Kommentar

Tabuet skal banaliseres

Hvis vi igen og igen republicerer de tegninger, islamistiske voldsmænd i dag finder stødende, bliver de til sidst banale, og ingen vil længere kere sig om dem
Debat
18. februar 2015

Det bliver interessant at se, om Lars Vilks Komiteen også vil blive angrebet for selvforskyldt at have påkaldt sig islamisters vrede og sårede følelser, sådan som det skete for Jyllands-Posten i 2005.

For det er forsætlige handlinger, som Lars Vilks og komiteen står bag. Den muntre og skarpe konceptualist vil som 1960’ernes performancekunstnere udfordre og provokere. Men han har desværre ikke taget sin voldsparate målgruppe og fjendtlige publikum i ed med sin joke. For dem er ingenting teater, og alt er virkeligt. Her er der ingen symbol-udvekslinger i sprog og kunst. Her har man ikke politiske modstandere, men derimod deciderede dødsfjender.

Det er det, som man har måttet sande på Jyllands-Posten, efter man har været ene i front i snart 10 år, forladt og forrådt af den resterende dagspresse med forlorne undskyldninger for dens tavshed og let gennemskuelige løgne om dens påståede hensyn.

Forsamlingsfrihed i fare

I de første telegrammer fra Krudttønden var det beundringsværdigt at høre ordstyrer Niels Ivar Larsen fra mødet under belejring, men sikret af politiet, give udtryk for, at diskussionen i Krudttønden ville fortsætte uanset hvad! Men ikke desto mindre står det allerede klart, at den position, som Lars Vilks Komiteen står for – fri ytringsfrihed og ret til religionskritik – må overveje andre arbejdsformer. Man kan måske ikke fortsætte sit arbejde og sin kritik af militant islamisme og et bigot islam på samme offentlige måde som hidtil med stor personlig risiko og voldelige angreb på møder og institutioner.

Den del af ytringsfriheden, som forsamlingsfriheden udgør, er i fare efter attentatet. Det er ikke nok at sige, at visse personer er i fare, for ytringsfriheden inkarneres af de selvsamme personer, der udsættes for mord og trusler, når det kommer til ikke-statslige aktører som i dette tilfælde.

Den eskalerede situation efter Krudttønden skærper tillige udfordringen til de anstændige modstandere i dagspressen, der i praksis går ind for betinget ytringsfrihed, om at besinde sig på princippet om politisk solidaritet ved at republicere det, som andre er forhindret i under trusler om vold.

Det var den manglende solidaritet, der førte til angrebet på Charlie Hebdo for nogle uger siden, idet bladet alene havde stået side om side med Jyllands-Posten – resten af dagspressen var tavshed og forløjede undskyldninger om hensyn til sårede følelser og såkaldte »redaktionelle prioriteter«. Charlie Hebdo blev alene ramt, fordi alle andre svigtede denne solidaritet. Nu bliver Lars Vilks Komiteen ramt, fordi offentligheden stadigvæk er splittet. Men hvor længe vil man fortsætte med lyve sig bort fra sit ansvar? Og hvor mange er der egentlig tilbage at lyve for?

Kun to muligheder

Vejen frem byder på to muligheder.

Det eneste, der er at gøre, er enten at indrømme, at man ikke har modet til politisk solidaritet med sine politiske modstandere og derfor afholder sig fra at publicere alt det, som islamisterne påbyder offentligheden. Det er et kompromis, ærligt og redeligt, ikke foranlediget af nogen påstået respekt – pas på dette væsel-ord! Det er et forsøg på at imødekomme voldsmændene ud fra frygt for deres trusler, i håbet om at der ikke kommer flere krav til selvcensuren over for deres udemokratiske dogmer og kultur.

Man kan også stå sammen i hele offentligheden og ved enhver given, relevant lejlighed – som nu – publicere alt det forbudte. I dette tilfælde Lars Vilks’ hund, som Information gjorde det mandag, lige efter attentatet, der var foranlediget af denne tegning. Det bør man gøre dels for at beskytte den truede ophavsmand, dels for at beskytte de andre medier, der vælger at publicere – men først og fremmest fordi det er journalistisk relevant.

Ingen påstår, at denne publiceringsstrategi i sig selv vil få terroren og truslerne mod ytringsfriheden til at gå væk. Hertil behøves først og fremmest statens voldsapparater med de udvidede beføjelser, som en konkret undtagelseslignende tilstand kræver.

Men gør man sit arbejde og publicerer det, der er værd at publicere, beskytter man også de truede synspunkter og gør det umuligt at udpege et enkelt offer for de islamistiske voldsmænd. Samtidigt er det også en strategi, der kan vikle de udpegede tegninger og karikaturer ud af frygtens og tabuets aura. For det, der fortsat gør dem forbudte og farlige, er deres sjældenhed som publicerede udtryk. Der klæber en ulyksalig, magisk aura til dem, en forbandelse, som ikke kommer fra tegningerne og karikaturerne i sig selv, men fra det forhold, at de forbindes med voldstrusler - og den tabuiserede aura ved dem fastholdes ved, at de kun omtales – nu nærmest dagligt – men ikke vises. Dermed verificeres deres farlighed. Men i sig selv er de alle sammen banale, både hunden og profeten, og profeten som hund samt alle de andre.

