Klumme

Mor ved bedst, fordi hun var der

Når kvinder ikke får lederstillinger, skyldes det deres livsvalg, hører vi igen og igen. Men når mænd prioriterer karrieren over yngelplejen og derfor ikke bliver bopælsforældre efter en skilsmisse, skyldes det diskriminerende familieret, og så skal loven laves om
6. februar 2015

Ligestilling er en tabersag. Regeringen har droppet alle mærkesager på området, og ligestillingsminister Manu Sareen (R) har på tre et halvt år primært gjort sig bemærket ved at rase over kønsstereotypen Lego og efterfølgende undskylde sit raseri. Men i denne uge poppede han op igen, en mand med en dagsorden, og bag ham stod et enigt folketing med ambitioner om ’mere ligestilling i skilsmisse-Danmark’.

Handler det om bodelingen? Næh, økonomisk ligestilling er so last century. I 2015 står kampen om børnene, delebørnene. Sareen vil videreføre intentionerne fra Forældreansvarsloven fra 2007, som stadfæstede den fælles forældremyndighed for at give flere rettigheder til fædrene. Det lykkedes, og der blev tilkendt flere 7-7-ordninger, men konfliktniveauet steg i Statsforvaltningen, og antallet af fogedretsudleveringer eksploderede. For det er jo ikke de almindelige familier, der i nogenlunde ro og mag finder en løsning, som lovgivningen skal beskytte. Det er børnene i højkonfliktsagerne.

Den moderne far er vor tids helt, og ikke uden grund, for flere og flere mænd involverer sig i deres børn, og flere og flere skilsmisser ender med deleordninger, hvor begge forældre fortsat kan spille en betydningsfuld rolle i deres børns hverdag. Det tilgodeser forældrenes behov for retfærdighed, men gør barnet til den evige pendler. Det er en anden historie, som vi er holdt op med at diskutere. Det kunne blive farligt.

Når det er lykkedes kræfter som Foreningen Far at koble skilsmisselovgivningen med en ligestillingsdagsorden, skyldes det, at statistikken er skæv. I over 90 procent af danske skilsmisser er det kvinden, der bliver bopælsforælder – i langt de fleste tilfælde, fordi forældrene er enige om denne model. Det er et højt tal, og det er også et tal, der vækker genkendelse. For kvinderne tager over 90 procent af barslen, når de børn, der senere skal kæmpes om, bliver født. Det er også mødrene, der går på deltid, og det er dem, der sidder i venteværelset hos ørelægen onsdag formiddag, mens far er til møde. Ser man på undersøgelser af forældres tidsforbrug på det primære omsorgsarbejde i småbørnshjem, er mødrene foran med omkring 35 procent.

Tilknytning måles naturligvis ikke bare i tidsforbrug, men det er en god indikator. Når man tilbringer tid med et barn, lærer man det godt at kende, og pludselig er man den, der ved, at lille Alfreds eksem i knæhaserne skal smøres med hydrokortison, eller at den blå strikhue har det med at glide ned over øjnene. Det er hverken Statsamtets syn på kønsroller eller mødrenes intrigante dominans, der slår statistisk igennem, men tilknytningen. Mor ved bedst, fordi hun var der.

Når kvinder ikke får lederstillinger, skyldes det deres livsvalg, hører vi igen og igen. De blev aldrig hængende efter fyraften eller tog et ekstra nap og en øl med chefen, for der var børn, der skulle fødes, hentes og passes. Men når mænd prioriterer karrieren over yngelplejen og derfor ikke bliver bopælsforældre efter en skilsmisse, skyldes det åbenbart diskriminerende strukturer i familieretten, og så skal loven laves om, så tilknytningen ikke længere får samme vægt.

Man kan advare imod, at mennesker indretter sig sådan, at kvinden sættes tilbage karrieremæssigt og økonomisk, og manden sakker bagud i konkurrencen om at blive primær omsorgsperson. Man kan adfærdsregulere via lovgivningen, og man kan forsøge at påvirke de strukturer, der influerer på den enkeltes valg i håbet om at se den perfekte arbejdsdeling udfoldet i al sin glans med 50 procent barsel til hver og 50 procent kvinder i bestyrelserne. Men mennesker, de skarn, er forskellige og oprørske, nogle vil erobre nyt terræn og redde verden, mens andre bedre kan lide at putte med de små. Mange mænd, der har muligheden, fravælger barsel, og jeg har til gode at se fædre kæmpe for at tage barns første sygedag. Hvorfor tvinge dem, hvis deres koner gerne tager tjansen? Men kunne de så ikke tørre øjnene og lade være med at gå i konkurrencemode om omsorgsrollen i det sekund, parforholdet krakelerer. Ligestilling forstået som millimeterdemokrati begynder før skilsmissen.

