Dion Sommer (DS) argumenterer i Information 24. januar for legens betydning for små børns læring og udvikling og præciserer, at tidlig instruktion og mekanisk overføring af viden ikke bidrager til læring, men derimod kan skabe usikkerhed og lavt selvværd. Det er korrekt, at forskning peger i den retning.
Men kæden hopper af, når Sommer i sin nye bog Læring, dannelse og udvikling skriver, at: »didaktisk, målstyret læring og instruktionspædagogik ikke fører til senere gevinst«. Problemet opstår, når der sættes lighedstegn mellem didaktik og målstyret læring og instruktionspædagogik.
Pædagoger er i dag didaktikere, hvilket betyder, at de reflekterer over mål, indhold og pædagogiske principper og sammen med børnene udforsker omverdenen med henblik på at forfølge børns undren og nysgerrighed, hvilket i stort omfang sker gennem dialoger mellem børn og voksne samt leg og æstetiske aktiviteter. Aktiviteter, der ad mange snørklede veje fører til børns læring.
En sådan legende læring ses bl.a. i den tiltagende interesse, pædagoger og børn viser for naturvidenskabelige undersøgelser – i skolen betegnet natur og teknik, i børnehaven ofte betegnet science, med afsæt i læreplanstemaet natur og naturfænomener. Ikke kun med fokus på dyr og planter, men også på udforskning af fænomener som vind, vand, magnetisme, tyngdekraft osv. Med udgangspunkt i børns undrende spørgsmål – for eksempel: »Er græsset også grønt om natten?« – iværksættes fælles undersøgelser.
Læringsforløbet og -resultatet kan ikke defineres på forhånd, men pædagoger er i stand til at finde sammenhæng mellem de spontant opståede handlinger og de læringsmål, de selv har formuleret, og som matcher de politisk fastsatte mål.
Der er evidens for, at små børns læring forløber gennem leg – men et meget omfattende engelsk forskningsprojekt (EPPE-projektet) peger endvidere på, at børn lærer optimalt, når tre forudsætninger er opfyldt: 1) at børnene er omgivet af uddannede pædagoger, 2) at disse er i stand til at indgå i et empatisk forhold til det enkelte barn, samt 3) udformer en målrettet planlagt pædagogik.
’Gøre-kultur’
Med andre ord er der brug for aktive og nærværende pædagoger, der anlægger et barneperspektiv, og som tør udfordre børn med nye oplevelser, således at de undrer sig og dermed er parate til at udforske verden.
Parallelt med EPPE-studierne præsenterer forskningsprojektet Förskolans kvalitet och barns lärande ved Göteborgs Universitet solid viden om, hvad der karakteriserer daginstitutioner med henholdsvis høj kvalitet, mellemkvalitet og lav kvalitet. Udgangspunktet er, at der i dag er stor forskel mellem høj- og lavkvalitetsinstitutioner, hvilket er bekymrende i betragtning af, at daginstitutioner er en demokratisk rettighed for børn og familier.
Institutioner med lav kvalitet beskrives som en ’gøre-kultur’, en ren aktivitetskultur med begrænsende miljøer. Mellemkvalitetsinstitutioner er præget af børnecentrerede forhandlingsmiljøer, især med fokus på børns sociale udvikling. Mens højkvalitetsinstitutioner beskrives som udfordrende og læringsorienterede miljøer, hvor omsorg, leg og læring integreres, og virksomheden planlægges af børn og voksne i fællesskab. Kulturen præges af en vekselvirkning mellem leg og læring, hvor børn og voksne har et fælles interessefokus.
Endelig beskriver en svensk forskningsoversigt af Zetterqvist & Kärrqvist (Naturvetenskap med yngre barn) yngre børns kundskaber og læring i en naturvidenskabelig praksis. Et stort antal naturvidenskabelige emner inddrages, f.eks. kroppen, økologi, lyd, lys, fast og flydende, dag og nat. Forskningsoversigten kan ikke entydigt udpege den optimale pædagogik, men peger dog på et antal faktorer, som fremmer børns læring i naturvidenskab:
Et »åbent klima«, eller læringsrum, hvor børnenes egne ideer og tanker mødes af en pædagog, som »leder barnets personlige nysgerrighed«. Eller som det formuleres: »I begyndelsen oplever børn naturvidenskab som en fremmed kultur med et fremmed sprog. Børn har brug for pædagoger, som kan hjælpe dem med at overskride de kulturelle grænser mellem deres egen hjemmekultur (hverdagsverden) og den naturvidenskabelige kultur. Fremsynede pædagoger er ’kulturgrænsebrydere’, som hjælper barnet med at bevæge sig imellem de to kulturer.«
Børns og pædagogers spørgsmål er vigtige. Især spørgsmål, som åbner og indbyder til dialog, er afgørende, ligesom det må undgås at give facitlistesvar.
Endvidere er det centralt at anvende en læringsmodel, hvor pædagogen bidrager med nye ideer, og inspirerer børnene til at anvende de nye ideer i nye konkrete situationer.
Opsamlende peger de nævnte internationale undersøgelser på, at et barn lærer bedst gennem sin egen aktive undersøgende og legende virksomhed, hvor pædagoger indgår med støttende og udfordrende indspil.
Stig Broström er professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).
Thorleif Frøkjær er lektor ved program for læring og didaktik, UCC