Banaliseringens magt

Ved republicering efter republicering kan banalisering suge al fordømt aura ud af dem, indtil ingen mere kerer sig om dem, hverken potentielle ofre eller bødler.

Det paradoksale forhold er, at når ingen trusler længere følger dem, mister de enhver interesse, og glider ind i banalitetens anonymitet.

Nogle vil spørge, om det virkelig kan være den rigtige løsning. Det er mere end det; det er den eneste løsning. Alt andet vil være at fortsætte med at give efter for voldsmandens veto. Og det er en utålelig tanke, som ikke er til at leve med. Så vil ytringsfrihedens grænse fortsat skulle bestemmes af de mest intolerante i Danmark – og udenfor.

Jens-Martin Eriksen er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Markus Hornum-Stenz

Det synes jeg godtnok er et trist middelmådighedens rationale:
Den eneste måde at imødegå at, at nogen begår vold i en eller anden religions eller ideologis navn, er systematisk at forhåne og latterliggøre den religion eller ideologi, i hvis navn volden begås.
Den logiske konsekvens er, at alt der er værd at kæmpe for, inklusive ytringsfriheden, skal undergå en lakmustest: Hvis ikke dine værdier er dig tilstrækkeligt følelsesmæssigt ligegyldige, ja så er det ikke bare legitimt, men nærmest en pligt for et korps af selvudnævnte anti-inkvisitorer at sørge for at afmontere din sensibilitet.
Det er en MEGET høj pris at betale for at tilbede tolerancens, relativismens og myretuekulturens alter.

Knud Lindholm Lau, Gert Selmer Jensen, Lars Jorgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tværtimod skal tabuet ægte banaliseres: man tegner bare ikke Muhammed eller Allalh - for hvorfor skulle man dog det? Figurerne rummer ingen humor, Koranen rummer ingen humor, kun en ganske god portion poesi. At den arabiske verden og den muslimske tro skulle være uden evne for humor er derimod for langt et spring at tage, for den verdslige digtning og f.eks. "1001 Nats Eventyr" rummer megen humor, oven i købet i selve rammen om historierne.

Henning Wettendorff

Ytringsfriheden er under pres, det er den vel. For nu er det vel ikke noget, vi bare er blevet vænnet til at tro gennem de konstante gentagelser af et mantra, Jens Martin Eriksen her fører til torvs?
Banalisering ved gentagelse kan sikkert føre til en gradvis afladning af den negative energi hos de vrede og krænkede. Det vil selvfølgelig kræve, at New York Times og den øvrige verdenspresse er med på idéen, så vreden ikke blot samler sig om Danmark, i stedet for den enkelte avis eller tegner.
Men JME antyder kun flygtigt muligheden af nogle ekstremt voldelige mellemregninger - "først og fremmest statens voldsapparater med de udvidede beføjelser, som en konkret undtagelseslignende tilstand kræver".
Det er heller slet ikke sikkert, at det rationale, Eriksen her lægger for dagen, nødvendigvis deles af marginaliserede og radikaliserede minoritetsdrenge på stoffer og YouTube. Skal "apparatet" så totalovervåge befolkningen, og spærre dem inde i fængsler og opdragelseslejre tilplastrede med Muhamedtegninger, så de kan lære det?
Jeg er klar over, at JME ikke bryder sig om at betragte terrorister som Breivik som syge i hovedet, men er mere optaget af at se ham/dem som (ir)rationelle udtryk for holdninger, der udfordrer hinanden i Europa.
Holdninger kan som bekendt bearbejdes med uddannelse, oplysning, tilvænning... det skal vi da også gøre med forskellige midler, men jeg synes faktisk det er en falsk melodi, vi her opfordres til at gøre til fast islam-omkvæd.

Lars Jorgensen

Se det var da en artikel med intellektuelt niveau, der skiller sig lidt ud, nedad... Einsteins definition på insanity er som bekendt, at man vedbliver at gøre det samme, selvom det ikke virker. Her har vi så en logik, der handler om, at vi skal markant gøre noget, der ikke bare ikke virker, men som har det med at koste menneskeliv.

Jens- Martin Eriksens forslag er nu langt mindre uskyldigt end det kan lyde. For det helt afgørende er netop den givne kontekst - og den er i kog. Så hver gang der fra nu af trykkes en tegning risikerer man uvægerligt at bære ved til endnu et bål... Hvad kan man så gøre?

Jeg mener ikke, at det er hverken klogt eller praktisk muligt at argumentere for et forbud. Men politikere og regeringsledere i Europa og ikke mindst DK kan og burde gå ud og sige undskyld for de forgangne årtiers hetz og hån mod muslimer. Den der tier samtykker ... som bekendt. Og det ville virkelig isolere fanatikerne på begge sider af konflikten samtidig med, at det ville rykke alle almindelige (moderate fornuftige) mennesker sammen. Netop et passende politisk og socialt strategisk træk i forlængelse af de mange sympatitilkendegivelser i weekenden. Det ville punktere den nuværende spænding mellem muslimer og alle andre mv. Og det ville være både ganske anstændigt, dybt demokratisk og direkte konfliktnedtrappende. Lige som det i øvrigt ville... jævnfør Martin Eriksens logik - gøre det langt farligere at vedblive med at trykke hetzende tegninger mv.

