International kommentar

Mine venner i Syrien beder om hjælp

Det er hjerteskærende, når venner fra Syrien skriver for at få min hjælp til at overleve. Deres problemer er ikke blevet mindre, efter Libanon for nylig strammede visumreglerne
2. februar 2015

Når syriske Mazen skriver til mig, ved jeg, at han ikke bare vil sige hej. Smileys og korte beskeder på arabisk og dårligt engelsk bliver hurtigt fulgt af en ny hard luck-story og et ønske. Ligesom mange syriske kunstnere, der er flygtet til Libanon i de seneste år, har han svært ved at få tingene til at hænge sammen. Han deltog i opstanden, og det ville være livsfarligt at vende hjem.

Kan jeg hjælpe med visum til Danmark? Det ved han godt, jeg ikke kan, for jeg har prøvet. Hans malerier hænger på min arbejdsplads, billeder på krigen og livet i Syrien, men Mazen kan vi ikke få hertil.

Kan jeg sætte ham i kontakt med ambassadøren? Kan han søge asyl? Hvad med Sverige? Låne ham 300 dollar? »Things are bad, ya zalami, I so worry

Limbo i Libanon

Nu er den helt gal. Den 5. januar strammede Libanon visum­reglerne, så det nu er meget svært for syrere at rejse ind i landet og at forny deres opholdstilladelse. I forvejen står tusindvis af syrere med det problem, at deres pas udløber, og de ikke kan få det fornyet, fordi de har problemer med regimet. De bliver reelt papirløse flygtninge. FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, leverer vital nødhjælp til mange af de 1,4 millioner syriske flygtninge i det lille land, men kan ikke ændre ved det faktum, at mange er fanget i limbo i Libanon. Det gælder også mere end 10.000 syriske studerende, der har svært ved at finde arbejde i Libanon og ikke kan vende hjem. De leder desperat efter et sted at begynde deres tilværelse, mens de venter på bedre tider i deres hjemland.  

Jeg prøver at forklare Mazen, at Charlie Hebdo-affæren ikke just har øget europæernes entusiasme for flygtninge og indvandrere. Det er de lukkede døres tid. Døren til Libanon er lukket for nye flygtninge. Exit­døren ind til Syrien står åben, men Syrien er et krigshærget land, som mange hverken kan, tør eller vil vende tilbage til endnu. Tyrkiet er en mulighed for dem, der har penge og kontakter. Men uden visum og pas kan de ikke vende tilbage til Libanon og Syrien.
 

Godt nok har forholdene forbedret sig noget i visse dele af Homs og Damaskus efter en række fredsaftaler og overgivelser. Det kombineret med visumreglerne, håber Libanons regering vil få tusinde af flygtninge til at vende tilbage. Det er disse lokale fredsaftaler, som FN, USA og Danmarks regering sætter deres lid til skal udvikle sig til en våbenhvile og siden nye fredsforhandlinger.

Et flygtningetræt Libanon

Krigen har også sat sine spor på Libanons befolkning. Efter fire år med terrorbomber, trusler og angreb som følge af borgerkrigen i nabolandet, har mange fået nok. I Bekaa-dalen og nordpå er der efterhånden lejrlignende områder, selv om man netop med næb og kløer forsøger at undgå lejre, der ligesom de palæstinensiske flygtningelejre kan blive zoner uden for den libanesiske regerings kontrol.

Men problemet er langt større end bare truslen fra islamistiske oprørere. Konkurrencen om job og boliger har øget arbejdsløsheden, forhøjet boligpriser og presset lønninger. Det har skabt pres på Libanons arbejdsmarked, og den spinkle vækst på to procent, som Verdensbanken forudser for 2015, er hovedsagligt et resultat af de lave oliepriser, der holder fødevarepriserne nede. Det ændrer ikke på, at der er krise i landet, og at arbejdsløsheden er tæt på 20 procent.

Så libaneserne kan måske ikke klandres for, at de ønsker at få orden på forholdene og registrere alle flygtninge, og at de vil begrænse antallet. Det er den stat i verden, der har flest flygtninge boende i forhold til et indbyggertal på 4,5 millioner.

Det gør bare ikke syrernes situation bedre. Tusinder fryser i deres usle telte lige nu, mens andre som Mazen tager den tunge tur fra middelklasse til fattigdom. Og den shiitiske Hizbollah-gruppe, der kæmper sammen med det syriske regime, bruger sin indflydelse i sikkerhedstjeneste og hær til at forfølge og overvåge modstandere af Assad.

Mange syrere, der som Mazen har været med i opstanden, er bange for at få besøg af sikkerhedstjenesten midt om natten, eller for at blive smidt ud, hvis de bliver taget uden papirer. Det har fået nogle til at gå under jorden. Mazen bor med sin kone hos venner. For en stund, men han må snart videre.

Frygt lukker døre

De lukkede døre kommer af vores indre billede af flygtningen, som nok er en stakkel, men mest en trussel. Flygtningen vil ikke hjem igen, ændrer vores kultur, bringer problemerne med sig. Når jeg ser på Mazens billeder, ser jeg krigen, men også livet i Syrien og de mennesker, der måtte efterlade alt.

Vores frygt når nye højder lige nu, hvor vi er i direkte krig med militante islamister. Vi tror, vi kender frygten, men den er umenneskeligt hovmod i forhold til den frygt, flygtningen står med foran de lukkede døre med ugyldige identitetspapirer.

Vi i Europa, Libanon og andre områder berørt at konflikt og migration, må kæmpe en fælles kamp for at bevare en lovgivning og et menneskesyn, der ikke gør individer til billeder på vores egen frygt. Først da kan døren åbnes igen – på klem.  

Sune Haugbølle er lektor ved RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu