Kommentar

Tvungen arbejdsløshed er amoralsk

Solidarisk deling af arbejdet og borgerløn er oplagte tiltag i en økonomi, der præges af unødvendig og skadende arbejdsløshed og voksende klimaproblemer
25. februar 2015

Den politiske debat om arbejdsløsheden er på galt spor, både i Danmark og i andre industrilande. Forslagene til løsning er stort set fokuseret på genskabelse af den økonomiske vækst – uden hensyn til begrebet ’grænser for vækst’ på en begrænset klode. Samtidig postuleres det, at en tvungen forøgelse af arbejdsudbuddet vil skabe tilstrækkeligt med nye arbejdspladser. Det gælder klart ikke på kort sigt og er særdeles usikkert på længere sigt. Derfor risikerer en betydelig del af en generation i stedet at blive tabt i svinget.

Det er amoralsk og samfundsskadeligt – og unødvendigt. Det er psykisk nedbrydende at være arbejdsløs og fører ofte til en varig menneskelig identitetskrise, men det indgår ikke i økonomernes regneark.

Desværre synes flertallet af de danske politikere stadig ikke at have erkendt, at økonomisk teori er politik i forklædning.

Del arbejdet

Den simpleste og sikreste måde at sikre balance mellem antallet af udbudte job og antallet af jobsøgende er at indføre en fleksibel arbejdsuge kombineret med en solidarisk deling af de tilgængelige arbejdspladser. Dette antal påvirkes af de globale konjunkturer, som Danmark ikke har særlig indflydelse på, samt af den danske beskæftigelsespolitik, som især Folketingets flertal har indflydelse på. Det solidariske princip kan derfor bestå i, at Folketinget en gang om året i samråd med fagbevægelsen og arbejdsgiverne fastlægger en normaluge for de arbejdende, hvor arbejdstiden går ned, hvis der er mangel på udbudt arbejde og op i den modsatte situation. Dette princip kan inkludere en fleksibilitet, der tager hensyn til eventuelt opståede flaskehalse i visse dele af arbejdsmarkedet.

I den nuværende situation, hvor for mange er tvungent arbejdsløse, vil der være behov for en arbejdsuge med færre arbejdstimer. Det vil også være tilfældet på længere sigt, når begrebet ’grænser for vækst’ slår igennem med en ny form for balanceret økonomi, mens produktiviteten må formodes fortsat at stige. Denne udvikling kan heldigvis gøres til et positivt scenario med mindre stress og mere fri tid til alle.

Borgerløn

Jeg var selv med til at introducere begrebet borgerløn i den danske debat i to bøger (Oprør fra midten, 1978, og Røret om oprøret, 1982). Derfor tillader jeg mig at understrege, at indførelsen af en generel borgerløn ikke løser samfundets problem med arbejdsløsheden, men der er andre gode konsekvenser af en borgerløn.

Et rigt samfund som det danske kan tillade sig den generøsitet at tage hensyn til den lille del af befolkningen, som ikke ønsker et normalt lønarbejde, men er tilfreds med at leve for en beskeden offentlig støtte, hvis de får frihed til at indrette deres liv efter eget ønske. Det omfatter f.eks. mennesker, som helst vil bruge deres liv til ulønnet arbejde i en græsrodsbevægelse, arbejde for fred eller kampen mod global opvarmning, beskæftige sig med kunstneriske sysler eller tage sig mere af deres børn.

Desuden kan en generel borgerløn gøre det muligt at forenkle den nuværende jungle af ordninger med overførselsindkomster. Dog skal man være opmærksom på, at borgerlønnen ikke kan erstatte alle de nuværende ordninger. Der vil f.eks. stadig være behov for særordninger for kronisk syge mennesker med forskellige former for handicap. Forfatterne bag Oprør fra midten fremhævede, at størrelsen af borgerlønnen skulle betragtes som en parameter, der ville afhænge af nationens økonomiske udvikling. Borgerlønnen måtte forventes at ligge på et beskedent niveau, måske af samme størrelsesorden som folkepensionen (som den kan erstatte), således at den store majoritet af befolkningen fortsat ville vælge at søge et normalt lønarbejde.

Det vil være naivt at overse, at markante ændringer af arbejdsmarkedets struktur med indførelse af solidarisk deling af arbejdet og varierende arbejdsuger vil møde kraftig modstand fra dominerende grupperinger på det nuværende arbejdsmarked.

I første omgang håber jeg dog, at min kommentar kan indgå i en seriøs debat om, hvordan vi undgår at ødelægge tilværelsen for de mange mennesker, der er tvungent arbejdsløse. Det problem løses nemlig ikke ved fromme ønsker om mere økonomisk vækst.

Måske vil de politiske beslutningstagere vågne op, når konsekvenserne af ’grænser for vækst’ og klimaproblemerne for alvor slår igennem, samtidig med at produktiviteten fortsætter sin vækst og bidrager til en stigende arbejdsløshed. I den situation kunne det være klogt, hvis f.eks. de nordiske lande gik i front og sammen afprøvede markante reformer af arbejdsmarkedet. Det skader næppe, hvis vi allerede nu begynder at overveje de alternative muligheder.

Niels I. Meyer er professor emeritus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Steffen Gliese
  • Henrik Mottlau
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ervin Lazar
lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Henrik Mottlau, Lise Lotte Rahbek og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Hmmmmmm......Hvis egoismens onde cirkel skal brydes på arbejdsmarkedet ville det kræve en borgerløn på niveau med mindst kontanthjælp.

