Kronik

Vores arme er for korte og vores normer for selvfede

Omar Abdel Hamid El-Hussein er ikke først og fremmest et eksempel på, at nogle unge bliver radikaliseret i fængslerne. Han er et eksempel på, hvad der sker, når den svageste part bliver svigtet af den stærkeste og tilmed har sine rødder i en ekstrovert kultur, hvor unge mænd ikke først tænker selvdestruktivt
’Jeg har været med i det danske samfunds modtagelse af flygtninge og indvandrere i mere end 40 år. Lige fra dengang, hvor vi syntes, at det måtte være nok at give staklerne penge og bolig og forbød dem at hjælpe til i de centre, de boede i,’ fortæller dagens kronikør. Arkivfoto fra Asylcenter Holmegaard

’Jeg har været med i det danske samfunds modtagelse af flygtninge og indvandrere i mere end 40 år. Lige fra dengang, hvor vi syntes, at det måtte være nok at give staklerne penge og bolig og forbød dem at hjælpe til i de centre, de boede i,’ fortæller dagens kronikør. Arkivfoto fra Asylcenter Holmegaard

Tine Sletting

Debat
27. februar 2015

Der findes tilsyneladende næsten ingen grænser for offerviljen og budgetterne, når det gælder om at redde radikaliserede unge, som lader sig forføre til krig og terror, og fred være med det.
Det vælter også frem med forslag om, hvordan vi kan forhindre radikalisering i fængsler og moskeer og andre steder i samfundet, hvor risikoen findes. Jeg bøjer mig i støvet for de kreative og dedikerede hjerner, som forhåbentlig kan finde måder at få det til at lykkes på.

Men … det er jo alt sammen (nødvendig) symptombehandling og derfor denne opfordring til at grave lidt dybere i et af den vigtigste problemer i vores samfund, som er med til at gøre de unge sjæle modtagelige. Det handler om et helt almenmenneskeligt og tværkulturelt fænomen: vores allesammens behov for at føle os værdifulde i de fællesskaber, vi lever i – hele livet.

Når det ikke lykkes at etablere denne kvalitet i forholdet mellem den enkelte og fællesskabet, nedbryder det individet med foruroligende hast. Det gælder helt små børn, langtidsarbejdsløse, volds- og voldtægtsofre og alle andre, som enten ikke får den rette næring i og af fællesskaberne, eller som bliver krænket og ribbet for personlig værdighed.

Et af resultaterne er en ophobning af sorg og aggression, som uvægerligt må omsættes til handling. For ca. halvdelen af de berørte – stadig fortrinsvis piger og kvinder – rettes aggressionen indad eller undertrykkes helt. Konsekvenserne er velkendte: spiseforstyrrelser, selvmordstanker og -forsøg, misbrug, cutting og alle de andre selvdestruktive handlinger og tilstande. Den undertrykte aggression, som er specielt tydelig hos meget velintegrerede, superintelligente og højtuddannede anden- og tredjegenerations indvandrerkvinder, bryder (som hos etnisk danske kvinder) typisk igennem i 35-45 års alderen i form af depressioner, misbrug, burn-out o.l.

Ydmygelse på ydmygelse

Begge parter i en relation er ansvarlige for kvaliteten af det samspil, som skaber eller forhindrer oplevelsen af at være et værdifuldt menneske. I samspil, hvor den ene part er markant mere magtfuld end den anden, har den magtfulde det største ansvar. Det gælder mellem forældre og børn, arbejdsgiver og arbejdstager, lærer og elev og samfund/borger-relationen.

Jeg har været med i det danske samfunds modtagelse af flygtninge og indvandrere i mere end 40 år på mange forskellige fronter. Lige fra dengang, hvor vi syntes, at det måtte være nok at give staklerne penge og bolig og forbød dem at hjælpe til i de centre, de boede i, og dermed udsatte dem for to af de alvorligste ydmygelser, man kan udsætte mennesker for: at være modtagere af nødhjælp og berøvet muligheden for at give tilbage ved at gøre nytte.

Dertil kom, at vi gjorde det umuligt for dem at bruge deres håndværk og uddannelser og dermed fastfrøs dem i afhængighed og mistet værdighed. Nu pludselig vender regeringen på en tallerken og mener, at vi skal kræve, at de arbejder så hurtigt som muligt efter ankomsten. På samme måde som alle danske modtagere af overførselsindkomster pludselig betragtes som dovne nassere. De ansvarliges retorik afslører ubarmhjertigt deres totale mangel på empati, på samme måde som en del mennesker i disse uger pludselig finder det opportunt at udbasunere deres småracistiske lavpandethed.

Pia Kjærsgaard, som er DF’s værdiordfører, har i årenes løb ydet sit store bidrag til de unge muslimers radikalisering med sin krænkende og nedgørende retorik. Hun og hendes partifæller har for det meste holdt sig på den lovlige side af racismeparagraffen, men det gør ikke den anden parts oplevelse af at blive krænket og ydmyget mindre. Hun og DF kan yde et kolossalt bidrag til at mindske radikaliseringen, hvis de bare ville se de unge og deres forældre i øjnene og sige undskyld for at have medvirket til polariseringen mellem dem og os. Det ville være i overensstemmelse med de fundamentale danske værdier, vi forsøger at præge vores børn med. Men lur mig, om ikke Kjærsgaard synes, at de først skal gøre sig fortjent til det ved at fodre deres børn med frikadeller og flæskesteg.

Det glemte medansvar

De politiske magthavere anvender samme nedgørende retorik i forhold til den voksende gruppe af unge arbejds- og uddannelsesløse, og det varer ikke så længe, før vi vil se en meget større del af dem blive voldelige. De er ganske vist opdraget med danske normer, og hovedparten nøjes med at blive selvdestruktive og lader viljeløst livet gå til spilde. De koster ikke Justitsministeriet penge, men Socialministeriets område må punge ud. En del af dem tilslutter sig amoralske, asociale og fundamentalistiske miljøer som HA, Bandidos o.a. af samme årsager, som indvandrerungdommen tilslutter sig lige så indskrænkede bander. De finder simpelthen tryghed, mening, identitet og værdi, som hverken familien, skolen eller samfundet magtede at give dem.

Min pointe er hverken af romantisk eller naiv art, men særdeles nøgtern og saglig: Vi må som samfund lære karakteren og omfanget af vores medansvar at kende, stå ved det og ændre adfærd. Ellers øges radikaliseringen og aggressionen mod samfundet, og de tilfældige ’undermennesker’, de ekstreme udvælger – jøder, kristne, skamløse, frigjorte kvinder, kommunalpolitikere eller hvem det nu bliver næste gang.

Der er mange sociale faktorer på spil i dette problemkompleks. Jeg har været gift med en ’udenlandsk kvinde af europæisk afstamning, udseende og kristen tro’ i 23 år og kan fortælle tusinder af historier om, hvordan og hvornår den danske småracisme stikker sit nedladende ansigt frem i familien, sundhedsvæsnet, butikker, banker og you name it. Så længe vores politiske magthavere ikke viser en tydeligt anderledes adfærd (det er langt fra nok at være politisk korrekt), vil vi som samfund fortsætte med at skabe mere aggression imod os, end vi er klar til at tage imod.

Fra svigt til vrede

Det lykkedes med villig hjælp fra medier og politikere at få Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne forsimplet til et spørgsmål om ytringsfrihed. Både tegneren og kulturredaktøren er normalt begavede, oplyste mennesker, og de var selvfølgelig helt bevidste om, hvor mange mennesker de ville krænke ganske alvorligt. De var også vidende om, at de muslimsk dominerede samfund ikke prioriterer nordeuropæiske værdier som demokrati og ytringsfrihed og derfor selvfølgelig ville reagere på måder, som de finder retfærdige, og vi mener er primitive.

Omar Abdel Hamid El-Hussein, som efter alt at dømme var ansvarlig for sidste weekends såkaldte terrorangreb, er ikke først og fremmest et eksempel på, at nogle unge bliver radikaliserede i fængslerne. Det havde gjort sagen værre, hvis han havde siddet tiden ud, så det er meningsløst at anklage forsvarer og dommer for den tidlige løsladelse og PET for ikke at have døgnovervåget ham. Ingen fængsler i verden har nogensinde fået æren for vellykket resocialisering, og det kommer heller ikke til at ske.

Omar Abdel Hamid El-Hussein er et eksempel på, hvad der sker, når den svageste part bliver svigtet af den stærkeste og tilmed har sine rødder i en ekstrovert kultur, hvor unge mænd ikke først tænker selvdestruktivt. Vi kan, hvis vi tør, gennemlyse hans vigtigste relationer til voksne – forældre, naboer, pædagoger, lærere, socialarbejdere og fængselsbetjente – og finde ud af, at de alle gav op. De formåede ikke at møde ham på en måde, som fik ham til at føle sig værdsat og ønsket. Ikke fordi Omar Abdel Hamid El-Hussein og de andre knægte er uden for pædagogisk rækkevidde, men fordi vores arme er for korte og vores normer for selvfede.

Jesper Juul er familieterapeut og forfatter. Han har senest udgivet bogen ’Aggression. En vigtig del af livet’. Han er faglig leder af Familylab international, Family-lab.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Hansen

Ovenstående indlæg # 23.14 kan omformuleres til :

I Frankrig har de endnu kortere arme og er endnu mere selvfede og har de samme problemer som i Danmark.
I Sverige og Tyskland har de længere arme og er mindre selvfede, men har de samme problemer som i Danmark.

Carsten Hansen

Peter Hansen.

Er vi enige om at det ikke altid er modtagerlandet der bærer den hele skyld når det går galt med integrationen ?

Hvis du anfægter at det altid er samfundets skyld, så opnår vi vist ikke meget med videre debat.

Steffen Gliese

Carsten Hansen, det skyldes altid omstændigheder, når noget sker. Når noget som dette sker, skyldes det helt sikkert omstændigheder, som ikke har kunnet kontrolleres. Selve denne mangel på kontrollerbarhed er meget muligt gnisten.
Men det giver ikke mening at pålægge skyld. Det giver ikke nogen mening at sige, at først var han småkriminel, så blev det værre og så endte det med en terrorhandling.
Og det er ubærligt, at folk pga. en irrelevant hævnfølelse, som vi har bygget samfund op for at kunne tæmme, er der folk, der vitterlig mener, at man skal lade være med at søge årsagen, fordi det vil være synd for ofrene! Det vil da være tusind gange mere synd for ofrene, hvis man ikke finder årsagen til, at de endte med at dø! Og det vil efterlade os ligeså dumme og ubeskyttede, som vi var, da det ramte os denne gang. At placere skyld er så ufrugtbart og ørkesløst.

Philip B. Johnsen, Niels Erik Nielsen, Niels Duus Nielsen og B Pedersen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Peter Hansen.

Men artiklens forfatter har travlt med at pålægge skyld.

Og jeg ser at du har anbefalet artiklen .

Carsten Hansen

Peter Hansen.

Og hvis du læser mine indlæg, så vil du se at undertegnede ikke ensidigt pålægger skylden til en enkelt part.
Det er problematikken alt for komplekst til og folk alt for forskellige til.

Steffen Gliese

Jeg tror, Carsten Hansen, at de, der bliver radikaliserede, lider under en meget almindelig oplevelse hos dem, der aldrig har haft overskud til at udvikle humor (ægte humor, ikke håne-tegningshumor) og til at gøre andet end at forsøge at hænge på og indfri ambitioner, og som tror fuldt og fast på det, man fortæller dem, uden at tage det med et gran salt og tænke, at det sgu aldrig ser så smukt ud i virkeligheden, som i forestillingen, beskrivelsen eller på fotografiet. Hvis man klynger sig til, hvad man har fået at vide uden at tage de almindelige forbehold for menneskers evne til overdrivelse eller bagatellisering eller en masse andre julelege med i betragtning, er man afgjort i farezonen for radikalisering, når man uvægerligt skuffes.
Alle mennesker begår fejl, men vi har oven i købet en religiøs forståelse, der ikke stiller os til ansvar for det, vi kan acceptere vores egen fejlbarlighed uden at tro, at helvedes flammer venter hinsides.

Carsten Hansen

Peter Hansen.

Apropos at pålægge skyld.

Jeg kan se at du pålægger det tyske samfund skylden for at Mohammed Attah fløj et fly ind i WTC.

"Han gjorde hvad samfundet forventede, men rendte ind i en mur"

(M.A: læste på Universitetet i Hamburg, så vidt jeg husker)

Steffen Gliese

Jeg tror på årsager, Carsten Hansen, ikke på skyld. Den enes incitament sender den anden i et sort hul. Vil de, der er omkring én, ikke tage én med i legen, må man finde nogle andre græsgange, og det kan så nogle gange være ikke så godt. Det er så fortvivlende, hvor lidt der i realiteten tit står imellem den lykkelige og den tragiske udgang.

Anne Eriksen, Aferdita Muja og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Peter Hansen.

Årsag og skyld !

Hvis årsagen til radikalisering er, at samfundet er for kort-armet og selvfedt hvem har så skylden ?

Artiklens forfatter synes ikke at være i tvivl; Er du, som har anbefalet artiklen, i tvivl ?

Carsten Hansen

PS. Og hvis "Mohammed Attah gjorde som samfundet forventede , men rendte ind i en mur," hvad er så forskellen på årsag og skyld ?

Robert Ørsted-Jensen

Fremragende artikel som bør læses grundigt.

Men jeg tror stadig at det er vigtigt at holde fast i at der ikke er noget enkelt eller entydigt svar - når man spørger hvorfor især unge af muslimsk baggrund radikaliseres.

Jeg har sagt tidligere at man her i Australien hvor jeg er er langt bbedre til at modtage og integrere indvandrere og flygtninge og atbder er mire velvillighed fra gamle australiere til at se sig selv som part i et mulitulturelt samfund. Ja at landet er mulitikulturelt og har haft success som sådan er idag generelt accepteret på begge side af den politiske skillelinie - i modsætning til hjemme. Juul her peger meget præsist på kærnen i de problemer som man har med integreationen i især europa i disse år. Problemer som bevirker at det er lettere at finde ekstremister i Europas invandremiljøer end det tilsvarende er i USA, Canada og Australien.

Det var ikke noget tilfælde at man hentede hovedmændende bag 9/11 i Europa. Men det betyder stadig ikke at der ikke kan findes ekstremistiske indvandrere også i disse lande, og en af grundende er stadig at ikke mindst islamisk kultur og religions insisteren på politisk indflydelse er et reelt problem.

Juul og længere oppe på strengen også Aferdita Muja peger stærkt og korrekt på den ekstremt klodsede måde og den manglende accept og fremmedgørelse indvandre og flygtninge i gennem mange år har mødt i danmark.

De fortjener at blive læst og lyttet til.

Der er da også flere af stærkeste af disse fremmede som drager videre til USA, for det er lettere at blive accepteret som en del af det amerikanske samfund, uanset at der stilles større krav, at der ikke er et sikkerhedsnet og at der derfor skal kæmpes hårdere for at undgå fattigdom, end tilfældet er i danmark.

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Niels Erik Nielsen anbefalede denne kommentar
Erling Lindkvist

Helt klar tale i artikelen.

Den peger meget berettiget på, hvordan svigt og forsømmelser i forhold til social inddragelse i specielt professionelle sammenhænge netop skaber radikalisering. Artiklen viser meget godt pointen om, at både personer i en marginal position både kan blive ofre - og i næste instans bliver gerningsmænd, der på egen logik søger en meningsgivende position ved egen indsats.

Hvorfor evner vi som samfund ikke at mobilisere inklusion af udsatte og marginaliserede, trods professionelle systemer? Retorik,, terrorpakker gør det ikke alene.

Aferdita Muja, Steffen Gliese, Vibeke Hansen og Niels Erik Nielsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Peter Hansen
du omformulerer dine egne formodninger. Desperation bliver til skuffelse.
Det vanskeliggør meningsfyldt dialog.

Armod og desperation er ikke altid det der driver folk til ultimative handlinger. Logiske fejlslutninger er lige så gode forklaringer. Breivik, McVeigh og WTC-piloterne er gode eksempler på dette.

Med venlig hilsen
Lennart

jens peter hansen

Og hvis han havde gået i klasse med min søn, så havde min søns arme været lange nok til at omfavne ham.....
Skrives der.
Jamen armene skal fandme være meget lange for der går/gik ingen Jensen og Hansen på Rådmandsgade Skole. Det er en stor del af problemet.

Steffen Gliese

Lennart Kampmann, det er altid logiske fejlslutninger, for det jo ikke et acceptabelt svar på egen fornedrelse at straffe verden. Til gengæld er det eneste, verden kan gøre, at sikre, at situationen ikke indtræffer, at folk bliver grebet af et sikkerhedsnet, at de får den hjælp, de har behov for, at nogen lytter, og at samfundet har svar.

randi christiansen

Lennart - man kunne hertil spørge, hvad mon årsagen til 'logisk fejlslutning' er?

Skal man beskæftige sig med noget, der relaterer til det miljø-og socioøkonomiske felt og dettes konstanter : føde, klæder, bolig, må man inkludere hele feltet i sin undersøgelse og ikke udelukkende fokusere på et enkelt område som fx religion. Alt er forbundet.

Lennart Kampmann

@ Peter Hansen
Hvad vil du konkret gøre? Forbyde World of Warcraft så der ikke kommer en ny Breivik?

med venlig hilsen
Lennart

Steffen Gliese

Det ville være dejligt, hvis man kunne slippe med alt det computerspilslort, bestemt, for selvom det måske ikke "opdrager til vold", så er denne langsomme tilvænning til adrenalinkick og sygelig konkurrencementalitet det sidste, vi har brug for, hvis vi skal skabe et samfund, der er godt at bo i.

Kaj Spangenberg

For kronikøren delvis og for en del indlæg synes det helt klart, at skylden for hele miseren med ekstremisme og terror ligger hos Dansk Folkeparti - især Pia Kjærsgaard - samt for "højrefløjen" i Europa.
Det er jo rart at vide.
Nu behøver jeg ikke at finde de skyldige blandt ekstreme imamer, bogstavstro muslimer, den danske godhedsindustri samt den naive danske flygtninge-, udlændinge- og integrationspolitik.
Næ, de utilpassede, som ender som ekstremister og jihadister (med hvad der af følger), er ofre for Dansk Folkepartis og alle de andre højrefløjs-ekstremisters hadske udfald.
Hvor er verden dog blevet nem at forstå!

Lennart Kampmann

@ Peter Hansen
tror du virkelig at det er spillet der er det reelle problem?

med venlig hilsen
Lennart

Aferdita Muja

Der er på intet tidspunkt nævnt ubetinget accept i denne tråd. Vi møder hinanden der, hvor vi er, og behandler hinanden med respekt. Vi har forskellig bagage med og den har gjort os til de mennesker, vi er i dag.
Vi forsøger at forstå hinanden, men vi behøver og skal ikke acceptere alle holdninger og værdier, den anden har.

Den bagage vi kommer med, gør at vi reagerer forskelligt på diverse, velmente integrationstiltag og i mødet med danskere generelt. Vores fortid, erfaringer, skuffelser, glæder kommer frem.
Det samme sker for danskerne. Frygten for det ukendte.
Hvis man i sin opvækst har lært at være nysgerrig, åben, tolerant, konfliktløsende, tilgivende, forstående, behøver man ikke være bange for det ukendte. Opsøg det. Måske er det ikke så skrammende, som nogen gør det til.
Ingen skal forstå tråden som angreb på danskere og Danmark, og ingen skal forsøge at give denne tråd en hadsk tone.

B Pedersen, Philip B. Johnsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

I Australien vil man fratage statsborgerskabet til dem der har været ude og lege hellige krigere. Er det også godt tacklet ??

Troels Brøgger

@Lennart
Jeg kan ikke forstå du skriver at vi her i Danmark er naive og ikke tror at der findes "bad guys" jeg synes da ikke man hører andet i medierne end advarsler mod den ene og dan anden farlige type.
Vi er da snarere blevet en nation af ret bange mennesker, hvor mange hellere vil "skyde før de snakker" fordi de tror de giver dem sikkerhed.
Problemet er at det ikke virker, det er derfor der OGSÅ er brug for forsøg på at udtænke andre løsninger på problemerne, og hvis man kan forebygge dem er det da bedre end and nogen skal trække pistolen for at standse dem når de er nået til de voldelige stadie.
Når det er sagt, har jeg det så også lidt svært med at folk der har begået grov vold løslades meget før den dom de fik ved retssagen er udstået.

Lennart Kampmann

@ Troels Brøgger
På den ene side kan du ikke forstå at vi er naive og på den anden side har du det svært med at dømte løslades (for) tidligt.
Det er præcis den sammenhæng jeg forsøger at påpege.

med venlig hilsen
Lennart

Desværre Troels Brøgger - havde Finn Nørgård skudt (og ramt) før han havde snakket, havde der været en rimelig chance for at både han og den jødiske dørmand havde overlevet. Men Finn Nørgård havde ikke noget våben på sig, da han utroligt modigt forsøgte at stoppe Hussein. Gudskelov fik politiet meget hurtigt ram på ham og gjorde samtidig en god indsats for at fastholde tilliden til politiets voldsmonopol, at vi almindelige borgere har opgivet retten til at bære våben. Man kan så diskutere om dørmænd, vagtpersonale osv. måske skulle sidestilles med politiet, da de jo også er i både front- og skudlinjen.

