Læserbrev

Spil ikke hasard med sundheden

26. februar 2015

Sundhedsvæsnet er under forandring. Danskerne bliver ældre og får andre og flere sygdomme end tidligere. Nye behandlingsmetoder og teknologier kommer til. Og opgavefordelingen mellem regioner, kommuner og den private praksis er i bevægelse.

Det er baggrunden for, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har sat sig for at ændre de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser, herunder uddannelserne til sygeplejerske, fysioterapeut og ergoterapeut.

Et af de centrale elementer i den aktuelle revision er spørgsmålet om, hvem der skal bestemme uddannelsernes form og indhold? Uddannelsesinstitutionerne – for vores vedkommende professionshøjskolerne – ønsker, at de skal have langt større frihedsgrader, end de har i dag. Det mener vi, er risikabelt.

I dag uddannes der sygeplejersker 22 steder i Danmark, der uddannes fysioterapeuter 10 steder, mens man kan blive uddannet i ergoterapi syv steder. Hvis hver enkelt professionshøjskole fremover kan tilrettelægge uddannelsen, som de vil, bliver det umuligt at overskue for både arbejdsgivere og kommende studerende.

National debat

Professionshøjskolerne har naturligvis en central rolle og et ansvar i udformningen af uddannelserne. Men de er ikke alene. De overvejelser og valg, som uddannelsesplanlægning kræver, må og skal være genstand for national debat og beslutninger. En debat, som må involvere alle interessenter, herunder ikke mindst faglige organisationer og arbejdsgiversiden.

Derfor er det helt afgørende for os, at udformning af studieordninger – og dermed rammerne og indholdet for uddannelserne – ikke bliver noget professionshøjskolerne kan udforme enerådigt. Det vil være at spille hasard med den faglige kvalitet.

Vi anerkender behovet for at gennemføre ændringer af uddannelserne. Men det er afgørende, at ændringerne ikke forringer kvaliteten. Derfor bidrager vi meget gerne konstruktivt i udviklingsarbejdet, så vi sikrer, at ændringerne af uddannelserne fører til, at fremtidens sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter bliver endnu dygtigere, end de er i dag.

Det skylder vi de borgere, som vi og vores medlemmer møder i sundhedsvæsnet – i dag og i fremtiden.

Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Tina Lambrecht, formand i Danske Fysioterapeuter samt Gunner Gamborg, formand i Ergoterapeutforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu