Klumme

Sex hører til på lagnerne

Man kan ikke på nogen rimelig måde sætte lighedstegn mellem samfundspolitik og de seksuelle rollespil eller lege, som voksne mennesker frivilligt og til gensidig fornøjelse indgår
23. februar 2015

Hverken ’50 Shades of Grey’ eller kvinders fantasier om muskuløse brandmænd kan bruges som forklaring på manglende ligestilling på arbejdsmarkedet

En af tidens mest sete film handler som bekendt om et forhold, hvor en mangemillionærmachomand og rendyrket sadist støder ind i en uskyldsren studine, som han falder for, og derefter indfører i sit univers af pisk, smæk og underkastelse.

På trods af en ret elendig modtagelse hos anmelderne har den publikumspopulære film pustet nyt liv i en evig diskussion om magt og sex, og om den kombination »siger noget om samfundet«.

Og selvfølgelig er der en sammenhæng mellem sex, køn og politik. Men ikke på den håndfaste måde, som man f.eks. så postuleret for et stykke tid siden, hvor et par håbefulde unge politisk aktive i et debatindlæg i Politiken konkluderede, at »kvinder elsker dominerende mænd« grundet »biologiske« og »dyriske« præferencer. Standpunktet bragte ikke overtegnedes blod i kog. Ligesom 50 Shades of Grey heller ikke gjorde.

Jeg fandt nu bogtrilogien glimrende. Muligvis fordi jeg selv har haft en forkærlighed for macho-mænd. Faktisk var min præference for mænd i uniformer en tilbagevendende joke i min ungdoms omgangskreds. Det gik så vidt, at et par af mine bedste venner brugte stor energi på en plan om at leje et falsk salatfad inklusive betjente til at foranstalte en falsk anholdelse i anledning af min 23-årsfødselsdag.

Men forkærligheden for håndfaste mænd i soveværelset, betyder ikke, at jeg har behov for at møde dem på arbejdsmarkedet. Det har de færreste kvinder, vil jeg tro.

Uheldigvis begik de to førnævnte ungdomspolitikere en kobling til netop arbejdsmarkedsforhold. Kvinders forkærlighed for dominerende mænd betyder nemlig, skrev de, at vi ikke er de oplagte chefer. Det er simpelthen en »naturlig og biologisk forskel«, … »hvorfor flere mænd end kvinder er topledere, mens kvinder oftere vælger omsorgsjob«. De »grundlæggende kønsbestemte forskelle, der afspejles i sexlivet og ved valg af karriere … gentages igennem hele livet. Mænd er mere risikovillige, initiativrige og beslutsomme, mens kvinderne prioriterer familie over karriere«. OMFG, som de unge siger. Denne infame transformation af det seksuelle spil til samfundsmæssig rangordning eller magtfordeling savner enhver rimelighed. Man kunne prøve at vende påstanden om, og fundere over, om kvindelige ledere, og dem er der trods alt en hel del af, så er dårligere seksualpartnere? Fordi de har trodset deres »naturlige tilbøjeligheder« og groft sagt er blevet til mænd? Det antydes tit – tænk på de mange parodier på Angela Merkels eller ’jernladyen’ Margaret Thatchers lidt usynlige ægtefæller. Eller vittighederne om Hillary Clintons forkærlighed for pantsuits og hendes øgenavn i konservative kredse: ’nosseknuser’. Næppe rimeligt. Eller hvad med det omvendte argument: skulle mænd, der er til smæk i den bare fra læderklædte dominatrixer, være udelukket fra direktørposterne?

Svaret er naturligvis nej! Man kan ikke på nogen rimelig måde sætte lighedstegn mellem samfundspolitik og de seksuelle rollespil eller lege, som voksne mennesker frivilligt og til gensidig fornøjelse indgår i. Det gik i øvrigt også galt i 1970’erne, da visse feminister mente at kunne læse undertrykkelse ind i missionærstillingen, fordi manden lå øverst, og derfor advokerede andre mere politisk korrekte samlejepositioner, hvor ingen dominerede hinanden. Kedsommeligheden fulgte med.

Men hvis vi et øjeblik gik med på spøgen og sammenlignede rollefordelingen i soveværelset med arbejdsdelingen i virksomheder, må man i øvrigt drage den modsatte konklusion: Den egentlige magt ligger hos kvinden, også på trods af at man ikke kan se det. Som i 50 Shades of Grey, hvor den unge kvinde, Anastasia, ender som den absolutte vinder, da Christian Grey indser, at han ikke kan leve uden hende og tilbyder hende alt – på hendes præmisser – for at få hende til at blive.

I nyere ledelsesteori er det heller ikke den dominerende alfahan, der repræsenterer fremtidens idealchef. Men derimod den mere indlevende, socialt intelligente facilitator, som formår at skabe kollektive præstationer på en omstillingsparat arbejdsplads. Dialog, opmuntring til samarbejde og opbakning til fælles værdier er de hotte ledelsesmantraer. Håndfast dominans er so last century, kære venner.