Alternativet er, at Statsamtet helt skal se bort fra tilknytning, når samværsordninger og forældremyndighed fordeles. Det er det scenario, der ligger for enden af de justeringer af lovgivningen, der sker i disse år.

Signe Løntoft er ph.d.-studerende og journalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Frederiksen

Tager man ikke 50% af barslen, har man ikke ret til barnet? Jeg har ikke patter der giver mælk. Jeg er, personligt, ikke i tvivl om hvem der bedst håndterer en baby, af eks-konen og jeg. Det gør hun. Så har hun prioritet til børnene, bare af den grund? Jeg er en fantastisk far fra 2+ år. Men det er irrelevant, for babyer er jeg direkte bange for at ødelægge. Så er de jo mors.

"Det er en anden historie, som vi er holdt op med at diskutere."
Er vi overhovedet begyndt at diskutere det? Jeg har ikke oplevet ret meget andet end fordomme, fra mødre, der i magtens navn, vil have deres børn mest muligt. Det er bedste løsning, i en skidt situation, for alle andre parter end mødre der vil have magten over børnene.

"Når det er lykkedes kræfter som Foreningen Far"

Vi må nøjes med den kraft. Hele systemet er bygget til kvinder. "Mødrehjælpen". Når vi er til læge sammen, hvem tror du så den kvindelige læge henvender sig til med "de der vigtige ting"?

"og jeg har til gode at se fædre kæmpe for at tage barns første sygedag. Hvorfor tvinge dem, hvis deres koner gerne tager tjansen?"

I tager tjansen, og det ligges os til last.

Jeg er glad for min eks er en kende mere ligestillet end den omgang navlebeskuende bavl. Ellers tvivler jeg sgu på vi havde et fungerende deleforhold med ungerne. Begge har forøvrigt fået tilbuddet om at droppe 7/7-ordningen, fordi vi godt er klar over hvem der stresser når de skal pendle. Hverken forældre eller børn, her, ønsker at stoppe ordningen.

Carsten Mortensen, Anders Hede og Rune Nielsen anbefalede denne kommentar

Er far så bedst Statsminister, fordi han altid har været det?

Kære Stine,

Dit indlæg bygger venligst på fordomme og misforståelser omkring ligestilling i familierne og for den sags skyld Foreningen Fars sociale og politiske arbejde for far, mor og børn. Ligestilling handler ikke om 50-50, men om det bedste for barnet, baseret på lige muligheder uden skelen til køn eller juridiske kasser.

Det der sker i dag på familie området er at børn og forældre kommes ned i juridiske kasser i en familie lovgivning, som i fundamentet er 100 år gammel og som passede til en anden tid. Dagens 37 familie former og ligeværdige forældre passer simpelthen ikke ned i de gamle kasser selvom nogen gør. Det skaber hver dag familie, børne- og socialsager i Danmark. Til tider livsvigtige situationer for børn og forældre m/k.

Eksempelvis får begge forældre ikke informering om deres barn per automatik fra det offentlige, børneloven siger ikke at barnets forældre er den biologiske far og mor som udgangspunkt, men biologisk mor, ægtemanden/registreret partner eller medmor (ikke engang medfar er husket i ministerierne), de fædre der gerne vil have barsel får det ofte ikke pga. familieøkonomien, arbejdsgiveren eller mor, eller de bliver skilt. Og børn der objektivt skal have bopæl hos far får det ofte ikke, men deleordning eller de ryger ud af barnets liv. Selvom de både er ligeværdig, har god tilknytning og til tider bedst tilknytning til barnet i dag.

Forholdene på familie området svarer til, at vi ikke ville tillade kvinder at blive statsministre eller at kvinder fik lov til at læse på universitetet, men ikke gå til eksamen. Derfor alvoren og det politiske behov for en modernisering baseret på et kinder æg af forebyggelse, ligestilling og kvalitetssikring på samme tid, så vi sikre det bedste for barnet og hele familien.

