Kronik

Tålmod er Vestens vigtigste våben i Syrien og Irak

Det er alt for tidligt at kritisere strategien for interventionen i Syrien og Irak for at være forfejlet. Det vil tage årtier, ikke få måneder, at opnå resultater, der batter noget
Kurdere uden for Kobane fejrer, at Islamisk Stat angiveligt skulle være fordrevet fra Kobane. At beskytte byer som Kobane var aldrig tanken med den vestlige intevention, men et resultat af pres fra medier og kurdiske grupper i udlandet.

Bulent Kilic

Debat
2. februar 2015

KRONIK – Det er seks måneder siden, at interventionen mod ISIL begyndte. For seks måneder siden sad vi på kanten af sofaen, kiggede med rædsel på flygtende kurdere og omringede yazidier på Sinjar-bjerget. Der var folkelige krav i Vesten om, at der skulle gøres noget. Jo hurtigere, desto bedre.

I dag erklærer en række måbende kritikere, at de ikke forstår, hvorfor ISIL endnu ikke er forsvundet fra jordens overflade. Julien Barnes-Dacey fra European Council on Foreign Relations og Afzal Ashraf fra tænketanken Royal United Services Institute i London påpegede i Information den 21. januar, at den nuværende strategi ikke virker, fordi ISIL stadig sidder på store områder i både Syrien og Irak. Af samme grund hed artiklen også »1-0 til Islamisk Stat«. En kritik, der efterlader et indtryk af, at de enten ikke har læst hele strategien for interventionen i Irak og Syrien, eller endnu værre simpelthen ikke forstår, hvad strategi er for en størrelse. For begrebet strategi bliver anvendt i flæng om stort og småt, og dermed er alt efterhånden blevet til strategi. Så for overhovedet at kunne debattere den nuværende strategi er det tvingende nødvendigt først at definere, hvad strategi er.

Strategi er i alt sin enkelthed måden, hvorpå stater har tænkt sig at opnå et politisk mål. Strategi er et middel og ikke et mål i sig selv. For Irak er der en militærstrategi, som omhandler flybomber og lokale landtropper, men der er også en udviklingsstrategi, som omhandler uddannelse, humanitær hjælp og politiske reformer. Der er altså en samlet strategi for Irak, og det er den, man kan debattere, om er rigtig eller ej.

Når man gør det, er det utroligt nemt at pege på strategiens fejl og mangler. Langt sværere er det at komme med andre forslag. Hvilket da også fremgår tydeligt af debatten. Forslag til reelle alternative løsninger er der meget få af. De fortoner sig i brede fraser, der naturligvis peger på det, som er problemets rod; nemlig dårlig regeringsførelse i Irak.

Det er bestemt rigtigt, at den politiske konstruktion efter Irakkrigen er slået fejl. Det gør den dog ikke mindre svær at ændre. Det er her, de kritiske røsters mangel på alternative løsninger glimrer ved deres fravær. For godt nok peger de på, at det politiske system helt eller delvis har spillet fallit i Irak, men samme kritikere kan ikke præsentere gennemførlige forslag til, hvorledes dette politiske system ændres. Så kritikken og anbefalingerne stopper med forslag om, at den irakiske regeringsførelse skal være mere inklusiv, men der kommer ingen konkrete anbefalinger til, hvorledes det præcis kan opnås.   

Det muliges kunst

Når det gælder om at planlægge og gennemføre en strategi, er selv de mest simple ting svære. For strategi handler ikke om at gennemføre det, som er rigtigt, men at gennemføre det, som er muligt. For det ’rigtige’ er ikke altid muligt, hvilket både Irak og Syrien er perfekte eksempler på.