Men kun i virksomhedsledelse altså – på lagnerne fungerer det sikkert i bedste velgående mange steder. Og det må folk også selv om.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ligestilling og liggestilling

Kvinder fryser som regel før end mænd, og det skyldes også biologien, den skide uomgængelige forskelsgenerator, for forholdet kropsoverflade til kropsvægt er forskelligt, og det gør, at damers kropsvarmetab vil være større end for mænds vedkommende, og da mænds muskelmasse også er en del større, muskler producerer ligefrem varme ved at blive aktiveret, som vi ved, så medfører det helt videnskabeligt og objektivt set, at kvinder har et større overlevelsesmæssigt behov for at kunne putte sig i stærke muskuløse arme, når det fryser uden for, rulle sig håbefuldt ind i bjørneskindet foran den knitrende pejs eller simpelthen afkræve ham en minkpels – så her er ligestilling ikke efterspurgt …

Naturen har indrettet det så fornuftigt, at disse biokemiske reaktorer skal se sig om efter den medfødte initiativtager med hang til klatteri med generne og altid sørge for den størst mulige grad af beskyttelse mod klimaet, både for sig selv og deres eventuelle afkom i pipelinen – så her er en fornuftig liggestilling en livsbetingelse for de fleste, ikke mindst for afkommet …

Kan nogen så forklare, som jeg har oplevet i min karriere på dette yderst interessante felt, hvor man aldrig bliver udlært, at visse kvinder har en for en mand helt uforståelig hang og trang, stridende mod enhver maskulin fornuft, til at drømme og fabulere om magtmænd som en gammel krigsmand de Gaulle med den store veludviklede ’Gynter’ og en krigsforbryder som Kissinger uden særlige fysiske kendetegn – for ikke at nævne den anonyme og muskuløst veludrustede afrikanske høvdingesøn – dernede skulle det jo ikke knibe med at holde varmen …

Nå, ja, - så er der også lige de eksemplarer af begge køn, der ikke i første omgang tænker som naturens biokemiske reaktorer eller stakkels donormænd ’on top’ derhjemme, men mere er opsatte på at finde muligheder for at krabbe sig til toppen i erhvervslivet og andre steder ved at mobilisere og udnytte deres medfødte biologiske fortrin – ufine metoder, som naturligvis må fordømmes på det kraftigste og tages afstand fra som 'kønsorganernes utidige radikalisering' … ;-)

Grethe Preisler

@Ulrik Mortensen,

Bravo min dreng. Det var ganske rigtigt republikaneren Richard Millhous Nixons tyskfødte spindoctor, Henry Kissinger, som gjorde den forbløffende opdagelse, at 'magt er det stærkeste afrodisaikum' for små grimme halvgamle mænd med lyst til udenomsægteskabelig sex med yngre 'alfahunner' fra det lettere amerikanske kavaleri.

Om det også har gyldighed den anden vej rundt (for små grimme halvgamle kvinder med lyst til udenomsægteskabelig sex med 'yngre alfahanner' fra det lettere amerikanske kavaleri) får vi næppe at vide, før amerikanerne rumper sig op til at vælge en kvindelig præsident med en kvindelig spindoctor, der ikke er så attraktiv fra naturens hånd i andre end sin lovformeligt ægteviedes øjne, at det gør noget.

Indtil da må redaktøserne m/k på 'Tidens Kvinder' og 'Alt for Damerne' nok slå sig til tåls med det fortærskede (og ligeledes amerikanske) slogan fra rødstrømpebevægelserne og blikkenslagerbandernes glansperiode i 1970'erne: "It begins when you sink in his arms and ends with your arms in his sink."

Vi har jo, uvist af hvilken årsag, stadigvæk til gode at høre nogle saftige historier om Angela Merkel, Margaret Thatcher m.fl. kvindelige europæiske parti- og erhvervsbossers seksuelle eskapader på såvel de ægteskabelige som de udenomsægteskabelige lagener.

ulrik mortensen

I gamle dage var det Marlon Brando på motorcykel og i læderjakke, der gjorde kvinderne bløde i knæene, senere Mickey Rourke i 9-1/2 uge, og nu er det så alfahannen Christian Grey i 50 Shades of Grey. Mønstret er det samme. Alt dette har der været forsket en del i. F.eks. har kvinder omkring tidspunktet for ægløsning en anden smag i mænd end ellers, ligesom helt unge kvinder har en lidt anderledes mandesmag (rå, maskuline) end kvinder, der senere stifter familie (lidt mere bløde og omsorgsfulde mænd), osv. Start og læs mere her:
http://www.dagens.dk/sundhed/din-%C3%A6gl%C3%B8sning-afg%C3%B8re-ikke-hv...

Morten Balling

Artiklen her giver udtrykket "dum som en dør" helt ny mening :)

For det første argumenterer Annegrethe nogenlunde ligeså overfladisk som de unge politikere hun langer ud efter.

Så er der det med at hun tydeligvis ikke har reflekteret over hendes egen fascination af macho mænd. Gad vide hvor den kommer fra, og gad vide om den går igen hos andre kvinder?

Én ting har hun dog fanget. Det med at seksuelle rollespil ikke nødvendigvis behøver gå igen på arbejdsmarkedet. Og dog... Hvorfor er det første kvinder køber, når de får en ledende stilling, en jakkesæt-agtig jakke med vat i skuldrene? Kunne det have noget at gøre med at det udstråler en form for maskulin magt?

Endelig er der det med at bruge "nyere ledelsesteori" som argument mod biologien?!? Jeg ved godt at naturvidenskaberne står for skud i disse år, men...

Med udtrykket "so last century, kære venner" får hun heldigvis sluttet af på en måde, så man ikke længere er i tvivl om, at døren sandsynligvis ville kunne slå Annegrethe i et spil Ludo.

@Torben

Mellem ørerne?!? Snakker du om face sitting? ;)