Læserbrev

Undersøgelser om trivsel er narrespil

11. februar 2015

Som ansat i Københavns Kommune har jeg lige svaret på en anonym trivselsundersøgelse. Men sådanne undersøgelser er ikke harmløse. De lægger nemlig op til at placere ansvaret for kritik væk fra de egentlige beslutningstagere.

Jeg har ingen tiltro til de resultater, forvaltningen vil påstå at få, og som skolens MED-udvalg forventes at agere på. Det springer i øjnene, at et bærende element i undersøgelsen er anonym karaktergivning, uden mulighed for kommentarer.

Det er ens nærmeste leder, i mit tilfælde skolelederen, som udsættes. En leders beslutninger betyder meget for trivsel og arbejdsmiljø på arbejdspladsen, men i folkeskoleregi er det uforståeligt, at det lokale gøres til det altafgørende. De forhold, der om nogen gør mit arbejde som lærer presset, problematisk og utilfredsstillende, nemlig folkeskolereformen og lov 409, som de forvaltes af Børne og Ungdomsforvaltningen, kan ikke et eneste sted i undersøgelsen påtales. Det er ansvarsforflygtigelse af værste skuffe.

Med omfavnelsen af lov 409, den lov, der definerer lærernes nutidige arbejdstidsregler, støttede folkeskolens ledere en stærk forringelse af deres medarbejderes muligheder for at løse læreropgaven. De kan ikke påberåbe sig ikke at have været advaret om mulige negative konsekvenser for både elever og lærere.

På et kollektivt plan gjorde lederne sig til lærernes modstandere og må i udgangspunktet mødes med skepsis. Det gør dem imidlertid ikke til bærere af alt ansvar – der skal man højere op i systemet.

Ansvarsforskubbelse

KL og partierne bag reformen og lov 409 skubber forvaltningerne foran sig. Forvaltning og borgmester skubber skolelederne foran sig. Lederne skubber lærerne foran sig. Lærerne har ingen at skubbe foran sig, så de får hug fra alle sider.

Nu har lærerne fået en trivselsundersøgelse, hvor de kan gøre skolelederen eneansvarlig for alle ulykker. Det kan vi så bokse rundt med på skolerne til skade for trivsel og arbejdsmiljø.

Det er et narrespil, hvor de virkeligt ansvarlige dukker sig. Det bør de ikke få held med.

Lars Henrik Pedersen, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Stem på et parti der støtter såvel lærerne som andre grupper af arbejdere i deres kamp for at klare dagen og vejen - ved det kommende folketingsvalg.

Stop stress og jag!

God dag der ude