Det dybereliggende problem som Eriksen (naturligvis...) ikke kommer ind på er, hvad meningen med at vedblive at håne og hetze egentlig er. Og det er ganske kritisk afgørende for hele diskussionen af, hvad man skal gøre. For hvad er egentlig den dybere mening med at håne og hetze muslimerne? Hvis man skal håne, nedgøre og hetze i årtier - og nu også sætte menneskeliv på spil, ja så bør man godt nok have en god begrundelse. - og den begrundelse har det altid knebet gevaldigt med. Ja, for der er ikke nogen god begrundelse. Hele projektet er en ideologisk vildfarelse, hvor ytringsfrihedsfanatikere har forvekslet spørgsmålet om ytringsfrihed med spørgsmålet om retten til vedblivende at håne og hetze muslimer. Så enkelt er det.

Det har altid været både tåbeligt og usympatisk. Og det bliver ikke hverken mere fornuftigt eller bedre af at blive gentaget i årtier og nu med tab af menneskeliv til følge. En konsekvens som kun bliver fulgt af fanatikere som Eriksen og Vilks mfl. som et spørgsmål om at gøre det endnu mere! - Mage til tåbelig argumentation... skal man desværre ikke lede så længe efter idag. Hvordan er vi kommet så vidt? - Ja, hvis man hører den samme ideologiske retorik dag ud og dag ind år ud og år ind - i årtier, så har retorikken det med at sætte sig lidt fast. Sådan at vi idag i høj grad har vænnet os til at tænke og føle ud fra denne - altså ganske falske ideologiske retorik.

Derfor varer det måske lidt mere tid før folk for alvor begynder at besinde sig på, at der er noget helt galt i vores måde at tænke og handle på - og at vi måske selv har part i problemet. At det ikke kun er 'muslimerne' og 'deres religion', der er problemet her. Indtil det sker vil der formentlig ske mere vold - og det bliver naturligvis ikke bedre af at folk som Eriksen argumenterer for endnu mere vital og uhæmmet hån.

Men lur mig om ikke min argumentation for, at vi bør gå den stik modsatte vej, og istedet isolere folk som Vilks, DF og Eriksen og give muslimerne en undskyldning bliver mere og mere attraktiv efterhånden som volden eskalerer... Spørgsmålet er måske desværre, hvor mange flere liv der skal gå til, før de fleste begynder at stille sig det helt afgørende spørgsmål: Hvad er egentlig meningen med at fortsætte med denne hetz og hån af muslimerne?

Knud Lindholm Lau, christen thomsen, Gert Selmer Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lars Jorgensen

Min artikel fra 14. januar med en uddybende argumentation for at vi bør give en undskyldning findes her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Vesten-reaktion-paa-Charlie-H...

Børge Rahbech Jensen

"Hvis vi igen og igen republicerer de tegninger, islamistiske voldsmænd i dag finder stødende, bliver de til sidst banale, og ingen vil længere kere sig om dem."

Den påstand modsiges af, at debatten fortsætter på tiende år.

"Det paradoksale forhold er, at når ingen trusler længere følger dem, mister de enhver interesse, og glider ind i banalitetens anonymitet."

Enig. Det er denne artikel et godt eksempel på. Interessen er begrænset til tegninger, som påstås at medføre trusler. Det er måske ikke engang det værste. Endnu værre er det, hvis målet er ligegyldighed, som søges opnået ved bekæmpelse af lidenskab.

"Ingen påstår, at denne publiceringsstrategi i sig selv vil få terroren og truslerne mod ytringsfriheden til at gå væk.

Det ville da også være ironisk at påstå, at en publiceringsstrategi, som er baseret på en meget begrænet ytringsfrihed, vil få truslerne mod ytringsfriheden til at gå væk. Den tager for givet, at de omtalte tegninger er værd at publicere, og er viklet ind i et tabu. Mig bekendt er tabuer kendetegnet ved, de ikke omtales. De fleste tabuer i vort samfund kaldes banaliteter, så det formål, der er beskrevet for publikationsstrategien, er, at tegningerne gøres til et tabu på linie med de andre banaliteter, mange ikke gider høre el. læse om til trods for, de fylder meget af hverdagen.

christen thomsen

Jens-Martin Eriksen sidder vist i Schweiz og kan derfor komme med det ene mere groteske forslag efter det andet. 'Der Stürmer' udnyttede som bekendt i sin tid ytringsfriheden og lidt til til det yderste. Så fik nazisterne magten, og så viste det sig, at tegningerne og artiklerne skulle tages helt bogstaveligt. Eriksen er jo sådan en slags intellektuel, så han synes bare tegningerne er spøg og skæmt. Har han overvejet, at der kunne være folk som synes tegningerne 'taler sandhed' og netop derfor gerne vil have flere af dem?