Altså et niveau så man som voksent individ stadig kan bidrage til en husholdning, uden at bunden går ud af familiens økonomi.

Det gør ikke noget at konkurrencen om de bedste hoveder skærpes, således at det - i modsætning til idag - ikke er frygt der styrer din hverdag. Frygten for om du kan svare enhver sit når måneden er omme.

Det giver da ikke mening blot at "pensionere" alle voksne danskere.

Lad os finde økonomien/modellen til - at vi ALLE som udgangspunkt får en basisindkomst der svarer til kontantydelsens niveau på hhv. 80% til forsørgere ift. børn under 18 år, og 60% af den aktuelle dagpengesats til forsikrede arbejdsledige.

Kig på hvordan vi allerede har indrettet os, og erkend dog - at det ikke er noget stort skridt!
Ikke desto mindre vil det gøre dansken fri - i forhold til lønslaveriet. Hvis det ønskes.

Med et de facto sikkerhedsnet, vil kreativiteten i samfundet blomstre, og vi giver de neoliberale høge langemand lige op i masken!

ALLE burde være glade. A-mennesker kan tage første vagt, og så tager b-holdet over - so to speak.
Nytteindsats vil gå fra at være tvang til i stedet at være en fuldstændig frihed, blot for at nævne noget.
Inklution fremfor eksklution bliver det nye sort.
Rundsavene på albuerne slipper vi nok ikke helt af med, men vi finder en bedre balance end vi har pt.
Frihed er vores mål med vores anstrengelser.

Ingen er frie før vi ALLE er frie.
Sværere behøver vi vel ikke gøre det?

God dag der ude

Rasmus Kongshøj, Hannah Werk og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
John Christensen

Hmmmmmm........Egen erfaring fra lokale overenskomstforhandlinger ift. Den ugentlige arbejdstid er - at arbejdsmarkedet gerne vil have mere for mindre.

Så det er under alle omstændigheder OP AD BAKKE.

Lise Lotte Rahbek

Solidarisk fordeling af arbejdet ville betyde, at nogen skulle sidde og formidle arbejdet til de mennesker, der gerne vil have sådan et,
istedet for at administrere arbejdsløse mennesker for selv at have et arbejde...

Det ville i den grad betyde en ænding af jobcentrenes funktion. Måske ville man endda kunne tale om 'arbejdsformidling'.

Tak for en god og gennemtænkt kronik. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor utiitarismen tilsyneladende er så udskældt - det er jo i virkeligheden blot almindelig sund fornuft. Jeg bruger selv i tide og utide argumentet, at hvis man tager 1000 kr. fra en mangemillionær og giver til en hjemløs øger man den samlede "lykke" i samfundet. I stedet for Kant kunne man måske med fordel bruge Rawls' "veil of ignorance" som udgangspunkt (der ligner det gode gamle kategoriske imperativ) men er bedre forenlig med utilitarisme: Kan man være tilhænger af et system (med bla. dets behov for incitamenter til at gøre en større indsats, men også behovet for et sikkerhedsnet) uden at vide hvor i systemet, man selv havner? Hvis man kan, er ens synspunkt etisk forsvarligt, ellers ikke.

Jeg kan godt sympatisere med tankerne.

Men et sådan system ville kræve at indvandring ikke er muligt, for i en global sammenhæng ville det ikke fungere med et sympatisk blødt system, i hvert fald ikke hvis man forestiller sig kontantjælpsniveau. Der ville simpelthen blive for "populært" og dermed for dyrt hvis man indførte det.

Tankerne om arbejdsdeling er bedre. Hvorfor skal folk stresse med 37 timer når der er masser af ledige?

Mads Kjærgård

Ja jeg har lige været i forbindelse med en meget god ven, der tilfældigvis sidder i et Jobcenter og han siger, at det aldrig har været sværere for folk over 50 år, især akademikere at komme i arbejde, hvis først fyresedlen har ligget på bordet. Det er nærmest som i 1930erne. Det kan man også godt mærke, man skriver den ene ansøgning efter den anden, søger bredt oppe og nede og til højre og venstre uden noget sker. Man vender og drejer hver sætning i sin ansøgning og cv, men til ingen nytte. Samtidig skal man høre fra politikerne, hvor nemt det er, man kommer til at føle sig som idiot og det eneste man gerne vil, er at komme i arbejde igen. Ingen fine fornemmelser her, det kan være hvad som helst, og lønnen, jamen bare man kan leve af den.
Det er langt at foretrække fremfor denne usikkerhed om hvad man skal stille op med resten af sit liv. Og man har jo gjort det man skulle, taget en uddannelse i en tidlig alder, taget en til, uddannet sig yderligere i IT og taget kurser undervejs, aldrig sagt nej til en arbejdsopgave. Borgerløn ville være fint, ikke optimalt, men man kunne da i så fald se et lille lysglimt, og så gå igang med at lave noget til almen nytte. Istedet for bare at være slave hos jobcenteret! Nogle vil så sige "ta et initiativ", ja hold kæft, det har de fleste af os da gjort og gør, men når man opdager, at der ikke er nogen fisk i søen, så er det jo ligesom omsonst at blive ved med at fiske. Bare det at man ville tage det op og indrømme fra politisk side, at det er et problem, alt andet lige, det ville være en hjælp. At være stemplet som dovent røvhul hjælper ingen og det er helt ude i skoven for de fleste arbejdsløse, tværtom ville man få verdens bedste medarbejdere, fordi de havde prøvet turen og har ikke lyst til det engang til.

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Anne Schøtt, John Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar