Klumme

En 90-årigs angst for kedsomheden

På sin 90-årsdag står DR i et dilemma mellem kvalitet og muligheden for at nå så mange danskere som muligt. Generelt har man de seneste 10 år satset på stadig flere brugere – det har bl.a. ført til udbredt angst for at være kedelig
Debat
1. april 2015

DR fyldte 90 i går og befinder sig et sted mellem plejehjemmet og børnehaven. Man kan hævde, at landets store Public Service-hus er i tvivl om, hvor det er, hvor det kommer fra, og hvorfor det er der. Det er selvfølgelig hårdt stillet op,  men jeg fik tanken, da jeg onsdag aften deltog i optagelsen af Søndagens 90-minutters show om DR's nyhedsformidling. Det slog mig, at DR's første 30-40 år tilsyneladende ikke eksisterede. Da hed det Statsradiofonien og sendte kun radio. Jeg spurgte forsigtigt, hvorfor der skulle en DJ ind over visningen af meget korte og forvrængede klip, hvorfor Simon Kvamm og venner skulle spille, og hvorfor de fleste medvirkende i virkeligheden var nedslagsstatister – fra nuværende og forhenværende statsministre over søde Guld-Harald til et 22-sekunders interview med Birgit Meister. Svaret fra en ledende medarbejder i DR-Nyheder var, at det jo var DR 1! Underforstået, at hvis der skulle en anelse forklaring, fortælling og substans, så hørte det til på en anden kanal.  

Angsten for at kede seerne er blevet et traume for DR. Og mange af DR's konceptmagere, herunder kanalchefen for DR 1 har overført deres professionelle tv-erfaring på kommercielle kanaler som SBS/Discovery og TV3/Viasat til DR, så fødselarens 90-årige krop i stedet for at udstråle selvironi, overblik, erfaring og klogskab nu med Botox, ansigtsløftninger og fedtsugninger forsøger at se ud som og opføre sig som en forvokset teenager, der - som vi ved - med afsikret remotekontrol og tændt smartphone konstant fristes af andre kanaler og  de sociale mediers konstante selvafstivning. For slet ikke at tale om Netflix eller Battlefield på Playstation.

Angsten for at kede får også 90-års fødselaren til at presse egne værter. Strålende og begavede værtspersonligheder proppes ind i programkoncepter, som ligger så langt fra dem selv, at man kan have mistanke om kynisk udnyttelse. Clement Kjærsgaard er en lysende stjerne som debatvært, men skal være morsom og folkelig i Vi ses hos Clement. Ane Cortzen var en nyskabende og skarp vært på TVTVTV!, men blev misbrugt i Vogternes Råd. Reimer Bo var en god nyhedsvært og en af landets bedste moderatorer – men han skulle være hyggeonkel i sit eget talkshow. Den gode journalist tvinges til at blive en dårlig entertainer.

Angsten for at kede er ikke noget DR har opfundet. Det er drivkraften bag kommercielt tv, og det er motoren i alle de tilbud, som den moderne mediebruger bombarderes med. Kombineret med det massive programudbud, som DR's mange kanaler har, rummer det den moderne public service-stations største udfordring: Hvordan fylder vi mere og mere egetproduceret stof på flere og flere kanaler for de samme (eller færre) penge?

Ja, produktiviteten er steget rosværdigt meget i DR, der efterhånden opfylder alle de krav, som New Public Management stiller til offentlige organisationer. Nej, DR skal ikke have flere penge, selv om det ville være en automatreaktion fra hovedkvarteret i Ørestaden. I forbindelse med en nyligt offentliggjort EBU-rapport om Public Service-stationernes fremtid Vision 2020, har rapportens hovedforfatter, hollandske Ruud Biermann et par råd til nutidens Public Service-mediehuse. Mest markant mener han, at de burde overveje at indskrænke antallet af kanaler. At de burde fokusere lidt mindre på at fylde deres kanaler og koncentrere sig lidt mere om at holde godt fast på det gode i stedet for at jagte volumen og hurtig programomsætning – de skal først og fremmest arbejde på, at deres programmer skal gøre en forskel for seere og lyttere. De skal primært være troværdige og man kan tilføje, at deres hovedformål er, at forbedre lytternes og seernes liv.

Det kan sagtens ske med underholdning, men der skal være en mening med det hele, som skal kommunikeres klart. Det er høje og vanskelige krav, der indeholder en betydelig risiko for, at offentligt forpligtede mediehuse som DR mister seere og lyttere.  

På 90-års fødselsdagen står DR i et dilemma mellem ’dækning’ (hvor stor en del af befolkningen har kontakt med DR) og ’kvalitet’. Det sidste er svært, fordi der ikke findes en entydig definition af begrebet. Den generelle satsning har det sidste tiår været på dækningen. Måske er tiden inde til at bremse en anelse og korrigere kursen?

Lasse Jensen er mediejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vibeke Rasmussen

Udnyttelse og misbrug? Mnjah, nu er der vel næppe nogen, der ligefrem kan tvinge angiveligt "begavede [og sikkert højtlønnede!] værtspersonligheder" – til at agere værter på en måde og i et regi, som de ikke selv har accepteret?

