Kommentar

Da min mor blev skilt fra min far, vendte han terroren mod mig

’Jeg lover dig, at du kommer et sted hen, du ikke bryder dig om, hvis jeg får forældremyndigheden,’ sagde min far til mig, efter mine forældres skilsmisse. Min barndom gik med at agere bølgebryder i mine forældres skænderier og frygte, at han skulle vinde retten til at bestemme over mit liv
6. februar 2015

Da jeg var 16 år gammel, boede på et bofællesskab for psykisk syge, led af anoreksi og var dagligt selvskadende, ringede min far til mig og lagde en besked på telefonsvareren, hvor han fortalte, at han havde snakket med min mor om at få forældremyndigheden. Han påstod, at min mor havde givet ham lov, og jeg troede ham. Efter jeg hørte telefonsvarerbeskeden, kastede jeg telefonen ind i væggen, mens jeg skreg, fik fat på et glas, som jeg smadrede, og skar derefter mig selv i venstre underarm og endte på hospitalet.

Først da jeg sad i venteværelset, ringede min telefon igen. Det var ham, kunne jeg se på displayet. Jeg turde ikke tage den. Han lagde endnu en telefonsvarerbesked. Han undskyldte, men lærte aldrig af sine fejl, for sidenhen har han flere gange truet med, at det nok skulle lykkes ham af få forældremyndigheden over mig. Hver gang tænkte jeg: Tænk nu, hvis det sker. Der var ikke meget, jeg frygtede mere. »Jeg lover dig, at du kommer et sted hen, du ikke bryder dig om, hvis jeg får forældremyndigheden,« sagde han blandt andet til mig for fem år siden.

Lavt selvværd

Vil man forstå, hvorfor jeg som barn i den grad frygtede, at min far fik den fulde kontrol over mig, skal man kende baggrunden for mine forældres skilsmisse, og hvor ulykkelig han gjorde mig.

Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år gammel. Aftalen efter skilsmissen var, at min lillesøster og jeg skulle være hos ham hver anden weekend. Han kunne nogle gange være lidt ubehagelig, og derfor havde jeg det meste af tiden ikke lyst til at være hos ham, men jeg turde ikke sige noget. Jeg ville ikke være til besvær, så jeg gjorde, som jeg fik besked på.

Min mor kunne mærke, at der var noget galt, da jeg begyndte i folkeskolen. Jeg var meget usikker på mig selv og havde altid en følelse af, at folk ikke gad mig. Jeg kom ofte grædende hjem fra skole. Især da jeg som 14-årig udviklede anoreksi, fik jeg dårligere selvtillid og selvværd, og besøgene hos far gjorde det bestemt ikke nemmere. Han nedgjorde mig, og jeg følte, at jeg var en stor skuffelse i hans øjne. Tanken om at skulle være hos ham, kunne jeg slet ikke håndtere.

Jeg husker tydeligt en fredag, hvor han hentede os. Dagen efter skulle vi med hans kone til bryllup, og på vejen kørte vi forbi min mor, så min søster og jeg kunne hente en kjole. I bussen sagde han til mig, at han nok skulle få »proppet en kage ned i halsen på mig«, og at jeg lignede »et skelet, der lige var steget op af graven«. Den slags sagde han ofte. Typisk truede han med, at jeg ikke ville komme tilbage til min mor, hvis jeg ikke spiste det, han syntes, jeg skulle spise. Det faldt mig aldrig ind, at det kunne være en tom trussel.

Jeg græd hele vejen hjem til min mor.

Da vi var hjemme hos hende, ville jeg fortælle, at jeg ikke ville med min far, men jeg havde ikke modet til at sige det højt, mens han var der. Jeg prøvede at hviske det til min mor, men hun hørte mig ikke. Jeg prøvede endnu engang, og igen kiggede hun spørgende på mig. Hun kunne se, at jeg havde tårer i øjnene, men kunne ikke høre ordene. »Det er lige meget,« sagde jeg til hende og tog videre med min far.

