Læserbrev

Psykiatrien flyder med narko

16. februar 2015

Det er alment kendt, at patienter med psykiske lidelser ofte kæmper med et misbrug. Alligevel bliver jeg rystet, hver gang jeg selv oplever eller møder patienter, som fortæller, hvordan der er et tag-selv-bord af narkotika på de psykiatriske afdelinger.

På både åbne, lukkede og retspsykiatriske afdelinger uddeles og sælges der stoffer internt blandt patienter. Der bliver røget og sniffet på egne værelser og fælles udearealer eller under udgang fra afdelingerne. Nogle patienterne er netop indlagt med en psykisk sygdom, en psykose forårsaget eller udløst af narkotika. Derfor finder jeg det på sin plads at tvivle på kvaliteten af behandlingsmiljøet, hvor den her slags får lov til at foregå.

Helt konkret kan et misbrug være med til at forværre eller forlænge behandlingsperioden for den enkelte patient. Nogle ville hævde, at hvor der er efterspørgsel, vil der altid være udbud. Og jo større sikkerhed og jo mere opmærksomhed, der kommer på problemet, des mere kreative bliver patienter og pårørende, når det gælder indsmugling. Men det foregår så åbenlyst, at det næppe kan undskyldes med uvidenhed fra personalets side.

Det er dog et problem, at når der endelig slås ned på indtagelse af narkotika, ender patienten oftest med at blive udskrevet, sendt hjem og overladt til sig selv. Der er simpelthen ikke integrerede behandlingstilbud nok til psykiatriske patienter, som har et misbrug ved siden af. Dermed mister patienter med dobbeltdiagnoser muligheden for behandling, fordi de falder imellem to stole.

Tag hånd om problemet

Spørgsmålet er, hvordan der kan gøres op med en kultur, hvor hverken forebyggelses- eller sanktionsmulighederne er tilstrækkelige til at bekæmpe den nemme adgang til indtagelse og salg af narkotika på psykiatriske afdelinger. Men tager man hånd om problemet, er der måske et lille håb om et sundt og stoffrit behandlingsmiljø i fremtiden. Det nytter ikke noget at vende det blinde øje til, når en så presserende problematik som denne raser i hverdagen hos de mange psykiatriske patienter.

Maria Kjærgaard, studerer Offentlig administration på Metropol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den største udbyder af stofer er måske psykiatri behandlings institutionen selv. Kemien er en stor del af den tilbudte behandling.