Debatten handler netop ikke om 50-50, men om at de rollemodeller og fantastiske fædre som gerne vil deltage og som er ligeværdige eller til tider i dag har bedst tilknytning til barnet ofte bliver forskelsbehandlet - eller rettere barnet bliver forskelsbehandlet. Det er i direkte modstrid med samfundsudviklingen og fundamentale menneskerettigheder i FN børnekonventionen artikel 2 og den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 14, som har til formål at beskytte alle danske børn. Foreningen Far gør opmærksom på dette forhold og den markante blinde vinkel, hvor alle tuder ørerne fuldt med det bedste for barnet, som i virkeligheden jo er en blankocheck for forældre til at gøre hvad de vil eller til dårlig offentlig administration og lovgivning. Pas på der :-)

De fædre som netop gerne vil og kan deltage får ofte ikke bopæl for børnene, fordi det netop er her der hurtigt opstår små historier om at far er ikke god nok, har ikke været der eller sågar falske beskyldninger for både vold og det som er værre uden at det er rigtigt. Det kan også sker for mødre bestemt, men det sker efter meget klare og markante mønstre for fædrene og det sker fuldt bevidst.

Forældre og advokater som står til at miste en bopæl ved, at de teknikker virker netop på grund af holdninger som det du giver udtryk for i dit indlæg og vi står her formentlig i dag med den største og mest oversete gruppe af sociale børnesager. Sager hvor vi allerede fra starten kan sige at børnene indenfor 2 år havner som offentlige socialsager, fordi folk går rundt i blinde.

Når færre børn i dag har bopæl hos fædre end i 1980 skal vi være meget opmærksomme, for det som ligger bag tallene er ikke kun fædre der ikke ønsker eller vil deltage. Det er årsagen til at tallet netop ikke er 50-50, men måske 80-20, og formentlig aldrig skal være 50-50 eller bliver det. Det er familierne frie valg som de virkelige eksperter for børnene.

Grunden til at vi skal være opmærksomme er at bopælstallet i dag formentlig bør ligge et sted mellem 20-30 procent og de børn der ikke får bopæl hos far, hvor de klart burde have det, havner ofte som sociale børnesager.

Der er derudover en større gruppe af fædre som stiltiende må se acceptere at de er 2. rangs forældre selvom de ikke ønsker dette, fordi de ingenting kan gøre. Lovgivningen siger i dag at skyldsspørgsmålet ikke er afgørende i familie sager og det ved forældre og advokater godt kønsspecifikt. En bopælsforælder (87% mødre, 13% fædre) kan derfor stort set tillade sig alt, mens en samværsforælder intet kan stille op. Det er ikke muligt at mægle hvis en forælder kan tillade sig alt og den anden ingenting.

Så lad os passe på fordomme og manglende forståelse om de helt konkrete praktisk forhold som er årsag til behovet for en modernisering - for at beskytte alle danske børn og borgere. Der er her tale om overtrædelse af de mest fundamentale menneskerettigheder i vores samfund som skal beskytte børn og borgere. Det sker hver eneste dag og har livsvigtig betydning for nogle børn.

I sager med anbringelser kan man i dag opleve små børn blive tvangsfjernet far en mor 2 gange til 3 forskellige plejefamilier uden en far som er skolelærer kommer i betragtning pga. fordomme, forældet lovgivning og forskelsbehandling.

Fantastiske forældre der klarer alting positivt skal i alle familie former have et reelt frit valg, da de ved bedste hvad der er godt for deres børn og familie. Forældre der har brug for det skal have mægling der virker, så vi kan skabe en så lille gruppe af konfliktsager som muligt i Danmark. Vi skal i denne gruppe træffe rigtige afgørelser for barnet på så kort tid som muligt. Det sker ikke i dag hvor børnene skøjter rundt i et offentligt system mellem 10 offentlige enheder og 50 personer. Vi ved ledelsesmæssigt at det skaber sagsbehandlingstid, tab af viden og fejl for børnene.

Foreningen Far hjælper forældre af begge køn ligeværdigt og har fokus på hele familien, fordi det er bedst for barnet. Foreningen Far finder at kvinder der ønsker det skal kunne blive statsminister og leder. Kvinder der vil læse på universitetet / læse phd skal have muligheden og gå til eksamen. På samme vis skal fædre der er fantastiske forældre og gerne vil deltage have lige muligheder. Det har de ikke i dag pga. forældet lovgivning, grov og systematisk forskelsbehandling.

Med venlig hilsen
TAK!

