Læserbrev

Vi udviser vores egne børn

24. februar 2015

Jeg ved ikke, hvordan andre af Informations læsere havde det efter at have læst artiklen »Søskendepar født i Danmark, men skal udsendes til Irak«, den 21. februar i Information. Men mon ikke nogle af dem har følt skam over at være danskere, og vrede og afsky mod de ansvarlige myndigheder? Sådan havde jeg det i hvert fald.

Af artiklen fremgår det, at Danmark vil udvise to børn på henholdsvis syv og ni år, der er født og opvokset i Danmark til Irak, et land hærget af en af de blodigste borgerkrige i nyere tids historie. At Danmark med sin militære indsats i Irak selv har et medansvar for denne borgerkrig, får blot kynismen og den totale mangel på proportionssans i forhold til menneskerettigheder og menneskelige hensyn, der ligger bag udvisningsafgørelsen, til at fremstå med skræmmende tydelighed. Citaterne fra Udlændingestyrelsens afgørelse lader ane omridset af en institution, hvor intet enkeltindivid kan gøres ansvarligt, fordi hvert medlem blot udfører sin pligt, det vil sige den opgave, som en højerestående instans har overdraget ham eller hende.

Når jeg forsøger at forestille mig den eller de personer, der har underskrevet afgørelsen, ser jeg nogle frygtindgydende sorte skygger, og mit hoved fyldes med citater fra krigstribunaler, tilbage fra Anden Verdenskrig, og op gennem hele min egen tid – »Jamen, jeg gjorde jo blot min pligt.«

Humanitær ugerning

Jeg ved godt, at udlændingestyrelsen sikkert består af hæderlige, pligtopfyldende mennesker, som ikke bare kan sige fra, overfor ubehagelige opgaver, så som udvisning af børn, født og opvokset i Danmark til et borgerkrigshelvede, fordi de i så fald måske ville miste deres arbejde, og selv har familier at sørge for. Og for at berolige deres egen samvittighed, hvis den plager dem, kan de bruge det udmærkede argument, at Danmark ikke kan tage sig af alle denne verdens nødstedte børn. Men Danmark kan forhindre, at to af dets egne børn – for på anden måde kan man ikke betragte dem, eftersom de er født og opvokset her – sendes til et land, der er dem fremmed. Og hvor døden eller det, der muligvis er værre, for tiden og ind i en uoverskuelig fremtid vil være en allestedsnærværende trussel.

Udvisningen af de to søskende, Ibrahim og Özlam vil være en humanitær ugerning. Hvilken politiker vil – i stedet for blot at overlade ansvaret til de ansigtsløse medlemmer af en institution – træde frem og godkende udførelsen af en sådan ugerning? Eller: Hvilken eller hvilke politikere, der ønsker at bevare deres selvrespekt, kan forblive tavse ved udsigten til, at de to børn udvises?

Henrik Nordbrandt, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Ebbe Pedersen
  • Hans Larsen
Pia Qu, Ebbe Pedersen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forstår ikke hvorfor Nordbrandts brev ikke figurerer tydeligere på Informations ansigt. Han peger tydeligere end al journalistikken på det helt centrale her: at venlige mennesker i det upersonlige bureaukrati træffer umenneskelige valg, og at vi andre ikke sanser det fordi vi, bit for bit, er tilvandt en hårdhed af "politisk nødvendighed".