Læserbrev

Det alternative felt skal respekteres

Debat
5. marts 2015

Informations artikelserie om alternativ behandling i februar måned fremstiller det alternative felt som uvidenskabeligt og effektløst – dog med undtagelse af placeboeffekten. I en tid, hvor over halvdelen af danskerne har prøver alternativ behandling, fremstår artikelserien som en visionsløs reproduktion af den klassiske naturvidenskabelige kritik af det alternative felt som virkningsløs kvaksalveri.

Naturvidenskaben dominerer til stadighed sundhedsområdet som en anden religion med dens krav til evidensbaserede metoder. Samtidig hører vi igen og igen patienterne beklage sig over manglende forståelse for deres tro på komplementære tilgange til behandling. Mange patienter giver udtryk for, at de i sundhedsvæsnet bliver frarådet alternativ behandling, hvilket medfører, at de ofte undlader at nævne for deres læge, hvis de opsøger alternative behandlere.

Men sundhed og sygdom er meget mere komplekse størrelser end den konkrete medicinske intervention. Hvordan det virker, er for mange patienter et mere frugtbart spørgsmål, end om det virker. Det alternative felt er ikke problemfrit, det er om noget en broget forestilling. Men af respekt for de mange tusinde patienter, som tror på og har glæde af alternative behandlingstilbud, fortjener området at blive behandlet med værdighed af pressen.

Patienten i centrum

Ikke ukritisk, men respektfuld behandling. Hvis vi virkelig mener det, som vi skriver med store bogstaver, nemlig at patienten skal i centrum, så bør vi også lytte til patientens tro på og oplevelser af eksempelvis alternative behandlingsformer.

En helt konkret tilgang til dette er at fokusere på praksisbaseret evidens frem for evidensbaseret praksis. Forskellen er, at den praksisbaserede evidens fortløbende måler patientens virkning af interventionerne og på samme tid danner grundlag for justeringer af relationen mellem patient og behandler.

Den amerikanske psykolog Scott Miller har udviklet fremragende redskaber til denne praksis. Ved hjælp af praksisbaseret evidens kan vi som sundhedsvæsen tage patienterne alvorligt og samtidig bevare den kritiske tilgang til alternative behandlingsformer. Der er intet til hinder for – og på høje tid – at sundhedsvæsnet får øjnene op for nye forståelser af evidensbegrebet, og samtidig fastholder respekten for vores patienters alternative valg og præferencer.

Carolina Magdalene Maier, centerleder, Videnscenter for Patientstøtte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

At en del læger (rigtige læger) ofte godt kunne lytte lidt mere til deres patienter er sandt nok. Men at klage over at det alternative felt betragtes som "uvidenskabeligt"? Og hvor groft og religionsagtigt er det ikke at lægevidenskaben sådan går op i evidensbaserede metoder?

Det er også unfair og ikke i orden, at det vand er så vådt og den tyngdekraft så tung.

Så lyt bare til patienten og lad som om du tror på hans/ hendes oplevelse af den alternative behandling.
Pressen? skal behandle emnet med værdighed.

Allerede ved "patienten skal i centrum" så kan jeg ikke genkende

Ups - systemet.
Det er der nu heller ikke tid til...

Hans Henrik Krohn

Man løber, som jeg ser det, en stor risiko for at smide den virkelige virkelighed ud og havne i et post-modernistisk helvede: "Min overtro er lige så god som din viden". Rigtig mange ting som vi mennesker gerne vil tro på er, viser det sig hvis vi kigger ordentligt efter, ikke sande - men vi skal turde kigge ordentligt efter, og ikke kun stole på hverken andres eller vore egne fornemmelser og idéer.
Ovenstående er ikke særligt pænt formuleret...
For meget bedre formuleringer om risikoen ved at teste "alternativ medicin" uden at tage hensyn til hvad vi allerede véd, se for eksempel http://theness.com/neurologicablog/index.php/basic-science-should-inform...