Jesper Lohse, Landsformand
Foreningen Far

Så jo

Ture Nilsson, Carsten Mortensen, Michael Bruus, Niels Duus Nielsen, Anders Hede, Per Maegaard, Jakob Hammer-Jakobsen, ulrik mortensen, Karsten Aaen og Rune Nielsen anbefalede denne kommentar

Sådan er selv kvinder forskellige. Nogen fravælger at få børn som et bevist valg. Andre sætter alt på spil for gennem alverdens fertilitets tiltag at blive befrugtet. Men har man først sat børn i verden er der ingen vej uden om pligten til at tage sig af dem. Ligestilling eller ej.

Naturens dagsorden om yngelpleje er svær at komme uden om. Men det er ingen naturlov, at kvinder absolut skal have børn. Om kvinden ønsker børn må være hendes beslutning. Om manden så ønsker sig en kvinde, som fravælger børn må være hans beslutning.

At børnene ved skilsmisse i hele 90% af tilfældene får bopæl hos moderen er ikke en tilfældighed. Det er et valg fra kvindens side.

Nu er jeg nok et skarn. Men det økonomiske incitament til at få bopæls adressen for børnene og få status som enlig forsøger løber op i mange tusind kroner pr. barn pr. måned. På mange områder er det ganske bekvemt, at være enlig forsørger. Dertil kommer, at den forældre, som får børnenes bopæls adresse næsten altid beholder den fælles bolig.

Det betyde selvfølgelig ikke noget for valget, vel?

Tobias Petersen

En række præmisser overses i dette indlæg:

1. Fordelingen af barsel og arbejde sker oftest i enighed mellem forældrene.

2. I en pengeøkonomi som den danske bør det at forsørge sit barn ved at skaffe penge til dets underhold ligestilles med den nære kontakt. Ingen af delene kan undværes, og det gør ikke en til en dårlig forælder, at man knokler for at tilvejebringe penge, der kan ombyttes til bleer og babymos.

3. Forældremyndigheden varer 18 år, men opdelingen i samværsforælder og bopælsforælder sker ofte med henvisning til tilknytningen i en meget begrænset periode (fordi bruddet sker, længe før barnet fylder 18). Det, man dermed siger, er, at den forælder, der har haft mest tilknytning i et år (og som har haft det på baggrund af en fælles aftale om fordeling af arbejde og barsel mellem forældrene) per automatik er bedst egnet de næste 17 år. Det er en underlig logik.

4. Sammenligningen mellem skilsmisseforældre og kvinders erhvervsdeltagelse på lederplan er åbenlyst tåbelig. Mens kvinder frit træffer deres valg, er mænd underlagt en ekstern myndigheds vurdering.

Det er populært i feministiske kredse at forsøge at bruge diskussionen om ligestilling af skilsmisseforældre til at genrejse kravet om statslig regulering af familiers barselsvalg. Men hverken mænd eller kvinder har brug for feministernes eller statens indblanding i, hvordan de tilrettelægger deres arbejds- og familieliv. Hvad de har brug for, er at staten ikke gennem Statsforvaltningen tillægger en type fælles beslutning om arbejdsdeling en anden værdi end en anden type fælles beslutning, når det drejer sig om konfliktsager mellem skilsmisseforældre.

Hvis man er en dårligere far, fordi man arbejder og tjener penge til at dække sit barns behov, så er en kontanthjælpsmodtager en bedre far end en maler. Den forvrøvlede logik skal vi hurtigst muligt væk fra.

ulrik mortensen og Jakob Hammer-Jakobsen anbefalede denne kommentar

En Ph.d. studerende burde vide bedre end at bygge sine argumenter på fordomme.

Jeg vil opfordre Signe til at sætte sig ind i problemerne og lovforslagene inden hun melder sig i koret imod ligestilling og børns rettigheder.

Jeg vil også anbefale hende at nærlæse Jesper Lohse's svar i kommentarerne. Han har nemlig taget sig tid til at nuancere sine holdninger i overensstemmelse med den virkelighed danske børn vokser op i.

Andre lande har magtet at varetage barnets tarv i overensstemmelse med børnekonventionen. Måske burde vi også overveje om ikke det skal være vores mål i dansk lovgivning og administrativ praksis.

Ture Nilsson, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen, ulrik mortensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvor er det trættende konstant, at høre på de her veluddannede Ph.d kvinder og deres tuderi over alt og alle. Efter at have levet på gymnasiet, universitetet og kafelivet i 8-10 år rammer disse kvinder dagligdagen og virkeligheden.