Skruer vi tiden tilbage til sommeren sidste år, stod Vesten sammen med de arabiske lande med reelt tre muligheder i kampen mod ISIL. At kaste sig ind i kampen med fuld militærstyrke (hvilket gav flash-back til Irakkrigen i 00’erne). Man kunne også helt lade være med at blande sig og lade regionen falde sammen, sandsynligvis i et voldsorgie og med endnu større flygtningestrømme til følge. Endelig kunne man vælge angreb fra luften til støtte for de kurdiske og irakiske landstyrker, og kombinere det med en massiv kapacitetsopbygning og et politisk pres på den irakiske regering om at gennemføre en mere inklusiv regeringsform. Man valgte som bekendt det sidste. Selve strategien for Syrien har som sit primære formål at svække ISIL i Irak. At beskytte byer som Kobane var aldrig tanken, men et resultat af pres fra medier og kurdiske grupper i udlandet.

Angrebene fra luften har heller aldrig været målet i sig selv. Strateger har i århundreder vidst, at militærmagt ikke er en løsning, men et middel til at opnå en form for politisk løsning, midlertidig eller permanent. Luftangrebene i Irak tjener det ene formål sammen med landstyrkerne, at stoppe og bekæmpe ISIL i så lang tid, at der kan igangsættes en alternativ udvikling og politisk løsning for Irak. Så Vestens involvering i Irak handler ikke om at besejre/nedkæmpe ISIL, men derimod om at give den irakiske regering en ny chance for at forsone sig med sunni-mindretallet og skabe grundlaget for den politiske løsning, der er en forudsætning for, at irakerne selv kan nedkæmpe Islamisk Stat. En mulighed, som Vesten ikke har i Syrien, og det er sandsynligvis derfor, den danske udenrigsminister nu har åbnet for at forhandle med Assad i Syrien. Igen, strategi handler ikke om at gøre det ’rigtige’, men at gøre det mulige ud fra de vilkår som findes.

Verdens bedste nyheder

Før man kritiserer den danske strategi i Syrien og Irak, er det værd at skæve til de forventninger vi har til et andet område indenfor vores udenrigspolitik: Nemlig udviklingsbistanden.

Under overskriften ’Verdens bedste nyheder’ kører bl.a. DANIDA en oplysningskampagne, som skal fortælle danskerne om de succeser, dansk udviklingshjælp har bidraget til i udviklingslande. De gode resultater skal ingenlunde betvivles, men det er værd at huske, at der bag dem ofte ligger mere end 50 års udviklingsarbejde. Næsten to generationer.

Og selv om tingene har flyttet sig meget, så er der stadig langt igen flere steder. Tag for eksempel et af de lande, som har modtaget allermest dansk støtte: Tanzania. Landet har fået dansk hjælp på op imod 600 millioner kroner om året siden 1962. Alligevel har det stadig mange sociale udfordringer. Mere end hver tredje tanzanier lever stadig under fattigdomsgrænsen, og en ud af tre kan fortsat ikke læse, hvis man skal tro Mellemfolkeligt Samvirke.

Jeg ønsker ikke at kritisere indsatsen i Tanzania eller andre udviklingslande. Min pointe er alene at pege på, at når vi involverer os i udviklingsprojekter, så tager det årtier, før en reel effekt er opnået. Sådan skal vi også se interventionen i Irak. For bag bomberne ligger netop en strategi for udvikling. En udvikling, der vel og mærke skal køre parallelt med den militære indsats. Parallelt, fordi den nuværende strategi sigter på, at der skal gennemføres udvikling i det magttomrum, som interventionen skaber. Det er netop derfor, at kurderne har haft større succes i deres modoffensiv mod ISIL end de irakiske regeringsstyrker. Kurdere har evnet både at mønstre større militær magt, og samtidigt opstille et alternativ, efterhånden som de har presset ISIL tilbage. Den irakiske centralregering har ikke udvist en tilsvarende evne. Ikke endnu i hvert fald.

Det er her udvikling bliver essentielt, om det så er kapacitetsopbygning af sikkerhedsstyrker, politiske reformer, humanitær hjælp eller noget helt fjerde. Derfor tager hele strategien i Irak ikke måneder, men årtier.