Michael Kongstad Nielsen

"DR (står) i et dilemma mellem ’dækning’ (hvor stor en del af befolkningen har kontakt med DR) og ’kvalitet’. Det sidste er svært, fordi der ikke findes en entydig definition af begrebet." - siger Lasse Jensen.

Meget enig. Jeg tror, kvalitet her kan defineres som: - alt, hvad der ikke er tænkt kommercielt.
For kommercielt tv/radio spekulerer hele tiden i, hvordan man kommer i kontakt med flest muligt, og indretter hele programvirksomheden efter det. Dermed lægger man sig ned for kunden, og har ingen selvstændig karakter. Det kan kunden muligvis godt lide - et stykke tid, men så breder en svag utilfredshed sig. Er der ingen rygrad, ingen holdning, ingen idé bag denne virksomhed? Denne endeløse underholdning, der stryger kunderne med hårene. Er DR blevet et stort efterlignende bløddyr, der indretter sig efter de tryk og træk, omgivelserne forventes at ville give det?

Men DR er jo ikke kommerciel, og behøver slet ikke at tænke sådan. Ud over angsten for at kede er DR også bange for sig selv, bange for at kende sig selv, eller for at lade programmer træde i karakter, have rygrad og holdning.

Vibeke Rasmussen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er som med folkeskolen, der skal undervise i det, man ikke lærer andre steder! DR skal levere det, som folk flest ikke har adgang til. I stedet for endeløse rækker af film, som folk kan se på deres PC eller leje på DVD, skal TV vise originalt producerede udsendelser med et klart formidlingssigt, f.eks. transmissioner fra især Det Kgl Teater, men også andre, egen-produktion af drama og originalt afholdte koncerter. Debatter med deltagelse af både almindelige borgere og professionelle meningsdannere, kulturudsendelser om de temaer, der kendetegner vor tid, m.m.m.

Vibeke Rasmussen, Anne Eriksen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er i allerhøjeste grad på tide at vende konceptet - der er mindre og mindre man har lyst til at høre og se...
For en del år siden begyndte lokale radiokanaler at ansætte unge, dj-lignende værter, der havde et sandt ordforråd, som de rablede af i en djævelsk fart.
Dette koncept, har DR tilsyneladende samlet op på f.eks P1, hvor 2 værter kappes med at komme med kvikke bemærkninger, men musikken kommer - eller kommer ikke.
Jeg tør vædde på, at også her er der fyret gode erfarne teknikere, som det også er blevet andre seriøse medarbejderes lod?
Kan man virkelig lave kvalitet og kultur/ teater som engang? Tvivler...
Jeg foretrækker de engelske, franske og tyske om mange emner. Selv de gamle krimier holder jeg af, men det kniber med spændingen, når man allerede har set dem 3-4 gange før.
Så kan man halvsøvnigt prøve at holde ud til midnat for at se dem:-)

Michael Kongstad Nielsen

Apropos så er DR´s sjæl og fundament at sammenligne med Miss Sophie, mens programvirksomhed de senere år er at sammenligne med James. Fjolleri for åben skærm, og tigerhovedet er Michael Christiansen, bestyrelsesformanden, der ville afskaffe X-faktor.

Vibeke Rasmussen

I Gallups målinger fordeler seer-tallene sig ret ens fra uge til uge. Fx uge 13: TV2 21%, DR1 17% og på de næste to pladser, men med en langt lavere andel kommer (for mig meget overraskende!) kanalerne 3 og 5 med hver 7%. DR2 og DRk har kun henholdsvis 4 og 2% af seer-andelen, så når der nu er så mange flere seere til DR1 end til de andre DR-kanaler, forstår jeg ikke, at de ikke flytter i det mindste nogle af de mere oplysende og kulturelle udsendelser over på DR1.

Af det 90-års-show, der nævnes i artiklen, så jeg det meste på 'fast forward' og en stor del endda på 'meget fast forward'. For ikke alene var værterne utålelige i deres ulidelige selvpromovering og selvfedme, men som i snart sagt alle 'værtsbårne' DR-udsendelser på tv såvel som radio fyldte de også usandsynligt meget!

Et af de værste eksempler på disse dobbelte værtsskaber, hvor værterne er de ubetinget vigtigste personer, er Orientering på P1. Tidligere var det værtens (ental!) rolle kortfattet(!) at binde indslagene sammen og lave overgange til de enkelte (vel!)forberedte indslag fra de dygtige bidragsydere. Nu er de jakkende, snakkende, småpludrende, og når de kludrer med teknikken fnisende og fjantende værter i stedet blevet de vigtigste personer i udsendelserne. Frem for som tidligere at oplæse deres gennemarbejdede indslag bliver de faste bidragsydere nu i stedet ofte interviewet, med hvad det giver af øher, stammen og talesprog, og både de og andre gæster afbrydes hyppigt. Den oftest brugte sætning kunne meget vel være: "Kort!", afvekslende med: "Kort, her til sidst" … mens der nu altid er tid og plads til de irriterende dryppelyp- og ploppelop-'skillere'. :(