Klumme

Råb højere i international politik

Er der overhovedet plads til den mindste smule moral, når det gælder landes relationer med hinanden?
16. februar 2015

I min familie interesserer vi os for verden. Min 12-årige pløjer sig gennem dokumentarudsendelserne på den amerikanske History Channel og har vekslet mellem at ville læse orientalske studier og internationale relationer; både hans far og jeg har studeret international politik. I mine fire børns omgangskreds er mange af de unge derudover stærkt interesseret i moral og ordentlig opførsel – og det er ikke sjældent, at de to interesser flyder sammen.

De mener for eksempel, at hvis man påberåber sig demokrati og menneskerettigheder som en del af sin raison d’etre – og det gør både EU og USA – må man også være konsekvent. Så kan man ikke nægte at mødes med Dalai Lama, alliere sig med en statsleder som Assad, der har gasset uskyldige civile, herunder børn eller prise et brutalt autokrati som Saudi-Arabien, der nægter kvinder basale rettigheder, og som udmåler straffe, der til forveksling ligner dem rædselsregimer, som Islamisk Stat (IS) eksekverer.

Jeg har forsøgt at forklare de unge, at stater ikke har venner, kun interesser, men det, mener de ikke, kan være rigtigt. Derfor var deres forargelse betydelig forleden, da den saudiske Kong Abdullah døde, og en hær af besøgende fra klodens kongehuse og regeringer valfartede til begravelsen. Det blev ikke bedre af, at USA’s præsident, Obama, forkortede sit statsbesøg i Indien og under besøget hos den nye konge, Kong Salman, i Riyadh forsikrede om supermagtens venskab. »Der er tidspunkter, hvor vi diskuterer menneskerettigheder og tidspunkter, hvor vi vælger ikke at gøre det«, som præsidenten formulerede det.

Har de unge ret i, at alle Vestens fine ord om menneskerettigheder, demokrati og respekt for minoriteter er en fis i en hornlygte? Skåltaler, der smides i skuffen, så snart olien eller handelskontrakterne lokker.

Jeg har valgt den utaknemmelige opgave, det er at forsvare USA og EU over for mine børn og deres venner.

For jo, vi er rent faktisk bedre. Der findes normer og idealer, som sameksisterer med det, man normalt kalder for ’realisme’ i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det er f.eks. ubetvivleligt, at såvel USA som medlemmerne af Den Europæiske Union opretholder politiske standarder, der er mere demokratiske over for alle typer minoriteter end flertallet af klodens lande. Og derudover er det i kampen mod en middelalderlig og ekstremistisk organisation som Islamisk Stat nødvendigt med regionale allierede. Hvis ikke de arabiske lande – og andre muslimske nationer – havde tilsluttet sig missionen for at få stoppet IS’ barbari, ville udsigterne til sejr se endnu mere udsigtsløse ud. Det er bedre for Vesten at have Kongehuset Saud som venner end som fjende. Hvis man forestillede sig en revolution mod kongefamilien i Saudi-Arabien, ville alternativet i øvrigt ikke være et demokratisk parlament, men formentlig en værre form for ekstremisme.

Og når det gælder et land som Kina, kan ingen ignorere verdens næststørste økonomi. Det bedste må ikke blive det godes værste fjende.

Men de unge har til gengæld ret i, at Vesten burde øge presset for demokratiske reformer i de lande, vi samarbejder med. Der foregår vigtige udviklinger under overfladen de fleste steder – både i Saudi-Arabien, Kina og Rusland samt i en række andre asiatiske og afrikanske lande. De skubbes fremad ved hjælp af sociale medier, unges tørst efter job og mere personlig frihed samt kvinders stigende pres for øgede rettigheder. Og mange ngo’er samt enkeltindivider risikerer deres liv og fremtid for mere demokrati. De kræfter skal Vesten støtte mere aktivt – vi må skrue op for volumen.

Når man som vestlig statsleder for eksempel besøger Riyadh, er der – som tidsskriftet Economist skrev i sidste måned – intet, der afholder Obama fra at følge den samme opskrift, som han tager i brug, når han besøger Kina og Rusland: at protestere over manglen på overholdelse af menneskerettighederne samt at mødes med dissidenter og kvindeorganisationer: »Rigtige venner kan tale lige ud af posen med hinanden. Tilbedere, der kun vil kysse guldkronen, er blot hoffolk,« advarede tidsskriftet.

Sådan er det også med Dalai Lama, der som bekendt lige har besøgt Danmark. Man kan godt respektere Kinas suverænitet og samtidig tilkendegive, at Danmark støtter religiøs frihed og minoriteters rettigheder. Det kan man for eksempel gøre ved at mødes med Dalai Lama på Marienborg.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer