Læsetid 5 min.

Snapchat vinder kampen om gymnasieelevers opmærksomhed

Normalfordelingskurver og franske gloser har svært ved at konkurrere med Instagram, Facebook og Snapchat på gymnasierne. Koncentration og indlæring falder. Alligevel er det ofte op til den enkelte lærer og eleverne selv at sætte grænser for mediebrug i undervisningstiden. Hvorfor griber gymnasierektorerne ikke ind?
Normalfordelingskurver og franske gloser har svært ved at konkurrere med Instagram, Facebook og Snapchat på gymnasierne. Koncentration og indlæring falder. Alligevel er det ofte op til den enkelte lærer og eleverne selv at sætte grænser for mediebrug i undervisningstiden. Hvorfor griber gymnasierektorerne ikke ind?
Ditte Ahlgren
19. februar 2015
Delt 27 gange

Kære gymnasierektor! Har du nogensinde prøvet at gå online for at læse en arbejdsrelateret artikel blot for at blive fanget af en mere spændende overskrift og snart finde dig selv i færd med at læse noget helt andet, end du oprindeligt planlagde?

Det har jeg. Faktisk skete det mange gange for mig, mens jeg skrev dette brev til dig. Og vi er ikke alene. Den moderne vidensarbejders opmærksomhed befinder sig i en permanent krise imellem arbejde og digitale distraktioner. Og en stor del af disse distraktioner kommer fra sociale medier.

Hvis du nogle gange oplever, at det kan være svært at modstå dine nysgerrighedsimpulser og ignorere distraktionerne, så prøv at forestille dig, at du ikke er en voksen professionel med et arbejde, du selv har valgt og finder lyst og personlig tilfredsstillelse ved. Forestil dig i stedet, at du er en ung person, som er blevet ’påtvunget’ skolearbejde, og som ikke har indøvet den samme disciplin, som mange voksne trods alt har.

Forestil dig en ung, der konstant kontaktes, fristes og distraheres, når læreren taler – ofte på de selvsamme computere, som den unge forventes at lave skolearbejde på. Læg dertil, at denne unge generation er kendetegnet ved at være identitetssøgende og ved at søge bekræftelse fra omgivelserne, som ingen generationer før den. Og at de gør det ved at poste billeder og opdateringer og holde nøje øje med, om de får likes nok – om de er gode nok.

Forestil dig disse unge – så har du et billede af de elever, som snart skal til at læse til eksamen på din uddannelsesinstitution.

Koncentrationsbesvær

Det er ikke et problem, at unge bruger sociale medier – men at så mange bruger dem konstant. I skolen, når de laver lektier, når de ser tv eller er sammen med andre. Sociale interaktioner kommer ikke, når man selv har tid, men når afsenderen har. Derfor er de så pirrende og potentielt forstyrrende. Og når man konstant har en del af sin opmærksomhed rettet imod en lille skærm og løbende afventer svar fra andre eller deler, poster og tjekker andres opdateringer aktivt, så sker der noget med ens evne til at fokusere og løse andre opgaver.

Klassisk opmærksomhedsforskning har for længst påvist, at mennesker, der forsøger at løse to beslægtede opgaver samtidigt (f.eks. opgaver, som begge involverer sprog), løser dem langsommere og dårligere, end hvis de løste opgaverne hver for sig, fordi opmærksomheden nu engang kun kan være rettet effektivt imod én ting ad gangen. Nyere forskning viser, at det også gælder for elever og studerende, og at diverse optimistiske hypoteser om, at de såkaldt ’digitale indfødte’ skulle være blevet medievante og derfor kan håndtere flere ting ad gangen, ikke har noget på sig. Tværtimod.

Forskere fra California State University undersøgte f.eks. en gruppe på 263 elever, imens de lavede skolearbejde, og fandt ikke kun, at de studerende i gennemsnit kun arbejdede seks minutter på deres skoleopgaver ad gangen, før de flyttede fokus til andre ting – typisk sociale medier. De fandt også, at studerende, der havde adgang til Facebook, når de lavede skolearbejde, generelt fik et lavere karaktergennemsnit end dem, der ikke brugte Facebook. Distraktioner fra sociale medier kunne altså direkte aflæses i årskarakteren.

En anden gruppe forskere fra Canada har undersøgt effekten af at være på chat og sociale medier i en fysisk undervisningssituation. De fandt, at brug af Facebook i forbindelse med skolearbejde signifikant nedsatte elevernes evne til at bruge det, de havde lært senere – f.eks. ved en eksamen. Men også senere i livet.

Tilstedeværelsen af sociale medier i undervisning skaber altså ikke blot konstante forstyrrelser og afbrydelser, de påvirker også elevernes hukommelse og faglige resultater i negativ retning.

Snapchat på bageste række

Alligevel er det i dag oftest op til de enkelte undervisere at håndtere sociale medier i klasselokalet. Nogle undervisere vælger derfor at sætte længere tid af til opgaverne for at tage højde for, at eleverne bruger sociale medier, imens de løser dem. Andre forsøger at undgå at være kedelige for at konkurrere med de digitale distraktioner.

Atter andre accepterer elevers mediebrug, så længe det ikke forstyrrer de andre. Og endelig er der dem, som forsøger at flytte dele af undervisningen ud på sociale medier for at bruge dem til noget positivt. Noget, som i lyset af den eksisterende forskning må siges at være et ret optimistisk forehavende. Naturligvis er der undervisere, der forstår at sætte grænser, og elever, der kan forvalte deres egen tid og opmærksomhed. Men findes de på dit gymnasium? Ved du det overhovedet?

Mange steder er eleverne overladt til selv at sætte grænser og at forhandle mediebrug med de enkelte undervisere. Og det medfører ofte, at eleverne forstyrres og skifter fokus, mens de laver skolearbejde, og at de svageste af dem sidder på bageste række og ser video i timerne, mens både deres og skolens karaktergennemsnit taber til Snapchat, YouTube og Facebook.

Jeg hørte i sidste måned en dansklærer fortælle, at tekster, han kunne undervise i for 10 år siden, nu er for svære, fordi de kræver større koncentration, end eleverne kan mønstre, og derfor er teksterne taget af pensumlisten. Det er naturligvis en effektiv måde at sikre sig imod faldende karaktergennemsnit på. Men er det ok med dig? Skal det ske på din vagt?

Bland dig, rektor!

Faktum er, at unge ikke selv kan forvalte deres opmærksomhed og mediebrug ret godt. Hvordan kan man forlange det, når så mange voksne heller ikke kan?

Det er også et faktum, at mange af dine lærere ikke er klædt på til at løse problemet, og at der derfor er kæmpestor forskel på, hvilke forventninger til opmærksomhed dine elever møder fra klasse til klasse. Mange lærere bruger kræfter på at skabe en god relation til eleverne og har ikke lyst til at tage en konflikt om deres smartphones, når de føler, at de står alene med den.

Det er her, du kommer ind. Jeg ved, at det kan virke grænseoverskridende at skulle blande sig i de unges personlige mediebrug – men så længe du lader det være op til elever og lærere at finde ud af det sammen, vil Instagram, Facebook, Snapchat og alle de andre fristelser uvægerligt lægge beslag på en del af dine elevers koncentration og forstyrre mange elevers indlæring og dermed også påvirke dit gymnasiums samlede karaktergennemsnit.

Jeg ved godt, at du helst ikke vil kendes som et oldtidslevn, som ikke følger med udviklingen. Men hvad nu hvis det netop er den, der sætter grænser for mediebrug, der følger med udviklingen? Mange voksne kæmper allerede i dag en konstant kamp imod de digitale distraktioner. Hvad nu hvis det ikke er gymnasiets opgave at tilpasse sig til resten af verdens grænseløse mediebrug, men at være den, der lærer fremtidens borgere at sige fra?

