Kommentar

Så sagde vi, at Ali var morderen ...

Hvorfor var det Ali, der skulle spille morderen, da vi i min folkeskole indspillede en efterligning af TV Avisen? Og hvilken rolle ville Ali mon spille i dag, hvis en dansk skoleklasse skulle reproducere en tv-avis i kølvandet på de tragiske begivenheder i København?
27. februar 2015

Da jeg gik i 3. klasse på en sikkert almindelig folkeskole i Vanløse, havde vi besøg af nogle professionelle mediefolk, der skulle hjælpe os med at lave film.

Vi måtte helt selv bestemme, hvad filmene skulle handle om, og min veninde og jeg så derfor undrende til, da de andre i klassen dannede grupper med temaerne Barbieland, Frugtland, Actionman-land og Legoland. Det gad vi ikke. Vi ville lave rigtigt fjernsyn. Sammen med tre andre, der heller ikke var endt i nogen gruppe, besluttede vi at lave en dansk tv-avis.

Året var 1995 og vores udsendelse indeholdt følgende:

• Et interview med vores skoleinspektør om den skolelov, der var ved at blive gennemført, og hans holdninger til antallet af elever i en klasse.

• Et afsnit om hungersnød i Somalia. Billedsiden bestod af en masse meget tynde mennesker i ler, som vi havde malet sorte og lagt på en sandfarvet papplade. Imellem lermenneskene lå også rød/hvide piberensermænd, der forestillede blodige skeletter. Det hele var filmet oppefra og tilføjet helikopterlyd, der overdøvede speaket, der egentlig bare handlede om, at den stadig var helt gal i Somalia.

• Et bilsammenstød. Til seernes glæde (det var jo før Youtube) kunne nyhedsværten oplyse, at en mand havde stået og filmet – helt tilfældigt – og at vi derfor kunne vise et videoklip af ulykken. Sammenstødet havde vi selv lavet i et af da- tidens grafiske computerprogrammer – og det viste to biler, der i slowmotion kørte frontalt ind i hinanden.

Mordscenen

Og så kom afsnittet, der har trigget dette debatindlæg. Afsnittet om mordet på en ung pige.

I indslaget sidder værten på en bænk (i skolegården) sammen med den dræbtes stortudende mor (iført mindre mor-agtig elefanthue). Reportagen er on location, for i en grøn affaldscontainer i nærheden er liget af den unge pige blevet fundet.

Den myrdede er spillet af mig – eller rettere af min hånd, som hænger slattent ud over containerens kant indsmurt i hindbærsyltetøj. Den grædende mor er også vidne, og tv-værten spørger til gerningsmandens udseende.

»Han var mørk i huden og havde mørkt hår og mørke øjne,« snøfter ’moderen’ inde fra den lilla elefanthue.

Reporteren kigger direkte ind i kameraet: »Og morderen er stadig på fri fod,« oplyser hun. Mindre velspillet og fortsat henvendt til kameraet udbryder hun derefter: »Hov, men der var han jo.« Kameraet drejer 180 grader. Mørkhårede Ali flygter i fuld fart og dynejakke ud af billedet.

Inden programmet slutter, leveres en vejrudsigt, der afslører en alvorlig mangel på geografisk forståelse for, hvor Djursland ligger.

Lignede en kriminel

Vores tv-avis blev vist for hele skolen – og vi var, forståeligt nok, stolte.

Men som jeg husker vores udsendelse, optrådte Ali kun som morder.

Jeg husker ikke, hvorfor Ali kun optrådte som morder. Han har vel nok fungeret som kameramand det meste af tiden. Men i forbindelse med mordscenen, var der ingen tvivl; der havde gruppen et ekstra plus, fordi Ali i kraft af sit udseende var den oplagte kandidat til at spille morderen. Kriminalitet var for os forbundet med et bestemt udseende – og ingen satte spørgsmålstegn ved det. Heller ikke de voksne.

Og hvis Ali gjorde, sagde han det hvert fald ikke.

Derfor var det også med en vis pinlig væmmelse, at jeg for nogle år siden genså det gamle VHS-bånd. For vores film er for mig et meget klart billede på, hvordan børn ukritisk reproducerer mediernes, politikernes og de voksnes fremstillinger af hinanden. Fremstillinger, der hverken er sunde eller sande og værst af alt sikkert selvforstærkende. I dette tilfælde forestillingen om den kriminelle indvandrer (i stedet for blot ’den kriminelle’).

Hvis det er muligt, vil jeg gerne påtage mig den andel af ansvaret, en 10-årig udgave af mig nu kan forventes at have. Men når jeg synes, historien er relevant i dag, er det, fordi vi alle sammen har et ansvar. Medierne i særlig grad. Hvordan forvalter medierne – og vi voksne – dette ansvar, og hvilke historier vælger vi at fortælle (om hinanden)?

Når jeg spørger, er det, fordi jeg kan blive bekymret for, hvordan en 3. klasse ville gengive verden, hvis de skulle reproducere en dansk tv-avis i dag. Vi skylder os selv og hinanden at reflektere over, hvad det mon gør ved en lille fyr på 10 år, hvis de andre børn vil have ham med i legen, fordi de mangler en til at spille morderen.

Tanja Kjeldgaard er cand.public.

Ali er ikke drengens rigtige navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Birgit Horn
Birgit Horn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Krarup Mouritzen

Det er når virkelige, levede og erkendte historier fortælles, nye erkendelser kan opstå.
Av, av, av, tænkte jeg, da jeg læste denne historie.
I slut 90'erne gik der i min søns klasse en enkelt dreng med tyrkisk baggrund.
En aften var der fællesspisning og børnene ville lave en optræden for os.
Der blev sunget, danset, som børn i 4 kl. gør. Den tyrkiske dreng - som var en helt, helt almindelig dreng i en helt, helt almindelig familie - fik rollen som ..... Indvandretype. Kasket omvendt på hovedet, en attitude og med en eneste replik: "Wallah min fætter"... Og så exit igen.
Og vi lo og lo.. Og lo og lo. Og lærte lige der vore børn, at det var ok og at sådan er DE.
Jeg havde glemt episoden lige til jeg læste denne artikel.
Nu tænker jeg, hvorfor fik -og tog- han den rolle?
Min søns kammerat læser sociologi på Aarhus Universitet. Han er nok klogere end jeg var.