Veluddannede kvinder skævrider debatten, fordi den føres af en begrænset samfundsgruppe, som ikke repræsentere den brede befolkning.

Nej, man er ikke en dårlig forælder fordi man knokler for at tjene penge til at forsørge barnet. Man er bare ikke helt så meget sammen med barnet og barnet får derfor ikke den samme tilknytning, som til den forælder som er fysisk til stede. Om det så er som kontanthjælpsmodtager, hjemmegående eller deltidsarbejdende.

Og så kunne jeg godt tænke mig at få en nuance mere ind i debatten:

Det siges at det i 90% af tilfældene er kvinden som får barnets bopæl. Og at det i "langt de fleste tilfælde" er noget forældrene bliver enige om uden at inddrage Systemet. Så langt så godt.

I denne gruppe findes der givetvis en gråzone, hvor fædrene egentlig gerne ville noget andet, men af diverse grunde har valgt at lade det ligge. Hvor stor er den gråzone så egentlig? Har man nogen statistikker over det?

For hvis et forældrepar vitterligt ER enige om at barnet skal have bopæl hos moderen, så er alt jo godt i deres tilfælde - og hvorfor skulle nogen så blande sig i det? Der er jo heller ingen som blander sig i hvem der tager barslen.

Så er der de tilfælde hvor uenigheden er åbenlys og Systemet inddrages. Og så dem i "gråzonen". Her mener jeg så at man i langt højere grad bør opgradere Systemet så der er tilstrækkeligt med ressourcer til at se på hvordan BØRNENE har det.

Børnene har nemlig ingen glæde af et rigidt millimeterdemokrati, hvis de åbenlyst har det bedst hos den ene af forældrene og derfor burde være dér det meste af tiden. Og som jeg i mit skilsmisse-liv oplever tingene fungerer nu, går Systemet mere op i forældres rettigheder end i hvordan børnene har det. F.eks. om de ligger under for den ene eller begge forældres dominans, manipulation osv.

Og personligt oplever jeg på ingen måde at have nogen nævneværdige kvinde-fordele i forhold til Systemet. Ejheller at Systemet tager sig tid til - og reelt LYTTER til - hvad vores børn siger mellem linjerne. For gjorde Systemet det, ville visse ting formentlig se anderledes ud i vores konkrete tilfælde...

Er der nogen der har foreslået at der skal gribes ind i familier hvor man i fællesskab og frivillighed har aftalt en samværdsmodel ? Det lyder ærligt talt som en stråmand.

I min gruppe af venner hvor vi er 7 drenge med splittede familier, har vi alle accepteret vilkår som vi finder ekstremt urimelige og på ingen måde gavnlig for børnene - alene for at undgå endnu værre konflikt med ex'en og måske risikere at ende i statsforvaltningen hvor den part der er bedst til at lyve og manipulere vinder 99/100 gange, på direkte bekostning af børn og den forfordelte forælder.

For mit eget vedkommende har jeg accepteret at bopælsretten og al den magt der følger hermed fx i forbindelse med skolevalg, automatisk fulgte min søns mor - selvom hun skred og flyttede ind i en fremmed mands lejlighed i den modsatte ende af byen.
Accepteret aldrig at se en øre af børnepengene selvom vi har delt samvær 50/50 og jeg betaler mindst 50% af institution, fritidsaktiviteter, tøj og medicin.
Og i øvrigt accepteret at være uden retstilstand hvis hun fx vælger at flytte.
Dertil oplevede jeg at hun efter et skænderi forsøgte at give igen ved at manipulere statsforvaltningen til at sikre et bidrag fra mig til hende, trods det faktum at hun tjener væsentligt mere end mig pr måned og sidder i en langt mere favorabel økonomisk situation i den nye mands store lækre lejlighed og med adgang til hans betydelige gage.

I stedet for at afsøge sandheden i hendes absurde påstande gik man i statsforvaltningen ud fra at det var sandt og sendte mig et brev formuleret som en trussel hvor skyldsspørgsmål på forhånd lå fast, uden så meget som at gribe telefonen og lige få min version med.
Det var rystende.

Henrik Brøndum

For det typiske par hvor der er uenighed - de veluddannede, storbyfamilier der ønsker at realisere både sig selv og familien - hvad ofte mislykkes, er det absurd at det offentlige går ind med millimeterskruer og prøver at vurdere hvilken forældre barnet/børnene vil have det bedste liv hos. I langt de fleste tilfælde er begge egnede, og lodtrækning er hurtigst og billigst.

I og med at skilsmisse er så almindeligt - er det absurd at de der ikke bliver skilt, via skat/mindre tilskud skal betale til dem der bliver. Så afskaf begrebet enlige forsørgere, og giv en mulighed for lidt socialhjælp for de allerdårligst stillede.

Med disse to simple regelforenklinger - falder skilsmissetallet drastisk - og samfundets reproduktionsomkostninger dermed. Så kan der blive flere penge til de for alvor dårligt stillede.

Benjamin Hansen

Det er interessant at læse om kvinder der har patent på hvad der er godt for barnet... Hvis de er så gode til at forstå børn, hvorfor forstår de så ikke at sætte barnet fri, og på den måde vise kærlighed?

Jeg tænker at mange krige i skilsmisser handles om egoisme der udkæmpes i 'cover of love' i dække at kærlighed, bruger man en biologisk ret til at fortsætte med at tæve kønsroller på den part man forlod. Måske skal man i konflikten mellem forældre søge forklaringen på hvorfor parforholdet gik i stykker.

Lige stillingen har også her sejret ad 'h..... til' når kvinder ikke kan se at de selv bidrage til kønnenes ulige og grimme kamp. Når man gemmer sig bag en forsker grad Phd. burde man kunne være fortaler for en ligeværdig udredning, der ikke præges af fordomme. Det Phd speciale ser jeg umiddelbart som spildte penge, da det ser ud som om at konklusion er emotionel. Det er ikke fakta når man gemmer forskening væk, ved anvendelse af fordomme. Det kan sagtens være at det i enkelte sager kan være korrekt, at mænd kun er på krigsstien og kvinder er kærlige.

Men jeg tænker også qua egene erfaringer, at kvinder nogle gange f.eks. pga. deres emotionelle manglede dømme kraft, ikke altid er de bedste forældre og de ikke altid er dem der varetager barnets tav bedst. Hvis vi ser lidt bredt på samfundet, er det så ikke mange børn, der vokser på ved en mor på kontant hjælp. Er det et udtryk for at kvinder altid er de bedste til at klare barnets opvækst?

Jeg ved ikke lige hvad det er kvinder har patent på at viden om børn... Ofte er det fordi mor selv fryser at barnet får varmt tøj på... Ofte skyldes diskutioner om børn mere mors frygt - end fakta om ex. en er en skurk eller farlig...

Benjamin Hansen

Det er interessant at læse om kvinder der har patent på hvad der er godt for barnet... Hvis de er så gode til at forstå børn, hvorfor forstår de så ikke at sætte barnet fri, og på den måde vise kærlighed?

Jeg tænker at mange krige i skilsmisser handles om egoisme der udkæmpes i 'cover of love' i dække at kærlighed, bruger man en biologisk ret til at fortsætte med at tæve kønsroller på den part man forlod. Måske skal man i konflikten mellem forældre søge forklaringen på hvorfor parforholdet gik i stykker.

Lige stillingen har også her sejret ad 'h..... til' når kvinder ikke kan se at de selv bidrage til kønnenes ulige og grimme kamp. Når man gemmer sig bag en forsker grad Phd. burde man kunne være fortaler for en ligeværdig udredning, der ikke præges af fordomme. Det Phd speciale ser jeg umiddelbart som spildte penge, da det ser ud som om at konklusion er emotionel. Det er ikke fakta når man gemmer forskening væk, ved anvendelse af fordomme. Det kan sagtens være at det i enkelte sager kan være korrekt, at mænd kun er på krigsstien og kvinder er kærlige.

Men jeg tænker også qua egene erfaringer, at kvinder nogle gange f.eks. pga. deres emotionelle manglede dømme kraft, ikke altid er de bedste forældre og de ikke altid er dem der varetager barnets tav bedst. Hvis vi ser lidt bredt på samfundet, er det så ikke mange børn, der vokser på ved en mor på kontant hjælp. Er det et udtryk for at kvinder altid er de bedste til at klare barnets opvækst?

Jeg ved ikke lige hvad det er kvinder har patent på at viden om børn... Ofte er det fordi mor selv fryser at barnet får varmt tøj på... Ofte skyldes diskutioner om børn mere mors frygt - end fakta om ex. en er en skurk eller farlig...