At ISIL ikke er fordrevet fra Irak endnu, er derfor ikke et mål for, hvor godt eller dårligt det går. Det er alt for tidligt at konkludere. Strategien er først lige sat i gang. Så vi må indstille os på at kampen mod ISIL og på, at genskabelsen af en irakisk stat, ikke tager måneder men år(tier), hvis det skal lykkes. For genopbygningen af en irakisk stat bliver ualmindelig svær og langstrakt.

Der er også en god risiko for at det ikke lykkedes, men vi forsøger, fordi alternativerne er langt værre. Om det bliver en succes, vil fremtiden vise om 20 år eller mere.  

Johannes Riber Nordby er analytiker/MA i Internationale Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Strategi handler om, at gøre det rigtige rigtigt - basta!
At gøre hvad der er muligt, kan være en taktisk nødvendighed, men er ikke en brugbar strategi.
Efter at have skabt et magttomtum, at bebrejde modstanderne at de ikke kan give svar på en løsning - bullshit!

Alt hvad Vesten har gjort i Irak har været forkert fra den første LØGN i FN til den nyeste løgn om at ISIL kan bekæmpes med luftbombardamenter.

Politik er det muliges kunst, og du får ikke opbakning til en krig der vedvarer i 100 år!
Tålmod i årtier med fejlslagne strategier - nej tak!

Vi kan have alliancer af såvel strategisk som taktisk karakter, javel - men uden et klart strategisk mål for landet, vil vi være overladt til, blot at tage dampen af kedlen.
Vi aner end ikke hvem vi holder med og støtter!
Irakerne, pakistanere, afghanere mv. har ikke tillid til at Vesten har noget positivt at byde på.

Hvordan kan vi så hævde, at have en strategi?

STOP DEN KRIG - og lad så Irakerne selv afgøre deres skæbne.
Stem nej til krig ved det kommende folketingsvalg.

God dag der ude

Laurids Hedaa, Rune Petersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Falk Rangård

Sikke en gang vrøvl denne analytiker kan brygge sammen.
Strategien er først lige sat igang !!! Så vidt jeg erindrer fra de glade "Bush,Fogh,Blair" dage i 2003 var strategien at gøre Irak til et demokrati efter Hussein var fjernet.
Efter få dages myrderier erklærede geniet " den store Bush" da også mission accomplised.
I 2007 erklærede vores måske kommende forsvarsminister Troels Lund Poulsen:
" Det går hele tiden fremad". Det er den samme mand som lyver lodret overfor kommissionsdomstole og lækker fortrolige personlige oplysninger som minister. En adfærd som forsvares 100 % af personager som Claus Hjorth Frederiksen.
Min pointe med disse bemærkninger er, at de politkere der starter krige er dybt utroværdige, men kan altid mobilisere "eksperter og analytikere" der kan forklare de katastrofale resultater af deres misgerninger.
Således også i dette tilfælde.
ISIL er en modbydelig terror organisation med en ekstrem opfattelse af vold.
Men den er skabt i kølvandet på at vestmagterne siden 2001 har trampet rundt som elefanter i en glasbutik i mellemøsten i den såkaldte krig mod terror.
Udløst af geniet Bush, da han fik kravlet frem fra sit skjul under skolebordet 11/09-2001.

Morten Larsen, erling jensen, Laurids Hedaa, peter fonnesbech og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Underlødig artikel. Uoplysende og serveret i det sædvanlige historiske vacuummen forløjet. Så snart den evigtgrønne stråmand fra højre severes med, at ingen kritikere ikke selv har nogen forslag, ved man, at man spilder tiden.

Det gælder dog ikke helt her, for holder man ud til enden, bliver det klart, at Riber Nordby ikke engang selv har et bud på, hvad den nuværende "strategi bag bomberne" egentlig ud på udover helt generelt at svække ISIS og genopbygge den irakiske stat.

Nogle ord i starten er sprunget rundt i deres sætning uden min tilladelse. Her er den oprindelige rækkefølge:

"Underlødig artikel. Uoplysende, forløjet og serveret i det sædvanlige historiske vacuum."

Niels Engelsted

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. I de her dage for eksempel er Isil godt for opbakningen til en ny militaristisk oprustning i Japan, så Japan kan yde sit bidrag til at inddæmme Kina. Isil er alt for godt til at undvære, derfor vil krigen trække ud i 20 år.

Philip B. Johnsen

Tåbelig helt uforståelig snak, det er ikke vores krig, hvis nogen skulle være i tvivl, så stil de ansvarlige for krigsførelsen følgende spørgsmål.

Hvem støtter de USA'ske, efter krigen, hvem er inkluderet og er der nogen, der er ekskluderet, hvis det er tilfældet, hvem skal sikre det og kan de det.

Der er hverken vestlig strategi eller vision for fremtidens Syrien og Irak, der er 'ingenting'.

Det eneste sikker vestlige resultat af interventionen, er mindre demokrati i vesten, der overgå til et overvågningssamfund, der får DDR til at ligne et åbent og frit samfund.

Chokerende læsning fra en person ansat i "Internationale Sikkerhedsstudier ved
Forsvarsakademiet"!

"Der var folkelige krav i Vesten "?, mon ikke det er skyde ved siden af målet ligesom da
Elkjær skulle skyde straffespark.

Det var politikerne der satte den dagsorden i Amerika, og som Vesteuropa tilsluttede sig
ligesom mange lande tidligere havde gjort i Afghanistan og sidenhen også i Irak, dog med den
forskel at fjerne de "MASSEØDELÆGELSESVÅBEN" som INGEN til stadighed har fundet det mindste spor af.

Strategien politisk i Irak var, under militærets paraply, at nedbryde de administrative
systemer totalt indefra, så de ar sat helt ud af kraft, dertil kom militæret, politiet osv.,
osv., og det lykkedes til fulde godt hjulpet af de indsatte administrative tåber fra Amerika.

- intet politi, militær til blot at holde den mindste ro i gaderne, og dirigere vejkryds, og
opretholde almindelig ro og orden i dagligdage, fordi tåberne troede at alle i de forskellige
enheder var Saddam Hussein tro loyale og følgesvende i et og alt, - hvilket næppe var eller
har været sandheden!

Disse almindelige institutioners virke genskaber man jo ikke på 14 dage ved uddannelse af ny
politifolk, militærfolk osv., med helt nye mennesker i disse roller, og det viser med al
ønskelig tydelighed hoved løsheden hos de amerikanske politiske administratorer og deres
tåbelighed.

General Petreaus var da heller ikke sen til at kritisere dette vanvid, da han trådte til som
øverstbefalende i Irak.

Paul Bremer fik et 2 cifret mia. beløb til udvikling i landet, - men pengene smuldrede blot
mellem hænderne på manden, uden der blev aflagt regnskab for en eneste dollar.

Sikke en gang strategivrøvl der kommer fra manden, frem og tilbage, samtidig kritik af
manglende forståelse af hvad strategi er; "ikke det rigtige, med det mulige", - ja
selvfølgelig ikke det umulige!

- Strategi er de handlinger man har besluttet sig til for at opnå de mål man har sat sig, og
som strategien skal føre til som et resultat heraf!

Det er for billigt at kritisere andre for noget man ikke selv har styr på!

Så får vi et falsk udsagn så det batter; "som er problemets rod; nemlig dårlig
regeringsførelse i Irak"!

Vist er regeringen i Irak ikke særlig stabil eller troværdig, men det skyldes primært
Amerikanernes måde at få sammensat regeringen på, og ikke Irakerne selv, men styret af
amerikanske politiske interesser.

Så får vi atter en gang vrøvl serveret; ""Før man kritiserer den danske strategi i Syrien og
Irak," -

Vi har ingen dansk strategi, vi gør som amerikanerne vil have vi gør, og det gjorde vi også i Irak og Afghanistan, vort eneste strategibidrag var af ren lokal art for det område vi var sat ind.

- Selvfølgelig kan man retmæssigt kritisere vort lands krigsførelse hvad enten den sker alene
eller sammen med andre, og det uden at komme med anvisninger på noget der er bedre, - det
sidste vil alligevel ikke blive medtaget politisk til overvejelse, da politikerne har deres
egne mål i disse situationer, hvilket vi har set lige siden!

Nogle gør det for at opnå et stort internationalt job, andre for at blive hyldet af
rygklappere på de bonede gulve osv., osv.

Slutresultatet for såvel Afghanistan, Irak og Libyen er den totale mangel på én eneste succes
politisk eller militært, hvilket er nederlag på alle fronter, og vi må ikke forglemme at det
åbenbat også har fremmet terrorismen mere end det har gavnet vores alle sammen sikkerhed i
vesten.

- Men skidt nu med det sidste, for det havde politikerne da ikke taget med i deres
overvejelser!

- Det var heller ikke med i overvejelserne, at besættelserne for de mål politikerne havde
udpeget ville kræve mindst 200 års besættelse af disse lande, så her fejlede de politiske mål
for strategien totalt, - hvis der altså var en strategi?!

erling jensen, Laurids Hedaa og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Lad os i det mindste, kalde det for det, som det er!

Tålmodighed.
Denne meget nødvendige, eller rettere denne kolossalt langtrukne og strengt nødvendige tålmodighed, vel nærmest grænsende til, den uendelige tålmodighed, med krig i lande, der ikke truer Danmark militært, uden anden strategi og vision for en fredelig fremtid for de krigsudsatte lande, andet end løftet om tålmodighed, kaldes også for noget andet.
Imperialisme.

Olien flyder til billige penge, så det går meget godt. I Danmark holdt og opdrættede vi slaver, det ligger tydeligvis i blodet.

Man bliver - næsten - helt målløs, når man læser den her artikel. Hvis det her er bare nogenlunde typisk for "analyserne", man driver i Forsvarsakademiet, så begynder jeg at forstå den "danske strategi i Syrien(?!) og Irak" meget bedre. Naivitet, selvtilfredshed og ignorans - og selvfølgelig "Vi gør, hvad vi kan".

Jeg håber bare, at overskriften ikke er skrevet af artiklens forfatter: "Tålmod er Vestens vigtigste våben i Syrien og Irak". Hvis dette var rigtigt, så behøvede man bare nøjes med at være en tålmodig tilskuer og ikke føre "aktivistisk militærpolitik"...

En stor tak til Bjarne Falk Rangård, Egon Jensen, Espen Bøgh, John Christensen, Claus Jensen, Niels Engelsted og Philip B. Johnsen for jeres aldeles udmærkede indlæg.

Med det klarsyn og store viden I alle repræsenterer, er der stadig lys for enden af tunnellen. Jeg brækker mig i lårtykke stråler, hvis I pardon my French, når det altid er repræsentanter fra Forsvarsakademiet, der bliver inviteret til at udlægge teksten i eksempelvis Deadline på DR 2 inden for disse emner; vi ville alle blive meget klogere, hvis I blev inviteret - jeres analyser er spot on.

Erling Jensen

Johannes Riber Nordby skriver:
"Det er alt for tidligt at kritisere strategien for interventionen i Syrien og Irak for at være forfejlet. Det vil tage årtier, ikke få måneder, at opnå resultater, der batter noget".

Med andre ord en endeløs krig? Belejligt, og allerede beskrevet i litteraturen:

“The war, therefore if we judge it by the standards of previous wars, is merely an imposture. It is like the battles between certain ruminant animals whose horns are incapable of hurting one another. But though it is unreal it is not meaningless. It eats up the surplus of consumable goods, and it helps to preserve the special mental atmosphere that the hierarchical society needs. War, it will be seen, is now a purely internal affair. In the past, the ruling groups of all countries, although they might recognize their common interest and therefore limit the destructiveness of war, did fight against one another, and the victor always plundered the vanquished. In our own day they are not fighting against one another at all. The war is waged by each ruling group against its own subjects, and the object of the war is not to make or prevent conquests of territory, but to keep the structure of society intact. The very word "war," therefore, has become misleading. It would probably be accurate to say that by becoming continuous war has ceased to exist. The peculiar pressure that is exerted on human beings between the Neolithic Age and the early twentieth century has disappeared and has been replaced by something quite different. The effect would be much the same if the three superstates, instead of fighting one another, should agree to live in perpetual peace, each inviolate within its own boundaries. For in that case each would still be a self-contained universe, freed forever from the sobering influence of external danger. A peace that was truly permanent would be the same as a permanent war. This--although the vast majority of Party members understand it only in a shallower sense--is the inner meaning of the Party slogan: WAR IS PEACE.”
- 1984

