Kommentar

Det er vores forældre, der er problemet

Som barn blev jeg stemplet som adfærdsvanskelig, og i min tidlige ungdom havde jeg en imponerende kriminel karriere. Hverken lærere, pædagoger eller psykologer indså, at årsagen var daglig vold og ydmygelser fra min svage fars side
Debat
12. februar 2015

Hvis jeg havde været barn i dag, havde jeg med 100 procents sikkerhed været diagnosticeret med ADHD og været medicineret. Jeg var den der ustyrlige unge i klassen, som hele tiden var i konflikt med lærerne, pædagogerne og de andre børn. Jeg var et dybt ulykkeligt barn. Gad ikke at lege med de andre børn og gik ofte rundt for mig selv. Hvis jeg endelig legede med de andre børn, så lykkedes det mig altid at skabe problemer.

Det hele udviklede sig senere til en kriminel karriere i en meget tidlig alder. Før jeg nåede at fylde 18 år, havde jeg lavet flere indbrud, stjålet biler, solgt stoffer, lavet røverier, dokumentfalsk, vold, afpresning, stukket af fra politiet og meget mere.

Hvorfor havnede jeg der?

Mine forældre havde fra begyndelsen problemer i deres ægteskab, og det eskalerede til en skilsmisse, da jeg var 13 år. Min bror og jeg sagde til min mor: »Enten så vælger du ham, eller også vælger du os.«

Hun valgte os, efter jeg var kommet i puberteten og røg i en direkte slåskamp med min far.Jeg blev som barn voldsomt problematiseret. Jeg følte mig som et kæmpe problem. Jeg blev ofte smidt ud af timerne, sendt til skolepsykolog og op på inspektørens kontor. Mine udfordringer blev altid diskuteret til skole-hjem-samtaler, og lige meget hjalp det.

Ingen så problemets kerne

Der var aldrig nogen, som spurgte: »Hvad er problemets kerne?«

Der var aldrig nogen, der spurgte mine forældre, hvilke problemer der var i hjemmet. Ud ad til var min far velfungerende, men bag facaden var den helt gal. Fysisk, psykisk vold og ydmygelser var hverdag. Min far var den udøvende, og min mor turde ikke sige eller gøre noget. Jeg tror, hun følte sig låst. Hvad skulle hun gøre med to børn i et fremmet land, langt fra familien, uden en dansk uddannelse?

Det er et problem, at børnenes adfærd bliver problematiseret, når forældrene er problemet. Det svarer til, at en læge siger, at feberen er problemet, når den blot er et symptom på en infektion.

Jeg og massevis af andre børn er vokset op med det selvbillede, at det er os, der er problemet. Det får vi jo at vide af vores forældre, af lærerne, af pædagogerne og senere af socialrådgiverne, politiet og politikerne.

Sandheden er, at det er vores forældre, der er problemet. De har svigtet og ikke levet op til deres ansvar.

Da jeg selv blev ældre og fik arbejde som socialpædagog, oplevede jeg, hvordan vi gentog fejlen. Børnene blev igen kategoriseret som adfærdsvanskelige og blev problematiseret, nøjagtig på samme måde som jeg blev i sin tid. Og der var ingen, som turde konfrontere forældrene med deres ansvar.

Jeg oplevede flere børn, som tydeligvis havde det skidt derhjemme. Det kom til udtryk på nøjagtig samme måde, som dengang jeg var barn. Negativ opmærksomhed er også opmærksomhed!

Vi fik at vide til fællesmøde for personalegruppen, at de børn, som opførte sig dårligt, ikke skulle have opmærksomhed, fordi de så ville knytte sig for stærkt til den pædagog, som gav den. Men et barn har brug for opmærksomhed, tryghed og omsorg, og når de ikke kan få den hjemme, så søger de den andre steder.

Grib ind tidligt

Løsningen er forebyggelse. Hvis mine omgivelser havde grebet ind noget før med hjælp og støtte, var jeg ikke havnet i den dårlige situation. Jeg kæmper stadig med lavt selvværd, men fik heldigvis hjælp af en lærer i grundskolen, som kastede sin ubetingede kærlighed på mig. Selv om jeg opførte mig helt forkert, vidste han godt, at det kun var et symptom på, at jeg havde det skidt, og at min adfærd ikke var udtryk for, hvem jeg er. Han kunne se direkte igennem min hårde facade og direkte ind til det menneske, som gemte sig bagved. Jeg sad varetægtsfængslet på den psykiatriske lukkede afdeling, og han var den eneste, jeg ville tale med. Han hjalp mig med at læse op til 10. klasses afgangseksamen, og både hjalp og motiverede mig til at komme ind på gymnasiet efterfølgende. I de tre år jeg læste i gymnasiet, boede jeg hos ham, og han hjalp mig med alle mine opgaver.

Løsningen er forebyggelse, ubetinget kærlighed og støtte til børnene, også selv om de virker uregerlige. Det er aldrig børnenes skyld.

I dag har jeg vendt min forfærdelige opvækst til noget positivt. Jeg holder foredrag, forsøger at slå igennem som skuespiller og skriver indlæg som dette her. Men hvad med alle dem, som ikke får samme støtte og hjælp, som jeg gjorde?

Alexander Behrang Keshtkar er skuespiller og medvirker for tiden i C:NTACTs forestilling IK’ FOR BØRN

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

HC Grau Nielsen

Det er hårde odds at være oppe imod, men der ikke så meget nyt idet, det har altid været underklassens problem.

Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Bob Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Godt indlæg. Jeg mener fra egen erfaring, at det nærmere handler om kvaliteten af forældrenes partnerskab, og derfor ikke et spørgsmål om klassetilhør.

@ HC Grau Nielsen,
Overklassen har også de problemer med forsømte børn. Kan du huske en TV2 vært om morgenen igennem mange år? han stod op kl. 4 for at passe sit arbejde. Hans barn røg i specialklasse fordi far ikke gad ham. Jeg er så ikke et hak bedre, endda værre, men hører nu til underklassen i et arbejderkvarter.

Henrik Christensen

Og det bliver kun værre af at fjerne endnu mere af det økonomiske fundament, som f.eks dagpengereformen har gjort det. Svært ikke at ønske nogen blive ristet i eget fedt...

Jette M. Abildgaard, Birgitte Gøtzsche og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
georg christensen

Det er vores forældre, som er problemet, på grund af opvækst under forskellige kulture, og indfødte ceromonier, af alle mulige arter, sætter de "globaliserings" tankegangen i stå, i stedet for at fremme den, desværre alle i "magtbegærdet´s" navn, hvor "enkeltheden" LIVET er betydningsløst.

NB: Jeg er født "Sønderjyde", halv dansker halv tysker, min far født 1905, min mor 1917, jeg selv 1942, i grunden , indfødt tysker, alligevel og måske derfor vil jeg hellere være "EUROPÆRER", men kun hvis Russerne og Tyrkerne er inkluderet, og ikke som "i nuet" af mig opfattet amerikansk styret "imperialisme" , bygget på finansindustriens imperiale "idioter".

Mit Europa bør endelig finde sig selv, hvis ikke vi bare destruerer os selv.

Super indlæg. Vi er omgivet af psykologer og læger, som ikke aner en skid om, hvad de taler om. Men de er beskyttet af status og faglig anerkendelse fra borgerskabet som de kloge veluddannede. Dertil kommer en løn, som vil gøre en hver ligge glad med om det man gør fagligt er korrekt eller ej. Bare det velbjergede liv kan opretholdes.