Robert Ørsted-Jensen

Aferdita Muja skrive
"Hvis man i sin opvækst har lært at være nysgerrig, åben, tolerant, konfliktløsende, tilgivende, forstående, behøver man ikke være bange for det ukendte. Opsøg det. Måske er det ikke så skrammende, som nogen gør det til."

I betragtning af dit ophav tror jeg godt du ved at dette ikke altid er så enkelt - Finn Nørgård som blev skudt forleden dag da han forsøgte sig med dialog med en bevæbnet og skudklar iswlamist forleden dag forsøgte formentlig netop dette, som Tom ovenfor også meget rigtigt påpeger

randi christiansen

Så Robert, hvis du nu også lige - bare for eksperimentets skyld - prøvede den for dig uvante vinkel fra : 'en bevæbnet og skudklar iswlamist' - ville det, som du kalder 'ikke altid er så enkelt' måske fremstå endnu mere kompliceret? Bare en tanke ...

Robert Ørsted-Jensen

Jeg tror ærlig talt jeg ville droppe din og stakkels Finns ide om dialog og springe i cover, Randi. Havde jeg en skyderville jeg håbe at jeg evnede at skyde først og prøve at gøre det så nøjagtigt som muligt, men det er usansynligt da jeg ikke går med skyder

randi christiansen

Som du ved Robert, finder jeg det temmelig voveligt at stå ubevæbnet i skudlinjen - ville jeg kun gøre som sidste mulighed, i selvforsvar. Så kan man selvf sige, at hvornår, det så er selvforsvar, i en vis forstand er en individuel vurdering

randi christiansen

Robert - ovenstående blev noget vrøvl, hermed korrektion : i skudlinjen helst bevæbnet og kun i selvforsvar. Skudlinjen skal undgås og overlades til det absolutte selvforsvar.

Beklager, at jeg overhovedet købte præmissen. Du afsporer igen samtalen - som ikke handler om, hvorvidt man som ikke professionel skal indlede dialog med en skydegal bevæbnet person. Dialogen skal naturligvis foregå inden og bl.a. med det formål at undgå disse tilspidsede situationer.

randi christiansen

Og symptomatisk for dig robert at, når du opfordres til bare for et øjeblik at anlægge din modstanders perspektiv, kun kan tænke i den overfladiske, krigeriske bane, hvor det store miljø-og socioøkonomiske perspektiv er ignoreret, og situationen derfor er esakaleret til en væbnet konflikt.

En på alle måder meget uintelligent strategi.

Robert Ørsted-Jensen

Helt ærligt Randi jeg svarede bare efter bedste evne og i bedste vilje på dit spørgsmål. På hvilken måde afsporede jeg dette?

randi christiansen

Robert, jeg bad dig om at se sagen fra din modstanders perspektiv og i en større miljø-og socioøkonomisk kontekst i håbet om, at din efterfølgende tilgang vil være mere nuanceret, mere miljø-og socioøkonomisk intelligent.

randi christiansen

Og naturligvis INDEN det har udviklet sig til en væbnet konflikt - jeg interesserer mig altid for den dybestliggende årsag.

Robert Ørsted-Jensen

Jamen det var så ikke det du skrev vel. Jeg har skrevet en hel del om hvorfor dette finder sted som bestemt handler om at prøve at sætte sig ind i hvad der driver værket hos sådan et menneske, Randi, så jeg synes ikke det er rimeligt at anklage mig for ikke at gøre det. Problemet er at vi nok ikke blive helt enoge om hvad årsagerne er og da slet ikke at dette skulle indebærer at man skal bremse eller lægge bånd på ytringsfriheden. Blasfemiparagraffen bør snarere fjernes sammen med racismeparagraffen - sådanne love hører ikke hjemme i et frit samfund

randi christiansen

Robert - ikke det jeg skrev? : 'Så Robert, hvis du nu også lige - bare for eksperimentets skyld - prøvede den for dig uvante vinkel fra : 'en bevæbnet og skudklar iswlamist' - ville det, som du kalder 'ikke altid er så enkelt' måske fremstå endnu mere kompliceret? Bare en tanke ...'

Og hvis det forholder sig sådan, at du lige netop har analyseret ytringsfrihedsproblematikken nuanceret, tilbundsgående og fra alle vinkler og alligevel ender op med, at der kun er een tilgang : uhæmmet ytringsfrihed og i enhver sammenhæng, mener jeg nok, du kan kaldes for ytringsfrihedsfundamentalist. Også selvom vi ikke er enige i analysen.

Sider