Det er i øvrigt interessant at se, at Danmark - dvs. USA - kan tvinges til at fravige deres strategi på grund af pres fra 'kurdiske grupper i udlandet'. Jeg er sikker på, at IS takker Forsvarsakademiet for denne fortrolige og opmuntrende oplysning.

"At beskytte byer som Kobane var aldrig tanken, men et resultat af pres fra medier og kurdiske grupper i udlandet."

Alle danskere kan komme med meninger herom. Men vi kan ikke bestemme. Vi holder ikke folkeafstemninger. Forløbet vil fortsætte - i halen på USA.
Studiekredse er da fornøjelige for dem der deltager - men betydningsløse.
Det mindretal der mente at den mellemste løsning var at foretrække : "Man kunne også helt lade være med at blande sig og lade regionen falde sammen, sandsynligvis i et voldsorgie og med endnu større flygtningestrømme til følge."
Voldsorgiet kom alligevel og fortsætter.
Falde sammen ! Hvad er det - måske bedre start end efter yderligere sønderbombning.
Større flygtningestrømme ! Det måtte vi så takle som et isoleret problem uden for landenes grænser.

Nej, USA ville ikke tabe ansigt. Man blev nødt til at fortsætte den mislykkede adfærd.
Resultat :
- Øget terrortrussel verden rundt.
- Enorme udgifter, der kunne være brugt til humanistiske formål andre steder.
- Her i landet tog man af U-landskassen.
- Journalister, NGO`er og andet godtfolk render rundt dernede, tages som gidsler til finansiering af barbariet.
- Venner og fjender på kryds og tværs i en uoverskuelig forvirring.
- Kurderne har vist vejen. Måske andre parter kunne efterligne. Efter egen indsats og sejr ville disse folk få fjeren i hatten og føle stolthed over indsatsen. Vi gjorde det selv.

"....at genskabelsen af en irakisk stat, ikke tager måneder men år(tier), hvis det skal lykkes. For genopbygningen af en irakisk stat bliver ualmindelig svær og langstrakt."
Som koalitionen er moralsk tvangsindlagt i.
Der er intet at glæde sig over.

Bjarne Falk Rangård

Allerede koldkrigs præsidenten dvarede sin efterfølger mod det han kaldte det militær industrielle kompleks.
En meget profitabel forretning der kun kan eksistere hvis der altid et eller andet sted på jorden er en krig man kan føre eller true med.
Bare det ikke er hos os selv. Derfor føres der krige tilpas langt væk fra en selv, gerne i svage økonomier eller lande med et svagt civilsamfund og lav uddannelses niveau.
Det er den langsigtede strategi !!! for det militær industrielle kompleks.
Politikere hyures som nyttige idioter eller tilbydes fede job hvis de opførere sig ansvarligt, det vil sige fører begrænsede krige hver gang de bliver bedt om det.
nine/eleven chokket i USA skyldtes primært at krigen kom ind på EGET område. Det var ikke med i beregningerne !! Fyfy skamme. Jeg har intet til overs for terrorister, uanset om de er "private" eller statsansatte. USA har i øvrigt en hel "hær" af private firmaer med kommercielle interesser til at føre deres krige, hvilket garanterer længden af indsatsen.

Bjarne Falk Rangård

Allerede koldkrigs præsidenten dvarede sin efterfølger mod det han kaldte det militær industrielle kompleks.
Der smuttede et par navne
Allerede koldkrigs præsidenten Eisenhower advarede sin efterfølger Kennedy mod det han kaldte det militær industrielle kompleks.