Jeg sagde aldrig til min mor, at jeg helst var fri for at besøge ham. Jeg sagde aldrig til hende, hvor negativ en indvirkning på mit selvværd, han havde. »Det går fint,« var mit standardsvar, når nogen spurgte, hvordan det gik. Det var mit skjold, men jeg havde det jo ikke fint.

Årsagen til mine forældres skilsmisse var min fars vold og nedgørende behandling af min mor. Den sidste del fortsatte han med over for mig, og selv efter skilsmissen fortsatte de med at skændes. Som jeg blev ældre, blev telefonen stadig oftere givet videre til mig, når mine forældre ikke kunne tale sammen. Jeg var deres bølgebryder, selv om jeg helst var fri for min far, og jeg tog ansvaret på mig for mine forældres skyld.

Jeg accepterede, at jeg skulle hjem til min far hver anden weekend, for når de sagde, at det skulle være sådan, måtte det vel være det bedste.

Skylden vendte jeg altid indad, men følgevirkningerne af skilsmissekonflikter kan aldrig være barnets skyld. Det må være de voksnes ansvar at tyde faresignalerne, før barnet bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Som samfund har vi et ansvar for at kigge på baggrunden for børns spiseforstyrrelser og grådanfald og være opmærksomme på, at børn af loyalitet over for forældrene ikke taler højt om deres problemer.

Noa-Noelle Barkani læser enkeltfag på KVUC og medvirker i C:NTACTs forestilling IK’ FOR BØRN

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Ja man burde tilgodese barnets tarv noget mere, men detsværre har ligestillingsfolket for meget magt og så foreningen Far, som er bedøvende ligeglade med barnet bare de får ret!

Og Statsforvaltningen som drager konklusioner ud fra 20 minutters samtale med et barn. "Jamen barnet sagde at hun ville være lige meget hos jer begge, så det må vi rette os efter".

At selvsamme barn så sent som dagen før (og i ugerne og månederne forinden) sagde noget helt andet til sin mor, som bestemt ikke var i faderens favør, tror de ikke på. Det er jo bare moderens påstand og hun er sikkert fuld af løgn og vil gøre hvad som helst for at feje faderen af banen. (Og ja, de tilfælde findes selvfølgelig også med omvendt fortegn!)

Og, bevares, der findes jo forældre som ved gud ER fulde af løgn. Men det ville man kunne gennemskue hvis man 1. brugte mere tid på at tale med børnene og vinde deres tillid så de rent faktisk tør være ærlige - 2. indførte at begge forældre skal igennem en form for psykologisk test, så man har et bedre billede af HVEM af dem det er, der lyver, manipulerer osv.

Og så burde enhver der har bare en lille smule kendskab til børn (og det har men vel når man har titlen Børnesagkyndig - eller er der noget jeg har misforstået?), da vide at børns loyalitet kan få dem til at strække sig langt ud over deres egne grænser. Ikke mindst af hensyn til den forælder som de trives dårligst med. Hvor ulogisk det end kan forekomme i en rationelt tænkende system-persons hjerne...

Majbritt Nielsen, HC Grau Nielsen, Bob Jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Der er mange ulykkelige historier om opvækst og også skilsmisser.
Ofte har problemerne stået på i mange år og skilsmissen er så klimaks og begyndelsen på endnu et forløb.
Det "behøver ikke" at være traumatisk og hverken generaliseringer eller analyser vedr."skilsmisser og enlige forældre" gør nogen gavn her.
At forsøge at kreere lige vilkår ud fra en forælders køn kan kun bidrage til ulykke og her skal man træde varsomt for ikke at ødelægge netop børnenes fremtid.

Min første underviser sagde: Kan du ikke nå ”mor” kan du arbejdet med børnene til du taber alt håret og hun river det hele ned på en time.
Jeg er ved af bitter erfaring at dette er sandt og at alle der har arbejdet med familie problematikker har måttet sande det samme.
Med det i mente vil jeg hævde at information med sin miskrediterings kampagne af mænd og fædre rette skytset det forkerte sted hen.

Morten Jespersen, HC Grau Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar