Hver en konflikt i nyere tid har haft sin særegne og foretrukne taktik eller våbentype. Første Verdenskrig havde skyttegravene, Anden Verdenskrig den motoriserede kampvogn. I Vietnam var det kamphelikopteren. Og i de kaotiske, indbyrdes forbundne konflikter i tiden siden terrorangrebene den 11. september, var det selvmordsbombeangrebet gennemført i Londons undergrund, Madrids forstadstog, en natklub på Bali og utallige gange i Israel/Palæstina, Irak, Afghanistan og Pakistan.
Den særegne taktik for den nuværende endnu ret nye fase af islamisk militans og krigen imod den er stadig ikke helt klar, men der findes én oplagt kandidat: det bestialsk iscenesatte, filmede og massepublicerede henrettelsesmord.
Vi har selvfølgelig set taktikken udfoldet før og endda flere gange under den foregående fase. Den mand, som anses for chefarkitekten for 9/11-angrebene, Khalid Sheikh Mohammed, skal ifølge eget udsagn have halshugget den amerikanske journalist Daniel Pearl blot få måneder efter angrebet mod USA. Forløberen for Islamisk Stat, al-Qaeda i Irak, dræbte også mange gidsler. Det kom til adskillige af disse drab, dog uden publikation af medfølgende videoer. Afghansk og pakistansk Taleban har dræbt hundredvis af såkaldte spioner. Det samme har andre militante grupper. Under Iraks borgerkrig blev tusinder summarisk skudt, brændt og hængt.
Men det var selvmordsangrebene, der vakte størst offentlig opsigt i Vesten såvel som i den islamiske verden – og som kom til at stå som selve symbolet på ekstremisternes vold. De var det centrale element, som blev indført og populariseret af Osama bin Laden og al-Qaeda. Det første selvmordsbombeangreb, der fandt sted i Afghanistan skete i 2002. I 2010 var der hele 106.
Denne fase for den islamistiske kamp sluttede så småt i 2011 med Det Arabiske Forårs udbrud, bin Ladens død og den relative tilbagegang for hans gruppe. Også selv om den bredere ideologi, han var eksponent og foregangsmand for, i modsætning til hans taktik, fortsat nyder tilslutning og fremgang.
Målet er social kontrol
Når Islamisk Stat synes at have en forkærlighed for henrettelsesmordet, har dette sin egen logik: Den store forskel mellem denne fase af islamisk militans og den foregående er, at de fleste af de grupper, der i dag opererer verden over – fra Boko Haram i Nigeria til al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, fra pakistansk Taleban til IS – prioriterer erobring og kontrol med landeområder højere end ’handlingens propaganda’. Sidstnævnte var al-Qaedas mål som islamistisk internationale og var lagt an på at anstifte mere vold og radikalisere snesevis af millioner af muslimer verden over. I dag bruges selvmordsbombere for det meste taktisk mod lokale mål for at lette erobringen af en by eller for at undergrave regeringsstyrkeers moral snarere end strategisk mod fjernere symbolsk vigtige vestlige mål.
Herskere har så langt man kan se tilbage i historien brugt offentlig henrettelser som et middel til social kontrol og for at sende et stærkt budskab – for at terrorisere, for at mobilisere og for at polarisere. Tænk på romerne, de europæiske herskere i middelalderen, Tudorerne og Stuarterne, mogulerne og osmannerne, nazisterne, kommunisterne<, det maoistiske regime, de iranske revolutionære og Taleban. Men nutidens militante ønsker at etablere stater, og hvad der måske er endnu vigtigere: at blive taget alvorligt som herskere over stater.
På hver jihad-konflikts slagmark er der sket offentlige drab. Afghansk Taleban har udsendt videoer af drab på kvinder, der anklages for utroskab. En libysk gruppe blev filmet, da de sidste år henrettede en påstået morder. I Somalia i januar blev påståede spioner skudt af en al-Shabaab-gruppe på en central plads i byen Bardhere. Og IS har som bekendt dræbt hundredvis af formodede ’kriminelle’, herunder påståede ægteskabsbrydere og homoseksuelle samt tyve og banditter. Foruden tusindvis af syriske, irakiske og kurdiske fanger.
Henrettelser på åben gade
Selv de terrorangreb, der sker i Vesten, ligner i stigende grad offentlige henrettelser. I 2013 dræbte to mænd Lee Rigby, en soldat på orlov, i det sydøstlige London med en flækkekniv og en kødøkse. De forsøgte angiveligt også at skære hans hoved af. Ved angrebet på Charlie Hebdos redaktionskontorer i Paris i sidste måned blev 11 ubevæbnede mennesker skudt ned af mænd bevæbnet med automatiske rifler. En tolvte blev såret på fortovet og derefter skudt i hovedet.
I begge tilfælde blev der gjort en indsats for at sikre, at voldsorgiet ville blive set af mange. Rigby-angrebet fandt sted midt på gaden ved højlys dag, og morderne gjorde intet forsøg på at flygte. De holdt tale, mens en forbipasserende optog det hele på mobiltelefon. Charlie Hebdos overfaldsmænd medbragte GoPro-videokameraer til deres gerningssted, selv om de ikke brugte dem. Deres forbundsfælle filmede dog sit eget angreb i et kosher-supermarked, hvor han skød og dræbte fire butikshandlende to dage senere.
Så hvor ender det? En rædselsvækkende eskalationslogik fremprovokerede stadig mere blodige masseangreb på symbolske mål i 1990’erne og frem til 9/11. Men i det følgende årti viste disse aktioner sig modproduktive og undergravede støtten til al-Qaeda og dets udløbere frem for at mobilisere millioner af nye sympatisører.
Det er usandsynligt, at rædselsvækkende handlinger såsom det offentlige mord på Muadh al-Kasasbeh vil formå at udrette ret meget for at styrke Islamisk Stats legitimt eller popularitet særlig mange steder. Men det tog alligevel et årti, før al-Qaeda blev marginaliseret, og det kan udmærket tage lige så lang tid, før den bølge af fornyet energi, som IS har sendt gennem islamiske ekstremistiske bevægelser tager land. Forvent flere bestialske henrettelsesvideoer i den kommende tid.
© The Observer og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