Hvad ville der ske, hvis nye elever blev mødt med en klar politik for smartphones og sociale medier, allerede inden de begyndte? Hvad ville der ske, hvis I turde at koble eleverne af nettet så længe, at de kan koncentrere sig ordentligt om en opgave? Al forskning tyder på, at det ville føre til bedre resultater og mindre stressede elever og lærere. Og det ville sikkert også gavne dit gymnasiums samlede karaktergennemsnit.

Anders Colding-Jørgensen er cand.psych., foredragsholder og ekstern lektor ved IT-Universitetet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lasse Karlberg
    Lasse Karlberg
  • Brugerbillede for Peter Günther
    Peter Günther
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Lasse Karlberg, Peter Günther, Olaf Tehrani og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
Erik Pørtner Jensen

Det lyder absolut helt rigtigt at der skal være klare og ens regler for netadgang i undervisningen, men kan vi ikke snakke om det en anden gang, der er lige noget jeg skal havde tjekket, - på nettet, du ved...

Brugerbillede for Per-Olof Johanssson
Per-Olof Johanssson

Igen og igen læser vi om vanskeligheden ved at fange opmærksomheden fra den samlede mængde af elever og studerende. kronikredaktører ælsker jammer over de sociale medier. Enten er det en lærer, en forelæser eller også en irriteret elev, der klager sig. Der sidder de andre, der skulle lytte, med deres i-phones og andet elektronisk grej og er langt væk fra stedet – måske på date eller på facebook eller twitter eller eller – og forelæseren taler for døve ører – fra 1. klasse og opefter, universitetet ingen undtagelse. Et sted i Frankrig konfiskeres mobiltelefoner, når de bruges i timerne – og sådan er der gjort forsøg på løsning, men hvem kan egentlig i længden hamle op med tidsånden og maskinerne?

Det faldt mig ind, at løsningen ligger så snublende nær. Det må være en simpel opgave for en programør. Det må da allerede være lavet og brugt et eller andet sted i verden. Brug maskinerne i stedet for at afvise dem. Det er da vist for længst devisen i sprogundervisning, men må kunne bruges overalt sådan her:

Selvfølgelig har alle eleverne deres bærbare pc eller tablet med til undervisningen, det er ikke en eventualitet, det er et must. Hver elev logger sig ind med sin kode på undervisers side, hvor hovedpunkterne i dagens/timens program allerede er parat. Elevens fysiske tilstedeværelse er dermed registreret. Underviser taler, og efter hvert afsnit er der opgaver at løse, som ikke kan besvares med ja/nej/ved ikke, men som kræver et antal ord, elevens egen formulering, som måske ikke løser anden opgave end at afspejle, at der er hørt efter. Når timen er ovre, hedder det ‘gem’, og opgaverne er dermed afleveret og vil blive gennemset af underviser i de kommende dage. Manglende besvarelse er identisk med udeblivelse fra undervisningen.

Hvis programmet allerede foreligger, så gider jeg ikke mere høre på den jammer om uopmærksomme elever. Så er det jo underviseren, som ikke har hørt efter!

Mads Horn, Jakob Silberbrandt, Karsten Aaen og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob Korsholm
Jacob Korsholm

Per-Olof Johanssson
Dit forslag er virkelighedfjernt, og fuldstændigt umuligt at foreene med den typiske undervisning i gymnasiet.

For at undgå at blive forstyrret af sociale medier i undervisningen, er man nødt til selv at gøre en indsats, og hjælpe sig selv. Rektors og undervisers blokeringer af og forbud på internettet er nytteløse, da man jo alligevel finder sig en vej til de sociale medier.
Drivkraften for forandring skal findes gennem diskussion om respekt og ansvarlighed, elever og underviser imellem, og derved motivere eleverne til at hjælpe dem gennem deres uddannelse.

Henrik Okkels, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Tække

Jeg er sådan en forsker i undervisning og sociale medier og måske ufrivilligt bliver jeg citeret i afsnittet om multitasking, som virkelig ikke er en god idé. Men altså forbud er ikke vejen frem ligesåvel som ligegyldighed ikke er. Problemet i denne medierevolution er det samme som i dem vi har været igennem, at de nye medier skaber nye situationer som vores normer ikke kan håndtere. For at udvikle normer og samtidig komme på højde med de mest avancerede tendenser indenfor videnarbejde (produsage, intercreativity, convergence cultures, appropriation) må og skal de nye medier anvendes i undervisningen og ikke forbydes. Forbydes medierne lærer den enkelte heller ikke at kunne styre sig selv udenfor skoletiden, i lektiesituationen, i arbejdssituationen. Skolen må hjælpe elever og studerende at kunne forholde sig refleksivt til deres egen opmærksomhed. I vores forskning ser vi konturerne af tre bølger der skylder indover samfundet og skolerne. I den første forsvinder opmærksomhed grundet distraktion og underminering af skolens organisering i lukkede rum, der åbnes med internettet. I anden bølge får skolen restabiliseret undervisningen via især mikroblogging og deledokumenter, der optager opmærksomhed og skærm, og giver bedre undervisningsmuligheder og opsyn. i tredje bølge der bygger på kompetencerne fra den anden, kan lærer og elever bevæge sig ud og interagere med ressourcepersoner, forfattere, politikere, præster, bistandsklienter, tyskere etc. hvilket ikke kun overgår alt hvad en lærer selv kan diske op med vidensmæssigt, men også motiverer og engagerer eleverne i hidtil uset omfang hvilket bringer undervisningen på højde med ja appropriation osv osv. Vores næste bog der beskriver dette kommer om et halvt års tid, men allerede nu kan man læse meget af vores forskning på www.smee.dk

Mads Horn, Lasse Karlberg, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Brøgger
Troels Brøgger

For et stykke tid siden hørte jeg en udsendelse i radioen der handlede om nogle skoler i USA som de allerstørste hotshots indenfor IT udviklingen sætter deres børn med henblik på den bedst mulige uddannelse. Der er ingen computere eller smartphones tilladt før ret sent i skoleforløbet....
Så måske er dem der er bagefter dem der hele tiden hævder at man endelig skal bruge så meget tech i undervisningen som muligt....

Brugerbillede for Troels Brøgger
Troels Brøgger

og foresten. Vi andre lever i dette samfund udmærket med en hel masse forskellige forbud, så når man endelig ikke må forbyde de unge noget som helst, tror jeg det skyldes angst for konfrontation ikke sund fornuft.
De ramler på et tidspunkt senere i livet ind i noget de ikke kan flytte, så hvorfor ikke give dem oplevelsen under beskyttede forhold og lære dem at håndtere den.

Brugerbillede for Peter Jensen

Som Troels Brøgger er inde på, kan det vel næppe være umuligt at holde IT-teknologi ude af en given undervisning .. og motivere eleverne til at være mentalt til stede, socialt til stede, følelsesmæssigt og kropsligt nærværende. Og det kan næppe heller være farligt.

IT-fascinationen er forståelig, men den er voldsomt forførerisk, dyr og kontraproduktiv for vores sociale sameksistens.

Brugerbillede for Per-Olof Johanssson
Per-Olof Johanssson

Jacob Korsholm siger, at mit forslag er virkelighedfjernt, og fuldstændigt umuligt at foreene med den typiske undervisning i gymnasiet. Hvis det er sandt, at det er umuligt at gennemføre den typiske undervisning pga manglende opmærksomhed fra eleverne, så må man søge efter en form, der tvinger til opmærksomhed. Jesper Tækkes indgang til en løsning lyder interessant. Men alt i alt er der noget som vil være som i gamle dage: Nødvendigheden af en lærers smittende engagement.

Brugerbillede for Erik Kruse Sørensen
Erik Kruse Sørensen

Med indvandringen af it i gymnasiet er der opstået et nyt studieområde. Forskellige interessenter kæmper om at give det et navn. Jeg foretrækker at kalde det "digital dannelse". I dette studieområde lærer gymnasieelever, foreløbig på egen hånd, at begå sig med it. For området har stort set ingen undervisere, andre end eleverne selv. Derfor lærer de næppe meget med it, men meget af it. Formodentlig lærer kun en mindre del af dem noget substantielt fagligt med deres selvstændige brug, men mange elever lærer rigtig meget af deres selvstændige brug. Det de lærer af at bruge it, er at bruge it socialt + underholdningsbrug. Som artiklen påpeger kan dette være urimeligt forstyrrende for deres faglige læring. Gymnasieelever har pt. fortolkningsmagten over it. Denne magt er for manges vedkommende en afmagt, i forhold til markedets underholdningstilbud. For underviserne må det gælde om at give eleverne magt over deres it-brug, så den kan blive produktiv og ikke destruktiv. Man må møde eleverne der hvor de er og "bemagte" dem. Dette, og en del mere skriver jeg om i ny artikel http://internetdidaktik.dk/spor-af-en-social-software-pdf-version

Brugerbillede for søren  jensen

Til Jesper Tække
-har I empirisk belæg for jeres tre bølger, eller er det nogle deduktive fantasier. Som Hans Hessellund i sin tid indskærpede:pædagogik uden forankring i empiribaseret psykologi er værdiløs

Brugerbillede for søren  jensen

Til Jesper Tække
-har I empirisk belæg for jeres tre bølger, eller er det nogle deduktive fantasier. Som Hans Hessellund i sin tid indskærpede:pædagogik uden forankring i empiribaseret psykologi er værdiløs

Brugerbillede for morten rosendahl larsen
morten rosendahl larsen

"Klassisk opmærksomhedsforskning har for længst påvist, at mennesker, der forsøger at løse to beslægtede opgaver samtidigt (f.eks. opgaver, som begge involverer sprog), løser dem langsommere og dårligere, end hvis de løste opgaverne hver for sig, fordi opmærksomheden nu engang kun kan være rettet effektivt imod én ting ad gangen."
Vil det så sige at kvinder slet ikke kan "multitaske" alligevel ? :-)

Brugerbillede for Jesper Tække

Kære Søren, ja som skrevet så har vi empirien i orden, men bogen må du vente nogle måneder på måske et halvt år. Til Morten, man kan godt to ting på en gang, hvis den ene så at sige er automatiseret, fx vaske op mens man samtaler og jo her virker det som om damer er bedre. Men ingen mennesker uanset køn kan gøre to intellektuelt krævende ting på en gang - og så alligevel så kan man skifte mellem to forskellige opgaver og så er det op til korttidshukommelsen hvor god man er til at fortsætte. MEN hvis nu læreren forklarer hvordan man skal løse en opgave så er der ingen der imens fx kan skrive om noget andet og høre efter samtidig og forstå. Det luskede er at man ikke lægger mærke til at man ikke lægger mærke til.

Brugerbillede for Mads Horn

Jeg er noget skeptisk overfor Anders Colding-Jørgensen quickfix, som består i at have en klar politik for smartphones og sociale medier. Blandt andet fordi at alle gymnasier allerede har en sådan politik. I praksis er disse politikker nemlig ikke mulige at håndhæve effektiv, uden at ty til så drastiske tiltag, at det kommer i konflikt med inddragelse af IT i undervisningen og gymnasiets generelle målsætning om at opdrage til demokrati og ligeværd.
Sætter man hårdt mod hårdt som ACJ drømmer om, vil man ikke flytte koncentrationen fra Facebook og Snapchat til undervisningen, men til at lege kispus med systemet og omgå sanktioner og begrænsninger. Telefonen konfiskeret? De tager da bare sidste års model med. Blokering af hjemmesider? De skifter da bare DNS-server eller bruger en Tor-browser.
Man kan også overvej hvornår eleverne skal lære at forholde sig til distraktionerne, hvis vi får gjort gymnasiet til distraktionsfri zone.

Problemet er komplekst, og man fjerner ikke bare elevernes behov for bekræftelse ved at blokere deres adgang til gadgets. Når jeg sender mine elever ud at lave gruppearbejde er koncentrationen ofte lav, men den virtuelle del af distraktionen udgør efter min vurdering kun 20-30 %. Fjernede man computere og telefoner, ville man ikke flytte koncentrationen over på det faglige, men blot udvidde småsnakken og overspringshandlingerne.

Det store fokus på karakterer og succes hæmmer indlæringen, da uhyggeligt mange elever kommer med en ide om at alle svar skal være ”Rigtige!”. Da kompleksiteten af fagene stiger i gymnasiet kan de færreste svare rigtigt hver gang, og mange opgiver derfor på forhånd at deltage.
Ikke fordi læreren ikke godtager forsøg og næsten-svar, men fordi de ikke vil tabe ansigt overfor resten af klassen.
Det at lære noget bliver set som noget på linie med sund mad og motion: ”De voksne er enige om at det er nødvendigt, men det er i den grad ikke mit projekt. Sport er i øvrigt sjovt, så det er ikke motion.”

Hvis vi skal få gjort det at lære noget til den enkeltes projekt, skal undervisningssystemet laves radikalt om, og vi skal starte allerede i folkeskolen (eller børnehaven?).
Der er masser af viden om hvad vi bør gøre, men paradigmeskift tager tid. Den lettest tilgængelige indføring i alternativerne findes som TED-talks på nettet. Se folk som Ken Robinson, Sugata Mitra, Conrad Wolfram, Eddie Obeng og Carol Dweck.

Brugerbillede for Mads Horn

Jeg er noget skeptisk overfor Anders Colding-Jørgensen quickfix, som består i at have en klar politik for smartphones og sociale medier. Blandt andet fordi at alle gymnasier allerede har en sådan politik. I praksis er disse politikker nemlig ikke mulige at håndhæve effektiv, uden at ty til så drastiske tiltag, at det kommer i konflikt med inddragelse af IT i undervisningen og gymnasiets generelle målsætning om at opdrage til demokrati og ligeværd.
Sætter man hårdt mod hårdt som ACJ drømmer om, vil man ikke flytte koncentrationen fra Facebook og Snapchat til undervisningen, men til at lege kispus med systemet og omgå sanktioner og begrænsninger. Telefonen konfiskeret? De tager da bare sidste års model med. Blokering af hjemmesider? De skifter da bare DNS-server eller bruger en Tor-browser.
Man kan også overvej hvornår eleverne skal lære at forholde sig til distraktionerne, hvis vi får gjort gymnasiet til distraktionsfri zone.

Problemet er komplekst, og man fjerner ikke bare elevernes behov for bekræftelse ved at blokere deres adgang til gadgets. Når jeg sender mine elever ud at lave gruppearbejde er koncentrationen ofte lav, men den virtuelle del af distraktionen udgør efter min vurdering kun 20-30 %. Fjernede man computere og telefoner, ville man ikke flytte koncentrationen over på det faglige, men blot udvidde småsnakken og overspringshandlingerne.

Det store fokus på karakterer og succes hæmmer indlæringen, da uhyggeligt mange elever kommer med en ide om at alle svar skal være ”Rigtige!”. Da kompleksiteten af fagene stiger i gymnasiet kan de færreste svare rigtigt hver gang, og mange opgiver derfor på forhånd at deltage.
Ikke fordi læreren ikke godtager forsøg og næsten-svar, men fordi de ikke vil tabe ansigt overfor resten af klassen.
Det at lære noget bliver set som noget på linie med sund mad og motion: ”De voksne er enige om at det er nødvendigt, men det er i den grad ikke mit projekt. Sport er i øvrigt sjovt, så det er ikke motion.”

Hvis vi skal få gjort det at lære noget til den enkeltes projekt, skal undervisningssystemet laves radikalt om, og vi skal starte allerede i folkeskolen (eller børnehaven?).
Der er masser af viden om hvad vi bør gøre, men paradigmeskift tager tid. Den lettest tilgængelige indføring i alternativerne findes som TED-talks på nettet. Se folk som Ken Robinson, Sugata Mitra, Conrad Wolfram, Eddie Obeng og Carol Dweck.