. Datterens hoved var kommet ud, men hendes puls kunne personalet ikke lige finde. Og der er flere, der kommer til at tage turen mellem Region Hovedstadens fødestuer i den kommende tid. Hospitalerne har nemlig svært ved at finde ud af, hvor de skal gøre af de mange kvinder, der er sat til at føde i juli/august i år.

En af mine veninder kan se Rigshospitalet fra sin altan, og ønsker at føde der, men der var ikke plads, så hun fik at vide, at turen går til Herlev Hospital. Her fik hun første scanning, men da første indkaldelse til jordemoder ankom, stod Hillerød Hospital som afsender. Hun var noget forundret. Det viste sig, at Herlev havde overflyttet hende uden hendes samtykke. Alle planlagte scanninger var blevet aflyst, uden at man havde ulejliget sig med at kontakte hende. Hun er førstegangsfødende, enlig og har ingen bil. Tanken om en taxitur på Hillerød-motorvejen er mildest talt ikke tryghedsskabende.

Og da hun ikke hører til i den autoritetstro kategori, er hendes modtræk klart: »Enten giver I mig en plads på Hvidovre eller Riget, eller også kræver jeg et planlagt kejsersnit,« lyder beskeden til sundhedsvæsnet. Systemet vil naturligvis forsøge sig med forklaringer om, at man ikke kan bestille den slags. Men når man har kræfter og ressourcer til at sætte et barn i verden alene, er man også klar til at kæmpe for at sikre sig, at det sker under acceptable forhold. Så min veninde skal nok få sin vilje.

Det komiske er, at årsagen til den manglende kapacitet er regionens evige jagt på besparelser. Man har lukket den ene velfungerende fødeafdeling efter den anden de seneste år. Så nu kan man ikke holde trit med antallet af positive graviditetstest. Men lur mig, om ikke besparelserne ryger, fordi man skal bruge tid på at diskutere med patienter, der klager over urimelig behandling, og kvinder, der tager sagen i egen hånd, og som min veninde kræver et planlagt kejsersnit, fordi de ikke tør stole på, at systemet hjælper deres kommende børn sikkert gennem den naturlige udgang. Den slags planlagte kejsersnit koster kassen sammenlignet med metoden, der kræver færre hvæssede knive.

Det knap så komiske er, at de rundtossede forhold på hovedstadsregionens fødestuer kan sætte grimme mærker på befolkningens tillid og opbakning til det offentlige sundhedssystem. For mange er graviditetsundersøgelser og fødsel første lejlighed til at stifte mere indgående bekendtskab med sundhedsvæsnet. Møder man et forvirrende og utrygt system, der kaster en rundt på de sjællandske motorveje med veerne dunkende i kroppen, går tilliden fløjten. Spørgsmålet om, hvor ens mange skattekroner bliver af, melder sig uundgåeligt. Den kollektive forsikringsordning, som man har stolet på, viser sig at være mere hullet, end man havde regnet med. Og med den erfaring falder opbakningen. For kan man stole på velfærdssystemet, hvis man skulle blive rigtig syg?

Mens man overvejer, om man skal google »privatpraktiserende jordemoder« og »hjemmefødsel«, eller om man vil satse på at holde speederen i bund, mens presseveerne banker, kan man passende begynde at overveje sin strategi i næste slag mod den skamskårede velfærdsstat: kampen for en institutionsplads. Når det går op for en, at man skal bruge halve år, på at slås med tyggegummignaskende 18-årige børnepassere i sit eget hjem, mens man venter på, at lille Karla kan komme i trygge hænder på Haletussestuen, bliver man først rigtig gal i skralden. Det er der, at man begynder at skrive »privat-« foran alle velfærdstermer, man taster ind i google.

Susan Knorrenborg er debatredaktør.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Kjærgård

Ja vi kan jo ikke bruge penge på sundhedsvæsnet, når der skal være penge til at kaste bomber i Mellemøsten! Man undrer sig dog noget, det officielle Danmark ser meget gerne, at der bliver født flere børn, men at sikre tålelige forhold både på den korte og lange bane, det kan der ikke være tale om!